Snyd. Det gælder om at komme så let om ved køkkenarbejdet som muligt, men ifølge Henrik Paller er det lidt for billigt sluppet.
Foto: Betina Hastoft

Snyd. Det gælder om at komme så let om ved køkkenarbejdet som muligt, men ifølge Henrik Paller er det lidt for billigt sluppet.

Mad

Anmeldelse: Køkkengenvej er belagt med pulver og dåsemad

Ny kogebog vil gøre køkkenarbejdet lettere, men mange af opskrifterne nærmer sig madsminke.

Mad

Min gamle matematiklærer på Skt. Annæ Gymnasium sagde altid, når han havde mistanke om snyd, afskrift eller andre former for fagligt fifleri, de vise ord: »I snyder kun jer selv!«.

Og det var ikke en gammeltestamentlig tankegang, der lå bag; blot det simple forhold, at hvis man snyder i årets løb, betaler man regningen ved det grønne eksamensbord.

Sådan er det nok også, hvis man eksempelvis følger Julie Heys opskrift på en lækker jordbærkage. Hun foreslår nemlig, at man i stedet for at samle en dej og bage mørdejsbunden, pensle den med smeltet chokolade, fylde den med lækker hjemmekogt vaniljecreme, pynte med jordbær, inden man overtrækker med en smule eventuelt sauterne-smagssat gelé, køber en mazarinkage, pakker den ud, pisker et gult cremepulver og lægger det ovenpå, inden man garnerer med en bakke jordbær i kvarter.

Og det kan godt være, at resultatet ligner en uambitiøs konditors drøm, men så såre gæsterne har sat tænderne i det første stykke, vil de erfare, at kagen ikke scorer ret mange point på Mette Blomsterberg-skalaen, men til gengæld ringer i top for så vidt angår Dr. Oetker-point. En klam fidus, intet mindre. Ja, faktisk nærmer det sig en ondskabsfuld practical joke at servere noget, der ser lækkert ud, men er sminket halv- og helfabrikat.

Ikke desto mindre er det hele filosofien bag skribenten, underviseren og madskoleambassadøren Julie Heys lille bog. Det handler om at se ud, bruge så lidt tid som muligt i køkkenet, så man i stedet kan være sammen med sine gæster og tale med dem. Og for at nå derhen kan man bruge Julie Heys popsmarte cowboytricks, bare man altså inden bider hovedet af enhver form for skam – og myrder sin gastronomiske stolthed, som var den en usoigneret zombie i skovmandsskjorte og med huller på knæene.

Gastronomisk quick-fix

Bogen lægger ikke skjul på, hvad der er dens projekt: et gastronomisk svar på en tennissok i bukserne. Det handler om det hurtige fix, om at fremstå som en køkkenets gud(inde) uden at få hverken sved på panden eller stegeos på mediebrillen. Og visse af opskrifterne er da også fine nok. Som nu ostekiks, lavet af smør, mel og revet ost, der stikkes ud og bages i ovnen. Det smager dejligt.

Men hvis tricket er at købe revet ost i supermarkedet, må vi allerede her advare: den revne ost i poser, den smager ikke godt. Og når nu man alligevel skal rive smørret, kan man lige så godt rive osten med det samme. De 60 ekstra sekunder er godt givet ud.

Butterdejssnegle med oliventapenade er også en fin lille hapser. Købt butterdej kan kun de færreste sige sig fri for at bruge. Men hvorfor dog bruge købt tapenade, når nu det tager cirka et minut at lave sin egen? Det er et underligt sted at spare.

Mange af de såkaldte opskrifter er egentlig ikke opskrifter, men serveringsforslag. Når en bakke rejesalat pyntes op med en pose krebsehaler fra fryseren og lidt hakket dild, ikke. Det svarer altså lidt til at sige, at man kan servere Stryhns den grovhakkede med en skive frisk agurk.

Det bliver det altså ikke Aamanns smørrebrød af. Og en gang wienerpølse i skiver serveret med hakket rødløg og købt majonæse er muligvis et hit hos børn og andre pølseelskere, men vel egentlig også ansvarspådragende i fald nogle skvatter om med pølseforgiftning fra de ukogte wienerdrenge. Serveres evt. med rugbrød. Øh, er der nogle sammenhænge, hvor folk bare guffer majonæsesalat uden tilbehør – altså udover i fraklippene fra 'Soldaterkammerater på bjørnetjeneste'.

Bogen lægger ikke skjul på, hvad der er dens projekt: et gastronomisk svar på en tennissok i bukserne. Det handler om det hurtige fix, om at fremstå som en køkkenets gud(inde) uden at få hverken sved på panden eller stegeos på mediebrillen.

Hovedretterne er et kapitel for sig. Som nu sliders – dukkeburgere – med pulled pork og kål. Nummenum, tænker man. Indtil det går op for en, at den trukne gris skal købes; nu om stunder fås denne oprindelige delikatesse på dåse fra Jaka, ligesom den legendariske svin-i-gele-monolit Jaka Bov – dåsen, der altid står bagest i viktualieskabet i et lånt sommerhus. Eller vegetarpizzaen, som man lige vipper sammen af færdigkøbt pizzadej, købt tomatsauce, en håndfuld oliven og en dåse grillede artiskokker. Den opskrift lyder som noget, der står bag på pakken med dej, ikke noget, man nedfælder i en bog, folk skal betale penge for. Og fik man i øvrigt en sådan pizza serveret til en middag for voksne, kunne man med god ret forlange økonomisk kompensation for de blomster, man havde med til værtinden.

I desserternes rige når vi klimakset. Chokosandwich hedder en ting. Som viser sig at være skiver af pålægschokolade lagt sammen om flødeskum blandet med syltetøj og så lidt friske bær. Her er det, man kunne ønske sig at være fluen på væggen, når gæsterne finder ud af, hvad de får serveret og tænker deres.

»Hmmm, det er sgu da pålægschokolade med noget, der smager som det klamme oven på isvaflerne fra boden nede ved havnen«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske ville det gå til en børnefødselsdag andre steder end i Kartoffelrækkerne, men med deltagere over fire år. Nope. Heller ikke hvis man anrettede det med svigermors fine sølvtøj på kongeligt porcelain. Det ville stadig være PÅLÆGSCHOKOLADE MED FLØDESKUM OG SYLTETØJ.

Posekylling og bearnaisesalat

Der er som antydet formildende omstændigheder. En opskrift på kylling med svesker og herbes de provence lyder på mange måder spiselig. Men så kalder man dem for 'Sød posekylling', fordi kødet marineres i en pose. Hvad er nu det for noget? Lad gå med daube'er', terrin'er, pot au feu og andet, hvor beholderen eller emballagen er rustik og original. Men hvor sexet er det med en frysepose. Serveres den så med gryderis, plasticfilmbroccoli og fryserærter? Nej vel.

Så er der sprogbrugen, som ligger et sted mellem kælen og skæbnesvanger. Et eksempel er 'Bearnaisesalat', som i bund og grund er en hvid kartoffelsalat med lidt tørret estragon og bearnaiseessens. Her hedder det, at »bearnaisesalaten er en rigtig mandesalat – og dressingen er en nem genvej til hans hjerte«. Ja, men så også til halsbrand, åreforkalkning og andet skidt. For 300 gram industrimajonæse til 800 gram kartofler. Bopbopbop.

En helt særlig afdeling for ufrivillig komik er menusforslagene til sidst i bogen. Her finder man blandt andet pålægschokoladedesserten og vegetarpizzaen under 'Italiensk vegetarmenu'. Og 'Gæstemenu' med den søde posekylling og 'Farmors kaviarhapser', sidstnævnte er toastrondeller med flødeost og stenbiderrogn fra glas.

Hvorfor ikke bare lave en dejlig gryderet dagen i forvejen. Eller et fad lasagne. Eller en lakseside stegt i ovnen i 20 minutter med et stort fad kartoffelbåde og en skål tzatziki?

Det kan meget vel være, at retterne tager sig ud på billeder og bord. Men papir er taknemmeligt, og smagen sidder altså kun sekundært i øjnene.

:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som de siger i Texas om folk der er alt for store i slaget: All hat and no cattle. Her siger vi: Du snyder måske nok dine gæster til at begynde med. Men hvorfor ikke bare lave en dejlig gryderet dagen i forvejen. Eller et fad lasagne. Eller en lakseside stegt i ovnen i 20 minutter med et stort fad kartoffelbåde og en skål tzatziki? Sidstnævnte er kun marginalt mere tidkrævende end de fleste ting i denne bog. Og smager forrygende godt. Undlader man så at købe denne bog, har man faktisk penge til en anstændig hvidvin også.

Det at lave mad til andre mennesker er en helt grundlæggende omsorgserklæring. Og er der ikke kærlighed med i den øvelse, er det faktisk fuldstændig lige meget.

Så kan man lige så godt mødes til köttbullar i Ikea’s cafeteria.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce