Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Live
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Terapi med Brinkmann, Niels Skousen, DM i debat, Margrethe Vestager og meget mere: Her er Politikens program på Folkemødet

Igen i år har Politiken scene i Rosengården, Rosengade 21 i Allinge under Folkemødet.

Live
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

TORSDAG 13. JUNI


13:00-13:30

Grøn og gratis frokost

Politiken åbner Folkemødet med gratis fællesspisning for de første 100 gæster. Klimaet lider under vores kødforbrug, og selv om flere er begyndt at spise plantebaseret, er det stadig kun et fåtal, der spiser vegetarisk. Ofte ved vi nemlig ikke, hvad vi skal erstatte frikadellerne og kødsaucen med. Med det udgangspunkt går Politikens madredaktør, Mette Mølbak, i køkkenet og laver en af sine yndlingsvegetarretter, dhal. Før serveringen vil Mette Mølbak sammen Jakob Jønck fra det grønne måltidsfirma Simple Feast tale om kødproduktion, klima og konsekvenserne af vores madvaner. Glæd dig til en social og velsmagende start på Folkemødet. (Lille scene)

13:30-14:00

Er stress samfundets eller din egen skyld?

Danskerne er ifølge OECD nogle af de bedste til at skabe balance mellem arbejde og privatliv. Alligevel er stress et stigende folkesundhedsproblem, som koster dyrt for både samfundet og den enkelte. Men hvorfor bliver vi stressede? Er det vores egen skyld? Samfundets skyld? Eller arbejdsgivernes skyld? Krifa og Politiken inviterer til debat om stress. (Store scene)

14:00-14:45

Virksomheder og verdensmål: filantropi eller marketingstunt?

Verdensmålene er for alvor slået igennem hos politikere, befolkning og virksomheder. Men er det nye forretningsmuligheder, samfundsansvar eller brandingværdi, der ligger bag at udsmykke hjemmesiden med verdensmålenes farvepalette? Og er det ok at kommunikere samfundsansvar, hvis man leverer på ét verdensmål, selv om man ikke gør det på andre? Vi spørger IKEA, Spies, en kommunikationsekspert, en politiker og FN’s Global Compact. Arrangementet er tilrettelagt af Ikea Danmark i samarbejde med Politiken. (Store scene)

15:15-16:00

Hvordan gør vi biler grønnere inden 2030?

Danmark bryster sig af at være et grønt foregangsland, men et område halter alvorligt bagefter: nemlig vores biler. Personbiler og lastbiler forventes i 2019 at stå for cirka 30 pct. af Danmarks udslip af drivhusgasser, og det gør bilerne til en af de allerstørste udfordringer i forhold til at imødegå klimakrisen. Men hvordan løser vi den udfordring, at vi massivt skal sænke udslippet fra vores personbiler? Er det realistisk at forbyde salget af diesel- og benzinbiler fra 2030 eller sågar 2025? Er der andre teknologier i støbeskeen, som kan gøre en afgørende forskel? Debatten er tilrettelagt af Politiken i partnerskab med Toyota Danmark. (Store scene)

Olivia Loftlund
Foto: Olivia Loftlund

16:00-16:45

Vestager, tech-giganterne og Europas fremtid

Margrethe Vestager nyder international berømmelse for sit opgør med tech-giganterne, der har gjort hende til en af verdens mest magtfulde politikere. Vestager giver en status på kampen mod Google, Apple og Facebook. Politikens chefredaktør, Christian Jensen, vil samtidig tale med Vestager og Europas fremtid i en Brexit-tid og hendes egen fremtid ved afslutningen af hendes kommissærperiode. (Store scene)

16:45-17:15

Kan man rejse med god klimasamvittighed?

Vi elsker at rejse, men vil også gerne passe på klimaet. Så hvad gør vi? Er det muligt at rejse til varmere himmelstrøg, smage eksotisk mad og møde andre kulturer uden sort klimasamvittighed? Eller skal vi til at rejse på en helt anden måde? Hvem har ansvaret, og hvordan rykker man på folks vaner? Få styr på fakta, når vi zoomer ind på flyskat, klimakompensation og de rejseglade danskeres CO2-udslip. Debatten er tilrettelagt af Politiken i partnerskab med Spies. (Store scene)

17:15-18:15

Gin & Croquis

Politiken og Muskelsvindfonden inviterer til intim croquis og debat om kropsidealer og byder på en gin og tonid. På scenen har vi tre unikke croquismodeller, der venligt og modigt stiller deres kroppe til rådighed for kunsten og samtalen om mangfoldighed i kropsidealer. Med hvert et staffeli kaster vi novicer og professionelle kunstnere ud i croquiskunsten. Kan vi aftabuisere kroppen ved at betragte den fra kunstens ståsted og genskabe dens konturer via en blyantsstreg? Vi har plads til 150 deltagere under teltdugen i Rosengården, så kom i god tid. (Lille scene)

18:15-19:00

Folketerapi med Svend Brinkmann

Det er gratis at gå til lægen, men dyrt at gå til psykolog. Heldigvis stiller professor i psykologi Svend Brinkmann sig til rådighed for en gang folketerapi, hvor enhver ganske gratis kan stille personlige, etiske eller psykologiske spørgsmål og få professorens svar. Og du må spørge om alt! Send enten dit spørgsmål forinden til camilla.stockmann@pol.dk (skriv ’Folketerapi’ i emnefelt) eller duk op og stil dit spørgsmål under selve terapien. (Store scene)

20:00-21:00

Verdens bedste band featuring Djämes Braun

Der var ikke et øje tørt, da Verdens bedste band indviede Rosengården med en eksplosion af en koncert i 2018 fyldt til randen med gak, løjer og gummikyllinger. Nu vender de tilbage som Politikens faste husorkester med live-karaoke, ønskekoncert og adskillige musikalske gæster. Torsdag aften får de selskab af dancehall-gruppen Djämes Braun. Politikens Folkemøde-husorkester består af: Nicholas Findsen, Ole Kibsgaard, Jesper Mortensen, Lars Nielsen og Stine Findsen. (Store scene)

Kim Agersten
Foto: Kim Agersten

21:30-23:00

Verdens bedste band feat. Østkyst Hustlers + gæster

Festen fortsætter, når hiphoplegenderne Østkyst Hustlers overtager scenen til et brag af en koncert. Derudover kommer Simon Jul, Søren Rasted og Huxi Bach også forbi, når vi inviterer til kaos, kæmpehits og kolde drinks i baren. (Store scene)


FREDAG 14. JUNI


09:30-10:00

Emma Gad får selskab af Jytte Hilden og Politiken Historie

Politiken Historie diskuterer i selskab med tidligere kulturminister Jytte Hilden høflighed og omgangsformer anno 2019. Der vil være gratis morgenkaffe, croissanter og muleposer med dagens avis og nyeste udgave magasinet Politiken Historie til de 100 første gæster. (Store scene)

10:30-11:30

Hvad bruger børn egentlig skærme til?

Børn og unge bruger timevis på computeren og telefonen hver eneste dag, men hvad laver de egentlig? Vi tager dig med på en digital rundtur, hvor du selv får lov til at prøve de mest populære apps lige nu. Arrangementet er udviklet sammen med Telenor, der gennem programmet #Digitalpænt, arbejder med børn og unges digitale dannelse og trivsel. (Lille scene)

11:30-12:30

Svend Brinkmann taler om døden

Døden er ikke længere et stort tabu, og der er masser af bøger, tv, teater og musik, der handler om død og sorg. Alligevel mener mange, at vi taler for lidt om døden. Hvad er det, vi savner? Er der stadig tabuiserede spørgsmål, når det kommer til døden. Svend Brinkmann forsker i sorgens kultur og mener, at døden er betingelsen for, at der kan være mening og værdier i vores tilværelse.

12:30-13:00

Hævnens Time

Politikens chefredaktør Christian Jensen har kaldt Morten Østergaard dansk politiks største tørsvømmer. Nu giver den Radikale leder chefredaktøren svar på tiltale i Hævnens Time. (Store scene)

13:00-13:30

Rød vinstue

Naturvin er pludselig overalt – men hvad er det? Kom og smag, og hør vinhandler Tue Bach fra Volatil fortælle om såkaldt naturvin, vin lavet med et minimum af tilsætningsstoffer. (Lille scene)

13:30-14:00

Er den uperfekte bølge over os?

Vi skal have et opgør med perfekthedskulturen, mener mange. Politikere, medier og virksomheder går til kamp med hashtags som #uperfekt og #deldinefejl. Men er det nok? Kan en modtrend få os til at bevæge os mod mere realistiske idealer, eller er der tale om en ny trend med en slags designet uperfekthed, hvor jagten på likes er intakt? Arrangementet er tilrettelagt af Politiken i samarbejde med Ikea. (Lille scene)

14:00-14:30

Roald Als & Inger Støjberg: Kamp til stregen

Roald Als har med sin velkendte og spiddende streg fortolket Inger Støjberg adskillige gange gennem. Nu mødes de til en diskussion med udgangspunkt i Roalds mange og til tider provokerende tegninger af den både populære og forhadte politiker. (Store scene)

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

14:30-15:00

Politikens kærlighedspanel

Savner du parlamentarisk flertal i dobbeltsengen? Eller er svigerfamilien i opposition? Bare rolig: Politikens kærlighedsredaktør Felix Thorsen Katzenelson har sammensat et panel af (k)ærlige eksperter, der er klar med skarpe råd og lappegrej til hjertet. Send et spørgsmål hjerte@pol.dk. (Lille scene)

15:00-16:00

Ungdommens globale klimaoprør – fra protest til politik?

Vær med, når vi samler lederne af førende ungdoms-klimabevægelser for at finde ud af, hvad massemobiliseringen konkret kan opnå, og hvad forskellige bevægelser kan lære af hinanden. Debatten er arrangeret af KR Foundation og Dansk Ungdoms Fællesråd. (Store scene)

16:30-18:00

DM i debat – semifinale

Otte debatlystne unge kæmper på ord og argumenter om pladser i finalen, hvor Danmarks bedste debattør 2019 kåres. Arrangeret af Politiken og Dansk Ungdoms Fællesråd. (Store scene)

18:00-19:10

Folkefeministisk Fredagsbar

Kvinfos traditionsrige fredagsbar gør igen i år sit indtog i Rosengården hos Politiken. På scenen står otte skarpe debattører, som skal igennem tidens vigtigste kønsdebatter. Hvor står vi to år efter #metoo? Har vi brug for samtykkelovgivning og et opgør med den såkaldte giftige maskulinitet? Og hvad er egentlig den mest vigtige og den mest ligegyldige feminismedebat i 2019? (Store scene)

19:30-20:15

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Freja Kirk

Folkefeministisk Fredagsbar fortsætter med r’n’b-sangerinden Freja Kirk, hvis evne til at skrive melankolske men dansable sange om kærlighed og liderlighed efter kvinder, skaffede hende Musikprisen til Rainbow Awards 2019. Vi garanterer god stemning og sommerfugle i maven, når Freja Kirk indtager Politikens scene fredag aften. (Store scene)

20:15-21:15

Lydspor med Jens Rhode

Overvær en optagelse af podcasten ’Lydspor’, som har inviteret Jens Rohde på Politikens lille scene, hvor han via fem musikalske nedslag kigger tilbage på nogle af de store og små begivenheder i hans liv. Lydspor er lavet i samarbejde med Politiken Native og Produktionsselskabet Evil Pony. (Lille scene)

Per Lange
Foto: Per Lange

21:30-23:00

Verdens bedste band feat. Rasmus Bjerg som John Mogensen

Rasmus Bjerg fik stor ros for sit portræt af John Mogensen i Ole Bornedals ‘Så længe jeg lever.’ Nu turnerer han rundt med koncertshowet ‘JOHN’, der er en hyldest til den folkekære trubadur. Kom forbi og find ud af, om Dybbøl Mølle stadig maler helt ad helvede til, når Rasmus Bjerg og Politikens husorkester spiller op til dans . (Store scene)


LØRDAG 15. JUNI


10:00-10:30

Kongerækken og Politiken Historie på Hammershus Slotsruin

Tag på historisk udflugt til Hammershus med Politikens historieredaktion. Vi mødes ved Hammershus’ besøgscenter og vandrer derfra sammen gennem ruinen, hvor værterne på podcasten ‘Kongerækken’ fortæller danmarkshistorie i skønne rammer – og få samtidig en mulepose med dagens Politiken og seneste udgave af det nye historiemagasin ‘Politiken Historie’.

10:30-11:30

Vil du sponsorere en flygtning?

Kunne du finde på at støtte en nyankommen flygtning økonomisk, følelsesmæssigt og socialt for at hjælpe dem med at falde til i dit lokalområde? Det er der flere, der gør i blandt andet Canada, Irland, England og Tyskland. Men kunne det fungere i Danmark, og er det forsvarligt at lægge ansvaret for vellykket integration over på almindelige danskere? Arrangementet er udviklet i samarbejde med Amnesty. (Store scene)

Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

11:30-13:00

Tankeeksperimentet: En verden på grønenergi

Hvad kan vi forvente i en grøn fremtid? Vi genopliver den klassiske guldaldersalon, hvor kulturpersoner, tænkere og forskere sammen finder svar på tidens store spørgsmål i spændingsfeltet mellem kunst, filosofi og videnskab. Sammen diskuterer vi spørgsmålet, hvordan vil verden se ud, når den udelukkende kører på grøn energi? (Store scene)

13:00-13:30

Rød vinstue - smag og hør om orangevin

Orangevin er tidens hippeste vintype – men hvorfor er det blevet så stort?

Kom og få smagsprøver på to orangevine og hør vinhandler Tue Bach fra Volatil fortælle om tidens mest hippe vinfænomen - så hipt at kendere siger, at ’det bliver den nye rosé’ til sommer. Og så er det ovenikøbet verdens ældste måde at lave vin på. (Lille scene)

13:30-14:0

Hvad vil Socialdemokratiet med kulturen?

Mogens Jensen i samtale med Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen

Hvilken rolle spiller kunst og kultur i samfundet? Hvad skal op- eller nedprioriteres? Bruger samfundet for mange penge på finkultur, der henvender sig til de privilegerede, som nogle socialdemokrater har givet udtryk for? De danske kulturinstitutioner har i en årrække været udsat for besparelser. Vil Socialdemokratiet vende den udvikling? Og hvad vil partiet have for pengene? Hvorfor har kulturpolitikken fyldt så lidt i valgkampen? Og hvorfor får Dansk Folkeparti igen og igen lov til at sætte den kulturpolitiske dagsorden? (Stor scene)

14:00-15:00

Universiteternes rolle i klimakampen

Bør universiteterne stoppe med at investere i fossile brændstoffer? I hvilket omfang skal klima være en del af pensum på studierne? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver tacklet, når studerende fra Danmark og England står over for to danske rektorer. Kom og vær med i debatten, når universiteternes rolle i den grønne omstilling blive endevendt. Arrangeret i samarbejde med DSF og KR Foundation. (Store scene)

15:00-16:00

DM i debat – finale

Hvem bliver Danmarks bedste debattør 2019? Fire unge debattører kæmper den afgørende kamp om, hvem der er Danmarks bedste debattør. Kom og hep på din favorit, når vi ved et brag af en finale finder vinderen af DM i debat 2019. Arrangeret af Politiken og Dansk Ungdoms Fællesråd. (Store scene)

16:30-17:15

Robotter overvåger migranterne

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Robotter udstyret med kunstig intelligens kan forudse den næste strøm af flygtninge. Er det en lettelse? Kan vi redde menneskeliv? Eller er det blot nyt infamt middel mod nogle af verdens mest sårbare mennesker? Kom og hør nogle af verdens fremmeste eksperter. Arrangementet er udviklet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, der har taget nye og banebrydende livtag med kunstig intelligens. (Store scene)

17:15-18:00

Sygeplejersken – en spektakulær drabssag

Fænomenet Health Care Serial Killers er de senere år blevet et forskningsfelt for kriminologer. Men hvorfor vælger mennesker, der har viet deres liv til at redde mennesker, i stedet at slå dem ihjel?Kulturjournalist Gudrun Marie Schmidt interviewer forfatter og journalist Kristian Corfixen. Han har skrevet ’Sygeplejersken’, der handler om drabssagen fra Nykøbing Falster Sygehus og sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, som lige nu afsoner en dom for drabsforsøg på fire patienter. (Store scene)

18:00-19:30

Filmvisning og talk: Khartoum Offside

I filmen følger vi en gruppe kvinder i Sudans hovedstad, Khartoum, over flere år, mens de kæmper for retten til at spille fodbold og drømmer om internationale ligaer og en plads på et endnu ikke etableret sudansk landshold. Men der er lang vej til toppen, når forbundet ikke engang vil tillade shorts på banen, og når landets islamistiske militærregering nægter kvinderne retten til at spille fodbold. Siden filmen udkom i marts, er Sudans præsident Omar al-Bashir væltet efter mere end tre måneder med protester. Så hvad sker der nu? For sudanesere? For de kvindelige fodboldspillere – ja, kvinder i det hele taget? Vi har inviteret den verdenskendte og sudanske politiske satiretegner Khalid Albaih forbi til en snak om filmen, situationen og fremtiden i Sudan. (Lille scene)

20:00-21:00

Niels Skousen solo

Niels Skousen er fortsat med at imponere publikum og anmeldere, siden han vendte tilbage til musikken i 2002. I år fik hans nye album ’Døgnet har 24 timer’ fem hjerter i Politiken, og Skousen er stadig et af de stærkeste live-navne, vi har herhjemme. Lørdag aften spiller han klassikere og nye sange i et akustisk set på Politikens scene. Vær med til at runde Folkemødet 2019 af med Skousen. (Store scene)

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden