Foto: Maud Lervik

Der skal være noget she loves you, yeah yeah yeah over sådan en hymne

Det virkede som en skør idé at skabe en fælles nordisk kendingsmelodi, en hymne. Men nu er den her. Med musik af Sunleif Rasmussen og tekst af Kim Leine. Hymnen uropføres i næste uge og har snigpremiere lige her – på Oslobåden.

Situationen er lidt akavet. Vi sidder i en lounge med hvide lædersofaer og lilla væg til væg-tæppe under et cirkelrundt skylight på Oslobåden. Jeg har lige spurgt færøske Tóra Vestergaard, om hun ikke kan synge den der nordiske hymne for os.

Det er godt, det ikke er mig, der uden akkompagnement skal synge en sang for en håndfuld mere eller mindre fremmede mennesker. Men Tóra Vestergaard sparker resolut skoene af, varmer stemmen op med nogle melodiske lyde og siger: »Jeg tror, jeg kan den udenad«.

»Det er mere, end jeg kan. Jeg har glemt den«, bemærker Kim Leine fra en drejestol. Det er ellers ham, der har skrevet ordene.

Ingen har før sunget hymnen offentligt. Ingen har endnu hørt den. Men nu synger Tóra Vestergaard.

»Mit kære og store og lyse land«, synger hun. »Med skummende kyst og is og fjelde ...«.

Kim Leine sidder stille og koncentreret med brillerne skubbet op i panden.

»... Når nordlyset slynges i dissonans / Hen over nattens store himmelapsis / Så hvirvles jeg ned i en bundløs dans / Men genopstår af morgenens katharsis ...«.

»Jeg får det pludselig bedre med mine ord. Du puster jo liv i dem«, siger Kim Leine, da Tora er færdig. Han virker overrasket over, at han har været i stand til at skrive noget i stil med det her.

Det er ved at være et godt stykke tid siden, Arta Ghavami ringede og spurgte, om han ville gøre det. Arta Ghavami, der sidder ved siden af mig i sofaen, er klassisk uddannet komponist og desuden filosof. Hun har et lydstudie sammen med sin partner, Amir Ghomi, og det er en langstrakt og ukuelig indsats fra de to, der har gjort hymnen til virkelighed.

»Da hun ringede, tænkte jeg: Hvordan får jeg nu sagt nej til det her«, siger Kim Leine.

Der er så mange, der ringer og vil have ham til både det ene og det andet. Men pludselig hørte han sig selv sige det modsatte af nej, altså ja. Arta Ghavami er ikke typen, man siger nej til.

Man kan ikke være polemisk i en hymne ... På den anden side må det heller ikke blive milkshake på vers

Men hvad skal vi med en nordisk hymne? Og hvad har Oslobåden i øvrigt med sagen at gøre?

Det er efterhånden en del år siden, at musikproduceren og eventmageren Amir Ghomi var med til at arrangere en form for talentkonkurrence i København, hvor folk fra de nordiske lande dystede i discipliner som rap, skateboard og breakdance. De manglede en fælles sang, de kunne synge, mente Amir Ghomi.

Han luftede ideen for Karen Bue, som på det tidspunkt var direktør for Nordisk Kulturfond. Hun gav ham ret. Senere kom Arta Ghavami så på, og sammen stablede de et symposium på benene, hvor mere end en snes nordiske musikere, komponister og musikkyndige skulle diskutere hymnen, og hvad det overhovedet ville sige at være nordisk. Det foregik i Reykjavik over et par isnende vinterdage for to et halvt år siden.

Jeg var selv med som en slags referent og endte halvt liggende med min notesblok på kanten af et udendørs svømmebassin, som den færøske musiker Teitur havde kastet sin blege krop i. Skvulpende rundt i den varme kilde sammenfattede han, hvad en fælles nordisk hymne bør kunne.

»Ligesom en tomat skal den kunne bruges på forskellige måder i mange sammenhænge. En rigtig god sang har karakter og er konkret, ligesom ’Happy Birthday to You’. Det er det, vi skal finde«.

Nu er den så fundet.

Hymnen bliver uropført på tirsdag, når Nordisk Råd deler priser ud i DR’s koncertsal. Her vil dirigenten Jakob Hultberg få magten over et ensemble af strygere og blæsere samt kor fra Danmark, Færøerne, Island og Grønland. Og det hele sendes direkte ud til tv-seerne i alle nordiske lande.

Den nye nordiske hymne får snigpremiere på Oslobåden. Kilde: Politiken

She loves you ...

Kim Leine har ikke ladet sig inspirere af ’Happy Birthday ...’. Han har været inspireret af Bjørn Afzelius, den svenske nationalsang og Beatles.

»Der skal være noget she loves you, yeah, yeah, yeah over sådan en hymne. Banaliteten er vigtig. I min sang ligger det banale i gentagelsen af jeg elsker, jeg elsker, jeg elsker«.

Kan man ikke gentage det for mange gange?

»Det var ikke for mange gange i Beatles’ sange«.

Det er første gang, han skriver en sang, fortæller Kim Leine. Og når man ser bort fra dengang, han lige var kommet ud af et medicinmisbrug, har han heller ikke skrevet digte. Bortset fra et enkelt, der blev til på bestilling. Leine skriver prosa og brød for fire år siden markant igennem med ’Profeterne i Evighedsfjorden’. Han voksede op i Norge, flyttede til Danmark som teenager og har boet 15 år i Grønland. For tre år siden vandt han Nordisk Råds litteraturpris.

Så det nordiske sidder i knoglerne.

»Det nordiske er mit ståsted. Jeg står på en klippe i Norden og kigger ud på resten af verden«, siger han.

Hvorfor endte du med at sige ja?

»Jeg syntes, det var spændende at blive kastet ud i noget, jeg ikke havde prøvet før. Desuden er jeg lidt skamløs. Jeg kender ikke mine egne begrænsninger ... Måske får jeg en røvfuld«.

Hymnen virker nærmest som en kærlighedserklæring?

»Ja, det er en kærlighedssang, men den elskede er ikke en person, det er et land eller et geografisk område, Norden. Og i en kærlighedssang skal man skære væk, forenkle ...«.

Kim Leine har skrevet nogle af sine overvejelser om hymnen ned. Han stikker mig teksten. Først prøvede han at få noget særligt med om hvert enkelt land og område.

»Så kogte jeg det ned til noget, som forhåbentlig giver et fælles udtryk for, hvad Norden er: et spil mellem lyset og mørket, hvor mørket jo fylder så meget, at vi nordiske mennesker har været nødt til at lære at favne det mørke, livets mørke sider, det depressive, ondskaben ...«, skriver Leine.

»Men det lys, vi har, giver livsmodet tilbage, så vi kan gå mørket i møde med fornyet energi. Det samme spil mellem lys og mørke har jeg forsøgt at lade hymnen udtrykke«.

Ikke milkshake på vers

Vi sætter os ned i en af færgens restauranter. Jeg spørger Arta Ghavami, hvorfor vi skal have en nordisk hymne. Hvilken fremtid kan sådan en sang have?

»Vi vil gerne have, at det bliver en officiel kendingssang for Norden«, svarer hun.

»Når Nordisk Råd åbner sine sessioner, sker det som regel med korsang, og de nordiske parlamentarikere vil enormt gerne synge. Nu har de så en sang«, supplerer Karen Bue fra den anden side af bordet. Hun var som sagt med til at udvikle ideen sammen med Amir Ghomi, som uheldigvis har lagt sig syg i dag.

»Hele formålet med hymnen er jo, at den skal bruges, når man mødes på tværs af landegrænser. Så man kan starte med en god oplevelse«, siger Arta Ghavami.

Hvis en sang siger pling med det samme, så er den ikke interessant nok

Både hun og Amir Ghomi har rødder i Iran. Arta var kun fem måneder gammel, da hendes forældre kom til Danmark. Faren var skuespiller og filminstruktør, og hans sidste film var så kritisk over for det iranske styre, at familien måtte flygte.

For syv år siden var Arta for første gang på besøg i Iran. Allerede da hun trådte ud af flyet i Teherans lufthavn, gik det op for hende, at hun ikke var iraner. Hun var dansk.

»Og da jeg så senere begyndte at snakke med Karen Bue, gik det op for mig, at gud, jeg ikke bare er dansk. Jeg er nordisk«, siger Arta Ghavami.

Hvad er det for eksempel, der er særligt nordisk?

»Det er selvfølgelig sproget, vores fælles historie, velfærdsstaten ... Men det er også den måde, vi søger til bunds i en sag på. Vi diskuterer og tør være ærlige. Sådan er det ikke i Iran«.

De seneste par år har Arta Ghavami rejst Norden tyndt og talt med et hav af forfattere og komponister og politikere og alle mulige andre, der måske kunne hjælpe en nordisk hymne til verden.

»Vi har endda haft Mikala Petri inde over med sin fløjte ...«.

»Jeg fornemmer noget Grieg-stemning i den«, siger Tóra Vestergaard, som ud over at være sanger dirigerer det færøske kor Húsakórið. »Det er superfedt, at de nordiske kor nu får en fælles sang at synge, når de mødes«.

»Den har jo de der blå toner«, siger Kim Leine.

I de første versioner af teksten var der langt mere mørke, kulde og bitterhed end i den endelige udgave. Og han skrev ting som: »Min søster i slør, min brune bror«. Det ændrede han i den lange udgave af hymnen til: »Min fregnede søster, min brune bror«, for som han siger:

»Man kan ikke være polemisk i en hymne. Det er jo ikke min hymne, den tilhører mange. Man skal kunne gøre en hymne til sin egen«.

»På den anden side må det heller ikke blive milkshake på vers«, tilføjer forfatteren.

»Jeg har altid sagt til Kim: Det er en hymne til folket. Den skal kunne binde folk sammen«, siger Arta Ghavami.

Nationalfølelsen er slidstærk

Jeg ringer til Færøerne, hvor komponisten Sunleif Rasmussen opholder sig. Han har skrevet musikken til hymnen. For to år siden satte han og Kim Leine sig ned over en stærk kop kaffe og blev enige om, hvor de gerne ville hen med værket.

»Jeg har altid været meget optaget af nordisk identitet«, siger Sunleif Rasmussen. »Der er meget, der binder os sammen, især sproget, der bortset fra finsk og grønlandsk jo er vokset ud af den samme sprogstamme, det oldnordiske sprog. Vi forstår for det meste, hvad hinanden siger«.

Det var en bunden opgave, Arta Ghavami satte ham på. Det kunne han godt lide. Hymnen skulle let kunne omskrives til en popmelodi eller en jazzsang eller noget tredje. Den skulle være enkel. Men ikke for enkel.

»Hvis en sang siger pling med det samme, så er den ikke interessant nok, synes jeg. Jeg har det bedst, hvis en sang vinder, hver gang man hører den«, siger komponisten, der i sagens natur også forsøgte at indkredse noget typisk nordisk.

»Meget nordisk musik har det der mørke i sig, og melankolien i sig. Og der er tit en jævn fordeling af lys og mørke. Det har jeg prøvet at ramme ved at sætte versene sammen to og to i et A-stykke og et B-stykke, det ene i dur, det andet i mol. Og så har jeg tænkt det som en kærlighedssang«.

Havde du nogen forbilleder, da du komponerede melodien?

»For så vidt ikke ... Kim Leine havde talt meget om den svenske nationalsang, og det var mit store problem at få den ud af øret. Men det var måske meget godt at have den udfordring. Jeg anstrengte mig for at få den så langt væk som muligt fra den svenske nationalsang«.

»Det har ikke været en nem proces. Jeg er jo ikke som Schubert eller Carl Nielsen, der uden besvær kan skifte fra at skrive symfoni til en lille sang«.

Kan det ikke virke ude af trit med tiden at lave en nordisk hymne i en tid, hvor verden bliver mere og mere globaliseret og polariseret?

»Det kan man sige. På den anden side er nationalfølelsen ufatteligt slidstærk, og måske kan den her hymne være en anledning til at standse op og tænke: Vi har måske mere til fælles i Norden, end vi går rundt og tror«, siger Sunleif Rasmussen.

Sådan er det ikke i Iran

På et tidspunkt tænkte Amir Ghomi og Arta Ghavami, at det kunne være fint, hvis hymnen også slog rod i erhvervslivet. En masse firmaer fusionerer eller arbejder sammen hen over de nordiske grænser. Og visse steder er det slet ikke usædvanligt, at man synger sammen ved festlige lejligheder.

De spurgte sig for og blev anbefalet at snakke med rederiet DFDS, som blandt andet driver færgefarten mellem København og Oslo. Og ja, det er jo så derfor, vi sidder og spiser frokost på den her Oslobåd. Over for mig sidder Kevin Helsinghof, der er rederiets danske landechef.

»Arta talte i to timer, og så kunne vi jo se, hvilken passion der ligger bag det her«, siger han.

Oslobåden har allerede en kendingsmelodi, en ret pompøs en af slagsen, som spilles, hver gang færgen sejler ind og ud af havnene. Måske kan den nordiske hymne blive den nye kendingsmelodi. Eller den kan bruges i en helt anden sammenhæng. Bruges skal den, fastslår Kevin Helsinghof.

»Jeg ser Norden som et stærkt brand, der fortjener en sang«, siger DFDS-manden.

Og da rundt regnet 750.000 mennesker hvert år sejler på denne rute, synes hymnen allerede at være sikret et pænt stort publikum. Mange af passagererne er turister fra fjernere egne, lige nu myldrer det med sydkoreanere. Intet tyder på, at den globale interesse for Norden er ved at klinge af.

»Turisterne vil have lys. De vil have mørke. De vil have kulde. De vil have mad«, som Kevin Helsinghof siger.

Og nu kan de så også få en hymne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce