Foto: Daniel Hjorth

Omø overgiver sig aldrig

Først fik færgen til Agersø en sten i skruen og røg på værft. Så fik Omøs 157 borgere at vide, at de ikke længere havde nogen færgeoverfart klokken 5.30. Men så rottede øboerne sig sammen. Og tog deres færge tilbage.

Der er noget ved Omø, der binder folk.

»Når først man er flyttet herover, tror jeg, det er svært at rykke over på den anden side igen«, siger Lillian Hansen, der har boet på Omø siden 1996.

»Og den her færge er nerven til øen«, siger hun.

Omøfærgen har været genstand for en del palaver, siden beboerne på den lille ø ud for Stigsnæs på Sydvestsjælland tirsdag aften kaprede den i havnen. En nødplan for færgedriften gjorde, at den tidlige tur mellem øen og fastlandet var aflyst. Det ville beboerne ikke finde sig i, og de tog sagen i egen hånd.

Foto: HJORTH DANIEL

Da færgen lagde til kaj 21.45 som planlagt, var projektørerne tændt på kajen. Der bliver ikke fisket i april, så det burde de ikke have været.

Omkring 70 mennesker var mødt frem, og færgefolkene var bange for, at havet havde taget en øbo. Men det var ikke sagen.

Det var færgen, de var kommet for at tage. Egentlig skulle den have været videre til naboøen Agersø, hvor den skulle overnatte. Det ville betyde, at Rikke, Birte, Amalie og Karen ikke kunne komme tidligt over til Sjælland og komme på arbejde.

Lillain Hansen sidder i færgens salon på vej mod øen og sludrer med Birte Rasmussen og Hanne Jensen. De kender udmærket til hændelsen med færgen.

»Måske I skulle spørge lidt nede på havnen. Spørg fiskerne«, siger Birte Rasmussen.

Da færgen når land, er der dog ingen fiskere at finde, så vi spørger, om de ved, hvor Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen af danske småøer og omøbo, har til huse.

»I skal helt op i byen, forbi kirken, så til højre ved den store sten og forbi Let-Køb. Det er nede ved skolen. Der står en ugle«, siger Lillian Hansen.

Det var Jannie, som gjorde det

Vi stopper ved Let-Køb på vejen. Der er egentlig lukket, men Jannie Frost Iversen kender ikke vores bil, så hun lukker lige op. Turister ved jo ikke, at hun lukker klokken 13.30.

Foto: HJORTH DANIEL

Let-Køb er Omøs eneste supermarked. Det er også posthuset og kiosken og bageren og isenkræmmeren. Jannie Frost Iversen fortæller, at alle kender til aktionen mod færgen tirsdag aften.

»Det var min lille kassebil, der stod på klappen til færgen, så den ikke kunne sejle væk«, siger hun.

»Lige pludselig sagde færgeselskabet bare, at de havde indsat en nødplan for færgen. Så lavede vi også en nødplan«, siger hun, mens hun er ved at pakke ned i butikkens bagerafdeling.

Via telefon, mund til mund og sms fik øens beboere besked på at møde op ved havnen, inden den sidste færge kom ind.

»Så snart bilerne kørte af færgen, parkerede jeg min bil på klappen. Og ja, så blev nøglen væk. Sådan kan det gå«, siger hun.

Hun følger os ud af butikken og forklarer, at vi bare skal fortsætte lidt ned ad vejen. Henne ved uglen i træ ligger skolen, siger hun.

Som at lukke en motorvej

Ganske rigtigt går Dorthe Winther rundt og sætter blomster i vand på skolen, der også er hendes hjem.

Hun kom med sin mand og tre børn til Omø som lærerpar for snart 26 år siden. Børnene har forladt øen, men forældrene er blevet og tager sig nu af de seks børn i øens skole.

Foto: HJORTH DANIEL

Lige nu er de i sfo, hvilket i praksis betyder, at de sidder i lokalet på den anden side af gårdspladsen, som også fungerer som sløjdlokale, håndarbejdsværksted, bibliotek og almindeligt undervisningslokale.

Dorthe Winter byder indenfor i privaten. Hun har en meter og tyve centimeter fra arbejde og hjem.

Hun forklarer, at problemet med færgerne rækker langt tilbage. I 2007 omlagde man midlerne til de små øer sådan, at de gik fra at være øremærkede til eksempelvis færgedriften og til at være en stor samlet pulje.

Når man så sidder inde i Slagelse Kommune og er en del af Udkantsdanmark med problemer, kan det godt være svært at huske sin egen udkant, hvis ikke pengene er sat sådan af, at de ikke kan bruges til andet.

»Vi er ikke bare ydre Danmark, men det alleryderste ydre. Vi er ydre Danmark i anden potens«, siger hun.

Derfor er der brug for en stabil færgetrafik, så skolebørnene kan komme i land, så der kan blive transporteret varer til og fra øen, så posten kan komme frem, men vigtigst af alt så folk kan komme på arbejde.

Kampen om den tredje færge

Omøfærgen er ny og flot. Den har et gab af en borgport og behagelige sofaer i salonen. Færgen til naboøen Agersø er endnu nyere, men på grund af det stille vand på vej mod øen er den også mindre. Begge færger er øboerne glade for.

Den gamle omøfærge var fra 1960'erne og havde udtjent sin værnepligt. Men i en periode fungerede den som reservefærge, når enten Agersøfærgen eller Omøfærgen var på værft. Det er de oftere, end man skulle tro.

På den måde var der hele tiden færger til øerne.

Foto: HJORTH DANIEL

Når færgerne sejlede, som de skulle, blev den gamle færge lejet ud til andre økommuner, der havde problemer med deres drift. Til sidst kunne det dog ikke længere betale sig at lappe på den gamle pram, og da optod problemet, som førte til øboernes civile ulydighed i tirsdags.

»Vi kan nok leve med, at der bliver sejlet i trekant mellem øerne, hvis det er en uge om året, som vi oprindelig fik at vide. Men det er jo ikke bare en uge om året. Omkring januar var vores færge på værft i næsten fire uger«, siger Dorthe Winther.

Og i de perioder er der ikke så mange afgange som normalt. Det er et problem for Rikke og Birte og Amalie og Karen, som skal passe deres arbejde.

»Det svarer til at lukke en motorvej ved Slagelse og sige, at der ikke er mulighed for at tage en alternativ rute. Måske er det kun 4 mennesker, men regner man deres familier med, rammer det 10. Og det er mange, når man kun er 157 mennesker«, siger Dorthe Winther.

Øboerne er fredelige folk

Hun var selv med til at kidnappe færgen. Hun sov endda i sin bil på havnen med Jannie Frost Iversens forsvundne nøgle i lommen. Hvis der nu skulle ske brand eller en ulykke, så færgen skulle rykke ud.

»Helt generelt vil jeg sige, at øboerne er et fredeligt folk. Men nu siger vi bare, at nu går den ikke længere«, siger hun. Klokken er næsten 14, og hun skal nå færgen til Agersø.

Her skal hun sammen med Folketingets Udvalg for Småøer besøge Agersø og Omø i løbet af to dage. Her har hun tænkt sig at bringe sit argument om ekstrafærgen på banen.

Imens er skolebørnene i gang med at spille fodbold udenfor. En af pigerne har lavet sig et overskæg af modellervoks. Eleverne er fra 1. til 6. klasse, men går i skole sammen, fordi de er så få. De opfører sig som søskende og tumler med hinanden, sparker til måls (efter målet og hinanden) og fiser lidt efter harerne på fodboldbanen, der nærmest ikke gider flytte sig.

Agersø ender med at give igen

Vi kører lidt rundt på øen. Besøger fyret, der i tidernes morgen var arbejdsplads for otte mand, men i dag er styret af en computer. Fra toppen kan man se ud over det blå og grønne og brune. Kirken stikker hvid op i midten.

På vej mod havnen stopper vi igen ved Let-Køb. Henning Pedersen går rundt og fejer vejen.

»Der går jo ikke noget af mig for at give en hånd«, siger han. Han var tidligere afhængig af færgen, fordi han skulle ind til Næstved, hvor han arbejdede som tømrer. Nu er han efterlønner og hjælper lidt til med at holde øen pæn.

Foto: HJORTH DANIEL

I baggrunden lyner guldregnen. Påskeliljerne står slanke. Fuglene kvidrer. Blev vi stående længe nok, ville Poul Reichhardt komme fløjtende og slænge skærveknuseren op ad bindingsværkshuset i baggrunden. Han ville gå ind, der ville ikke være låst, og der ville være kaffe på kanden.

Det er følelsen af Omø.

Men der er en stille ild inde i beboerne, som flammer op, når de bliver trådt på af de store.

»Vi hørte jo hurtigt, at der skulle ske noget på havnen«, fortæller Henning Pedersen om tirsdag aftens hændelse.

»Beboerforeningen kom med øl og vand, og så sad vi ellers i salonen og snakkede«, fortæller ham. Over midnat var der ikke mere at gøre for skibets personale. De måtte ikke sejle på grund af hviletidsreglerne.

Vi skal skal selv nå færgen nu og må køre. Henning Pedersen skal få øen til at ligne et postkort endnu mere, end den gør i forvejen.

Det var et dejligt skiw

På havnen møder vi Jon Krüger.

Fisker. Søn af en fisker, som var søn af en fisker. Far til en søn, der ikke vil være fisker. Det er nye tider.

»Det er noget mærkeligt noget«, siger han om »de høje herrer, der sidder inde på fastlandet og er så fandens kloge«.

Det er dem, der har fået den idé, at der ikke skal være en afløserfærge længere.

»Den gamle færge kunne fandeme gå i 30 sekundmeter, og den kunne gå i is, kan jeg godt fortælle dig«, siger fiskeren, mens han gør sin lække kutter ren iført orange regnbukser og gummistøvler.

»De høje herrer siger, at vi skal have liv på øen, og er så kloge. Men så hjælper det jo ikke noget, at der ikke er nogen færge«, siger han.

Foto: HJORTH DANIEL

Han var også selv til stede tirsdag aften. Der blev sejlet en kutter og en motorbåd ud i indløbet til havnen. Og så blev havnens truck, »det gamle lort«, kørt ud ved siden af Let-Købs lastbil.

»For fem millioner kunne du få alle tiders skiw som ekstrafærge, og så havde vi slet ikke alle de her problemer«, siger Jon Krüger.

For der skal nok blive et problem ud af kapringen, mener han.

»Bare vent og se, hvad der sker, når vores færge går i stykker. Der har altid været lidt konkurrence mellem Agersø og Omø, og de skal nok give tilbage næste gang«.

For selv om skibskapringen betød, at Rikke og Birte og Amalie og Karen kunne komme på arbejde til tiden, så gik det ud over et par Agersø-borgere, at skibet lagde til kajs på Omø og ikke som planlagt sejlede videre.

»Men det er for fanden da vel ikke for sjov, at den hedder Omøfærgen«, spørger han retorisk, mens skibet glider til kajs på øen, der har besluttet at bide fra sig.

Publiceret 4. april 2014.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce