0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Prøv Politikens nye grønne madmagasin Læs mere

Jeg gider ikke snakke med nogen i mit køkken

Det er en gåde, hvorfor samtalekøkkenet er så populært. Det er fyldt med larmende maskiner, stegeos og pludrende gæster. Giv mig et køkken, hvor jeg kan lukke døren og lave mad i fred.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Aflukke. Det klassiske køkken, hvor man kan lukke døren til resten af familien er genialt. Så kan man koncentrere sig om frikadellerne, mens man hører radio og sipper vin. Alene. Foto: Lars Hedebo Olsen

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der var ikke særlig meget plads. Køkkenbordet var 15 cm for lavt, og bordpladen var skriggrøn, Men jeg elskede det køkken. På væggene var der hvide fliser fra 1930’erne, under bordpladen var der to skabe og et lille køleskab, og i et hjørne var der højskab, hvor jeg både havde bestik, tallerkener, kopper og viskestykker i ét stort rod. Køkkenet var sat op, da huset blev bygget i 1933, og der var ikke tænkt i smarte opbevaringsløsninger eller tekniske finurligheder. Det var et rent arbejdsrum og udelukkende skabt til madlavning og opvask.

Siden har jeg haft adskillige andre køkkener, men det er stadig dette lille køkken, som jeg drømmer op. For det var megapraktisk. Der var godt nok ingen emhætte, men et stort vindue, som jeg slog op, når jeg stegte en bøf. På væggene var der hylder, og når jeg stod ved køkkenbordet, havde jeg alt inden for rækkevidde. Der var tyk lak på gulvet, som jeg gav en omgang vask, når jeg alligevel vaskede fliserne på væggen.

I det lille køkken kunne jeg stå helt alene og høre radio, mens der blev rodet og regeret inde i stuen. Det var mit private helle, og jeg skulle ikke føre lange samtaler med nogen eller underholde mine gæster, mens jeg kogte spaghetti, for de kunne ikke være i køkkenet.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts