Hver jul er jeg hende, der bevæger sig rundt i byen med en laber Yvonne Koné-clutch i den ene hånd og en tung Tupperware med hank i den anden. Den uskønne turkis plastikbeholder står i slående kontrast til den sorte designerlædertaske, men den er ganske og aldeles nødvendig, for i den gemmer sig Den Store Julekage, som jeg slæber med mig allevegne, hvor jeg er budt til gilde i julemåneden.
Kagen vejer det samme som et ikke alt for korpulent spædbarn, for den er af den romdruknede, frugtpumpede og marcipan- og icingindpakkede slags og skal derfor indtages i meget tynde skiver, gerne mens man henslænger sit festklædte legeme i en engelsk chesterfieldsofa og skåler med madeira i krystalglas.
Det er en kage, der mest af alt minder om et stykke tantet og meget engelsk konfekt. Og en kage, der skal deles med andre, hvis man vil gøre sig håb om at komme igennem den, inden julen er forbi.
Jeg kan stadig huske den første gang, jeg smagte sådan et stykke frugtkage. Jeg har vel været 14-15 år og var sammen med min far på besøg hos en veninde af familien, der havde sejlet på de syv verdenshave og taget en opskrift eller to med sig hjem på vejen. Deriblandt altså julekagen, som måske var engelsk, måske australsk.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
