En af mine gamle lærere i litteratur på universitetet prædikede altid for sine studerende, at grammatikken var et udmærket sted at starte en analyse. Så lad os gøre det med at stille spørgsmålet:
Hvad er egentlig bøjningsforholdene for det efterhånden gammelkendte fænomen, hvor en pølse placeres i et flækket dertil indrettet brød og garneres med diverse condimenter og grønt?
Hedder det en hotdog, flere hotdogs, alle hotdogsene? Eller er vi snarere ude i en hotdogs, flere hotdogser, alle hotdogserne?
Disse overvejelser gør man sig imidlertid sjældent, når man indtager ’en indianer i kano med bæ ned ad ryggen’, som folkeviddet kan finde på at omtale delikatessen. For selv om personalet på Café Fodkold serverer en pølse med passende følelse, er der i reglen tale om en syndig spise, som stiller enten snacksulten i dølgsmål i ulvetimen eller mildner mavsen på vej hjem fra byen efter en aften i drikkelag.
Og ethvert forsøg på at hæve hotdoggen til en mere ærværdig hotdog er komisk. Gourmethotdog er et oxymoron (to modsatrettede betydninger i et og samme udsagn såsom for eksempel kold ild, sympatisk, red.).
Således også denne foreliggende kulørte sag, hvor alskens franske regionsspecialiteter bringes ind under hotdogparaplyen. Det er det franske køkken med alle dets smagsmæssige koloraturer, der må holde for. Forskellige slags pølser fra forskellige områder og sendt af sted i selskab med det mest forunderlige tilbehør, der ville kunne give anmelderen fra Pladderballe Nærradio i Monrad og Rislunds geniale Jonna Dwinger-parodi mere åndenød end samme univers’ legetøjsgrosserer Aage Brodtgaard.
Tag nu skinke-ost-varianten, hvor mentbeliardpølse parres med lufttørret skinke, lagret comté og skalotteløg – eller den grønne af slagsen, hvor bemeldte pølse kommer op at køre med hestebønner, radicchiosalat og persille-hvidløgs-smør. Jamen, jamen, jamen.
Helt grassat går det under betegnelen ’Roots’ – som dog skulle formodes at garantere en vis autenticitet vis-a-vis forlægget – hvor morteaupølse sendes i seng med kastanjer, chorizo og rosenkål. Jamen, det er jo som at forestille sig en regering med Anders Samuelsen som statsminister og Johanne Schmidt-Nielsen som finansditto. Som i: Vil. Ikke. Ske.
Helt grassat går det under betegnelen Roots, hvor morteaupølse sendes i seng med kastanjer, chorizo og rosenkål.
Henrik Palle
Et frapperende fravær af remoulade præger hele herligheden, og det selv om denne populære smørelse må siges at have franske rødder, idet der er tale om en vulgarisering og kombination af selleriremoulade og sauce tartare. Og den populære søde franske sennep – som i bund og grund er en sauce ravigotte – spejder man også mestendels forgæves efter. En ommer, som det hed i nogle tv-reklamer for år tilbage.
