Øv. Hovedretten på Hotel Orø Kro var nærmest uspiselig.
Foto: Kristian Bang Foss

Øv. Hovedretten på Hotel Orø Kro var nærmest uspiselig.

Mad

Anmeldelse: Hovedretten var tæt på uspiselig på lille ø-kro

Der er pil-selv rejer og fremragende lokale jordbær med mælk på Hotel Orø Kro. Men hovedretten var en katastrofe.

Mad

Den gule trækfærge til Orø sejler fra Hammer Bakke. Jeg har tit stået og set på den, mens jeg har fisket fra kysten ved færgelejet, og nu fik jeg endelig lejlighed til at prøve den selv. Det havde taget tid at komme hjemmefra med to børn, og det var sen eftermiddag, før vi trillede ombord med den tætpakkede stationcar. Vi havde reserveret bord på Orø Kro og en hytte på campingpladsen, hvor der skulle være sankthansbål.

Kroen var autentisk med boblevinduer og slidte blå baldakiner. De lokale sad inde i krostuen, så vi var de eneste gæster i den store spisesal.

Sankthansmenuen blev indledt med pil selv-rejer, hjemmebagt brød og aioli samt et glas af husets hvidvin. Min kone kiggede på rejerne, som om nogen havde lagt en kanin foran hende og bedt hende om at flå den, så jeg pillede for os begge. »Du piller sgu hurtigt«, sagde hun imponeret, mens der sprøjtede rejesaft på min skjorte, og det knasede fra rygskjoldene, der blev krænget bagover.

Kokken kom ind og sagde hej, og hvis vi var mere sultne, skulle vi bare sige til, så kunne vi få flere rejer, og så snakkede vi lidt rejer. De her var grønlandske og var blevet kogt i havvand om bord på skibet, inden de blev frosset.

»Hej bedstemor«, lød det ude fra entreen, og tjenerens to skønne børnebørn på tre og fem kunne ikke lade være med lige at komme ind og hilse på. Belejligt, for vores datter på to var blevet lidt urolig, og nu var der underholdning og tagfat rundt om bordene. Og aftenens fund blev holdt op under min kones næse af de begejstrede børn: en død spyflue. Sådan er det på landet.

Kan den virkelig smage så dårligt?, tænkte jeg flere gange og tog en bid til, og det var, så det vendte sig i mig

Klam konsistens

Hovedretten var en steak, som ingen af os spiste op. Kan den virkelig smage så dårligt?, tænkte jeg flere gange og tog en bid til, og det var, så det vendte sig i mig. Kødet var meget salt, ujævnt stegt og med en konsistens som skinke. Kartoflerne var uspiselige og havde været genopvarmet mindst én gang. De havde en tyk, sej skorpe og en jordslået bismag.

Kokken kom ind og spurgte, hvordan det smagte. Vores ærlige svar blev mødt af en oprigtig forbavselse; det var pinligt og akavet, så vi holdt os til at snakke om kødet og nævnte ikke kartoflerne. Det viste sig, at han havde vakuumpakket bøfferne i en marinade og ladet dem ligge i halvandet døgns tid. Herefter var de blevet grillet og havde fået en tur i ovnen. Det mener jeg i hvert fald, han sagde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En vakuumpakker er efterhånden blevet et gængs køkkenredskab, der både bruges til at intensivere en marinering og til at sous vide-tilberede, dvs. tilberede vakuumpakket mad i et temperaturreguleret vandbad. Det er sådan, de fleste bøffer, der serveres på bøfrestauranter, laves: Når bestillingen løber ind, tager man en bøf med perfekt centrumtemperatur op af vandet og bruner den på en pande eller med en gasbrænder – man kan også kombinere begge. En sous vide-maskine er sådan noget, mit segment giver hinanden i fyrreårsgave. Jeg ser frem til at få min.

Men tilbage til Orø, hvor der var gang i vakuumpakkeren, men ikke i vandbadet. Problemet var, at der var blevet tilført salt, inden kødet blev vakuumpakket og lagt i køleren. Det er svært at styre, da saltsmagen kan blive voldsomt forstærket. Derudover giver det oksekød en konsistens som skinkekød, hvilket både min kone og jeg fandt ret klamt. Det var pisseærgerligt. Tanken har nok været at give bøfferne noget ekstra smag og mørne dem, men måske skulle de bare have haft et skud salt og peber og så en tur på stegepanden. Kartoflerne skulle have været kylet i Isefjorden.

Nul tilberedning og sindssygt lækkert

Til dessert fik vi nogle lokale jordbær med masser af smag, flydende honning fra øens biavler og frisk mælk fra en Orø-ko, som jeg fik indtryk af, kokken nærmest selv havde malket. Nul tilberedning og sindssygt lækkert. Min datter, der var kommet tilbage til bordet. efter de nye legekammerater var smuttet, drak mælken med honning og jordbærsaft direkte fra tallerkenen, og jeg fulgte hendes eksempel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kom tilbage til campingpladsen i tide til at se bålet blive tændt. Både pil selv-rejerne og jordbærmælken havde mindet mig om barndom og sommer, og det gjorde dukken, der var placeret på bålet også – siden jeg var barn, har jeg syntes, det var vildt uhyggeligt med den menneskeafbrænding. Heldigvis brændte hun hurtigt væk, og bålet blev til én stor, blafrende flamme foran fjordens blå.

Så trak en tung byge hen over os. Inde over øen opstod en regnbue, mens børnene legede i vandkanten, og lyset kom skråt ind gennem den glitrende nedbør og fik farverne til at ulme. Da det stod på, havde jeg fornemmelsen af, det ville blive et livsvarigt minde.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce