Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Philip Ytournel

Carsten Jensen: Demokratiet har begået selvmord

Mordet på Kennedy var et angreb på demokratiet. Men med valget af Donald Trump har demokratiet begået selvmord, og efterkrigstidens epoke af håb er slut, skriver forfatteren Carsten Jensen i sit essay.

Jeg var 11 år gammel, da præsident Kennedy blev myrdet. Alligevel er dette den værste dag i min livstid, og jeg siger det ikke som et personligt udsagn, men som et helt objektivt. Mordet på Kennedy var et angreb på demokratiet. I nat begik demokratiet selvmord.

Medierne siger i dag fortrøstningsfuldt, at i morgen vågner den nyvalgte præsident Donald Trump op til virkeligheden, og så bliver det business as usual. Men det er ikke sandt. I morgen vågner vi op til Donald Trumps virkelighed, et kvindehadende, racistisk, voldsdyrkende, brutaliseret, sandhedsfornægtende samfund, der med demokratiets egne midler afvikler demokratiet.

Fra nu af regerer ulven, og demokratiets får løber rådvildt brægende rundt

Demokratiet har aldrig været nogen ideel regeringsform, men fuld af selvmodsigelser, hykleri og korruption. I frihedens navn er lande i den tredje verden med militære midler blevet frataget deres ret til selv at vælge deres vej ind i fremtiden, og de mest korrupte ledere indsat på håbets plads. I lighedens navn er de fattige blevet ignoreret eller udbyttet, de rige blevet skamløst rigere. Det er en selvmodsigelse, men det er også en produktiv, arbejdende selvmodsigelse, fordi demokratiet holder idealerne om frihed og lighed i live og giver plads til dem, der kæmper for en bedre verden. Netop i indrømmelsen af, at det ikke er ideelt, giver demokratiet altid mulighed for forandringer.

Den store udfordring

Globaliseringen er demokratiets store udfordring. Det er nationalstaten, der har været demokratiets naturlige vækstplads. Hvordan forener vi demokratiets forestillinger om menneskers lighed og ret til indflydelse på deres eget liv med en global verden, hvor alle grænser er blevet flydende, og indenrigspolitik ikke længere er til at skelne fra udenrigspolitik og omvendt? Kan vi stemme os til indflydelse på verden?

Ikke engang vores egne politikere tror på det. Deres magtesløshed, som de i et farligt bedrag fortier for os, driver dem i to forskellige retninger. Enten ender de i nationalismens selvbedrag, troen på, at det er muligt at melde sig ud af planeten Jorden og slå sig ned på en forbiflyvende asteroide, der opkaldes efter den tabte suverænitet: planeten Danmark, planeten England, planeten USA.

Eller også bliver de teknokrater, uentusiastisk mumlende apologeter for en såkaldt nødvendighedens politik, hvor det frie valg erstattes af finanspolitiske diktater, og politisk handling må abdicere til fordel for den uundgåelige tilpasning til en global udvikling, ingen kan hverken overskue eller forsvare. Det eneste, begge modeller kan garantere, er, at antallet af magtesløse tabere vil vokse.

Den genopståede nationalisme er den stærkeste antiglobaliseringsbevægelse, der findes. De teknokratisktalende politikere er den svageste folkelige bevægelse, der findes, og så længe der er ikke er noget alternativ til dem, er det nationalisterne, der vinder.

Den nationale socialisme

Den polskamerikanske historiker Anne Applebaum skriver om en ny tendens i Europa, som hun kalder den nationale socialisme. Det er de svækkede socialdemokrater, der i deres desperation søger en alliance med den nye nationalistiske vækkelsesbevægelse i et fælles forsvar for en velfærdsstat, som er forbeholdt de af landets indbyggere, der har dåbsattesten i ordet og kan bevise deres etniske herkomst. Det er fødselstimen for et nyt indsnævret etnisk demokrati, et eklatant brud på menneskerettighederne og en moralsk gravskrift over Socialdemokratiet.

Hvem skal stille op imod denne populistiske vækkelsesbevægelse med dens uanfægtbare tro på et fiktivt, glorificeret folk?

I Europa har det længe været Trump-dag hver dag. Brexit, den fatale junidag, da et flertal af ældre britiske borgere imod de unges ønsker stemte landet ud af EU, var en ægte Trump-begivenhed. Geert Wilders i Holland er en Trump-figur, Marine le Pen fra franske Front National er det også. I Østrig står en kandidat, Norbert Hofer fra det såkaldte Frihedsparti, med åbenlyse rødder i autoritær tankegang til at vinde præsidentvalget. I Ungarn og Polen er demokratiet allerede under afvikling. Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti er Trump-partier. Hadefuld retorik mod elite og indvandrere og bevidst løgnagtighed installerer sig som hverdagssprog i land efter land, og den nyvalgte amerikanske præsident vil overalt finde fremstrakte hænder fra ledere og partier, der alle aspirerer til tage magten i et lignende overraskelsesangreb som det, han med med så stor succes gennemførte med medierne som bevidstløs medspiller.

Hvem skal stille op imod denne populistiske vækkelsesbevægelse med dens uanfægtbare tro på et fiktivt, glorificeret folk? Socialdemokraterne? Franske François Hollande? Danske Mette Frederiksen? To politikere, der allerede har ladet sig uopretteligt kompromittere med deres medløb på den populistiske retorik? De anstændige borgerlige, i sig selv et contradictio in adjecto? Angela Merkel, der dolkes bagfra af sine egne, og som for længst har kompromitteret sig i intim omgang med Tyrkiets demokratis ganske vist folkevalgte, men reelt diktatoriske præsident Erdogan?

Slumrende fascistiske traditioner

Hvad er alternativet? I Sydeuropa findes der en række nye partier med appel til den samme utilfredshed, som også driver populismen frem. Podemos’, Cinque Stelles og Syrizas svar er ikke altid klare, og deres opbakning svingende. Endnu forhindrer de et skred mod højre i lande som Italien, Grækenland og Spanien, der alle har slumrende fascistiske traditioner, som i en trængt situation alt for let vil lade sig vække.

Det er for sent at advare mod Trump. Ulven er kommet, og den har sat sig på tronen. Fra nu af regerer ulven, og demokratiets får løber rådvildt brægende rundt. Bag populismens fremvækst ligger en dramatisk ændring af klassestrukturerne i de vestlige samfund, som de etablerede partier ikke formår at afspejle. Stadig flere finder sig uden politiske fortalere, alt imens det fællesskab, der engang gav dem identitet, smuldrer omkring dem. Og når mennesker savner fællesskab, søger de altid selvbeskyttelse i den mindste fællesnævner, hos dem, der ligner dem allermest. Anderledeshed og mangfoldighed bliver en luksus, de ikke længere kan tillade sig.

Hvor sidder selvrespekten?

Vi går en polariseret tid i møde, og fællesskab bliver nøgleordet. Den, der kan skabe et nyt troværdigt fællesskab, der kan give de udstødte, oversete og marginaliserede deres selvrespekt tilbage, bliver vinder i fremtidens forbitrede kampe. Sidder selvrespekten i hadet til alt, der er anderledes? Eller sidder selvrespekten i det store arbejde med at skabe en ny, bedre og mere rummelig fremtid?

Det er de afgørende spørgsmål.

Nationalismen har ingen fremtid. Den består ikke i andet end længsel efter fortidens tabte fællesskaber, som den ikke vil være i stand til genetablere i andet end hadsk, demagogisk retorik. Under Trump og hans europæiske venner vil de fattige blive fattigere, og så vil det gå dem som alle, der har mistet den sidste illusion. De vil drive ud i kriminalitet og selvdestruktion, eller de vil søge endnu længere ud på en radikaliseret højrefløj, der vil love dem de desillusioneredes sidste tilfredsstillelse: hævn.

Efterkrigstiden med dens håb og stort tænkte socialpolitiske reformer var en reaktion mod nazismen under sloganet ’aldrig igen’. Den historiske lektie fra dengang er nu officielt glemt. En epoke, der varede i 71 år, sluttede i nat.

Nu begynder vi forfra, historieløse og med de rådvildes drift mod de mest simple løsninger, der som altid dikteres af hadet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce