0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Københavnsk musikfestival leverer meningsløse toner og rablende pølser af kritik

Gong Tomorrow-festivalen åbnede som sædvanlig med uforudsigelige eksperimenter, der gik både godt og galt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lydkunst. Ragnhild May i en minutiøs undersøgelse af, hvad en hjemmelavet elektrificeret orgelpibe kan frembringe af lyd i Koncertkirken. Foto: Lars Bjarnø

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De vil det hele, de unge komponister. Udfordre med lyd, med video, med underfundige tanker, med bevægelser og med humor. Alt sammen kogt sammen i et enkelt værk. Enhver, der er fan af Richard Wagners operaer eller Karlheinz Stockhausens multimedieforestillinger, ved, at der er guld at hente, når alle sanser sættes til at arbejde i en kunstnerisk bevægelse. Men det stiller godt nok også høje krav til komponisternes talent, og det hele risikerer at falde sammen som en soufflé, når bare en side af sagen fungerer dårligt.

Festivalen Gong Tomorrow har specialiseret sig i den slags tværgående fænomener. Tidligere under navnet Wundergrund og ofte med stor succes. De tør godt eksperimentere, og når det nu er ægte eksperimenter, de foretager, kan det som bekendt godt mislykkes. Det gjorde åbningen fredag. Delvis.

Hovednavnet i år, den anerkendte irske multikunstner Jennifer Walshe, havde sat tre kvarter sammen af video, fagter, speedsnak og musik for strygekvartet med specialisterne i moderne musik Ardittikvartetten. Alt var i spil i værket ’Everything is Important’, men intet af det trængte særlig godt igennem. Walshes visuelle udtryk – videoerne, grafikken på skærmen og de bevægelser, hun selv og musikerne udførte fra tid til anden – var kluntet sat op som en lang rablende pølse af kønskritik, klimabetragtninger, mediestorm, ironi og teatralsk recitation.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts