Foto: Carlo Gabuco

Filippinernes præsident: Slå dem ihjel alle sammen

Den filippinske præsident Rodrigo Duterte fører krig mod narko – både mod dem, der handler med stoffer, og dem, der bruger dem. Siden Duterte kom til magten i slutningen af juni, er mindst 3.000 mennesker blevet dræbt af politifolk eller maskerede mordere. Her følger en frontberetning.

Den dag, Danica Mae Garcia skal dø, er der som så ofte før højvande i floden Pental bag den lille hytte af træ og presenninger, hvor hun bor sammen med sine bedsteforældre, mor, to tanter og fætre. Vandet står knæhøjt i deres hus. Børnene sopper i det eller prøver at fange de fisk, der svømmer gennem køkkenet. Danica Mae Garcia griner.

23. august 2016 er en lummer og steghed dag i Dagupan City, en lille livlig by i den filippinske provins Pangasinan, der ligger fem timers kørsel nord for hovedstaden Manila. På himlen hænger skyer så tykke og fede som hvaler. Klokken er 12, og familien Garcia sidder omkring bordet og spiser røræg, ris og pølser. Det er kun Danica, der ikke er med til bords. Hun er i færd med at tage bad under den gule tønde med regnvand ude i den smalle gang, der forbinder stuen med det åbne køkken.

Fra spisebordet kan Maximo Garcia, en kraftig mand med en kæmpe vom og sølvgråt hår, se en motorcykel komme kørende gennem den oversvømmede gade uden for hans hjem. Der sidder to mænd på den. De bærer begge baseballkasket og har tørklæder for munden. Maximo Garcia tænker ikke videre over det. Mændene standser foran hytten. Så ser han pistolen, springer op fra sin plads og sætter i løb.

Han er ikke hurtig nok. To kugler rammer ham, en i ryggen, en i ballen. Han vakler, løber lidt videre og flygter ind i det sumpede område bag hytten. Han vader blødende gennem dynd og mudder, til han ikke orker mere. Han skjuler sig bag en busk og er skræmt ved tanken om, at de to maskerede mænd er fulgt efter ham. Han kan få en kugle gennem hovedet. Efter to timer i ængstelig uvished tror Maximo Garcia, at han har haft heldet med sig.

Foto: Carlo Gabuco

Under sin flugt vendte han sig ikke om. Havde han gjort det, ville han have set, at en af de kugler, der var tiltænkt ham, ramte hans barnebarn i hovedet. Danica Mae Garcia blev fem år gammel. Hun blev det hidtil yngste offer i den krig mod stoffer, der for tiden udkæmpes i Filippinerne. Hun var en munter lille pige, der elskede at efterligne popstjerner, når hun sang karaoke. Hun ville gerne have været skuespiller, forgudede snedronningen Elsa fra Disneys tegnefilm ’Frost’ og elskede at drikke kakaomælk af mærket Chuckie.

Til nationens bedste

Mordet trak i nogle dage overskrifter i de lokale medier og vakte endda international opsigt. CNN, BBC og Al-Jazeera rapporterede om det. Men det var ikke tilstrækkeligt til at udløse et ramaskrig i Filippinerne. Mange trak bare udeltagende på skuldrene. Flertallet af befolkningen bakker helhjertet op om præsidentens felttog mod narkokriminaliteten. For de fleste er den slags episoder blot et uheld, en uheldig bivirkning. Den lille pige må have befundet sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Synd for hende. Men hun er jo bare et offer for noget, der tjener til nationens bedste.

I årevis har Filippinerne været et eldorado for kinesiske forbrydersyndikater, mexikanske narkokarteller og den japanske mafia. Kriminelle har oversvømmet landet med billige stoffer i form af såkaldt ’crystal meth’. Her i Filippinerne kaldes det opkvikkende middel, som undertrykker sult, træthed og smerter, for shabu.

Over fire millioner filippinere menes at være afhængige af det. Et stof, der sønderriver familier og ødelægger menneskeliv. Først og fremmest er det de fattige, der prøver at forsøde tilværelsen ved at ryge det. I slumkvarterer sidder systemets tabere og sygner hen på grund af deres misbrug. Folk i alle aldre, lige fra børnebørn til bedsteforældre.

Jeg slog en ihjel så sent som i sidste uge

Shabu er sammen med fattigdom og korruption de største svøber i det filippinske samfund. Blandt dem, der nyder godt af handlen med stoffer, finder man også senatorer, parlamentarikere, borgmestre i små og store byer, politifolk og lokalpolitikere – og embedsfolk, der både ligger under for og beskytter forbrydere.

100.000 lig i Manilabugten

Da Rodrigo Duterte i juni tiltrådte som præsident, skulle det være slut med den slags i Filippinerne. Ved valget opnåede han med sit løfte om et narkoløst samfund en jordskredssejr. Duterte var en underdog fra den forsømte sydlige del af landet. Han havde i mange år været borgmester i Davao på øen Mindanao, hvor over 1.000 småkriminelle, gadebørn og pushere skal være blevet dræbt af dødspatruljer med Dutertes billigelse.

Den 70-årige Duterte, der gerne optræder i skjorteærmer, har kaldt Barack Obama for en horeunge, hånet en voldtaget australsk nonne og påstået, at han selv har skudt forbrydere. »Slå dem ihjel alle sammen, og få gjort en ende på problemet«, lød hans ordre til politifolkene, og han lovede, at han som præsident ville sørge for, at 100.000 lig ville blive smidt i Manilabugten.

Foto: Carlo Gabuco

Dutertes budskab er faldet i god jord i østaten, der lider hårdt under korruption, magtmisbrug og kriminalitet, og hvor eliten skamløst rager til sig, mens de fattige er så godt som udelukkede fra den vækst, erhvervslivet oplever. Mange filippinere beundrer Duterte som en frelser. Man kalder ham også ’Duterte Harry’ efter den skydeglade og skydegale politimand Dirty Harry fra de amerikanske film af samme navn.

De vrede og skuffede borgere sendte med valget af Duterte et klart signal til den magtelite, der i årtier har løjet og holdt den filippinske befolkning hen med tomme valgløfter. Et signal til dem, der skamløst har beriget sig selv og stukket borgernes skattepenge i egne lommer og nydt godt af fuld straffrihed, så de ikke behøvede at frygte for konsekvenserne af deres handlinger.

Den seneste tids brud på menneskerettighederne, de daglige mord, den næsten totale afskaffelse af retsstaten er alt sammen noget, som flertallet af de 102 millioner filippinere ikke bare accepterer, men ligefrem begejstres over. Dutertes udrensningsaktioner blandt de korrupte har udløst et voksende folkeligt krav om, at rettigheder, lovlydighed og fordelingen af velstanden skal være noget, der kommer samtlige borgere til gode.

Tiggede for sit liv

Siden præsidentens budskab om, at Filippinerne skulle være helt fri for stoffer i løbet af en periode på tre til seks måneder, er en brutal krig dog blusset op – en krig, der dagligt kræver snesevis af nye ofre. Politikerne, de fattige, politifolkene, samfundets tabere, de grådige, hasardspillerne, de kriminelle og alle de andre, der kæmper om en plads i solen, er fanget i et dødeligt spil.

Indtil videre lyder regnskabet siden juni måned på over 15.000 anholdte og 3.000 døde. Af de døde er over 1.000 blevet dræbt af politiets antinarko-styrker, de øvrige af ukendte mordere og dødspatruljer.

Foto: Carlo Gabuco

De fleste dræbte er småpushere. Hovedparten af dem er blevet slået ihjel i såkaldte ’ buy bust operations’, politirazziaer, der stort set altid forløber efter samme mønster: Betjente i civil stormer ind i en formodet narkobule, hvor de regner med at finde pusherne, og bagefter ligger adskillige mænd gennemhullede af kugler på gulvet.

Og hver gang erklærer betjentene, at ofrene havde truet dem med et våben. Umiddelbart derefter fremlægger politiet beviser i form af fotografier, hvorpå de døde er afbildet med en pistol, mens der ved siden af dem ligger små poser med crystal meth. Ingen er i stand til at modbevise den slags.

Slå dem ihjel alle sammen, og få gjort en ende på problemet

Det sker kun sjældent, at beviserne går imod politifolkene. Men i sagen om Eric Sison, der blev dræbt 24. august, filmede naboerne hans flugt, og hvordan nogle politifolk siden skød Sison, selv om han var såret og med hænderne over hovedet tiggede og bad for sit liv.

»I må ikke gøre det. Jeg overgiver mig«, råbte han, umiddelbart før kuglerne ramte ham.

Men den slags bekymrer næppe en politibetjent. Politiet følger blot opfordringen fra deres præsident: »Slå dem ihjel alle sammen«.

Bliv dræbt eller gå i fængsel

Ydermere har Duterte lovet sine politifolk mest mulig straffrihed. De tre betjente, der skød Eric Sison, blev forflyttet til et andet distrikt. Menneskerettigheder gælder ikke længere, og en kritiker har til Dutertes irritation stillet ham spørgsmålet: »Er narkomaner mennesker? Hvordan lyder din definition på et menneskeligt væsen? Sig mig lige det«.

Oplan tokhang, ’bank på og spørg’, hedder en anden del af den strategi, politiet følger i kampen mod narkokriminalitet. Den består i uanmeldte besøg hos formodede stofmisbrugere og dem, der sælger stoffer. Man registrerer deres navne og personlige oplysninger og tager fingeraftryk, hvorefter de på tro og love skal underskrive en erklæring om, at de fremover vil holde sig helt fra stofferne.

Deres navne ender så på den frygtede liste over mistænkte. Når politiet banker på døren, står man ikke med de store valgmuligheder: Skriver man under, erklærer man sig også skyldig. Nægter man at skrive under, gør man sig selv til mistænkt. Er man ikke uskyldig, indtil andet er bevist? Har man ikke ret til en advokat? Hvad med dommerkendelser? Glem det!

Foto: Carlo Gabuco

Mange mistænkte, hvis navne ender på listerne, bliver kort tid efter dræbt af ukendte gerningsmænd. Af frygt for at lide samme skæbne har næsten 700.000 mistænkte i løbet af to måneder meldt sig selv. Det har fyldt de i forvejen overbelastede fængsler til bristepunktet.

Ønskede sig lyserøde sandaler

En uge efter mordet på den lille Danica står hendes bedstemor, Gemma Garcia, derhjemme under mindehøjtideligheden. Hun står helt uforstående og målløs foran den lille, hvide ligkiste af træ.

Ved siden af hende sidder Daisy Garcia, Danicas psykisk udviklingshæmmede mor, på en plastikstol. Hun stirrer apatisk ud i luften og klamrer sig til et fotografi af datteren. På en træbænk sidder Joseph Escaño, Danicas far, en stor og kraftfuld ufaglært arbejder med forgrædte øjne. Igen og igen begraver han ansigtet i sine enorme hænder og bryder sammen i krampegråd.

I må ikke gøre det. Jeg overgiver mig

Han havde været på vej hjem den dag, det skete, og med sig havde han et pink regnslag og nogle lyserøde plastiksandaler, som hans datter havde ønsket sig. Men så blev han ringet op af en ven. »Din datter er død«, lød beskeden. I stedet for at glæde sig over synet af at se Danica pakke gaver ud, måtte Joseph Escaño lægge vejen forbi lighuset i Dagupan City for at identificere hende.

I en ring omkring kisten står de pårørende, vennerne, Danicas skolekammerater og naboerne. De sørger og græder, mens de står i vand til knæene i familien Garcias oversvømmede hus.

Der er kun én person, der ikke er til stede: Maximo Garcia, Danicas bedstefar. Han holder sig stadig skjult et sikkert sted i en lille by en times kørsel fra Dagupan City. Den 51-årige tidligere cykeltaxichauffør sidder under et Kristusbillede med ludende skuldre, som om han blev tynget ned af en usynlig vægt. Det første, han siger, er: »Jeg er skyld i mit barnebarns død«.

Troede at han var renset

Til præsidentvalget stemte han selv på Rodrigo Duterte. Han bærer stadig et rødt og blåt plastikarmbånd, hvor Dutertes navn er skrevet med hvidt. Maximos ansigt bærer præg af, at han har haft et slagtilfælde. Han har ikke forladt huset i dagevis, for han er bange for, at morderne skal finde ham. Han viser os sine væskende skudsår, men han tør ikke tage på hospitalet. Det er nogle venner, der kommer med mad til ham. Og han skal bestemt ikke nyde noget af at opsøge politiet.

I lyset fra en nøgen el-pære fortæller Maximo Garcia sin historie. Den begynder med en sms. En nabo, der arbejder for bystyret i Dagupan City, skriver til Maximo, at han skal komme hen i menighedshuset, for der er noget, han vil spørge ham om. Men Maximo er træt og sender i stedet sin kone, Gemma, derhen. Lederen af menigheden viser Gemma en liste over formodede narkopushere.

Der er 25 navne. Som nummer 12 står der Maximo Garcia, også kendt som Ama Jun. »Narkohandler« er der skrevet under hans navn.

Maximo går i panik. Han er klar over, at anklagen kan koste ham livet, uanset om den er sand eller falsk. Derfor går han til politiet for at få sit navn renset. Han fortæller, at det er rigtigt, at han har taget stoffer, men at det var før, han fik et slagtilfælde. Og nej, han sælger ikke stoffer og har aldrig gjort det. Politibetjenten retter i listen, så der nu står stofmisbruger i stedet for narkohandler under hans navn. Til sidst underskriver Maximo en tilståelse og erklærer under ed, at han aldrig vil tage stoffer igen.

Maximo tænker, at nu er problemet ude af verden. Det håb varer fire dage. Så står morderne uden for familien Garcias hus.

Dødslisten vokser hver dag

Listen over dræbte bliver længere dag for dag. Der lyder kun spage protester fra menneskeretsgrupper, spredte studenterdemonstrationer og kirkeledere, der fremhæver det 5. bud: Du må ikke slå ihjel. Det store flertal af filippinerne står bag deres præsident.

Alligevel breder der sig langsomt en følelse af frygt. Mange af de fattige kvarterer i Manila, hvor de normalt så livsglade filippinere plejer at synge karaoke, drikke øl eller grille indmad til den lyse morgen, ligger spøgelsesagtige og mennesketomme hen om natten.

The Philippine Inquirer, landets største dagblad, fører en dødsliste med navne på ofrene for narkokrigen. Den bliver opdateret to gange om ugen, mandag og torsdag. Hvis man vil forstå, hvad der foregår i Filippinerne lige nu, skal man kaste et blik på denne liste. Avisens journalister har indtil nu registreret 1.338 dræbte. Hundredvis af navngivne personer, og hundredvis af nøgne tal på ofre, hvis identitet ikke har kunnet fastslås.

DOKUMENTATION: Se »Dødslisten«her

Under en biljagt i Las Piñas, en forstad til Manila, skød politiet 4. september tre formodede lejemordere. I bagagerummet fandt politiet liget af en bagbundet mand med et papskilt om halsen. På skiltet stod der, at manden var narkohandler og tyv.

I Rizal Town i Nueva Ecija blev der for eksempel ved sekstiden om morgenen den 13. oktober fundet ligene af to uidentificerede mænd med skilte om halsen, der udpegede dem som pushere. I weekenden forinden var det Simplicio Flores, en tidligere fængselsbetjent ved New Bilibid-fængslet, som blev dræbt af ukendte pistolmænd. Han var på de lokale myndigheders observationsliste for narko, men gik på pension i maj, kort før præsident Duterte blev indsat.

Og listen bliver ved og ved:

15. oktober 2016: 7 formodede narkohandlere eller narkomisbrugere skudt, heraf 4 i Manila.

14. oktober 2016: 4 uidentificerede narkomistænkte dræbt under skudveksling med politiet i Manila.

13. oktober 2016: 10 dræbte, heraf 4 i Manila og to uidentificerede,

Politiet skal levere resultater

23. august klokken 23 bankede en bekendt på døren hjemme hos Eduardo Francisco, også kaldet Bimbo. Han havde en opgave til Bimbo, og den skulle løses med det samme. Da Bimbo trådte ud på gaden, blev han skudt af to maskerede mænd, der bagefter kørte bort i mørket på motorcykel. Vi møder hans enke, Dorothy Joy, fem dage senere, mens hun våger ved sin myrdede mands kiste. På den glasplade i kisten, hvorigennem man kan se afdødes ansigt, sidder en kylling og hakker ned på kistelåget. Ifølge gammel overtro plager kyllinger en morders samvittighed og giver ham ikke sjælefred, før retfærdigheden er sket fyldest. Dorothy Joy har for længst opgivet at opnå retfærdighed. Politiet har slet ikke vist sig hjemme hos hende. Men kyllingen hakker videre.

Undtagelsestilstanden er blevet normaltilstanden.

Foto: Carlo Gabuco

Siden præsident Dutertes ordre om, at narkoproblemet skulle løses i løbet af tre til seks måneder, har politiet været under permanent pres. De skal levere tal: anholdelser, tilståelser – eller lig. De politifolk, der ikke gør det, riskerer at blive forflyttet eller fyret. Der er razziaer stort set hver eneste dag, og hver nat omkommer mistænkte under politiaktioner.

Mindst 10 betjente har desuden mistet livet under skudvekslinger med mistænkte.

I briefingrummet på politistationen i Pasig City, en bydel i Manila, står politichef Rene Castillo foran et whiteboard. Med en blå tusch tegner han det område, hvor en razzia skal gennemføres. Castillo, en venlig og civilklædt lille mand, spørger sine folk: »Er I klar?«.

» Yes, Sir!«.

»Husk altid på, at en mistænkt kan være bevæbnet og farlig«.

Der smiles bredt blandt mændene. Her gælder mottoet: Hellere dem end os.

Efter briefingen stopper fem unge civilklædte betjente hver en pistol ned i bukselinningen. Trods varmen tager de skudsikker vest og jakke på. Så sætter de sig ind i en rød Nissan, kører ud i Manilas myldretidstrafik og snegler sig forbi markeder, blikskure og McDonald’s-restauranter. I et virvar af krogede gader holder de ind ved en grillbar og bestiller et dusin grillede hønsefødder. »Vi venter på signal fra vores informanter«, siger indsatslederen, Lodji Cos.

Mens politifolkene spiser deres mellemmåltid, sidder to af deres stikkere et par hundrede meter væk i et usselt skur. Her forhandler de med en mand, som af sine kunder kaldes Tonteng, om prisen på en lille pose crystal meth. Prisen på stoffet er steget, fordi enhver handel nu om dage kan ende med pusherens død. Tidligere kunne man købe en pose for 200 pesos, omkring 30 kroner, men nu er prisen dobbelt så høj og stadig stigende.

Mens mændene prutter om prisen, er Tontengs kæreste – der er gravid i syvende måned – ved at lægge sin søn i seng. Kort efter giver en af stikkerne signal til betjentene, der venter et par gader derfra.

Da hans mobiltelefon ringer, smider indsatsleder Lodji Cos den sidste hønsefod på gaden og sætter aktionen i gang. De civilklædte betjente udgiver sig for at være kunder. I det lokale, hvor selve handlen skal finde sted, er der ud over de to stikkere også to narkomaner, der sidder på gulvet og ryger shabu fra et stykke sølvpapir. Da Tonteng, den hovedmistænkte, viser de små poser med shabu frem, slår betjentene til.

Få sekunder senere sidder fire mænd på gulvet foran indsatslederen. De to stikkere bliver også anholdt for at forhindre, at deres samarbejde med politiet afsløres. De bliver løsladt senere.

Men det lykkes Tonteng at flygte ud gennem et åbent vindue. Alligevel er Lodji Clos tilfreds. Alle de mistænkte er i live, og gaderne er blevet lidt mindre usikre, siger han. På gulvet ligger et par poser med crystal meth, sølvpapir og en 500 peso-seddel – det svarer til cirka 75 kroner.

Foto: Carlo Gabuco

Ovre i hjørnet sidder 30-årige Noemi Sorreda, Tontengs kæreste, og kryber sammen, mens hun holder om sin cirka 10-årige søn. Drengen ryster af skræk.

»Hende der«, siger politimanden og peger på Noemi Sorreda, »ryger i fængsel resten af sit liv. 40-60 år«. Da hun hører det, begynder hun at græde og trygle. Hun har intet haft med narko at gøre, siger hun. Hun ved ikke, hvor hendes kæreste er løbet hen, eller hvordan mændene eller narkoen er kommet ind i deres hus. Hun lå bare og sov. »Skån mig, for min søns skyld. Hvad skal der blive af ham?«.

Lodji Cos skåner hende ikke, men giver dog udtryk for en form for forståelse eller medlidenhed. »Det er fattigdom, der får så mange mennesker til at handle med narko«, siger han. Han trækker på skuldrene som for at sige, at det ikke er et problem, han kan løse, og forsøger så at lægge Sorreda i håndjern. Men drengen klamrer sig skrigende til sin mor. »Mama! Mama! Mama!«, råber han panisk, indtil hans stemme kun er en hæs piben.

Far til to leder dødspatrulje

Jeg er skyld i mit barnebarns død

Det er ikke kun politiet, der driver klapjagt på formodede pushere og narkomaner. Siden slutningen af juni er over 1.500 mennesker blevet likvideret af ukendte dødspatruljer. Også disse mord foregår efter et fast mønster: Mordere på motorcykel kører hen foran deres ofre og skyder dem for derefter at forsvinde ud i den kaotiske trafik. »Dødsenglene«, kalder den filippinske presse dem.

Andre dødspatruljer bortfører deres ofre, myrder dem et ukendt sted og propper dem i affaldssække. Hænderne bliver tapet fast bag på ryggen, og de får et papskilt hængt om halsen. På skiltet står der: »Jeg er narkopusher. Gør ikke som mig«. Bagefter bliver ligene dumpet som skrald på natmørke gader.

Foto: Carlo Gabuco

En af disse lejemordere er en 29-årig slank mand. Han kalder sig Ryan og sidder på et lurvet motel i den fattige bydel Navotas. Han har sort T-shirt, bredskygget hat og solbriller på, selv om det er nat. Han vil ikke sige sit rigtige navn. For Ryan er bange. Han fortæller med rolig og blid stemme, hvordan han blev lejemorder. Mens han taler, skraber han fodsålerne mod gulvet og renser sine fingernegle for snavs. Ryan, der er far til to døtre, er leder af en dødspatrulje på 20 mand.

»Jeg slog en ihjel så sent som i sidste uge«, siger han nøgternt. I alt har han myrdet omkring 20 mennesker, siger han, men han er ikke sikker på det nøjagtige antal. »Jeg er holdt op med at tælle«.

Hans arbejdsgiver er en politimand, der er involveret i narkohandel, fortæller Ryan. »Det er ham, der bestemmer, hvem vi skal slå ihjel. En gang om ugen modtager han en kuvert med navn, adresse og fotos af de næste ofre. Han får 3.000 kroner for at myrde en pusher og 750 kroner for et »almindeligt« mord. Før Ryan og hans medsammensvorne begår et mord, overvåger de offeret i dagevis. »Vi får våbnene af vores chef, lige før vi slår til. Og når opgaven er løst, leverer vi våbnene tilbage«.

Det hele begyndte med et lille tyveri for seks år siden. Det kostede Ryan tre år i spjældet, og mens han sad inde, lærte han sin senere chef – politimanden – at kende. Politimanden hjalp ham med at blive løsladt før tid på grund af god opførsel. Til gengæld for den tjeneste skal Ryan nu slå ihjel for ham.

»Jeg troede, at han ville hjælpe mig og give mig et job. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til«, siger han. Det lyder ikke som en undskyldning, men snarere som en nøgtern konstatering af, hvilken drejning hans liv har taget.

Og nu er det i hvert fald for sent at sige fra. Nogle gange overtager hans kone en opgave for ham. Som kvinde vækker hun ikke så stor mistro, så det er lettere for hende at komme tæt på et offer.

»Hun er en stor hjælp. Vi gør det her for vores døtres skyld. Jeg er bange for, at der vil ske dem noget, hvis vi nægter at løse opgaverne«.

Han er bevidst om, at han lever på lånt tid. At der når som helst kan ske ham eller hans kone noget. Han følger med i tv-nyhederne og ser billederne af de dræbte. Han ved, at der også sker interne udrensninger.

I slutningen af august blev to medlemmer af Ryans bande skudt af politiet efter en biljagt. Politifolk, der er involveret i narkohandel, tænker kun på at redde deres eget skind, siger han.

»Min chef er bange for, at nogen skal afsløre ham«, siger han.

Ryan har lidt dårlig samvittighed over at slå mennesker ihjel. Men han har ikke medlidenhed med dem. Han har nok at gøre med at bekymre sig om sit eget liv. »Hvis jeg stikker af eller nægter at adlyde en ordre, giver jeg mig selv en dødsdom«. Og derfor bliver Ryan ved. Så det kan være, at han en dag får ordre til at myrde pusheren ’Kevin’.

Måske bliver Kevin den næste

Foto: Carlo Gabuco

Heller ikke Kevin vil have sit rigtige navn frem. I de seneste seks uger har han skjult sig forskellige steder. Lige nu på et tarveligt værelse et sted i Manila, hvor en knirkende ventilator flytter rundt på den varme luft, og hvor vandet drypper ind i regnvejr.

Kevin, der er radmager og har angsten malet i ansigtet, arbejder for en politichef. »Vi sælger mest den narko, som politiet har beslaglagt«, siger han.

Seks af hans kolleger er blevet dræbt af politiet inden for den seneste måned. Han remser navnene op, mens han tæller på fingre: Raul, Mando, King, Egoy, William. Det sjette navn kan ikke lige komme i tanker om.

»Egoy havde et skilt om halsen: »Jeg er pusher. Gør ikke som mig«. Jeg er bange for, at det er min tur næste gang«, siger han og knytter nervøst sine hænder.

Hans blik søger hele tiden over på døren. En hund gør ude i opgangen. Kevin farer sammen, som om nogen havde jaget en kniv i ryggen på ham.

»Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op«, siger pusheren. »Jeg har ikke flere steder at gemme mig. Jeg kan ikke stole på nogen. Politiet kender mig. De aflytter helt sikkert min telefon«.

Kevin er overbevist om, at han snart skal dø. Nogle gange sender ukendte personer billeder af de dræbte til ham på telefonen. »Du er den næste«, skriver de nedenunder.

Men han har stadig et lille håb om, at der falder ro på, så han igen kan sælge narko. Tidligere tjente han op til 4.500 kroner om måneden på det. Det er rigtig mange penge i Filippinerne, og hans kone og tre børn levede godt.

Danicas sidste rejse

Lejemorderen Ryan og pusheren Kevin håber begge på at overleve narkokrigen. Men for familien Garcia i Dagupan City er tilværelsen smadret. Det er otte dage siden, at lille Danica blev dræbt. Hendes bedstemor, Gemma, bliver trøstet af andre sørgende, mens de går i begravelsesoptog mod kirkegården.

Foto: Carlo Gabuco

I den hvide karet foran dem står pigens kiste. Ved siden af Gemma går Daisy, Danicas mor, der hamrer sine små næver mod kareten, mens hun råber: »Danica! Min Danica! Jeg elsker dig, min Danica!«. Maximo Garcia er blevet på sit skjulested. Han skal se begravelsen på Facebook senere.

Langs vejen, på fortove og balkoner står naboerne og følger med. Nogle græder, andre tager billeder. Efter fire kilometer når processionen frem til kirkegården.

En efter en tager familiemedlemmerne afsked med Danica Mae Garcia. Så bliver kisten sænket ned i en smal grav. Gemma Garcia lægger en stofpose med Danicas børnehaveuniform og hendes yndlingschokolade ned i graven.

»Danica skal ikke være sulten, når hun kommer i himlen«, siger bedstemoderen.

Få timer efter Danica Mae Garcias begravelse skød og dræbte politiet i det sydlige Filippinerne en formodet narkopusher og hans fireårige datter.

Oversættelse: Jacob Giese og Tonny Pedersen

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce