Københavnsk musikfestival leverer meningsløse toner og rablende pølser af kritik

De vil det hele, de unge komponister. Udfordre med lyd, med video, med underfundige tanker, med bevægelser og med humor. Alt sammen kogt sammen i et enkelt værk. Enhver, der er fan af Richard Wagners operaer eller Karlheinz Stockhausens multimedieforestillinger, ved, at der er guld at hente, når alle sanser sættes til at arbejde i en kunstnerisk bevægelse. Men det stiller godt nok også høje krav til komponisternes talent, og det hele risikerer at falde sammen som en soufflé, når bare en side af sagen fungerer dårligt.

Festivalen Gong Tomorrow har specialiseret sig i den slags tværgående fænomener. Tidligere under navnet Wundergrund og ofte med stor succes. De tør godt eksperimentere, og når det nu er ægte eksperimenter, de foretager, kan det som bekendt godt mislykkes. Det gjorde åbningen fredag. Delvis.

Hovednavnet i år, den anerkendte irske multikunstner Jennifer Walshe, havde sat tre kvarter sammen af video, fagter, speedsnak og musik for strygekvartet med specialisterne i moderne musik Ardittikvartetten. Alt var i spil i værket ’Everything is Important’, men intet af det trængte særlig godt igennem. Walshes visuelle udtryk – videoerne, grafikken på skærmen og de bevægelser, hun selv og musikerne udførte fra tid til anden – var kluntet sat op som en lang rablende pølse af kønskritik, klimabetragtninger, mediestorm, ironi og teatralsk recitation.