Skraldere oplever dagligt at finde helt igennem brugbart, fint mad i supermarkedernes containere.
Foto: Finn Frandsen

Skraldere oplever dagligt at finde helt igennem brugbart, fint mad i supermarkedernes containere.

Klummer

Dahlager: Det bør være ulovligt for supermarkeder at smide god mad ud

Mad inden for holdbarhedsdatoen skal ikke i containeren - tving supermarkederne til at give det gratis til kunderne i stedet.

Klummer

Når et supermarked får et parti nye varer, men ikke har fået solgt de gamle, ryger de ofte i containere ved bagindgangen. Uanset at varerne er fine og stadig inden for sidste salgsdato.

Det fortalte en erfaren skralder tidligere på ugen. Den dag, vi talte med hende, havde hun fyldt køleskab og skuffer op til en hel uge, og hun finder ofte f.eks. oste eller æg, der er inden for dato. »Hvorfor skulle den høne stå i den stald, hvis de bare smider æggene ud?«, sagde hun.

Det samme oplevede aktivist og journalist Signe Wenneberg, da hun mellem jul og nytår tog på skraldetogt i byens supermarkedscontainere til en artikel for onlinemediet POV International.

Hun fyldte en hel bil op med et bjerg af brugbar mad, heriblandt pakke efter pakke med fine danske æbler i emballage, net med appelsiner, tomater, der stadig ikke var ordentligt modnede, kassevis af snackpebre, friske hindbær, økobananer, slik, flødeboller, dåsecroissanter, vaskepulver og meget andet. Meget af det over dato, men også meget inden for sidste salgsdato.

Det må være åbenlyst for enhver, at det er helt galt. Vi kan være uenige om, hvorvidt det er godt eller skidt at køre kasser med snackpebre 2.000 km til Danmark i december. Men at køre dem herop bare for at smide dem ud?

Skralder Julie Peter er i gang med at skylle grøntsager fra containeren ved sin lokale Superbrugsen.
Foto: Boll Ivan Riordan

Skralder Julie Peter er i gang med at skylle grøntsager fra containeren ved sin lokale Superbrugsen.

I en tid, hvor stort set alle supermarkeder bryster sig af, hvor alvorligt de tager madspild, er det oprørende, hvis man i f.eks. SuperBrugsens containere rutinemæssigt kan finde varer, der er kasserede, fordi der ikke lige var plads på hylden.

Fordi supermarkedet føler, at hylderne skal bugne af varer og valg, syv forskellige typer ketchup i Rema1000 (jeg har talt dem), fem mærker af skiveskåret bacon af marginal forskellige kvalitet, og 13 mærker af mere eller mindre identiske danbo-oste i Kvicklys køledisk.

Forestil dig at skulle forklare dine børnebørn om 50 år, hvorfor vi endte i fremtidens klimakatastrofe:

»Morfar, er det rigtigt, at I smed vildt meget mad ud dengang?«.

»Hør, det kan godt være, at Roskilde er oversvømmet, men vi havde altså også vores problemer. Vi risikerede jo at løbe tør for danbo fra Endrup Mejeri og være tvunget til at købe et andet mærke. Smut du nu ud og leg med din redningsbåd«.

Nej, det bliver sgu svært at forsvare.

Jeg kan ærlig talt ikke se, hvorfor det skal være lovligt for supermarkedet at smide spiselig mad ud, lige så lidt som det er lovligt at hælde affald i åen. Det er på tide, at vi overvejer en forbudsordning som den franske, der kræver af supermarkederne, at de donerer deres overskudsmad. Eller endnu bedre: Tving supermarkederne til at forære det, de ellers ville smide ud, gratis til deres egne kunder. Det vil ramme salget af nye varer og dermed være ekstremt disciplinerende for butiksindehaveren: Lad være med at køb flere varer, end du har tænkt dig at sælge.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce