Foto: Martin Lehmann

Ivar Gjørup er besat af Platon: »Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg læste det«

Da Ivar Gjørup havde trukket den sidste streg i tegneserien ’Egoland’, kunne han endelig komme i gang med at skrive den fortælling om Platon, han havde drømt om siden 1970. Nu er den her så, bogen om, hvordan prosaen blev født.

Jeg er lige ved at glemme at spørge Ivar Gjørup, hvordan det gik til, at han blev så vild med Platon.

Han har nu i flere timer forsøgt at forklare mig de store linjer. At snart sagt intet af det, vi kender i dag, ville se ud, som det gør, hvis det ikke var for den her græker. Vi har været igennem det dramatiske øjeblik, da den unge Platon vendte ryggen til sin familie, sine venner, sin stand, fordi den magtovertagelse, de stod i spidsen for, i Platons øjne var for blodig og vanvittig. Stik imod hans moralske instinkt.

Gjørup har tålmodigt udredt for mig, hvordan den udstødte Platon på tværs af, hvad der var god stil blandt Athens fine folk, gav sig til at skrive sine tanker ned. Og hvordan denne skrift vendte op og ned på alt, hvad der hidtil havde været tænkt om liv, død, sandhed, kærlighed. Ingen havde før skrevet på denne måde.

Det var en skrift, der, helt bogstaveligt, ændrede den vestlige verden.

Vi befinder os i Ivar Gjørups arbejdsværelse i villaen i Aarhus. Gjørup sidder på den højryggede kontorstol bag skrivebordet, jeg i en noget lavere gyngestol i hjørnet.

I vindueskarmen står en buste af Sokrates ved siden af en lille figur af en robotagtig fyr, der holder en pensel i den ene hånd og et ark papir i den anden. Gjørup fik robotten, da han for seks år siden blev kåret til Danmarks bedste tegneserietegner for den daglige avisstribe ’Egoland’.

Imellem os, på kanten af skrivebordet, ligger ’Platons gåde’, en moppedreng af en bog, som Ivar Gjørup har brugt de seneste fem år på at skrive. Det er, som der står på bagflappen, »tegneserieskaber Ivar Gjørups fortolkning af Platons liv og værk«. Og det er udelukkende bogstaver, ord og sætninger.

Tegneserieskaberen er også cand.mag. i græsk og latin.

Jeg skæver til reolerne, der dækker to af væggene. Tegneserier står side om side med klassikere og filosofiske værker. Nogle af dem er på græsk. Højt oppe bag Gjørup står den nyoversatte version af Platons samlede værker, som han selv har været med til at oversætte.

Ivar Gjørup har været besat af Platon siden 1970, da han stadig studerede på universitetet i Aarhus. Han var ved at kæmpe sig igennem nogle obligatoriske Platon-øvelser, da en af Platons dialoger pludselig sprang op og snappede efter ham. Det var ’Phaidros’.

Phaidros er den unge retoriske begavelse, som for meget, meget længe siden spadserede med Sokrates ud af Athen, mens de fik sig en snak om kærlighed. Det var ikke bare emnet, der fængede hos Gjørup. Det var også den måde, Platon beskrev selve det at skrive.

For nylig har Phaidros hørt retorikmesteren Lysias holde en tale, som Sokrates, barfodet filosof og hovedfigur i de fleste Platon-dialoger, nu beder Phaidros om at genfortælle. Phaidros famler efter noget inden for sin kappe. Hvad er det, spørger Sokrates.

»Og der er jo altså skriftrullen med Lysias’ tale, nedskrevet!«, fortæller Gjørup begejstret. »Så vil jeg hellere have, du læser den for mig, siger Sokrates ... Platon omtaler altså en skriftrulle i en dialog, som selv er en skriftrulle. Hvad er meningen med det?«.

Platon bygger med Phaidros en mur mellem det at opføre en tale, som dengang, cirka 400 år før Kristus, var uhyre populært, og så det at læse op. SKRIFTEN hives frem i første geled.

Nu læser Phaidros højt for Sokrates. Men et stykke inde i samtalen skifter han brat emne: Er det ikke flovt at give sig af med skrift i det hele taget?

»Det er skriftens forlegenhed«, forklarer Ivar Gjørup. Ordentlige mennesker fik ikke blæk på fingrene, de fumlede ikke med papyrus og skriftruller. Det havde man folk til.

Den der forlegenhed er man så siden kommet over?

»Det tør siges. Det er så fremmed for os i dag, hvor man kan blive mangemillionær af at skrive krimiromaner. Det er mærkeligt at tænke på, at skrift engang var en umandig beskæftigelse. Det var det nemlig«.

Den vanvittige kærlighed

Og så er der jo kærligheden. Det emne, Sokrates og Phaidros vikler deres filosofiske betragtninger om skrift og tale ind i. Først lirer Phaidros den tale af, som han har fra Lysias. Så tager Sokrates fat. Han argumenterer ufølsomt for, at den unge, efterstræbte skønhed skal imødekomme den tilbeder, som ikke er forelsket i hende eller ham.

»Jeg kan huske, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg læste det«, siger Ivar Gjørup. »Okay, jeg var nyforelsket ...«.

»Det er jeg sådan set stadig, men nu har jeg været det i 48 år. Gunvor og jeg blev gift i 1968 ...«, indskyder han.

Så er han tilbage i sporet.

»Jeg syntes, det var så forkert, det Sokrates sagde. Men det gribende er, at det syntes Sokrates også. Han afbryder pludselig sig selv. Og så kommer det, der for mig er det mest bevægende sted i hele Platons forfatterskab, hvor Sokrates i stærkt oprevet tilstand – vidunderligt skrevet af Platon – siger: Vi har hånet alle kærlighedens guder. Vi må gøre det om«.

Derefter holder Sokrates, hvad Gjørup kalder »den mest tossede hyldesttale til kærligheden, der velsagtens nogensinde er skrevet«. Den slags kærlighed, der driver et menneske fra forstanden.

Jeg var 25 år gammel, og det slog mig, at det er et levende menneske, der sidder og skriver sådan for 2.400 år siden. Til MIG. Og så var jeg solgt

»Jeg var 25 år gammel, og det slog mig, at det er et levende menneske, der sidder og skriver sådan for 2.400 år siden. Til MIG. Og så var jeg solgt«.

Siden da har det plaget ham, når folk har talt om den autoritære, den antidemokratiske Platon. Filosoffen med de mange strenge opskrifter på, hvordan samfundet bør indrettes. Et samfund, hvor kongerne skal være filosoffer, og filosofferne skal være konger. Gjørup kendte en anden Platon. Han havde en anden forståelse af ham. Og det ville han skrive en bog om.

Du ville gerne rette nogle misforståelser?

»Jeg ville gerne genindsætte ham i hans rettigheder, ja, det har været et motiv for mig siden 1970. Nu ligger den her så. 46 år har det taget«.

Platon var ikke totalitær

Det var ’Egoland’, der kom i vejen. Den småfilosofiske tegneserie med den forfængelige, selvovervurderende Divus Madsen i hovedrollen, som blev bragt i Politiken fra 1986 til 2009. Selv om Divus betyder gud, er der intet guddommeligt over denne Madsen. Han er heller ingen Platon, sådan én, der kan rumme alle tilværelsens forhold i sit hoved.

»Han er snarere som ham der«, siger Ivar Gjørup og peger på en tegning, han har lavet af en kobbersmedesvend, der optræder hos Platon. En småfed og naivt udseende fyr, der er på vej hen for at fri til mesters datter. Mester er gået bankerot, så svenden griber chancen, fordi datteren nu må tage den, hun kan få. Hendes navn er Philosophia.

»Det der er Platons beskrivelse af den virkelige filosof«, siger Gjørup.

En lille, skaldet mand?

»Ja, det er nok ikke ham, Platon vil have til at regere verden, vel?«.

Det er en udbredt forestilling, at filosoffen for Platon er en slags halvgud, som er højt hævet over, hvad det store flertal tænker. Ingen er bedre rustet til at regere, for ingen har så godt styr på sandheden som filosoffen. Det er filosoffens lod at beskytte befolkningen mod dens egen uvidenhed.

Denne autoritære udlægning af Platon stammer i høj grad fra hovedværket ’Staten’. Men det er en forkert tolkning, mener Ivar Gjørup. Ifølge Platon findes den sande filosof slet ikke, i hvert fald ikke i menneskenes verden. Han findes kun i tanken.

På samme måde er det fejlagtigt at kalde det, der beskrives i ’Staten’, for Platons ’idealstat’.

»Som om vi skal i gang med at lave den stat. Men han siger udtrykkeligt til sidst – eller lader en af de optrædende sige – at den stat jo aldrig kan blive til virkelighed. Det er nok, at vi har den som et program eller et mønster i himlen, det vil sige i hovedet, som en vejledning for os til at opføre os ordentligt«.

Vi har taget ’Staten’ alt for bogstaveligt?

»Ja, vi har ...«, siger Ivar Gjørup, mens han ivrigt bladrer om til de sidste sider af bogen, hvor han har lavet en grafisk fremstilling, der beskriver ’Staten’ som en slags bjergbestigning, en opstigning mod idealet for en stat. Det er toppen af dette bjerg, som ikke skal tages for bogstaveligt.

Skriften etablerer en stadig højere og videre udsigt. Det er fuldstændig vildt og syret, hvad han skriver her. Det er her, mænd og kvinder skal parre sig uden at vide, hvem der er far til hvem

»Platon kalder det sjæleføring. Det vil sige, at skriften etablerer en stadig højere og videre udsigt. Det er fuldstændig vildt og syret, hvad han skriver her. Det er her, mænd og kvinder skal parre sig uden at vide, hvem der er far til hvem«.

Allerøverst finder vi sollignelsen. Der hvor Platon siger, at solen ikke bare giver lys til verden, så vi kan se den, den giver også den varme, som gør, at verden findes. Solen er det gode, eller ideen om det gode, og vi mennesker bør forsøge at kravle ud af vores huler og stræbe efter en højere sandhed. I lyset.

»Uden sol ville der ikke være nogen verden. Vi skal forstå, at vi befinder os i en verden, hvor vi hele tiden tager fejl, indtil vi kommer ud og ser solen ...«.

Hvordan skal jeg forstå det?

»Der er altid nogen, der ikke kan følge med«, konstaterer Gjørup venligt. »De bliver hængende, indtil vi kommer og henter dem ud af Platons hule«.

»Det er denne del af ’Staten’, han er berømt for. Det er det, der får folk til at sige, at Platon vil have en totalitær stat, hvor filosofferne regerer. Men det vil han jo ikke. Han siger, at så højt kan vi nå, hvis vi bruger den forstand og det sprog, vi har«.

Fra den svimlende udsigtshøjde i midten af ’Staten’ skal vi ned igen, ned til den virkelighed, vi mennesker lever i.

»Det sørger Platon for. Han skriver os ned, så at sige, og ud af værket til sidst«.

Vi kender ikke Sokrates

En anden udbredt misforståelse, mener Gjørup, er den, at Platon og Sokrates befandt sig på hver sin politiske fløj.

At Sokrates var demokraten, der aldrig gav firkantede, skråsikre svar, men opererede ved at stille udfordrende spørgsmål til folk, han tilfældigt mødte på gaden. Alle kan gennem samtalen tænke sig til en større indsigt, skal Sokrates have ment.

Og at Platon som sagt var den totalitært tænkende filosof, som hadede demokratiet – ikke mindst fordi det var en folkedomstol, der dømte hans lærer og mester Sokrates til døden.

Men vi ved utroligt lidt om den virkelige Sokrates. Han skrev aldrig selv noget ned, og beretningerne om ham stammer først og fremmest fra Platon.

»Den Sokrates, vi kender, optræder hos Platon. Og figuren kan ikke modsige sin forfatter«, siger Gjørup.

Så vi kender ikke den historiske Sokrates?

»Netop. Nogle mener faktisk, at den historiske Sokrates var ærke-antidemokratisk. Men i hver eneste af Platons dialoger gør han jo det, Platon vil have ham til at gøre ...«.

Det er klart ...

»Ja, det er klart ...«, siger Ivar Gjørup og griner, fordi det nu i mere end to årtusinder netop ikke har været spor klart for dem, der har beskæftiget sig med sagen.

Selv mener Platon aldrig noget. Han lægger alle sine ord i munden på sine figurer og skaber en virkelighedsnær dialog, der af gode grunde skaber forvirring om, hvad forfatteren egentlig selv mener. Han skaber et skriftsprog, som alle i den vestlige verden siden har stået på skuldrene af. Han opfinder prosaen, fastslår Ivar Gjørup. Dengang fandtes ordet ikke engang. Platon kaldte det ’den blotte skrift’.

Platon forsøger at skrive en bedre verden frem. Og det er den tråd, Gjørup i sin bog trevler hele Platons værk op med. Ikke ved tørt at referere Platon skriftrulle for skriftrulle, men ved at sætte ham ind i den historiske sammenhæng og genskabe stemningen i det Athen, hvor Platon levede det meste af sit liv. Kun sådan kan vi fatte, hvor stor han var.

»Det gik mere og mere op for mig, i hvilket omfang Platon er begyndelsen til det hele. Vi lever i Platons verden«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce