Foto fra bogen: Per Morten Abrahamsen

Foto fra bogen: Per Morten Abrahamsen

Tøger Seidenfadens beslutning om at indgå et forlig med 94.923 af profeten Muhammeds angivelige efterkommere var helt skudt i hovedet

I bogen 'Pansergeneralen' giver en af dansk presses mest magtfulde mænd, Jørgen Ejbøl, et kig ind i medietoppens magtkampe og deler lussinger ud til store dele af den danske presseelite fra DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, over Flemming Rose til Berlingskes tidligere topchef Lisbeth Knudsen. Han sparer ikke på krudtet.

Som enhver journalists er Jørgen Ejbøls karriere begyndt med at fortælle andre folks historier. Alligevel ville han ikke ud med sin egen. I årevis spurgte forfatteren Kirsten Jacobsen ham, om han ikke ville være med i en bog, hvor han var hovedperson. Og i årevis sagde han nej.

Uofficielt findes der ellers nok af fortællinger om Ejbøl, som tog turen fra ung journalistelev over succesfuld chefredaktør og direktør for Jyllands-Posten til mangeårig bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus og rollen som dansk presses nok mægtigste herre. Han fik tilnavnet ’Pansergeneralen’og var frygtet og berygtet som en ubøjelig leder, der ifølge klicheerne både var diktatorisk, lunefuld, mentalt ustabil, despotisk, lettere vanvittig og magtliderlig.

»Det eneste prædikat, der mangler, er sexgal, og det beklager jeg«, har Ejbøl selv sagt om mærkaterne.

Men de kan nu ikke alle være sande – for på ét punkt har han altså ikke været helt ubøjelig. Citatet her indgår nemlig i bogen ’Pansergeneralen’, der er en portrætbog om Ejbøl og hans karriere. I denne uge er Ejbøl igen aktuel, da det er kommet frem, at han gav Flemming Rose mundkurv på i Roses sidste år på Jyllands-Posten.

Men bogen handler om meget mere. I den får forfatteren Kirsten Jacobsen en række stemmer til at berette om Ejbøl. Ingen taler dog højere og mere bestemt end Ejbøl selv, når han uddeler kærlighed og kindheste til de mennesker, som han er stødt sammen med. Her et par eksempler på, hvad han får sagt:

Bo Lidegaard blev fyret fra Politiken, fordi han ikke kunne tjene penge, Flemming Rose blev fyret fra Jyllands-Posten, fordi han ikke kunne holde sig fra Muhammedtegningerne, mens Tøger Seidenfaden derimod var »pisseligeglad« med tegningerne, men ønskede opmærksomhed. Han får også sagt, at eneste grund til, at »uduelige« Lisbeth Knudsen holdt så længe i spidsen for Berlingske, var, at hun var kvinde, og som en rød tråd gennem bogen løber historien om, hvordan Ulrik Haagerup, som i dag er nyhedsdirektør i DR, forsøgte at snigløbe Ejbøl, og hvordan Haagerup tabte.

Foto: Linda Johansen

Et fejlslagent kongemord

Brevet er på alle måder usædvanligt: i sin form, længde, sit indhold, ved sin modtagerliste og ved sin afsender: Jyllands-Postens journalistiske chefredaktør, Ulrik Haagerup, har sat et frontalangreb ind på sin foresatte, ansvarshavende chefredaktør Jørgen Ejbøl, og har sendt et 11 sider langt brev til alle medlemmerne af Jyllands-Postens bestyrelse. Det er 5. december 2001, og godt to uger forinden har Danmark valgt en borgerlig regering efter otte års socialdemokratisk dominans.

I de samme otte år har Ejbøl ledet Jyllands-Posten som både chefredaktør og direktør og har i perioden formået at gøre bladet til landets allerstørste avis. Desuden har han barberet udgifterne og antallet af journalister ganske betragteligt. Efter en række fede år i dansk avisbranche er festen forbi. Også for Ejbøl, der tre måneder forinden har fået en blodprop og har måttet gennem et hårdt genoptræningsforløb.

Nu er han vendt tilbage til en avis i oprør.

»Med denne orientering ønsker jeg over for min arbejdsgiver at redegøre for en situation, som jeg naturligvis opfatter som uholdbar for mig selv, men, hvad værre er, også for Jyllands-Postens fremtid«, skriver Haagerup i brevet, som består af en lang række af beskyldninger mod Ejbøl.

Haagerup skriver blandt andet, at der går rygter om, at Jyllands-Posten har lækket en historie til Venstre for at stille dem godt i valgkampen, og Hagerup insinuerer kraftigt, at det er Ejbøl, der står bag lækket. Han kan i øvrigt berette, at konkurrerende medier arbejder på en historie om, at lækket er sket for at fedte sig ind hos den ny borgerlige regering, så Jyllands-Posten sammen med Berlingske kan købe TV 2, når regeringen sætter den statsejede station til salg. Beskyldningerne om en politisk slagside fortsætter med beskrivelsen af, at Ejbøl ikke direkte skulle have forbudt kritiske historier om Venstre de sidste ti dage op til valget, som rygterne også sagde, men at han dog havde uddelt voldsomme reprimander, når der blev skrevet kritisk om Venstre, og at han havde beordret kritiske artikler vendt mod Nyrup-regeringen.

Men det var nu ikke det eneste. Nyeste udvikling var, at Ejbøl havde fyret Haagerup, selv om han egentlig ikke havde mandat til det:

»Jeg stoler ikke på dig længere«, havde Ejbøl sagt – ifølge brevet altså.

»Du vil kun være med, når det går opad. Du siger altid, at det ikke hænger sammen. Det har du sagt, fra den første stilling ikke blev genbesat. Og vi kan ikke længere have et forhold«.

Det var ellers gået rigtig godt på avisen, mens Ejbøl havde været væk på grund af sin blodprop, forklarer Haagerup i brevet. Ledelsen var blevet løftet, stemningen var fri, og samarbejdet var bedre end nogensinde.

Ejbøl trak derimod den modsatte vej. Han afviste at lade chefgruppen lægge en plan for avisens fremtid, han meddelte bare, at de skulle spare, og imens flygtede chefer og medarbejdere i hobetal, og al debat blev kvalt. Godt en tredjedel af medarbejderne var væk, mens de resterende stod for at skulle producere mere og mere. Alt i alt var det – igen med Haagerups ord – en »uholdbar situation«.

I bogen, hvor hele brevet for første gang er gengivet i sine fulde længde, kalder den daværende bestyrelsesformand, Niels Boserup, Haagerups brev for »bizart«, og han undrer sig over, at det blev sendt til hele bestyrelsen.

Skriften på hendes mindesten i Det Berlingske Hus er, at hun fik afviklet koncernen

»Det var en faglig kritik af Ejbøl, der nu var ude i det åbne. Noget af det vidste vi alle sammen, for eksempel at Ejbøl kunne være despotisk. Men jeg havde ikke set det komme ...«, siger han.

»At den pæne, noble Ulrik Haagerup, som altid talte korrekt som en løjtnant af reserven, og som kunne tale med Maren i kæret, med trykkeriarbejdere og journalisterne, kunne skrive noget, der faktisk var så dumt«.

Ulrik Haagerup blev fyret, da bestyrelsen havde mødtes.

»Han troede, at hele Jyllands-Posten ville gå i oprør, da han selv blev vippet ud, men der skete ikke en skid«, siger Jørgen Ejbøl selv i bogen. Han afviser i øvrigt anklagen om, at han skulle have konspireret sammen med Venstre mens han var sendt i knæ med en blodprop. Men at han fyrede Haagerup, den var god nok. I bogen gengiver han sine afsluttende ord til ham sådan her:

»Haagerup, jeg kan simpelthen ikke bruge dig. Du er færdig. Du bidrager ikke med noget journalistisk eller organisatorisk. Det eneste, du bidrager med over for mig, er problemer. Hele tiden. Der er altid noget, der ikke kan lade sig gøre, hvis der ikke kan bruges flere penge eller ansættes flere folk. Du ved, at konjunkturerne er, som de er. Der er ikke midler til mere, så nu spiller vi efter de regler. Sådan er det, og du skal ud!«.

Ud røg han, men siden er det gået temmelig godt for Ulrik Haagerup, som i dag besidder en af de største journalistiske topstillinger som direktør for DR Nyheder. I bogen taler mange kilder om Haagerup og kupforsøget, men Ulrik Haagerup selv medvirker ikke.

Til Politiken oplyser han, at han ikke ønsker at gå ind i diskussionen, men siger dog, at det billede, som Ejbøl tegner, ikke passer. Og så siger han:

»At jeg ikke længere arbejder under Jørgen Ejbøl, er muligvis det bedste, der er sket i min journalistiske tilværelse«.

En mand uden gråtoner

Jørgen Ejbøls liv har været fuldt af konfrontationer, og han har langt hen ad vejen vundet dem, kan man læse gennem bogen. Han begynder som journalistelev på Aalborg Stiftstidende i 1969, bliver sendt til USA for at uddanne sig, vender hjem og går siden fra det ene chefjob til det andet – her i udvalg: fra redaktionschef på Fyns Amts Avis i 1970’erne, hvor han får grundlagt sit omdømme som benhård, til kortvarig chefredaktør på både Billed-Bladet og Berlingske i 1980’erne, indtil han i 1990’erne bliver både direktør og ansvarshavende chefredaktør på først Jyske Vestkysten, hvor han laver en aldrig overgået oplagsrekord, og siden på Jyllands-Posten, hvor han ekspanderer vildt og voldsomt for til sidst at fusionere forretningen med Politiken.

Som Jyllands-Postens forhenværende chefredaktør Jørn Mikkelsen siger det: »Det er 25 års pressehistorie, der so oder so har haft Ejbøl som hovedperson, selv om han har formået at stå som en mørk gestalt«.

Bogen har da også sine anekdoter om en til tider benhård chef, som ikke er bange for at bruge sin magt. Der er historien om, hvordan han under et overenskomstmøde bliver så rasende, at han kyler en stol gennem rummet. Og myten om den fyringsrunde på Jyllands-Posten, hvor en rasende ansat smækker så hårdt med Ejbøls dør, at karmen falder ud. Da en sekretær spørger, om hun ikke skal ringe efter en tømrer og få det fikset, svarer Ejbøl, at det er der ingen grund til. Der er stadig flere samtaler tilbage.

Den sidste anekdote stammer fra Christian Jensen, der i dag er ansvarshavende chefredaktør på Politiken, og er i virkeligheden et rygte, der gik om Ejbøl, da Jensen selv var praktikant på Jyllands-Posten. I bogen karakteriserer Christian Jensen Ejbøl som en mand uden gråtoner.

»De mennesker, som Ejbøl ikke kan lide og omvendt, kan slet ikke forestille sig den ømhed, den kærlighed, den blidhed, den omsorgsfuldhed, loyalitet og betænksomhed, han har i sig. Mens de, der omfattes af hans varme, ikke kan forestille sig, at samme mand kan være så nådesløst hård over for mennesker, som ofte er afhængige af ham«, siger Christian Jensen.

Munch, den søde, kyniske dreng

For Jørgen Ejbøl er chefstillingen på Jyllands-Posten langtfra endestationen. Efter konfrontationen med Haagerup er vundet, bruger han sin magt til at indgå en af de mest overraskende alliancer i dansk avishistorie: fusionen mellem Jyllands-Posten og Politiken.

I tiden inden blodproppen gik han egentlig med planer om et giftermål mellem Berlingske og Jyllands-Posten. To borgerlige aviser med fokus på erhverv virkede som et oplagt match.

Gennem 1990’erne havde de to blade konkurreret aggressivt – ved Ejbøls tiltrædelse i 1993 var Jyllands-Posten ved at blive omringet af Berlingskes mange distriktsblade – og oven i købet vandt Berlingske en budkrig og købte Århus Stiftstidende. Det fik Ejbøl til at erklære, at Aarhus skulle blive Berlingerens Vietnam. Oveni satte Jørgen Ejbøl en modoffensiv ind og angreb sine gamle kolleger fra Berlingske i deres egen rede ved at lancere JP København i en meget dyr aviskrig, som dog ifølge Ejbøl kostede Berlingske langt dyrere end Jyllands-Posten.

Men nu, da 1990’erne og avisfesten var forbi, ønskede han at lave alliancer, og inden Ejbøl blev ramt af blodproppen, havde han forhandlet med Berlingskes daværende direktør, Joachim Malling, om en fusion. Han måtte dog opgive, da Berlingske stillede »absurde krav«, såsom at de skulle lukke JP Aarhus og ikke give Jyllands-Posten lige indflydelse på Århus Stiftstidende. I bogen er Ejbøls reaktion gengivet sådan her:

»Hvad fanden tænker du på?«, sagde Ejbøl til Malling.

»Vi har givet jer en røvfuld, der har kostet det Berlingske Hus over 1 milliard kroner. Nu mener du, at vi skal lukke vores tillæg og være minoritetsaktionær hos dig. Hvad tænker du på?«.

Han tilbød i stedet at købe Århus Stiftstidende for 200 millioner kroner, men blev afvist, siger han.

Hvis nogen dør stadig havde stået lidt på klem, blev den definitivt lukket, da der i løbet af 2002 blev tale om, at TV 2 måske skulle sælges. Her mødtes Ejbøl og Malling igen og talte om, at alle dagbladene skulle gå sammen om et køb, hvis kanalen blev udbudt.

Kort efter fik han et opkald fra en ny ven: Politikens Hus’ direktør, Lars Munch, som kunne fortælle, at Malling havde været hos ham for at lave en aftale om at holde Jyllands-Posten uden for et køb.

»Det er nok det dyreste møde, Malling har haft i sit liv«, konstaterer Ejbøl.

»Der sad Munch, den søde dreng, som er knivskarp og kynisk, når det skal være, og tænkte: Det her er sgu chancen. Nu får jeg skåret Berlingeren ud af fronten, for jeg kender Ejbøl. Han bliver rasende over forræderiet«.

Fusionsplanerne blev nu vakt til live igen, men nu med en ny makker. Ved indgangen til 2003 var fusionen sket.

»Da Jyllands-Posten og Politikens Hus lavede fusionen, var det en tordenkile, der ændrede alt på en gang. Det Berlingske Hus blev sat i skyggen. Bum! Alle andre blev sat i skyggen. Bum!«, kommenterer Ejbøl i bogen.

»Uduelige« Lisbeth Knudsen

Lars Munch blev direktør for den nye koncern, mens Jørgen Ejbøl tog pladsen som bestyrelsesformand. Det er fra den udsigtspost, han har set de store forandringer i det danske medielandskab udfolde sig frem til 2014, da han blev næstformand i JP/Politikens bestyrelse og formand for Jyllands-Postens Fond, der ejer halvdelen af koncernen.

Blandt andet har han kunnet se, hvordan den konkurrerende koncern Berlingske Media er skrumpet voldsomt ind. Det hoverer han over i bogen, hvor han især nedgør Berlingskes tidligere koncernchef Lisbeth Knudsen i en interviewsekvens lavet på det tidspunkt, da Berlingske Media havde solgt en stor del af sin forretning til Jysk Fynske Medier og reelt kun bestod af aviserne Berlingske, BT og Weekendavisen:

»I dag er en lille bladhistorisk dag, og jeg beskæftiger mig kun med Lisbeth Knudsen, fordi frasalget er kommet frem. Nu ligger det helt fast, at hun er og har været en fiasko«, siger han og kalder den nyere historie om Det Berlingske Hus »en vaskeægte fiasko«. Når koncernen, der i 2003 var lige så stor som JP/Politiken, i dag er »en dværg«, skyldes det ifølge Ejbøl især Lisbeth Knudsen, der var chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media fra 2007.

»Når man kigger på Berlingskes deroute, er man nødt til også at se på ledelsen, og ledelsen har været uduelig. Man har aldrig lukket noget betids, men først, når pengene var brugt«, siger han.

»Nu vil jeg ikke have knaldet i hovedet, at jeg er mandschauvinist, men jeg vil påstå, at Lisbeth Knudsen kun har overlevet på topposter, fordi hun er kvinde og dermed beskyttet af kvindelige journalister og meningsdannere plus af branchens omerta«.

Han anerkender dog, at hun var flittig og muligvis kunne have været en god solochefredaktør, men:

»Skriften på hendes mindesten i Det Berlingske Hus er, at hun fik afviklet koncernen«.

Lisbeth Knudsen blev fyret fra Berlingske i september 2015 og er nu er direktør for Ugebrevet Mandag Morgen. Hun ønsker ikke at udtale sig til Politiken, men siger dog, at Ejbøls påstande i bogen er »under lavmålet«.

I 2003 bliver Ejbøl altså bestyrelsesformand for Danmarks største aviskoncern og overværer fra øverste ledelseslag, hvordan hans gamle avis i slutningen af 2005 står midt i en verdenspolitisk krise på grund af en række tegninger af profeten Muhammed.

Kan ikke tilgive Flemming Rose

I denne uge blussede Muhammeddebatten igen op, da den forhenværende Jyllands-Posten-redaktør Flemming Rose udgav bogen ’De besatte’ om sine sidste år på avisen og om sin exit derfra. I den historie spiller Jørgen Ejbøl en væsentlig rolle. Information, som først fik fat i bogen, kunne for eksempel berette om, hvordan Ejbøl havde truet Rose med fyring, hvis han vidnede i en en amerikansk terrorretssag.

Ejbøl var også manden bag en såkaldt håndfæstning, der forbød Rose at deltage i tv- og radioudsendelser, konferencer eller seminarer og desuden forbød ham at skrive om religiøse spørgsmål, Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) eller Muhammedtegningerne.

Den såkaldte Rose-håndfæstning er ikke med i Ejbøl-bogen, men Ejbøl lægger ikke skjul på, at sikkerhedshensyn gør, at tegningerne ikke kan blive genoptrykt i nogen af koncernens aviser.

Forløbet omkring Flemming Rose viser dog, at Ejbøl gik længere i forhold til at bestemme, hvad der måtte stå i Jyllands-Posten, end tegningerne alene. Men det er ikke med i bogen. I stedet karakteriserer han Rose som en mand, der har kostet koncernen 130 millioner i sikkerhedsforanstaltninger og begået et »totalsvigt« ved at udgive bogen ’Hymne til friheden’ uden at klappe det af med bestyrelsen.

Ejbøl vil ikke kunne tilgive Rose, siger han i bogen:

»Hvis et menneske gennem ti-femten år har fået forklaringer, advarsler, råd osv., og hver gang har sneget sig udenom, kommer der naturligvis et tidspunkt, hvor man siger: Her stopper det. Jeg kan godt selv høre, at det, jeg siger om tilgivelse, er råt; men jeg har aldrig forstået, at mennesker kan smile og give hinanden hånden, hvis enhver fortrolighed imellem dem er væk. Og man skal vide, at man som koncernledelse og formandskab står med ansvaret bidende i nakken for alle de ansattes sikkerhed«.

Gennem bogen siger Ejbøl, at det er chefredaktørerne, som står for avisernes indhold, og at bestyrelsen ikke skal blande sig. Men han ønsker topstyring.

»Det er naturligvis chefredaktører, der skal styre deres avis hver eneste dag: »Sådan vil jeg have det. Det spor skal vi følge, det spor skal vi ikke følge«. Straks står der en hær af journalister og spørger: Har jeg ikke min frihed?

Til det får jeg lyst til at svare: Nej, det har du ikke, kammerat. Du har din frihed til at skrive om det, vi gerne vil have dig til at skrive om«, står der i bogen.

Hel fremmed over for indblanding i avisernes indhold er Ejbøl dog ikke. I en passage, hvor han harcelerer over dagbladsjournalister, der skriver kritisk om dagbladenes økonomi, siger han, at der »naturligvis ikke skal lægges forbud ned over redaktionerne, men har jeg nævnt det for chefredaktørerne? Ja, det kan man vist roligt sige. Ganske mange gange: »Det er meget interessant. Nu har vi igen haft artikler i vores egne tre medier, der nedgør os selv. Vi kan i princippet se fra bestyrelsesmøde til bestyrelsesmøde, hvordan vi bliver nødt til at fyre medarbejdere, hvis journalisterne fortsætter med at undergrave deres egen virksomhed«.

Tøger var »pisseligeglad«.

I ’Pansergeneralen’ giver Ejbøl tillige sin analyse af Roses argeste modstander fra dengang, Muhammedkrisen var værst, Politikens daværende, og nu afdøde, chefredaktør Tøger Seidenfaden. Ejbøl fortæller, at han personligt var glad nok for, at Seidenfaden og Politiken indtog en meget kritisk holdning til tegningerne. Glæden skyldtes, at Ejbøl efter fusionen ønskede, at aviserne var så forskellige som muligt. Men Tøgers personlige motivation var ikke særlig idealistisk, fremhæver han:

»Han (Tøger Seidenfaden, red.) gik bogstavelig talt op i limningen, da Jyllands-Posten pludselig blev center of the world. Tv-stationer fra hele verden kom rejsende: BBC, ’Hardtalk’, CNN, hele møget kom til Jyllands-Posten og til Flemming Rose. Der kom ingen til Tøger! Han troede i øvrigt ikke på noget som helst, da slet ikke religiøst, og har aldrig gjort det. Han var debattør«, siger han i bogen og uddyber:

»Han var pisseligeglad med den muslimske verden. Det, der interesserede ham, var magtforholdene mellem USA og Sovjetunionen/Rusland og EU. Resten af verden var Tøger totalt og aldeles ligeglad med. Fattigdom og hvad fanden du har. Det ragede ham en papand. Så det synspunkt, han tog i cartoon-sagen, var det berømte ledige synspunkt. Hvordan kan jeg bringe Politiken og mig selv i fokus? Det kan jeg naturligvis ved at mene det stik modsatte af de andre«.

Seidenfadens senere beslutning om at indgå et forlig med 94.923 af profeten Muhammeds angivelige efterkommere kalder Jørgen Ejbøl til gengæld for »helt skudt i hovedet«. I aftalen undskylder Politiken for de krænkelser, som publiceringen af tegningerne har forårsaget i den muslimske verden. I et andet kapitel i bogen kan man læse, hvordan Ejbøl selv stod bag Jyllands-Postens undskyldning. Det skete fire år tidligere, i januar 2006, da krisen var på sit højeste, og Ejbøl var i Jordan. Der fik han i samarbejde med Jyllands-Postens daværende chefredaktør Carsten Juste udsendt en erklæring, hvori der stod, at tegningerne ikke var i strid med dansk lovgivning, »men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde«.

Tøgers undskyldning og forlig med de mange overbeviste profetefterkommere var anderledes. Den var hverken klappet af med bestyrelse eller direktion og i øvrigt fuldstændig absurd, siger Ejbøl. Og det var alene et forsøg på at indtage det ledige standpunkt.

»Der er også derfor, Bo (Lidegaard, red.) havde et helvedes mas med at bakke ud af den«, siger Ejbøl i bogen.

Og nu vi er ved Politiken og Bo Lidegaard: Hvor det i april i år lød, at Politikens chefredaktør gennem fem år, Bo Lidegaard, stoppede efter en såkaldt gensidig aftale med koncernledelsen, kommer Ejbøl i bogen ind på, hvad der lå bag. Den korte forklaring er, at Bo Lidegaard ikke kunne få Politiken til at tjene penge nok. For hvor Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har haft held med at øge deres digitale indtægter, har Politiken stået stille og blot brugt penge på nytteløse projekter, fortæller Ejbøl, som går til Bo Lidegaard og siger:

»Jeg kan forstå, at I er ovre og besøge New York Times hele tiden?«.

»Ja, det er spændende. De er vores forbillede«, svarer Bo Lidegaard.

»Bo, gamle ven. New York Times er ikke dit forbillede. Dine forbilleder digitalt ligger på anden sal her i Huset. Det er Ekstra Bladet. Der kan du lære noget«.

Bo Lidegaards problem var ifølge Ejbøl, at han ikke rådførte sig med de rigtige. Derfor måtte han gå.

»Jeg holder meget af Bo Lidegaard, og det ærgrer mig, at han måtte forlade os. Han skulle bare have sat sig tilbage i stolen og sagt til de andre: »Gutter, go do your job, så skriver jeg en leder«.

Bo Lidegaard har ingen kommentarer.

Et ægteskab for livet

Sidste sammenstød i denne korte gennemgang af Ejbøls kampe er med ’Pansergeneralen’s bedste businessmakker, Lars Munch. I 2014 beslutter de sig for at gennemføre et generationsskifte i JP/Politikens Hus. Ejbøl skal gå af som formand, og Lars Munch skal overtage hans plads. Det efterlader rum til en ny administrerende direktør, som bliver Stig Ørskov. Ejbøl skal så være næstformand i ét år og derefter forlade bestyrelsen og alene passe sin nye plads som formand for Jyllands-Postens Fondsbestyrelse. Sådan er aftalen, men sådan går det ikke. Efter et år bliver Ejbøl siddende som næstformand. Det kræver hans bagland i Jyllands-Postens Fond.

»Lars tog det som et mistillidsvotum«, siger Ejbøl i bogen.

»Stoler du ikke på mig, Ejbøl? Stoler min ene aktionær ikke på mig? Stoler den anden aktionær mon heller ikke på mig? Vil I af med mig nu, kan I bare sige det!«, lød det fra Munch.

»Det var bestemt ikke rart«, reflekterer Ejbøl. Men sådan blev det.

Nu er planen, at Ejbøl forlader koncernens bestyrelse i foråret 2017. Men han fortsætter som formand for Jyllands-Postens Fond, der ejer halvdelen af koncernen. Det stopper ikke her. Som han siger i bogen, er ægteskabet mellem ham og Lars Munch » for life«:

»Medmindre en af os dør, undgår Munch ikke at ryge ind til mig eller til Politiken-Fonden, når de store spørgsmål skal besvares og beslutninger tages. Det samme gælder for Ørskov .

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce