0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Syngende, dansende, rimende og rock-og-rullende Simon

75-årige amerikanske newyorker-singer-songwriter Paul Simon leverede en knivskarp koncert i Aalborg et knivskarpt set på fuldfede 135 minutter, og der var kun ganske få døde punkter og skønhedsfejl. Lyden var fremragende og Simon vital som en ung elg.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Michael Bo Rasmussen/Michael Bo Rasmussen / Baghuse
Foto: Michael Bo Rasmussen/Michael Bo Rasmussen / Baghuse

rundtur. I aftenens løb kom Paul Simon fint rundt i sit arsenal af ikoniske sange. Men det var ikke et leflende greatest hits-udvalg, han havde foretaget.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En fest. Tilmed en fabelagtig god en af slagsen. Det var, hvad Paul Simon leverede med et generøst udvalg af sit katalog af sange i selskab med et velspillende og versatilt nimandsorkester.

Og det var en af den slags begivenheder, hvor musikken for det meste fik lov til at tale. Kun ganske få anekdoter kom fra den afslappede legende, men det gjorde det så meget mere betydningsfuldt, da han fortalte om en rejse i junglen, hvor han mødte en brujo – en lokal type shaman/medicinmand – der gav ham det kraftigt psykedeliske ayahuasca, som sendte ham af sted på en indre rejse, efter den fysiske.

Historien faldt midt i en noget nær optimal koncert, hvor sangen ’The Obvious Child’ fra det oversete album ’Rhythm of The Saints’ betegnede kernen i en afdeling med numrene ’Spirit Voices’ – også fra bemeldte skive – og ’Stranger to Stranger’, titelnummeret fra sommerens overordentligt veloplagte udgivelse. Og anekdoten havde til formål, tror jeg, at anskueliggøre i ord over for publikum, at Paul Simon mentalt og musikalsk er en globetrotter, bestandigt på farten, altid på vej ud, altid med længslen efter hjem i hjertet.

For skal man sætte nogle overskrifter på Paul Simons værk – først og fremmest soloværket efter årene med makkeren Art Garfunkel – er det opbrud, hjemkomst og forundring. Der er i de fleste af mandens sange en stærkt sanset oplevelse af, at alting altid – fordi tilværelsen er en proces – er anderledes. Når man går på gaden i New York og hører lyden af stilhed – beskrevet poetisk i ’The Sound of Silence’, som han lukkede koncerten med i en suveræn akustisk version – og oplever, hvordan ordene fra folks munde ej længere giver mening, og den trygge hjemby også er en neonoplyst molok; når man erfarer, at der er 50 måder at forlade sin elskede på; når man møder en gammel ven på gaden, drikker sig fuld med vedkommende, selv om man ikke er typen, der render i byen med hvem som helst, og sørgmodigt indser, at galskaben fra fortiden stadig findes; når den lammende erkendelse af, at en mands gulv er en anden mands loft indfinder sig som et slag i mellemgulvet.

Og så er han formidabel til at beskrive afskeden og afrejsen. Som i ’The Boxer’ – fra ’Bridge Over Troubled Water’ – der handler om en ung drengs forgæves forsøg på at finde lykken i New York; som i den vidunderlige ’Homeward Bound’, hvor fortællerstemmen sidder på en jernbanestation med billetten i hånden og allerede dér så småt fortryder sin exit. Og som i bund og grund er en let lamenterende meditation over livet på farten som trubadur – hvor hvert enkelt stop på rejsen omhyggeligt er planlagt for »a poet and a one mand band«. Og den gik da også rent ind hos publikum, der i selskab med den 1,6 meter høje gigant fra Queens følte sig så meget på hjemmebane. Til trods for, at Gigantium minder om et enormt, tomt møbelvarelager.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter