Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Jacob Erhbahn
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Designskribenten: Jeg kan ikke leve uden nips, selv om jeg gerne ville

Tjekkede arkitekter sværger ofte til indretning uden nips, for de fleste er nips med til at gøre hjemmet hyggeligt.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg forleden googlede ordet ’funkis’, faldt jeg over en artikel med et arkitektpar, der boede i den fedeste ejendom fra 1930’erne. Da jeg var færdig med at savle over billederne, læste jeg teksten. Og det eneste, jeg husker, er et citat om, at nips er bandlyst og alt unødvendigt gemt væk. På billederne var der rigtig nok heller ikke meget nips at se, og familien fortalte selv, hvor glade de var for de store skabe, de havde fået lavet, så de kunne gemme så mange ting væk som muligt.

LÆS ARTIKEL

Bandlyst nips lyder næsten som noget, jeg selv kunne have sagt. Og som noget man har hørt en arkitekt sige, hver eneste gang han eller hun er blevet interviewet. Har man nogen sinde hørt en arkitekt sige det modsatte? Som »Jeg elsker nips og mit hjem er proppet med ting«, eller »Det vigtigste er, at vi bor hyggeligt. De rene linjer betyder ikke så meget«.

Næppe. For på en eller anden måde dimitterer alle arkitekter fra arkitektskolerne med den samme idé om, at jo færre ting man kan omgive sig med, jo lykkeligere bliver man.

Jeg sværger selv til ideen om ’less is more’. Jeg kan ligge om aftenen og drømme om at sælge alle mine overflødige tallerkener og gamle bøger. Bo med et bord og en stol og bare have en briks at sove på. Så ville jeg være lykkelig. Tror jeg.

Men i virkeligheden kan jeg ikke leve ude nips og ting. Min træelefant, som jeg fik af mine søskende, da jeg blev 40, gør mig glad hver dag. Det samme gør den lysestage, som var den første julegave, en gammel kæreste gav mig. Vasen fra min farmor. Skålene fra Kina. Billedet, som jeg fandt med min kæreste på vores første date. Myre-stolen, jeg købte for 60 kroner på et loppemarked, mens jeg var studerende. Og de små keramikkrukker, som jeg engang samlede, fordi jeg godt kunne lide deres former. Alt sammen overflødigt og besværligt. Det roder, fylder, støver og er ikke så tjekket, som det var engang.

Til tider pakker jeg alt mit nips væk, og så synes jeg, at jeg kan trække vejret bedre. Efter et par uger kommer det langsomt frem igen. Pludselig står der en krukke på skrivebordet og en vase i stuen. Lysestagerne sniger sig ud af skabet, og en dag er den sidste bare væg plastret til med billeder.

Jeg prøver at have et sundt forhold til nips. Og jeg forsøger hele tiden at holde det i ave. Men at bandlyse det, kunne jeg aldrig finde på. For hvordan skal jeg ellers føle mig hjemme?

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden