Oppefra. Det var et slag for demokratiet, da Restaurant Tårnet i juni åbnede et af de mest hemmelige og utilgængelige steder i magtens centrum for befolkningen.
Foto: Peter Hove Olesen

Oppefra. Det var et slag for demokratiet, da Restaurant Tårnet i juni åbnede et af de mest hemmelige og utilgængelige steder i magtens centrum for befolkningen.

Restaurantanmeldelser

Christiansborg-restaurant er folkelig på alt for lavt niveau

På Restaurant Tårnet inviterers alle ind i magtens centrum til middelmådig mad

Restaurantanmeldelser

Med 7.000 reservationer allerede inden åbningen 11. juni har restauranten i Tårnet oven på Christiansborg allerede sat rekord.

Og i den første uge steg det tal til 10.000. Selv Noma, der ellers er tæt på umulig at få bord på, har ikke oplevet så stor efterspørgsel.

Så umiddelbart er Mogens Lykketofts mission om at åbne magtens rum og gøre det attraktivt for folket en succes.

Med Rasmus Bo Bojesen som ansvarlig for menuen er det ambitionen at lave mad, som de fleste kan betale og forstå.

Til frokost kan man få smørrebrød med noget så dansk som kartoffelmaden i centrum. Og om aftenen er det klassiske retter, som »skal appellere til min farfar fra Frederiksberg og din tante fra Ribe.

Maden skal være god og genkendelig. Hele Danmark skal føle sig velkommen«, som Bo Bojesen har sagt til Ekstra-bladet.

Tårnet rammer skævt

Han har samlet erfaringer som kok på franske michelinrestauranter, men har i de seneste 10 år mest stået for maden til større events og for serveringer i historiske rum som Axelborg, Kronborg og Rådhuset.

I Tårnet rammer han skævt med en fortolkning af folkelighed, som tangerer det patroniserende.

For hvorfor skulle tanten fra Ribe foretrække et tørt kyllingebryst med grønne ærter? Fordi hun ikke ved bedre?

Fantastisk rum for pengene

Renoveringen af det enorme rum i det 106 meter høje tårn, der i mere end 100 år har været lukket for offentligheden som et støvet pulterkammer, overskred budgettet med seks millioner kroner til en samlet pris på mere end 32 millioner af skatteydernes kroner. Det har vakt en del kritik.

Men ifølge min ledsager, der er ekspert i bygningsarv og ved en hel del om genanvendelse af historisk bygninger, har vi fået et fantastisk rum for pengene.

Loftets bærende betonelementer er bevarede fra den gang, man begyndte at bygge det tredje Christiansborg i 1907.

På det tidspunkt var det et moderne tiltag at bruge beton i stedet for tunge bjælker af træ.

Man ville undgå endnu en brand som den sidste i 1884, men indvarslede også et nybrud i byggetraditionen.

Beton blev et af det 20. århundredes mest udbredte materiale, et demokratisk materiale, som alle kunne lave eller købe, modsat marmor og svenske fyrretræer, som ellers understøttede magtens institutioner.

Og beton er hovedelementet her i restauranten. Den oprindelige, støbte trappe fører mod loftet, hvis grå beton bliver fikserpunktet for blikket, der ledes opad af de gule murstensvægges katedrale højder. På den måde er der klare historiske referencer til folkelighed i materialet.

Vinene er udemokratisk dyre

I det hele taget er det et slag for demokratiet, når man åbner et af de mest hemmelige og utilgængelige steder i magtens centrum, så alle kan komme ind og se det, hvis de kan betale for en kaffe med kage.

Havde man i stedet lavet en gourmetrestaurant på toppen af det folkevalgte parlament, ville det have smagt forkert.

Men allerede ved første kig på kortet styrter en af søjlerne under folkefesten.

Vinene er dyre. Mellem 500 og 1.100 kroner for en flaske. Og det største problem er, at man kun kan få en enkelt hvid og en enkelt rød i glas. Så hvis man ikke har råd til en flaske, har man ingen valgmuligheder.

Der var fisk til både forret og hovedret, så vi bestilte en flaske hvidvin, en sauvignon blanc, Winkl fra Terlan i det italienske Tyrol.

Masser af hyldeblomst i næsen og et for druen ret atypisk cremet aftryk i munden. Den var god, måske lidt for frugtig og sød til min smag, men også for dyr til kvaliteten (615 kroner).

Som en flækket håndbold

De tre retter til 335 kroner serveres fra anretterkøkkenet, der får maden leveret fra andre restauranter i byen. Der var nemlig ikke plads til et egentligt køkken her i tårnet.

Måske var det derfor, de norske kammuslinger var kolde i den lune bouillon på musling og jomfruhummer.

Muslingerne var meget små, friske og fine i smagen, og lå ved siden af tre klatter mayo og nogle skiver af rå grøn asparges. Bouillonen var let brændt i smagen, på den gode måde som en hummerbisque, men tyndere i kraften.

Bedre var rettens sidekick, et tyndt stykke ristet brød med strandurt, lidt mere grøn asparges, mayo og en god, saftig hale fra jomfruhummer.

Alt for mange af ingredienserne gik igen i flere retter. Min spidskål var pyntet med samme lilla stedmorblomster som suppen.

Den lå stor som en flækket håndbold krydset af grønne asparges og brede strimler høost og lignede noget, tjeneren havde tabt på gulvet.

Lidt løvstikkemayo ruskede op i den friske og milde kedsomhed, men ikke nok til at kvalificere kålen som en selvstændig ret. Den virkede som garniture uden kød.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Opfindsomhed efterlyses

Min multefilet var stegt på skindsiden og havde den lidt jernholdige bismag, som hårdt stegt fisk kan få.

Ellers var den saftig og som alle multer rig i smagen og fast i kødet. Sødme fra stikkelsbærkompot var i vellykket balance med syren fra beurre blanc, der som altid stod godt til lidt hvide asparges.

Men de grønne asparges begyndte efterhånden at provokere med deres tilstedeværelse. Godt nok er de i sæson lige nu, men lidt opfindsomhed i køkkenhaven kan vel godt forlange, selv om »alle skal være med«.

Gennemstegt, tørt, fast

Problemet er, at folkelighed ofte forveksles med middelmådighed.

Det er fint, at maden hverken skal være dyr eller for avanceret, at det ikke skal kortslutte folks forventninger, men det behøver ikke lefle for en fællesnævner, hvor ingen bliver skræmte og heller ingen bliver ikke rigtig begejstrede.

Tårnets bud på folkelig mad taler simpelthen ned til gæsterne. Værst var det kyllingebryst med grønne ærter, som min ledsager blev præsenteret for.

Gennemstegt, tørt, fast og helt uden smag. En meget koncentreret persilleglace forsøgte sammen med røgsmagen fra en grillet hjertesalat at dække over ligegyldigheden, men opgaven var for stor.

Kun den smørtunge klat brændende kærlighed blev spist op.

En dekonstrueret klassiker

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at tanten fra Ribe ville brokke sig over den hovedret. Hvorfor skulle hun ikke det? Fordi hun kommer fra provinsen? Fordi hun ville blive skræmt af en nynordisk porre, der var brændt på overfladen?

Er den type moderne mad kun for velstillede københavnere der kender koderne i den finere gastronomi?

Selvfølgelig ikke. Den smager godt og ærkedansk, og den kan efterhånden spises på mange bistroer i samme prisleje som i Tårnet.

Min koldskål med friske jordbær var frossen og lå som en kuppel på en tynd kammerjunker, hvis sprødhed var opblødt i jordbærsaft.

Både i smag og konsistens var det som at spise en meget mild citronmousse. En dekonstrueret klassiker med uheldigt udfald.

Årets chokoladeskuffelse

Nå, men hvad så med chokoladedesserten? Bo Bojesen er jo berømt for sin chokoladekunst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her udfoldede den sig som to mørke blade i bølgeform, der indhegnede stykker af chokoladesandkage med chokomousse, som var tung, helt uden luftbobler og alt for dæmpet i smagen.

Med sådan en cremet tyngde skulle der have været mindre af den og mere koncentration i kakaoen.

»Årets chokoladeskuffelse«, lød dommen fra den søde tand over for mig. »Som at spise en Dumle«.

Den medfølgende sorbet af hybenklitrose hjalp ikke på det. Den var ekstremt sæbet, smagte faktisk af shampoo, og pulveret af brændt chokolade ramte tungen som en skefuld instant kakao fra Nesquick.

Finesse er ikke for folket. Det mener de i al fald ikke i Tårnet, som ellers har fået det ophøjede rum ned på jorden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce