• ABONNEMENTSVILKÅR ERHVERV

    1. ABONNEMENTSVILKÅR

    Gældende fra den 1. maj 2017

    1. 1.0  Generelt
    2. 1.1  Ændring af abonnementsvilkår
    3. 1.2  Medielogin
    4. 1.3  Behandling af persondata
    5. 1.4  Ophavsret
    6. 1.5  Ansvarsfraskrivelse
    7. 1.6  Udkomst, levering og tilgængelighed
    8. 1.7  Muligheder og begrænsninger
    9. 1.8  Betaling og pris
    10. 1.9  Varighed
    11. 1.10  Opsigelse
    12. 1.11  Uregelmæssigheder i leveringen, papiravisen
    13. 1.12  Godtgørelse, papiravisen
    14. 1.13  Reklamationer, digital
    15. 1.14  Frederiksborg Amts Avis
    16. 1.15  Øvrige

    1.0 Generelt

    Nedenstående er gældende som supplement til, eller i stedet for, en nærværende kontrakt. Såfremt noget i nedenstående er modstridende med kontraktuel aftale, er aftalte vilkår i kontrakten gældende.

    Et erhvervsabonnement betales som udgangspunkt af virksomheden og leveres enten til medarbejderen, som i abonnementsvilkårene betegnes modtageren, eller til virksomheden, som i abonnementsvilkårene betegnes betaleren.

    1.1 Ændring af abonnementsvilkårene

    Politiken har til enhver tid ret til at ændre nærværende abonnementsvilkår. I forbindelse med væsentlige ændringer sker varsling efter gældende regler, idet ændringer vil blive varslet til ikrafttræden med mindst en måneds varsel, medmindre andet er aftalt kontraktuelt. De gældende abonnementsvilkår kan til enhver tid læses på politiken.dk/erhverv. Ved henvendelse til Politiken Erhverv sender vi gerne abonnementsvilkårene pr. mail.

    1.2 Medielogin

    I forbindelse med medarbejderabonnementer på kombiabonnement, e-avisen og politiken.dk er det nødvendigt at have et Medielogin. Det anbefales endvidere at der oprettes et Medielogin til abonnementer på papiravisen. Medielogin indeholder bl.a. adgangskode til e-avisen, politiken.dk og selvbetjening online. Det er også oplysningerne i Medielogin der benyttes til kommunikation f.eks. når vi skal maile nødvendige oplysninger. Medielogin oprettes sædvanligvis i forbindelse med virksomhedens bestilling af abonnement, såfremt medarbejderens mailadresse oplyses, men kan også oprettes på politiken.dk/bruger/opret. Medielogin skal indeholde navn, adresse, mailadresse, telefonnummer, abonnementsnummer samt en selvvalgt adgangskode. Der kan kun oprettes et Medielogin per mailadresse.

    Ved abonnementer der giver adgang til e-avisen og/eller politiken.dk via IP-valideret adgang, er Medielogin ikke nødvendig for adgangen.

    Ved abonnementer der giver adgang til e-avisen og/eller politiken.dk via domænebaseret eller særlig gruppe-adgang, er Medielogin nødvendig, men skal ikke indeholde abonnementsnummer.

    1.3 Behandling af persondata

    De oplysninger, som bliver registreret i forbindelse med køb af et abonnement, behandles fortroligt og videregives ikke til tredjepart. Personoplysninger bruges først og fremmest til at gennemføre det køb, som oplysningerne er indsamlet i forbindelse med.

    Abonnementsdata på tidligere abonnementer gemmes til eventuel senere brug.

    Oplysningerne bruges derudover internt i Politiken til markedsføring og for at få større kendskab til brugerne af Politikens produkter. På Politikens webtjenester bruges også cookies, som med afsæt i brugerens data benyttes til at tilpasse de informationer, brugeren præsenteres for (bannerreklamer, sitestruktur, søgning m.m.).

    Politiken kontakter fra tid til anden husstande med gode tilbud. I overensstemmelse med gældende lov kan du frabede dig dette hos Politiken på telefon 70 15 01 01 eller hos cpr-registeret.

    1.4 Ophavsret

    Ophavsretten til redaktionelt materiale i Politiken tilhører Politiken. Det er tilladt at citere fra Politiken, når det sker inden for rammerne for god citatskik.

    Citater skal altid fremstå med angivelse af kilde og publiceringsdato. Det er ikke tilladt at kopiere, distribuere eller på anden måde videreudnytte materiale fra Politiken uden forudgående aftale herom. Dette gælder også videreformidling i elektronisk eller digital form.

    Spørgsmål om ophavsret til Politiken kan stilles på ophavsret@pol.dk.

    1.5 Ansvarsfraskrivelse

    Politiken vil bestræbe sig på at levere trykte udgivelser som aftalt samt bestræbe sig på, at de digitale udgivelser er tilgængelige på alle tidspunkter. Politiken påtager sig imidlertid ikke ansvar for tab, der måtte opstå som følge af manglende eller forsinket levering, tekniske fejl, problemer med opkobling til internettet, behandling af data i forbindelse med betaling eller tab påført på anden måde, ligesom Politiken fraskriver sig ethvert ansvar for tab forårsaget af, at brugere af digitale udgivelser har anvendt servicen uden at følge de tekniske kravspecifikationer og supplerende vejledninger.

    Politiken er ikke ansvarlig for fejl eller mangler ved bestilte produkter, herunder fejl i data m.v., medmindre det kan påvises, at fejlen kan tilregnes Politiken som forsætlig eller uagtsom. Politiken kan under ingen omstændigheder holdes ansvarlig for tabt fortjeneste, driftstab eller andre indirekte tab.

    Købelovens ufravigelige mangelsregler finder anvendelse ved forbrugerkøb, der er omfattet af købeloven.

    1.6 Udkomst, levering og tilgængelighed

    Udkomst: Politiken udkommer alle årets dage – både på papir og digitalt. På helligdage samt Grundlovsdag og 24. december dog kun til abonnenter der har Politiken Søndag med i abonnementet. Politiken.dk er tilgængelig for alle hele året.
    Levering: Papiravisen leveres med bud om morgenen de fleste steder i Danmark og visse steder i Sydsverige. Hvor det ikke er muligt, leveres med Postnord. Flytning udenfor Danmarks grænser kan kun bestilles af betaleren af abonnementet: Kontakt kundecenter.politiken.dk.

    Tilgængelighed: E-avisen er senest tilgængelig fra kl. 22.30 dagen før papirudgaven udkommer. Politiken.dk er altid opdateret.

    1.7 Muligheder og begrænsninger

    Papiravisen: Abonnement på papirudgaven giver også fuld adgang til e-avisen og politiken.dk til medarbejderen der får leveret papirudgaven. Leveres papirudgaven på virksomhedens adresse, medfølger der en digital adgang til en, af virksomheden udvalgt, medarbejder. Papiravisen kan afbestilles i en kortere, midlertidig periode. Her refunderes et beløb svarende til tryk-, og distributionsomkostningerne.

    E-avisen: Abonnement på e-avisen giver også fuld adgang til politiken.dk til modtageren af abonnementet. Abonnementet skal betragtes som en daglig, ubrudt leverance. IP-valideret, domænebaseret eller særlig gruppe-adgang giver adgang til politiken.dk såfremt dette er aftalt særskilt.
    Adgang til digitale udgaver: Det er i nogle abonnementstyper nødvendigt at have et aktivt Medielogin – se afsnit 1.2 Medielogin. Adgangskoden, en del af Medielogin, giver samtidig adgang på op til fem apparater, fx tablet, mobil og computer. Adgangskoden er personlig og må ikke overdrages til andre. Misbrug vil medføre øjeblikkelig opsigelse af abonnementet fra Politikens side uden kompensation.

    Politiken Plus: Medlemskab af Politiken Plus tilbydes som udgangspunkt til modtageren eller den tilknyttede medarbejder til abonnementet. Domænebaseret eller særlig gruppe-adgang giver medlemskab af Politiken Plus såfremt dette er aftalt særskilt. Der tilbydes ikke Politiken Plus medlemskab ved IP-valideret adgang.

    1.8 Betaling og pris

    Abonnementet betales som udgangspunkt forud. Ved for sen betaling vil der blive opkrævet et gebyr på 100 kroner. Abonnementsprisen oplyses efter ønske ved bestilling og fremgår i øvrigt af opkrævningen. Ændringer varsles i avisen efter gældende regler, medmindre andet varsel er kontraktuelt aftalt. Oplysninger vedr. pris og abonnementsperiode er forbeholdt betaleren.

    Der kan betales via EAN-nummer (gebyrfrit), indbetalingskort som PDF pr. mail (gebyrfrit) eller indbetalingskort (der pålægges et gebyr på 49 kroner).

    1.9 Varighed

    Abonnementet er fortløbende og fortsætter til det opsiges. Dette gælder også bruttoløns- og kampagneabonnementer, medmindre andet er aftalt. Opsigelse skal ske i henhold til de gældende opsigelsesregler (se nedenfor). Det er betalerens ansvar at opsige abonnementet. Politiken forbeholder sig ret til at opsige abonnementet ved misligholdelse, eller hvis produktet udgår.

    1.10 Opsigelse

    Abonnementet kan opsiges med én måneds varsel til udløbet af en kalendermåned og opsigelse kan kun foretages af betaleren. Modtageren kan kun opsige abonnementet hvis der er særlige årsager hertil – hvorvidt en særlig årsag er gældende, vurderes udelukkende af Politiken. Abonnementet skal være aktivt i opsigelsesperioden. Betaleren er forpligtet til at betale for leverede ydelser. Er der et restbeløb på kontoen, overføres det efter aftale til et andet abonnement betalt af virksomheden eller til en bankkonto. Det kræver en skriftlig anmodning fra virksomheden med oplysning om hvilket abonnement eller hvilken konto der skal benyttes. Der kan være op til 14 dages ekspeditionstid på udbetalinger, gældende fra opsigelsesdatoen. Opsigelse skal ske til Politiken Erhverv på erhvervskunde@pol.dk, politiken.dk/erhverv eller telefon 3347 1030. Manglende betaling er ikke gyldig opsigelse. Læs mere på forbrug.dk.

    1.11 Uregelmæssigheder i leveringen – papiravisen

    Hvis avisen udebliver – og Politiken får besked – godtgøres den på første mulige opkrævning. Hvis avisen ikke udkommer, vil den automatisk blive godtgjort. Hvis avisen ikke kan leveres pga. force majeure (krig, vejrlig o.a.), godtgøres den ikke. Forsinkede aviser godtgøres ikke. Aviser sendt til udlandet godtgøres ikke. Kontakt Politiken ved udeblivelse, så leveringen kan blive bragt i orden.

    1.12 Godtgørelse – papiravisen

    Godtgørelse af udeblevne aviser sker til abonnementets gennemsnitlige stykpris. Abonnementer forlænges ikke jf. godtgørelse, men fortsætter til normal pris fratrukket eventuelle godtgørelser.

    1.13 Reklamationer – digital

    Ved fejl eller mangler kan Politiken kontaktes på erhvervskunde@pol.dk eller via kundecenter.politiken.dk. Fejl på modtagerens eller betalerens, eller disses udbyderes, tekniske udstyr er Politiken uvedkommende. Øvrige tekniske fejl vil blive rettet hurtigst muligt, efter det er kommet til Politikens kendskab. Som udgangspunkt godtgøres der ikke for nedetider. Der gøres opmærksom på, at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse på købet.

    1.14 Frederiksborg Amts Avis

    Udover de almindelige abonnementsvilkår gælder følgende:
    I postområderne 2760-2765, 2840-2850, 2942-3670 samt 4050 samarbejder Frederiksborg Amts Avis og Politiken, så abonnenter modtager begge aviser. Frederiksborg Amts Avis udkommer dog ikke om søndagen. Abonnementsaftalen giver også adgang til den tilsvarende elektroniske udgave af Frederiksborg Amts Avis. Et e-avis abonnement, eller et kombiabonnement med kun avislevering om søndagen, giver dog ikke adgang til den elektroniske udgave af Frederiksborg Amts Avis’ e-avis. Ønskes det at læse Frederiksborg Amts Avis på mobil eller tablet, skal appen Frederiksborg Amts Avis hentes. Følg anvisningen og brug abonnementsnummer. Henvendelser vedr. abonnementet kan ske til Politiken Erhverv på erhvervskunde@pol.dk, Kundecenter Politiken på 70 15 01 01 eller Frederiksborg Amts Avis’ kundeservice på 48 24 41 00.

    Frederiksborg Amts Avis Slotsgade 1
    3400 Hillerød
    Cvr-nr. 68435617

    1.15 Øvrige

    Der er særlige vilkår tilknyttet abonnementer der rabatteres via en virksomheds- eller foreningsaftale. Under disse aftaler, hvor medarbejderen eller medlemmet betaler for abonnementet direkte til Politiken, tilbydes udvalgte produkter og omfatninger med rabat. Modtageren kan i nogle tilfælde selv opsige disse abonnementer og ændre mellem tilbudte abonnementstyper – i andre tilfælde skal dette bestilles gennem foreningen.

    Tilbage til Politiken Erhverv