0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sergent Pebers søde kløe

Blurs nye udspil er en fornøjelig plade, der snarere end den forventede afslutning på gruppens karriere lyder som en ny og åben begyndelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER



Måske ville Beatles lyde sådan i dag? Eller er det for kættersk en tanke ovenpå den store Paul McCartney-weekend? Ikke desto mindre fremturer jeg - hvis man overhovedet kan forestille sig en så samlende kreativ kraft som The Beatles i disse tider, hvor al energi, ideologi og åndelighed for længst er kløvet til savsmuld og fugtige tændstikker, er det bestemt ikke utænkeligt, at deres nye plade ville lyde sådan her.

Som et flyvende kludetæppe af garnrester, der stritter i alle mulige retninger. Båret oppe, som det er, af alle de lyde, der kan komme ud af et pladestudie, når Sergent Peber dukker op og drejer på alle knapper med syre på hjernen og sød kløe i fingrene. Men nu er det altså Blur, der dukker op af den mystiske tænketank, de kalder 'Think Tank'.

At gruppen har valgt at opholde sig sådan et sted efter en turbulent tid, hvor sanger Daman Albarn har haft travlt med at forvilde sig ind i et herligt univers af cyperspace og tegneserie i Gorillaz på den ene front og på den anden dyrket sin interesse for musik fra Maili. Imens guitarist Graham Coxon valgte slet og ret at skride. Han medvirker kun på det sidste nummer her, 'Battery In Your Leg', som han også er medkomponist til.

Sandt at sige lyder det nu heller ikke, som om det er de store dybsindigheder, Blur har tænkt inde i tanken med det bizarre brændstof. Vi shopper lidt rundt i nogle forholdsvis banale advarsler mod stress og indfølte ønsker om lidt mere kosmisk kærlighed. Samt en masse galskab, der af og til nærmer sig Monthy Python. Eksempelvis i sangen, hvis titel lyder som navnet på en af de utallige befrielsesbevægelser i 'Life Of Brian', 'Moroccan Peoples Revolutionary Bowls Club'. Her er træerne giftige raketter, og ørkenen tørster efter en øl, mens vi er ved at sprænge hele lortet i luften. Indlysende, ikke sandt?

I stedet for at finde en egentlig erstatning for Coxon har Blur valgt at lade Damon Albarn aflevere nogle underlige, spredte guitarsalver, mens Alex James i mange af sangene spiller lead på sin bas, draperet af velvalgte, syrede keyboards. Det fungerer faktisk ret fint, selv om det naturligvis på ingen måde er med til at give hverken de enkelte sange eller albummet præg af det formfuldendte eller helstøbte. Tværtimod.

At gå om bord i 'Think Tank' er en udfordring. Men en af dem, der belønnes. Hvilket som bekendt ofte er det, der kendetegner et vellykket album. Og det er dette syvende udspil fra Blur, der maler med alle farver fra poppens palet. Singlen 'Out Of Time' er en stringent ballade, som R.E.M. sagtens kunne have begået. 'Caravan' og 'Brothers And Sisters' er spirituelle popsange, som dem vi mødte på albummet '13', 'Crazy Beat' er just det og nærmer sig Gorillaz med nogle djævelsk iørefaldende beats, 'We've Got A File On You' er en punket parentes, 'Good Song' nynner fornøjet og lever op til sit navn, mens 'On The Way To The Club' er en på en gang charmerende og enerverende technotåge med kirkeorgel. 'Jets' er nærmest knirkende technojazz, og 'Battery In Your Leg' er en svimlende melankolsk nedtur af en ballade med meget smukke klange fra Coxon, som man faktisk ellers ikke savner på albummet.

Selv om 'Sweet Song' er naiv i sin tro på kærligheden som helbreder af en syg verden, er den også rørende. »I'm a darkened soul/ My streets all pop music and gold/ All our lives are on tv/ You switch off and try to sleep/ People get so lonely«, synger Damon Albarn og er nøjagtig så nøgen og nøgtern som John Lennon i 'Jealous Guy'.

Vil man absolut forsøge at proppe 'tænketanken' i en bås, lander den vel et sted mellem 'Park Life' og Gorillaz. Snarere end den forventede afslutning på Blurs karriere, lyder det her som en ny og åben begyndelse.

Samtidig er det en af årets mest fornøjelige plader, som man har lyst til at gå om bord i igen og igen. Fordi den vrimler med sære, sjove lyde og sange, som måske nok i deres helhed er underlige, men også hver for sig lettilgængelige og stærkt iørefaldende.

Det er måske ikke Beatles, men det er til gengæld britpoppens Sgt. Pepper.

Med sød forårskløe de rigtige steder.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu