0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Venligsindede røde blodlegemer

En koncert med The Flaming Lips ligner ikke en almindelig koncert. Faktisk ligner det dårligt nok en koncert. Men muntert er det.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ligesom at blive angrebet af gigantiske, men heldigvis venligsindede, røde blodlegemer. De store, bløde balloner, der duver rundt i Tivolis Koncertsal. Lander på både blondiner og skaldepander, inden de med en vaks volleyserv bliver sendt op under loftet i munter rotation.

Festen er i gang. For en koncert med amerikanske The Flaming Lips er mere en syret fest end en koncert, som vi jordboer normalt kender den. En smågakket fryd for øjet, der med konfetti og balloner, dyrelyde og diskokugle og med skarer af lygtebevæbnede julemænd og rumvæsner på scenen appellerer til de barnlige instinkter i et kosmisk orienteret publikum.

Det er første gang, der er rockkoncert i den ombyggede Tivolis Koncertsal, og allerede nu har man aldrig set noget lignende. Medmindre altså man tidligere har været til koncert med markedsudråber Wayne Coyne og hans muntre svende.

»Normalt bruger vi en del kræfter på at omskabe salen til et dejligt sted, men dette her er da vist det smukkeste sted, vi nogensinde har spillet«, udbryder Wayne Coyne om den lækre og stilige sal og bruger så ellers en del krudt på at fortælle, hvorfor The Flaming Lips insisterer på at lave så fjollede og farverige koncerter.

Bundlinjen er, at det skaber et rum, hvor man, uanset hvordan verden i øvrigt måtte te og skabe sig, ikke kan undgå at blive involveret i en udveksling af gode energier. Og lige præcis sådan føler man det i selskab med The Flaming Lips.

Man føler glæden ved at opleve et fantasifuldt show, skabt ikke ved hjælp af kostbar pyroteknik og deslige, men med en del varm luft, en pakke forhåndenværende søm, lidt teaterblod og det særdeles lovende opvarmningsband Midlake proppet i hjemmelavede kostumer. »Lad os nyde at være latterlige i fællesskab«, prædiker den udogmatiske Pastor Coyne, og ja og amen til det.

Som man kan forstå, er det lige før, øjnene løber med ørerne, når The Flaming Lips er på scenen. Så meget desto mere som gruppens nye syrede album 'At War With The Mystics' mest har gjort opmærksom på sig selv med sine mange stikpiller til fundamentalister og fanatikere. Samt med 'The Yeah Yeah Yeah Song'.

En sang, hvor Coyne med påtaget uskyld stiller lytteren en række retoriske spørgsmål om, hvad man ville vælge, hvis man pludselig fik magt, penge og sin vilje. En sang, som bliver udført som et større integrationsprojekt mellem band og publikum. Men ellers ligger tyngdepunktet hos forgængeren 'Yoshimi Battles The Pink Robots' og sangen 'Do You Realize'.

Der typisk for The Flaming Lips både er en kærlighedssang og et filosofisk spørgsmål, der som en knaldrød ballon eller en usårlig superhelt svæver over et bundløst dyb.

Er du klar over, at du har det smukkeste ansigt? Er du klar over, at alle, du kender, en dag skal dø? Fra dette dobbelte afsæt springer al den både paradoksale, trodsige og ægte munterhed i en koncert med The Flaming Lips.

Som dog i dette tilfælde slutter i det mere bastante hjørne med en fordømmelse af fundamentalisten Bush, som i aftenens sidste ekstranummer bliver 'fejret' efter alle kunstens regler med det gamle Black Sabbath-nummer 'War Pigs', mens bombebillederne fra Bagdad brager bag bandet. En antikrigssang, som i øvrigt holder fint, selv om Ozzys kropstunge hyænehyl er erstattet af Vor Helts mere spage artrock-røst.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce