Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Cicilie S. Andersen/Cicilie S. Andersen

Norges statsminister: Fremskrittspartiet har vist sig at være regeringsdueligt

Erna Solberg har i 3 år regeret sammen med Fremskrittspartiet, hvis eksformand Carl I. Hagen holdt med Donald Trump. Solberg er glad for samarbejdet med Fremskrittspartiet, som hun gerne vil videreføre efter næste års valg til Stortinget. Hun kunne godt tænke sig at udveksle fanger og fængselspladser med Danmark og Sverige.

Erna Solberg synes ikke rigtig, det tilkommer hende at bedømme, om de norske medlemmer af Kommentatorkøbing har ret, når de beskriver hende som Norges ’landsmoder’.

»Men jeg bliver da glad, når folk får en oplevelse af, at jeg har en evne til at omfavne alle, og at de ikke nødvendigvis forbinder mig meget stærkt med mine politiske sager og retning. Det er meget vigtigt for alle centrale politikere. Ikke mindst for en statsminister. At kunne sætte almenmenneskelige temaer på dagsordenen. Ting, som ikke nødvendigvis skal føre til nye bevillinger eller konkrete love, men som indebærer nogle holdninger«, siger hun.

Regeringssamarbejdet er gået vældig godt. Der er gode ministre, vi finder gode løsninger

Den norske regeringschef fra partiet Høyre har f.eks. sendt en utvetydig appel til de norske arbejdsgivere om at vise mere storsind i ansættelsesprocessen og lade være med automatisk at sortere folk fra, der ikke kan præsentere et perfekt cv. Måske fordi de på et tidspunkt i livet har bøvlet med psykiske problemer eller alkoholmisbrug:

»I vores velfærdssamfund har vi brug for at skabe en vej tilbage. Den slags ting kan du ikke lave love og regler for. Men du kan udnytte din mulighed for at tale om det i rollen som statsminister«.

Det har Erna Solberg været i Norge siden efteråret 2013. Hvor Arbeiderpartiets Gro Harlem Brundtland i 1981 skrev historie, da hun blev Norges første kvindelige statsminister, den første i Norden, er Erna Solbergs stempel i den nordisk-politiske historiebog anderledes.

Hun er den første leder af et af de klassiske traditionelle magtpartier, som har vovet pelsen ved at gå i regeringspartnerskab med et parti fra højrefløjen med historiske rødder i den bevægelse af anti-establishment og protest, som i disse år fejrer enorme triumfer med sejre i valg og folkeafstemninger i USA, Storbritannien og Europa.

I 3 år har Solbergs Høyre regeret Norge sammen med Fremskrittspartiet, hvis forhenværende leder, Trump-tilhængeren Carl I. Hagen i onsdags i den norske avis VG udtrykte sin »skadefryd over, at alle de såkaldte eksperter og ’forstå-sig-på’ere’ tog fejl igen«.

Fremskrittpartiets hamskifte

Erna Solberg sidder i samtaleværelset på Christiansborg. Det er årets første novemberdag. I en pause fra møder i Nordisk Råd har den norske statsminister taget en halv time ud til at fortælle om erfaringerne fra 3 års regeringssamarbejde. Vi nævner ikke Donald Trump med et ord. Jordskælvet i Washington har ikke fundet sted endnu. På dette tidspunkt regner alle fortsat med, at Hillary Clinton lige om lidt vil være USA’s første kvindelige præsident.

Solberg nikker til et spørgsmål om, at mange danskere sikkert gerne vil vide lidt om, hvordan det er gået med at regere sammen med Fremskrittspartiet. Partiet, der i dag står til 12-14 pct. af vælgerne, er gået betragteligt tilbage siden oppositionstidens kanoncifre i 00’erne, hvor partiet ofte kunne finde sin score på den rigtige side af 20 procentpoint. Fremskrittspartiets mod til at udfordre egne anti-establishment-vælgere med at påtage sig regeringsmagt har været noget mere veludviklet end hos den danske pendant, Dansk Folkeparti.

Erna Solberg nævner, at Dansk Folkeparti og Fremskrittspartiet ikke kan sammenlignes direkte. Og at den norske variant har været gennem et hamskifte, siden finansminister Siv Jensen for 10 år siden overtog partiet fra Carl I. Hagen.

»Fremskrittspartiet kommer ud af en protestbevægelse og var førhen et parti, som kunne skifte mening hurtigt. I Siv Jensens formandstid er det blevet en lidt anden type parti. Regeringssamarbejdet er gået vældig godt. Der er gode ministre, vi finder gode løsninger«, siger Erna Solberg.

Hun svarer ubetinget ja til, at Fremskrittspartiet har vist sig at være et regeringsdueligt parti. Eller »regeringsdygtigt«, som det hedder på norsk.

»Der har nogle gange været visse udfordringer med Fremskrittspartiet i Stortinget. Den frihed, partiet havde førhen til bare at mene ting, er blevet lidt vanskeligere, når de samtidig har regeringsrepræsentanter. Men det har ledelsen i Fremskrittspartiet håndteret«, siger Erna Solberg.

Hun nævner, at SF’s søsterparti SV havde en masse lignende problemer, da de i 00’erne debuterede i et såkaldt rød-grønt regeringssamarbejde med Arbeiderpartiet.

»Det tager tid i ethvert parti at ændre en kultur, hvor man har mindre frihed til at mene det, man personligt mener«, siger Erna Solberg.

Dønningerne i den borgerlige blok har været gevaldige i de senere år. Som da Fremskrittspartiets stærke mand, næstformand og nuværende fiskeriminister Per Sandberg i fjor truede med at forlade regeringen i forbindelse med en stortingsbeslutning om at tage imod 8.000 kvoteflygtninge. Han har ofte beskyldt regeringens støttepartier, Kristelig Folkeparti og Venstre, for at være »udgiftspartier« og »museumsvogtere af norsk forvaltning«.

Erna Solberg anklagede selv Sandberg for at gå for langt, da han efter terrorangrebene i Paris og København gik til frontalangreb på det borgerlige midterparti Kristelig Folkeparti, hvis forhenværende formand Kjell Magne Bondevik var norsk statsminister i 00’erne. Partiet havde ifølge Sandberg »et enormt ansvar for, at snesevis af mennesker, unge mennesker, født og opvokset i Norge, rejser ud og slutter sig til terrororganisationer, tager del i krigshandlinger og massakrerer børn og kvinder derude«.

Citater som disse har ofte forgiftet stemningen i det formaliserede borgerlige samarbejde mellem de to norske regeringspartier og de borgerlige støttepartier, som afviser regeringssamarbejde med Fremskrittspartiet. Erna Solberg lægger ikke skjul på, at hun ikke brød sig om udtalelserne fra regeringspartnerens næstformand.

»Jeg mener, at Sandberg gik for langt. Men jeg har med interesse bemærket, at da Martin Kolberg fra Arbeiderpartiet i sommer omtalte regeringen på omtrent samme måde, udløste det ingen reaktion. Man skal passe på med, at spillereglerne ikke bliver forskellige for repræsentanter fra Fremskrittspartiet og Arbeiderpartiet«, siger Erna Solberg.

For nylig vakte Fremskrittspartiets værdipolitiske hardliner indvandringsminister Sylvi Listhaug international opsigt ved via sin facebookprofil at sende denne meget direkte opfordring til norske indvandrere:

»Her spiser vi gris, drikker alkohol og viser vores ansigt. Man må indrette sig efter de værdier, love og regler, der gælder i Norge, når man kommer hertil. Like og del«, skrev Listhaug.

Erna Solberg har ingen problemer med substansen i Sylvi Listhaugs budskab, men siger:

»Jeg ville ikke have formuleret mig på akkurat samme måde, for vi kommer fra forskellige partier«.

Hun gør opmærksom på, at citatet stammer fra et interview om at sikre flere indvandrere på arbejdsmarkedet.

»Arbejdsmarkedet er afgørende for integrationen, det er vi enige om. Når du skal ind på arbejdsmarkedet, kan du ikke bare sige nej til at udføre en masse almindelige jobs. Det gælder, hvis man f.eks. skal arbejde i restaurationsbranchen og servere alkohol eller tilberede svinekød. Nogle af de jobs er lette at få for nye borgere, og her kan man ikke bare sige, at man ikke vil gøre det og det og det«, siger Erna Solberg.

Hun er træt af, hvor meget debatten om at indføre et niqab-forbud på offentlige institutioner fylder for tiden i norsk presse. Der er tale om et spørgsmål, som både Fremskrittspartiet og hendes partifæller i Oslo Høyre har drevet frem.

»Den niqab-debat er en typisk diskussion om et problem, der næsten ikke eksisterer. Der er meget få kvinder i Norge, som går med niqab eller burka eller lignende. På mange måder er det en politisk manifestation, fordi niqab er overrepræsenteret hos en del konvertitter og andre, som ønsker at sprænge nogle grænser«, siger Solberg.

Til gengæld har hun ingen problemer med en anden retspolitisk Fremskritts-mærkesag, der handler om at købe fængselspladser i udlandet til norske arrestanter. Den norske regering har i de senere år købt 240 ledige fængselspladser i Holland, hvor nordmænd har afsonet norske domme. Fremskrittspartiet ønsker at købe flere af den slags i fremtiden for hurtigere at kunne sende folk i fængsel. Erna Solberg nævner, at afsoningskøerne for øjeblikket er så langt nede, at forslaget lige nu er overflødigt.

»Vi bygger nye fængsler i Norge. Men i en overgangsperiode er det naturligt at bruge kapacitet i andre lande. De, der har været i Holland, har haft en fin afsoning. Vi burde kunne udveksle mellem Danmark, Sverige og Norge i det nordiske samarbejdes ånd, så kapaciteten udnyttes, hvor der er ledig kapacitet. Holland havde ledig kapacitet. Det er da værre at lade folk vente i et halvt år med livet sat på hold end at få sendt dem til afsoning, så de bliver færdige og kan begynde på et nyt liv«, siger Solberg.

’Spærregrænsevalg’

Erna Solberg overtog regeringsmagten fra Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg, der siden har forladt norsk politik til fordel for et job som generalsekretær i Nato. 11. september næste år møder hun igen de norske vælgere. Hovedmodstanderen er Arbeiderpartiets formand, tidligere udenrigsminister Jonas Gahr Støre. Trods rød føring tegner valget til at blive tæt. Der er næppe tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen (V) gerne ville bytte meningsmålinger med Solberg.

Solberg går til valg på at holde sammen på alliancen af de fire partier i den borgerlige blok.

»Fra Høyres side er det primære ønske at fastholde den nuværende konstellation med et samarbejde mellem fire partier. Vi skubber ikke nogen væk. Vi ønsker at finde løsninger mellem de fire partier, som gør, at landet kan styres. Vi går ikke til valg som to partier i regering og to i Stortinget. Vi ønsker, at de fire partier finder ud af et regeringsgrundlag sammen«, siger hun.

Vi skubber ikke nogen væk. Vi ønsker at finde løsninger mellem de fire partier, som gør, at landet kan styres. Vi går ikke til valg som to partier i regering og to i Stortinget

Norske kommentatorer er allerede begyndt at kalde næste års valg et ’spærregrænsevalg’. Usikkerheden om hele fire partiers skæbne ved valget er større end tidligere, og meget tyder på, at det kan blive afgjort af småpartiernes møde med spærregrænsen på 4 procent. I de fleste meningsmålinger ligger både Kristelig Folkeparti, Venstre og socialistiske SV kun marginalt over spærregrænsen. Solberg forstår godt, at det set udefra kan virke lidt særpræget, at de mindste partiers dans med spærregrænsen er så afgørende for de store partiers muligheder for at regere.

»Der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det. Partierne må appellere til egne vælgere og selv opbygge sin attraktivitet. Det, vi kan gøre, er at vise, hvad vi kan få igennem sammen«, siger hun.

Hvor de borgerlige partier i Danmark har brugt efteråret på at skændes om topskat, er det klimapolitikken, der dominerer den norske substansdiskussion om næste års finanslov. Særligt det lille socialliberale parti Venstre har positioneret sig med skarpt formulerede krav om at fjerne lettelser af bompengene på de norske veje og beskæringer af vejbyggerier på 2 mia. kr. To af Fremskrittspartiets mærkesager.

»Der er mange partier, som har klimaet som hovedprioritet. Kampen om de vælgere står mellem de partier, der ligger nær spærregrænsen. Den bliver indimellem vældig intens«, siger Erna Solberg og nævner, at Norge adskiller sig fra mange andre europæiske lande, fordi landets befolkningstal øges betragteligt. Det øger behovet for privatbilisme og kørsel frem mod 2030, men hun mener, at den teknologiske innovation inden for transport og og biltrafik giver nye muligheder.

»Vi må forvente mindre udslip fra privatbilismen. Sandsynligvis vil det være lettere at nå vores 2030-mål med privatbilismen, end vi troede«, siger hun.

Kampen om olien i Barentshavet

Klimapolitisk har Erna Solberg og den norske regering for nylig fået en speciel sag på halsen, som har vakt opsigt langt uden for landets grænser. Med opbakning fra førende klimaforskere på den globale scene har miljøorganisationerne Greenpeace samt Natur og Ungdom lagt sag an mod den norske stat, fordi regeringen har givet tilladelse til at søge efter olie i Barentshavet. Organisationerne mener, at tilladelsen, der i sommer blevet givet til 13 olieselskaber i en ny koncessionsrunde, strider mod den såkaldte miljøparagraf i den norske grundlov.

Paragraffen, der blev indført i den norske grundlov i 2014, slår fast, at »naturens ressourcer skal disponeres ud fra langsigtede og alsidige hensyn, som også sikrer disse rettigheder for kommende generationer«. Blandt mange andre har Greenpeace fået opbakning fra den juridiske sværvægter juraprofessor Hans Petter Graver fra Universitetet i Oslo. Han har betegnet søgsmålet som »vigtigt« og peget på, at domstolene i klimaspørgsmål er nødvendige for at redde kloden på langt sigt.

»Klimaet er så grundlæggende for vores eksistensgrundlag, og politikerne er tilsyneladende så meget ude af stand til at gennemføre de nødvendige tiltag, at flere taler for, at vi må se anderledes på domstolens rolle«, udtalte han for nylig i norsk presse.

Beslutningen om den nye koncessionsrunde er bredt forankret i Stortinget. Erna Solberg siger, at det bliver »en interessant retssag«. Men hun har ikke overraskende et helt andet ståsted i en principielle strid om, hvorvidt domstolene eller de folkevalgte har den ultimative magt over klimapolitikken.

»Jeg tror ikke på, at retsvæsenet på nogen måde er bedre til at løse de spørgsmål. Det her er ikke bare et spørgsmål om klima, men om fordelingspolitik og mange andre ting. Det kræver, at du ser på helheden i klimabeskyttelsen. Det er politikerne bedre til end retsvæsenet. Politikken må bestemmes af de folkevalgte«.

Men var det ikke netop tanken bag miljøparagraffen?

»Egentlig ikke. Miljøparagraffen skulle ikke ændre retstilstanden. Det er vigtigt, at demokratiet i Norge bestemmer. En af grundene til, at vi har holdt igen med visse internationale konventioners videreudvikling, er, at vi mener, at retsliggørelsen bliver for stor. At den flytter for meget magt ud af vores eget parlament«, siger Erna Solberg.

I det internationale regelværk har Norge i årtier indtaget en særstilling i EU-sammenhæng. Landet står uden for EU, men er med i Schengen og har via EØS-samarbejdet adgang til EU’s indre marked, hvis regler landet inkorporerer uden at have indflydelse på dem. Solberg mener selv, at det ville tjene norske interesser bedre med et fuldt EU-medlemskab. Men hun tror ikke på, at fuldt norsk EU-medlemskab er realpolitik i de næste mange år. Hun erklærer sig »udmærket tilfreds« med EØS-ordningen, som hun ikke desto mindre advarede briterne kraftigt imod før Brexit-afstemningen i sommer:

»Vi er et lille land med en åben økonomi, som er vant til, at store lande gerne vil bestemme. Vi har brug for regler og systemer, men jeg tror helt ærligt ikke, at det britiske selvbillede passer til en sådan type aftale. Storbritannien er et større land og ønsker derfor større indflydelse i et sådant samarbejde. Derfor sagde jeg I think you would hate it«.

Forholdet til Rusland

Dagen før interviewet her har Jens Stoltenberg som Nato-chef kaldt det »bekymrende«, at Rusland har flyttet såkaldte Iskander-missiler til den russiske enklave Kaliningrad, som ligger klemt inde mellem Nato-landene Litauen og Polen. I de seneste uger har norske overvågningsfly observeret nogle af den russiske flådes største og mest moderne krigsskibe langs den norske kyst.

Erna Solberg taler for nuancer i tilgangen til Vladimir Putins Rusland. Særligt uforudsigeligheden og kapacitetsopbygningen er bekymrende.

»Man skal ikke være bekymret for, at de planlægger et angreb på os. Det tror jeg ikke. Men man skal være bekymret, fordi de har fået en meget større kapacitet. Vi skal have en kapacitet, der matcher det. Det er nødvendigt at gennemføre strukturændringer i forsvaret«.

Flere sikkerhedspolitiske eksperter har i den senere tid betegnet det som en grundlæggende ændring af norsk forsvarspolitik, at regeringen har startet en ordning, hvor 330 amerikanske marinesoldater bliver udstationeret i nordnorske Værnes. Beslutningen har fået en hård medfart af talskvinden Maria Zakharova fra det russiske udenrigsministerium. Over for NRK kaldte hun det i sidste uge »uforståeligt« og undrede sig over, at »Norge vælger amerikanske soldater frem for økonomisk samarbejde med Rusland«.

Ifølge Erna Solberg lægger beslutningen om marinesoldaterne sig i forlængelse af en aftale fra 2006, hvor den daværende rød-grønne regering åbnede for mere amerikansk tilstedeværelse i Norge. Beslutningen er ifølge statsministeren led i en langsigtet strategisk allianceopbygning og skal ses »uafhængigt af den situation, der er opstået nu«.

»Vi er meget glade for alle europæiske og amerikanske soldater, som kommer til Norge og lærer at føre krig i områder præget af vinter. Vi har i mange år haft en strategi om at sørge for øvelse og træning af de allierede, fordi det gør, at de kender vores land, landskab og de specielle forhold, vi har. Det er en vigtig sikring for hele Norden«, siger Solberg.

For tiden er hun den eneste kvindelige statsminister i Norden. Da Danmarks hidtil eneste kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), i januar sagde farvel til dansk politik, skete det med en afskedssalut om, at snak om hår, taskemærker og hælehøjder fylder alt for meget. Erna Solberg, hvis kropsbygning adskiller sig en del fra Thorning-Schmidts, har selv sagt i et interview, at hun »har et spejl, og jeg ved, at jeg er stor og rund«. Hun sagde ligeud, at hun har sine »komplekser«, men tilføjede, at »jeg håber, jeg kan vise, at kvinder kan nå langt uden at være unge, pæne og tynde«.

Erna Solberg svarer kryptisk på, om hun mener, at Helle Thorning-Schmidt havde ret i, at køn fylder for meget:

»Folk er optaget af tøj og udseende og alt muligt. Men som én, der har set ’Borgen’, tror jeg, at det er værre i Danmark end i Norge«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden

Annonce