Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Frankofilt. Hos Chez Bruno på Gammel Kongevej er ventetiden lang, frølårene uden smag og risottoen grå som beton.
Foto: Mads Nissen

Frankofilt. Hos Chez Bruno på Gammel Kongevej er ventetiden lang, frølårene uden smag og risottoen grå som beton.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

1 hjerte: Fransk brasserie skuffer fælt

»Forholdet mellem pris, kvalitet og råvarer er måske det dårligste, jeg har set i København«, skriver vores anmelder om Chez Bruno på Vesterbro.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Chez Bruno lover hyggelig og uformel stemning i et klassisk fransk brasserie »præget af høj kvalitet, gode råvarer og klassiske tilberedningsmetoder«.

Et fransk brasserie er som blonder og champagne – noget man altid kan finde lyst til. Ligesom nogle radioaktive grundstoffer henfalder til bly over tid, henfalder alle madelskere langsomt tilbage til fransk mad.

Vi fik et bord ved de åbne fløjdøre i et lokale, der er hyggeligt på den måde, det bliver med franske plakater, en traditionel grafisk hommage til kokkens hjemland. Indehaveren Bruno Vandenbulcke har for mange, mange år siden været på kok på Kong Hans, dengang det var byens ubestridte, franske gastronomitempel.

Pris og kvalitet hænger ikke sammen

For at se, hvad køkkenet kunne, bestilte vi en række forretter. Og en flaske Cotes de Beaune – Clos de la Perriere 2012 fra Sebastian Magnien. Vi bestilte vinen kølig og fik den varm. Men fik dog udleveret en vinkøler med noget is, så vi kunne få vinen ned i temperatur. Egentlig et udmærket glas vin, svagt animalsk i næsen, men 475 kroner er en ret hamper pris for en flaske vin, der trods alt smager meget af ribs.

Der skulle gå en rum tid, før vi fik mad. Tjeneren satte med en lille fanfare af en håndbevægelse nogle tynde skiver hvidt brød foran os. »This is the homemade bread«, sagde han med autentisk fransk accent. Der er fem bagerier inden for kort afstand, der bager bedre brød. Det her var bare hvidt med tør skorpe. Man kunne gøre det lettere for sig selv ved at indkøbe brødet i stedet.

Den første af mine tre forretter var salat med røget andebryst og kråser. Jeg bestiller altid confiterede kråser, når jeg kan. Den stenhårde muskel – kråsen – fra andens eller gåsens mave bliver saltet, sprængt og kogt svagt mør i fedt, og det er en beklagelig sjældenhed at finde den på et dansk menukort.

Salaten var dog ikke spændende. Der var syrlige pickles til, og andebrystet var sirligt skåret i meget tynde skriver, som var grå, tørre og totalt smagsløse. Midt i det hele lå lune kråser deglaceret med hindbæreddike. I sig selv smagte de lune kråser fint, der var bare ikke mange af dem.

Risottoen smagte ikke af parmesanost. Den smagte af nul og en fis. Det var mere mørtel end mad

Men retten hang ikke sammen, og det går ikke at tage 95 kroner for. Der er hverken råvarer eller arbejde nok til at berettige prisen, for slet ikke at nævne det faktum, at det ikke smagte godt – med undtagelse af de svagt sødlige kråseskiver, som der tilmed var for få af.

Lang historie kort. Der gik halvanden time, fra vi bestilte, til anden ret kom. Halvanden time! Jeg rykkede tjeneren, så de sidste retter i det mindste kom samtidigt. Ellers havde vi efter alt at dømme siddet der til efter midnat.

Risotto som mørtel

Vi fik begge kammuslinger. Ikke med den på menukortet lovede ravioli, men med en betongrå risotto. Man havde formentligt forsøgt sig med en risotto farvet sort af blæksprutteblæk. Selve kammuslingerne var stegt udmærket, og der var seks af dem i mellemstørrelse uden rogn.

Men det lignede ligefrem ikke noget, der var taget frisk ud af skallen i køkkenet. Risottoen var tung, stiv, hård og igen komplet smagsløs. Det her havde intet med risotto at gøre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Risotto skal være flydende og blød, smage af kraft, smør og parmesan. Skal den farves med blæk, skal den være helt sort. Men når man er nærig med det dyre blæk, bliver den grå. Den smagte ikke af parmesanost, men af nul og en fis. Det var mere mørtel end mad.

At der var besk, sauteret endivie (julesalat, red.) til, gjorde det kun endnu mere katastrofalt. Hvor var sommerens og årstidens grøntsager? Eneste friske bidrag var en lillebitte blomst. Desværre var jeg blevet hundesulten, så jeg tvang det i mig.

Kort efter kammuslingerne kom den bestilte fricassé med frølår og duxelles af, dvs. finthakket, champignon. Og selv om frålårene var bløde, smagte duxellen af ingenting, og fricasséen var en tyknet sag med porre, porre, og ikke andet end porre. Det smagte af billig, billig, trist og tarvelig vinterporre. Selv om jeg var hundesulten, magtede jeg ikke at spise op. Det var i konventionel forstand uspiseligt. Jeg fiskede de bløde, men smagsløse frølår op af suppedasen og slugte nogle af dem.

Fra ende til anden var måltidet præget af billige råvarer, der med frankofile fabuleringer og fanfarer på kortet skulle se ud af mere, end det var.

Både risottoen og fricasséen var decideret ringe. Chez Brunos menu koster 450 kroner, og forretterne, vi fik, lå mellem 95 og 115 kroner. Det er prismæssigt i den højere ende af det midterste prisleje. Forholdet mellem pris, kvalitet og råvarer er måske det dårligste, jeg har set i København, og lægger man dertil den utroligt lange ventetid, ved jeg simpelthen ikke, hvor jeg skal finde belæg for mere end ét hjerte.

Jeg måtte tilmed rykke for at få lov at betale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg gjorde det, fik jeg en mindre rabat – hvorfor ved jeg ikke. Mange af gæsterne benyttede åbenbart et rabatkoncept, og tjeneren lod mig beholde den. Han spurgte, om jeg havde været glad for måltidet, og da jeg ikke kunne svare bekræftende, lod han mig beholde rabatten på 20 pct. Det var nok det eneste decideret positive, der var at fremhæve.

---------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at kråsen sidder i fugles hals - den sidder i maven. Der stod også, at alle radioaktive grundstoffer henfalder til bly, men det er ikke tilfældet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden