Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Farvestrålende. Anretningerne er flotte, men smager skuffer på Swag.
Foto: Ivan Riordan Boll

Farvestrålende. Anretningerne er flotte, men smager skuffer på Swag.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse: Forkælelse fyldt med fejl på NV-restaurant

Restaurant Swag i Nordvest lovede forkælelse, men serverede ildelugtende kammuslinger og sejt kød.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Freddy og jeg ankom med dryppende paraplyer og lavede pytter på gulvet i Swags små lokaler ude i nordvest.

»Det er okay, bare pas på, I ikke glider«, sagde tjeneren, og vi valgte et bord ved vinduet og bestilte stedets forkælelsesmenu. I menuen stod der, vi godt kunne sætte hele aftenen af.

Da vi gik derfra et par timer senere, følte vi os ikke forkælede. Vi havde betalt en pris, man kan få virkelig førsteklasses mad for, men havde fået noget, der meget af tiden virkede som amatørisme.

Vi begyndte med fire skiver kammuslinger, der var forsøgt rimmede. De var pivsalte, og saltet havde sprængt alle cellevægge, så kødet var smattet og uden bid. At rimme er en gammel måde at konservere fisk på, og for tiden rimmer alle, men det lader til at være en lunefuld teknik, der ofte går galt.

Salt- og sukkerbalancen var gået fløjten, og det brunede smør, som vi fik at vide fulgte med, var vist blevet rørt ind i en blanding af cremefraiche og smør og kunne ikke rigtig levere nogen nævneværdig sødme.

Desuden lugtede kammuslingerne ikke super godt. Sådan skal der ikke lugte i min butik, sagde Freddy, der arbejder i en fiskehandler.

Mesterlig jordbærsorbet

Så kom en glimrende, groft hakket tatar, og derefter et stykke rødtunge, der var stegt tørt og havde været dødt et stykke tid. Det var ikke kriminelt, den var bare ikke super frisk.

Og så fik vi et virkelig sært stykke kalvekød. Det var en af den slags udskæringer, man laver simremad af, men skulle have haft en times tid længere – det var tørt, og sejheden blev forstærket af, at kødet var skåret på langs med fibrene i stedet for på tværs, så man kunne skille det ad i lange trevler ligesom pulled pork.

Foto: RIORDAN BOLL IVAN

Til dessert kom overraskelsen: Verdens bedste jordbærsorbet med en perfekt balance mellem sødme og syre og en dejlig friskhed.

Freddy og jeg kom til at ignorere tjeneren, da han spurgte, hvordan det smagte. Måske har han også syntes, vi var irriterende at høre på, hvis han har overhørt vores indbyrdes samtale om maden. Faktum var i hvert fald, at tjeneren blev en smule flabet, og det er også okay, men det var ikke okay, at opmærksomheden udeblev i den halvtomme restaurant, og da vi spurgte, hvorfor de ikke serverede en petitfour til kaffen, var svaret, at det jo også skulle løbe rundt.

Jeg tænkte på det stikkelsbær, der var blevet delt i to og lagt øverst på garnituren til kammuslingerne. Det virkede som noget fra en Dickens-roman, men det var måske også et udtryk for, at det skal løbe rundt. Ligesom de fem-ti ærter til kødet og klatten med selleripure på størrelse med en tyvekrone eller de to små kartofler.

Det handler ikke om manglende mæthed, men om hvad det egentlig vil sige at anrette mad på en lille tallerken, uden at det bliver latterligt.

Man kan slippe af sted med at servere en stor tallerken risengrød, hvorimod det falder til jorden, hvis man serverer grøden i et æggebæger. Jo mindre tallerkenen er, jo mere kontrast og knald skal der være på. Man kan ikke bare servere to kartofler, der normalt ville blive brugt som mætningsgarniture i større mængder.

En bizar sammensætning

De fleste af retterne ville have haft godt af mere syrlighed, mere knas og konsistens og så en klar tanke.

Det værste eksempel var rødtungen, der blev serveret med en fingerlang kvist med ribs på, de føromtalte to kartofler og en pure af spinat. Vi forstod ikke, hvad tanken var. Ribs, fisk og spinat? Det virkede lige så tilfældigt som billederne af Marilyn Monroe og Einstein, der hang på væggen. Spinaten var desuden for salt, og det var et gennemgående problem den aften, at mange af tingene var for salte.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mayo med purløg

Tataren kom med skovsyre og nogle små ristede stykker lyst brød ovenpå, og brødet gav overraskende meget knas, og syren var fin til, selv om den godt kunne have været mere overvældende.

Retten var desuden med Havgus, og Freddy havde ikke fattet, at det var osten, der hed Havgus, og sad og stirrede intenst på tallerkenen for at lokalisere gusen.

Foto: RIORDAN BOLL IVAN

Mayoklatterne med farve har nu også indtaget Utterslev, denne gang var det purløg, der var blendet i, og det var fint at tilføre noget ekstra fedme til tataren, selv om jeg personligt hellere ville have haft en rå æggeblomme.

Det gik op for mig, da jeg gjorde prisen op hjemme, at tjeneren må have glemt vinen til den første ret, for den gode nordspanske Cava, der kom som det første, var vist en inkluderet aperitif, men vi drak den til kammuslingerne.

Det var ærgerligt, men jo ikke afgørende, de store fejl var allerede sket i køkkenet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden