0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Du er ikke min ven ...«

John Tchicai rettede det kunstneriske skyts mod Bush, men løb i andet sæt fra aftenens ambitiøse musikalske bastioner.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det musikalske modtageapparat var indstillet på kompromisløs free jazz - og det blev free jazz, når det er bedst, publikum i JazzHouse fik fra Tchicai i første sæts stramme forløb.

Til aftenen havde klarinettisten og saxofonisten Tchicai indforskrevet den schweiziske pianist Irène Schweizer, og hun er bestemt ikke en dame, der giver ved dørene! Akut til stede, præcist og flintrende virtuost angreb hun klaveret, mens hun fangede og forarbejdede indtryk fra Tchicais basklarinet og sax.

Bag et eksotisk udbud af percussion leverede Pere Oliver Jørgens, kendt fra T.S. Høegs Cockpit Music, lige så fremragende og nuanceret feedback til Tchicai, der, høj og alvorlig, messede et vredt politisk budskab mod dagens amerikanske gæst, præsident Bush, indledt med mantraet »You are not my friend«.

Puls, endsige grooves, kunne man glemme alt om. Nydelsen bestod i at koncentrere sig om, hvor akut nærværende tre musikere kan reagere på hinanden - og hvor fascinerende fri den enkelte tone bliver! - når der intet fast skelet er:

Ingen regelmæssigt formede fraser, intet metrum, intet musikalsk sikkerhedsnet at skvatte ned i eller falde tilbage på. Grader af tonalitet og ikke-tonalitet, fræsende farveskift.

Musikerne var hele tiden hinanden, uanset høje tempi, men kunne, ud af det rene, kreative kaos, også finde på at slutte et nummer med at mødes i Monks 'Light Blue'.

Meget af Schweizers fremragende klaverspil i første sæt kunne have været kompositionsmusik af en hard core-modernist som Gunner Berg.

Så meget desto større var kontrasten - og for mig skuffelsen - da trioen i andet sæt slap ikke bare bredde, ro og lyrik, men også buldertomme jungletrommer og en flosset Michel Camilo-pastiche af en caribisk rundgang løs.

Havde de ikke gjort det, havde der siddet fem funklende hjerter over denne anmeldelse af en aften, som lagde ambitiøst og koncentreret ud.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere