0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et pejlemærke er rejst

Vovestykket gik godt. Den ambitiøse selvudnævnte alternative musikfestival Recession i Århus blev en moderat publikumsmæssig succes og kan blive et nyt pejlemærke inden for progressiv musikkultur her til lands.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER



Det kunne være gået så gruelig galt. En tredagesfestival pakket med udfordrende og eksperimenterende navne fra nær og fjern affyret i Århus, der alt andet lige har et betragtelig mindre antal musikinteresserede indbyggere at trække på end hovedstaden. Og med navne som Llorca, The Fall og Coldcut øverst og med størst typer på plakaten. Hvor mange kan lige fløjte med på deres musik? Men Recession med den præcist elastiske undertitel Alternativ Musik Festival blev alligevel en publikumsmæssigt moderat succes.

Der blev ellers stillet krav til billetkøberne fra første færd: Som festivalens kun andet navn i Turbinehallen, der til daglig lægger krop til den jyske afdeling af DR's 'Boogie', havde arrangørerne valgt ingen andre end Goodiepal, dansk elektronikmusiks absolutte ener. Men fremmødet var skam pænt, og det fremstod for en stor del både dedikeret og lyttende. It better! Goodiepal er en intet mindre end bjergtagende oplevelse live. Iført rød strikvest, overdimensioneret charmeklud og en skipperkrans af et fuldskæg åbenbarer han den ene overrumplende, metallisk brusende og ukurante klangverden efter den anden. Hvilket afspejles i hans bastardiske sammensætning af midler: elektronik møder folkemusik i laptop, pladespiller, mixer, blokfløjte og Goodiepals elskede lut.

Der er et betydeligt element af konceptualitet i Goodiepals udsagn: Han skamklipper reklamemusik - som han i øvrigt selv har fremstillet for multinationale selskaber som Nokia og Chupa Chups. Og han mener at afsløre følebandet Sigur Rós, når han demonstrerer ligheden mellem deres patos og så Celine Dion-temaet fra 'Titanic' ved at lægge de to musikalske verdener oven i hinanden. For så, som et ekstra lag, lige at destruere begge totalt med en glitrendeneurotisk truttetur i blokfløjten. Men det er også avantgarde, der fungerer på et umiddelbart, musikalsk plan: De skønne skævvridninger træder frem som medrivende dramaer i sig selv. Goodiepals überbegavede og tungt sanselige musikeventyr er og bliver et åbenbarende syrebad for ører og sjæl.

Jackie-O Motherfucker fra Portland, USA begyndte deres famlen-sig-ind-på-hinanden kort efter foran et halvtomt, ikke halvfuldt Train. Men snart menigheden og skabte et intimt, intenst lyttende forum foran den brede scene, hvorfra der i begyndelsen lød noget, der kunne minde om et trafikuheld i slowmotion. Improvisation er en svær kunst at påskønne, fordi musikerne i lange passager ikke taler samme sprog, og det der siden voksede til abstrakte lydmalerier, mindede i starten mere om fedtfarver i børnehaven. Men de seks musikeres melodier, akkorder, rytmer og klange konvergerede snart til smukke, dynamiske helheder fulde af strittende egensind.

Jackie-O Motherfucker med den høje guitarist og 'dj' Tom Greenwood i centrum gik målrettet til værks. Når først synthbassen ramte en fælles nerve, så cirklede improvisatørerne på elguitar (spillet med plekter, mikrofon, trommestikker), melodika, trommer, mikrofon, synth og violin om den med stadig mere betagende skønhed. Uden at musikerne forfaldt til nem harmonisering eller fælles fodslag.

Jackie-O er svært klassificerbare, og selvom man kan høre amerikansk støjrock i feedbacken og de hvirvlende guitarakkorder, og sen Talk Talk i de mere ambiente passager, hvor passer pladespilleren med spoken word-vinyl, den psykedelisk inspirerede trommeslager og den folkede violinist så ind?

Man får intet svar og efterlades i stedet med en knitrende fornemmelse i sjælen af at have fået åbnet et utal af døre ud til nye tanker, fabler og muligheder.

The Fall fra Manchester, England fulgte efter på Trains fremragende scene. Men med den efterhånden fehårede legende Mark E. Smith ved mikrofonen ramte de fire unge medmusikere til gengæld noget sjældnere kammertonen - hvis det er det, man kan kalde den skarpt skårne, lettere skizofrene garage-new wave-stil, som stadig smager af de sene 70'eres og tidlige 80'eres energi. Denne intense blodsmag fra en svunden tid ramte publikum under flere numre, men alt for ofte gik der bare svulmende, nem og unuanceret rock'n'roll i den.

Der var britdans eksekveret stort set kun af drenge foran scenen, og nostalgien vældede op i en, når trommeslageren holdt sig til et firkantet beat og guitaristen lod strengene skære, ikke buldre. Men man savnede det meste af tiden instrumental udfordring af hr. Smith og hans uforligneligt drævende, knasende tørre vokal. Samtidig med at hans adfærd heller ikke just flød over af engagement - selvom det kan være svært at skelne hans Manchester-cool og gennem årtier perfektionerede krukkeri fra ligegyldighed.

I Voxhall var der sent torsdag aften 'weapons of mass percussion' fra Asian Dub Foundation. Og så sandt så sandt. Over det fremragende lydanlæg og fra scenen transmitteredes et hæsblæsende mix af bengalsk percussion, londonsk drum'n'bass, regulært trommesæt, rockguitar og to unge, energiske mc'er. I alt syv andengenerationsindvandrere fra London, der opererer i et kryds mellem vestlig storbymusik og asiatisk tradition, syv hjerter dunkende for den gode sag. For det handler om socialt engagement og aktivering af politisk bevidsthed, når ADF bestiger en scene, og både EU og Bush fik kærligheden at føle (det havde sikkert hjulpet mere i hans barndom) mellem og under numrene. Det tog lidt tid for alvor at få det multirytmiske mix mellem livemusikere og elektronik til at gå op i en højere enhed. Men da det især mod slutningen for alvor lykkedes, var det et percussivt stormløb mod sanserne, en kollektiv ekstase umulig at modsige.

Fredagens store navn var så ubetinget engelske Coldcut, men inden da kunne et beskedent publikum iagttage den århusianske gruppering Badun iTurbinehallen. Med stenede breakbeats og velklingende valiumdub fralaptoppen som grundingrediens var der dømt fri leg for saxofon, pladespillere, sitar, trommesynthesizer - og endog en ung malersvend, der tryllede et motiv i street art-æstetik frem på et udspændt kanvas. Men de meget traditionelle beats manglede identitet, og den tynde glasur af improvisation magtede ikke at fascinere. Mulige forbilleder som DJ Krush, Transglobal Underground og St. Germain anedes, men koncerten endte mest af alt som en kompetent, men uengagerende stiløvelse fra en række unge gutter, der sagtens kan tillade sig at slå meget større brød op.

Det har Jonathan More og Matt Black for længst gjort: Som Coldcut var de en drivkraft på start-90'ernes britiske dansescene, hvor de foruden pladeselskabet Ninja Tune udviklede deres helt egen, knastørre breakbeatæstetik. Siden har de høstet berømmelse med deres omrejsende visuelle storskærmsshow, der som deres trademark er synkroniseret med musikken ned til mindste beatfragment.

Således også på Train. Fra en blid, næsten elegisk, indledning præget af eftertænksom beatterapi, samplet kontrabas og strygere, og med visuelt fokus på tikkende ure og glidende skyer som en r