0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Som saxofonist, komponist og arrangør er Maria Dybbroe på flere mere måder med til at ændre den skæve kønsfordeling i dansk rytmisk musik.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er et demokratisk problem, at der kun er få kvinder i rytmisk musik«

Mens spillestedet Forbrændingen for nylig fik dispensation fra ligestillingsloven til kun at booke kvindelige bandledere i år, går den aktuelle Vinterjazz-festival med knap så larmende skridt i retning af større kønslighed blandt musikerne. Men for arrangør og saxofonist Maria Dybbroe og andre er emnet følsomt.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fredag 22. februar spiller trioen Køs på Lygten Station i Københavns nordvestlige kvarter i forbindelse med den landsdækkende festival Vinterjazz.

Næppe nogen køber billet til koncerten, fordi en af musikerne på scenen, saxofonisten Maria Dybbroe, er kvinde, mens de andre to, Kristian Isholm Saarup og Valdemar Kragelund er mænd. Det er hele den unge trio udtryk, der er attraktionen, ikke deres køn.

Blandt andet derfor er det følsomt for Maria Dybbroe og mange andre rytmiske musikere at diskutere kønsfordeling i deres fag, selv om den fordeling er meget skæv.

»Der er kvinder med i alle konstellationer ved de i alt 11 koncerter, vi præsenterer i år. Men det har været vigtigt for os ikke at brande, at vi præsenterer mange kvindelige musikere, da det burde være helt naturligt«, siger Maria Dybbroe om de koncerter, hun og arrangørgruppen The Community præsenterer under Vinterjazz.

»Hvad angår mit eget virke som musiker, er det vigtigt for mig, at jeg bliver booket med mine egne bands, fordi jeg laver god musik, og at koncerterne promoveres på musikken. Det er jo den, folk skal høre«.

De kvinder, The Community har booket, skal ikke være i tvivl om, hvorfor de er valgt, tilføjer Maria Dybbroe:

»Det er de, fordi de er superspændende, inspirerende og har stærke musikalske udtryk«.

Ligestillingen halter markant

Når det er sagt, er Maria Dybbroe blandt de musikere, komponister og arrangører, som aktivt gør noget for at ændre, at det ifølge en undersøgelse fra Jyllands-Posten og Dansk Musiker Forbund forrige år ser skidt ud med ligestillingen i dansk musik. Inden for rock, pop og blues udgør kvinderne kun 22 procent af musikerne. Og inden for jazz blot 37 procent.

I 2017 kritiseredes arrangørerne af koncertturneen Grøn (tidligere Grøn Koncert) for ikke at have ét kvindeligt navn på hovedscenen. Og i år gik Forbrændingen i Albertslund i den modsatte retning ved kun at booke kvindelige bandledere. Det er i en overskridelse af ligestillingsloven, og derfor var Forbrændingens offentlige støtte i fare. Sagen endte med, at Kulturministeriet tidligere i februar gav Forbrændingen dispensation fra loven.

Kønsfordeling er et ivrigt debatteret emne i musikmiljøet. 26-årige Maria Dybbroe arbejder på tre måder for at skabe mere ligestilling. Hun er opmærksom på køn, når hun er med til at arrangere koncerter i The Community og det aarhusianske Sun Ship. På sin uddannelsesinstitution, Det Jyske Musikkonservatorium, har hun været med til at grundlægge et diversitetsudvalg, der arbejder for at skabe mere ligestilling og mangfoldighed.

»Og så har jeg nogle saxofonelever, som er piger. På et tidspunkt blev det vigtigt for mig selv at få en kvindelig lærer. Jeg tror stadig, det er sådan, at de fleste musikskolelærere, man møder gennem sin opvækst, er mænd. I år underviser jeg for første gang på ’JazzCamp for Piger’ under Vinterjazz, og det er megafedt at få lov til at gøre en forskel også på den måde«.

Tiltag under jazzfestivalerne

Undervisningsstævnerne ’JazzCamp for Piger’ er en af de måder, hvorpå Vinterjazz siden 2014 har haft fokus på at forbedre ligestilling blandt musikere. Det blev søsat, efter at en rapport fra 2012 viste en generel kønsfordeling på 80 procent mænd og 20 procent kvinder i det rytmiske musikmiljø. I år er der under overskriften ’JazzCamp for Piger’ improvisationsstævner for piger i alderen 10-15 år på 30 hold fordelt over hele landet.

»Resultaterne af eksempelvis ’JazzCamp for Piger’ ser vi først på sigt«, siger festivalleder Kenneth Hansen.

Et andet initiativ på Vinterjazz er ’Wild at Heart’, der også har fundet sted siden 2014. ’Wild at Heart’ har fokus på progressive kvindelige komponister, improvisatorer og bandledere.

Der er stadigvæk færre kvinder på programmet under Vinterjazz, men det er under forandring, siger Kenneth Hansen.

»Det bliver bedre år for år, og fra festivalens side gør vi meget for at trække kvinderne frem helt i front«.

Som erfaren musiker inden for den eksperimenterende jazz og improvisationsmusik kan saxofonisten og komponisten Lotte Anker se, at der er sket fremgang for ligestillingen:

»Der er i hvert fald flere kvinder end for 20 år siden, og det er superdejligt. Det udvider det musikalske udtryk generelt, når der er større balance og mere mangfoldighed«.

Kvinder er jo ikke en minoritet

Kenneth Hansen oplever ikke, at der eksisterer en typisk mandlig eller kvindelig måde at være musiker på:

»Men hvis man går ind for et samfund, hvor kønnene er ligestillede og ligeligt repræsenterede, så skal det naturligvis også omfatte den rytmiske musik«.

Annonce

Maria Dybbroe er glad for at spille med sine mandlige kolleger og føler sig godt hjemme i musikmiljøet.

»Jeg synes bare, det kunne være spændende for alle, hvis det var mere mangfoldigt. Det kunne også være i forhold til social baggrund eller etnicitet. Når vi som kunstnere hele tiden skaber nyt og søger at udfordre os selv og hinanden, bør vi også have et miljø, hvor folk kommer med forskellige erfaringer, historier, mål og livsopfattelser«.

Som kvinde er det med ligestillingen mellem kønnene noget, Maria Dybbroe selv har øje for.

»Kvinder er jo ikke en minoritet i samfundet, så det er egentlig mærkeligt, at der ikke er sket mere inden for den rytmiske musik. Supermange kvinder har noget at byde på, og det er vigtigt, at arrangørerne tager ansvar for, at de med deres programmer kommer til at inspirere den næste generation af musikere«.

Maria Dybbroe ser det som »et demokratisk problem, at der er så få kvinder i rytmisk musik«:

»Det handler ikke bare om, at jeg selvfølgelig godt kunne ønske mig flere kvindelige kolleger og tror, der ville komme et andet udtryk ud af det, hvis flere kvinder uddannede sig som musikere, udtrykte sig som musikere og skabte musik. Det handler også om, at når man står på en scene, formidler man jo nogle historier. Man er rum for en spejling og en refleksion. Folk bruger musik til at lære noget om det at være menneske«.

»På den måde er det også vigtigt med flere kvinder på scenen i forhold til at inspirere unge kvinder i vores samfund generelt til at tro på, at de har noget at byde på, de har en værdig stemme i vores samfund«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

Forsiden