Bacon er kommet for at blive.
Hvilket er en indikator for, at den muslimske overtagelse af verdensherredømmet, visse går og er så bange for, nok ikke bliver til noget. For islams berøringsangst, for så vidt angår svinekød og dermed også bacon, vil forhindre kalifatet. En verden uden rejer ville være til at leve i. Et univers uden culottestege ville såmænd også kunne bebos. Sågar en civilisation uden mejeriprodukter, sådan som veganerne vil det.
Men uden bacon. Aldrig i livet. Spaghetti carbonara med et glas barolo. Bacon and eggs og en kop kaffe. Leverpostej med sprød bacon til frokost i sommerhuset. Pølser i svøb ved en skinkekutter på vej hjem fra en aften med øl og snak.
Porretærte med bacon. Eller brændende kærlighed, denne udsøgte, men enkle ret, hvor kartoffelmos drysses kærligt med en blanding af bløde løg, sprøde baconterninger, hakkede syltede rødbeder (eller foliebagte med balsamisk eddike og friske chilier) samt persille.
Og bacon er ikke bare saltet, røget flæsk. Bacon har en historie, og det er den, den norske forfatter Christopher Sjuve fortæller i sin vulgære madbog, der kommer pænt rundt om produktet i alle dets mange fascinerende aspekter og fremtrædelsesformer.
Fælles europæisk spise
Han lægger flot ud med at erklære, at bacon er livet, og at europæerne har bacon tilfælles, idet ordet forekommer i adskillige sprog. Etymologisk kommer det af gammeltysk ’bakko’, der også findes som norsk ’buk’ og dansk ’bug’ – og bacon er jo i sin mest kendte form røget, saltet svinebryst. Så den forklaring kan man roligt slå søm i med.
Og før fødevareproduktionen blev industrialiseret, lavede folk på landet deres egen bacon af det flæsk, de havde saltet, når de slagtede svinet til jul – og i byerne røg de lokale slagtere jævnligt både flæskesider og pølser, de mest ambitiøse af dem med krydderiblandinger og træsmuld fra eksotiske vækster.
Bacon er ikke det samme produkt den ganske verden over. I Canada laver man det ikke af bugen, men af kamstegen – den, vi herhjemme steger i ovnen og spiser med rødkål til jul. I Italien hedder det pancetta, og det er saltet, men ikke nødvendigvis røget. Til gengæld er det lufttørret.
I Frankrig krydrer man med peber, inden man ryger – og så er der forskellige steder i verden også fans af den røgede kæbesnitte, fattigfolks fuldgode erstatning for egentlig bacon.
Forfatteren går til biddet med videnskabelighed og dødsforagt. Han forsøger sig med at stege bacon i ovn, på grill, ja, på et vaffeljern og i den forkætrede mikrobølgeovn. Pandestegning er klart at foretrække, pyha.
Naturligvis indeholder bogen også en række triviafacts om bacon, om mennesker med navnet bacon – filosoffer, malere og skuespilleren Kevin Bacon, forstås. Og der er baconcitater fra kendte mennesker, blandt andet filminstruktøren David Lynch, der foretrækker sin bacon meget sprød, nærmest brændt.
