Foto: David Guttenfelder/AP Photo/AP

Agent Orange forgifter stadig Vietnam

Frygten for at føde børn med misdannelser på grund af USA’s brug af sprøjtegiften Agent Orange under Vietnam-krigen er stor. 40 år efter bliver gravide skannet igen og igen og stilles ofte over for grusomme moralske valg, viser et dansk studie.

»Lige meget hvad vi gør, vil denne beslutning forfølge os for evigt«, siger Huy, ægtemand til den vietnamesiske kvinde Tuyêt. Hun har fået at vide, at det foster, hun er gravid med i 29. uge, lider af vand i hovedet og sandsynligvis vil blive alvorligt handikappet. I forvejen har hun en yngre bror, der blev født med misdannelser, og familien frygter, at det skyldes hendes fars fem års krigstjeneste i en af de provinser, der blev sprayet massivt med afløvningsmidlet Agent Orange.

Nu skal ægteparret beslutte, om de vil beholde barnet eller vælge en sen abort, og det er et forfærdeligt valg.

»At få en abort nu ville være forkert. Men hvis det ikke er rask, vil det medføre lidelse at beholde det. Vores barn vil lide, og jeg vil lide. Vi er bare nødt til at stole på lægerne«, siger Tuyêt, mens hun holder beskyttende om sin gravide mave.

Denne og mange andre samtaler med gravide og deres familier i samme ubærlige situation er gengivet i professor i antropologi Tine Gammeltofts bog ’Haunting Images’ – Billeder, der hjemsøger. Tine Gammeltoft har mødt Huy og Tuyêt på hospitalet, da de var til skanning og fik den frygtelige nyhed; hun har fulgt dem og over 30 andre par og deres familier tæt gennem de svære dage, uger og måneder, hvor de skulle vælge mellem liv og død, abort eller en tilværelse med et alvorligt handikappet barn.

Tine Gammeltoft ville undersøge, hvordan teknologi til fosterdiagnostik blev brugt i et fattigt land som Vietnam, fortæller hun fra sit kontor på Institut for Antropologi, Københavns Universitet. I udviklede lande har vi længe haft en debat om etik, abortgrænser og svære moralske valg i kølvandet på fosterdiagnostikkens udbredelse. At Vietnam har en særlig byrde på grund af eftervirkninger fra krigen, gjorde kun emnet endnu mere relevant.

Fra 1961 til 1971 spredte amerikanske fly op mod 45 millioner liter afløvningsmidler over Vietnam for at lette bekæmpelsen af Vietcong. Især midlet Agent Orange, som er en blanding af de to plantegifte 2,4-D og 2,4,5-T, indeholder det stærkt giftige og svært nedbrydelige stof dioxin.

I dag, fire årtier efter krigens afslutning, vurderer den vietnamesiske ngo Foreningen for Agent Orange-Ofre, at over 3 millioner af befolkningen på 92 millioner lider af alvorlige helbredsproblemer, som kan tilskrives dioxin. Organisationens undersøgelser viser, at i de forurenede områder fødes næsten 3 procent af børnene med alvorlige misdannelser, som man kun ser tilsvarende hos 0,74 procent af børnene andre steder i landet.

Undersøgelserne er dog ikke internationalt valideret og anerkendes ikke af USA, som har betalt erstatninger til sine syge krigsveteraner, men ikke til vietnameserne. I Vietnam kender alle nogen eller har selv et familiemedlem, der er født handikappet – med groteske misdannelser, vand i hovedet eller mentalt retarderet.

»Der er i hvert fald en rigtig stor frygt, og forskerne siger nu, at de genetiske skader kan springe en generation over. Så kan man ikke få det ud af ’samfundskroppen’, og problemerne vil hjemsøge den enkelte familie igen og igen«, siger Tine Gammeltoft.

Denne frygt er en vigtig årsag til, at skanninger af gravide, både i 2D og 3D, er blevet enormt udbredt i Vietnam. Stort set alle kvinder, bortset fra etniske minoriteter i utilgængelige bjerg- og landområder, får skanningerne tilbudt i det offentlige system, og mange betaler for ekstra skanninger på private klinikker, som man finder på hvert gadehjørne i hovedstaden Hanoi. Undersøgelsen har eksempler på kvinder, der har ladet sig skanne 30 gange under en enkelt graviditet.

I Vietnam er den almindelige abortgrænse 22 uger mod 12 uger i Danmark. Men ved alvorlige misdannelser er der ingen øvre grænse for, at lægerne kan bevilge abort.

Et anderledes valg

I Danmark lægger vi stor vægt på, at det i sidste ende er den gravides helt egen selvstændige beslutning at afbryde en graviditet eller ej. Lægerne og andet professionelt sundhedspersonale bør under ingen omstændigheder påvirke beslutningen.

Men sådan ser man slet ikke på det i Vietnam, fortæller Tine Gammeltoft. Der er ingen tvang, men lægerne kommer med klare anbefalinger, som går i retning af at afbryde en graviditet, hvis skaderne anses for alvorlige. I mange af interviewene giver kvinderne udtryk for, at det mildner deres skyldfølelse og gør det lettere at træffe en svær beslutning, at de kan læne sig op ad videnskaben og eksperterne, som ved bedre, end de selv gør.

»Lægerne vil fortælle hende, at det her bliver aldrig et ordentligt barn. Det regnes som en medmenneskelig pligt at rådgive til abort i svære tilfælde, mens lægerne omvendt var meget klare på, at mindre problemer ikke skulle føre til abort. At nøjes med at give en neutral vejledning, som vi kender det, ville være at lade folk i stikken og lade dem stå alene«, siger hun.

Foto: Ditte Bjerregaard

Også den vietnamesiske stat og partiet har en klar holdning til sagen. En ledende regeringsfunktionær fortæller i bogen, at »asiatiske lande er ofte fattige og underudviklede, og mange mennesker har en svag fysik og er meget små ... så derfor er vi nødt til at tage problemet med befolkningskvalitet op«.

Økonomisk vækst kan kun skabes af en stærk og veluddannet arbejdsstyrke. Det er derfor en samfundspligt for vordende mødre at deltage i programmer for fosterdiagnostik, som kan minimere antallet af børn, der fødes med svære handikap og dermed betragtes som en tung byrde ikke bare for familien, men for det vietnamesiske samfund som helhed. Den samme embedsmand beskrev imidlertid også den frygtelige situation, som familier påvirket af Agent Orange lever i.

»Jeg har mødt familier, som intet ved (om deres genetiske status, red.) og derfor bliver ved med at håbe, at de kan få et normalt barn. I nogle familier er der derfor tre, fire eller fem børn, som alle er handikappede. Det var så smertefuldt at se dette. Det var som at besøge et invalideasyl – alle børnene var skadet. Hele familien levede i elendighed«, fortæller han.

På den måde er statens og lægernes rolle en blanding af kontrol og omsorg. Eller som en bedstemor til en 26-årig kvinde, der valgte abort, siger det:

»Alle i familien var enige i at afslutte graviditeten. For at sige det, som det er, har vi ikke lange uddannelser. Men videnskaben er dygtig. Det må vi anerkende ... Hvis vi ikke troede på staten, på lægerne, ville vi ikke have samtykket. Men nu føler vi os afklarede ... Staten er klog. Den har hjulpet vores barn til at undgå lidelse«.

Det frie valg er ikke reelt

Selv om det sidste, vi i Danmark ønsker, er, at staten blander sig i vore dybt personlige valg omkring graviditet og fødsel, har Tine Gammeltofts egne holdninger rykket sig, i takt med at hun lærte vietnamesernes system og tankegang at kende.

»Jeg nåede undervejs til at synes, at man i Vietnam gør det rigtige, mens vi svigter i Danmark. Jeg synes, vi går for langt i vores tro på det frie valg. Det er ikke et reelt valg, for alle lever i en kontekst, hvor der er bestemte forventninger til os. For eksempel har aviserne skrevet, at flere danske kvinder vælger en sen abort på grund af småskavanker hos fostret. Hele ansvaret tilskrives her de gravide, og man ser slet ikke på, at vi lever i et samfund, hvor der er meget skarpe normer for familier og børn«.

Finder du det mere rimeligt, at et fattigt land som Vietnam vælger handikappede børn fra, end at vi gør det i Danmark?

»Ja. Eller både-og. For selv om vi har flere ressourcer i Danmark, skal vi ikke undervurdere, at det også kan være en hård kamp at have et handikappet barn hos os. Men i Vietnam er familierne helt alene. Der er ingen hjælp, og hvis man ikke er så heldig at have en bedsteforælder, der kan passe barnet, vil det koste den ene forælders indtægt. Det kan trække hele familien ned under fattigdomsgrænsen«.

Alligevel var det overvældende svært for de forældre, Tine Gammeltoft mødte, at træffe den hårde beslutning om abort. Fosteret i livmoderen var for dem ikke bare en klump celler, men et menneske. Det ufødte barn var allerede en del af familien, som de følte stærk kærlighed til. Liên, der måtte afbryde sin graviditet i 14. uge, beskrev, hvordan hendes mand hver dag efter arbejdstid kærligt masserede hendes gravide mave og sagde: »Mit barn, far er kommet hjem«.

»Også i Vietnam er børn omdrejningspunkt for både fædre og mødre lige fra dag 1, og vietnameserne taler om, at ingen andre mennesker i verden kan elske deres børn så meget, som de gør. Derfor er det så tungt og heftigt, når de skal beslutte at slå deres barn ihjel, for sådan oplever de det. »Er det bedste, jeg kan gøre for mit barn, at tage livet af det«, spørger de. Og så skal de leve med det bagefter«, siger Tine Gammeltoft.

Når kvinderne bagefter skal fortælle om deres beslutning, giver de udtryk for stor smerte, som denne mor, der måtte abortere i 19. uge, fordi fosteret havde forstadier til vand i hovedet:

»Jeg føler mig plaget, jeg føler mig fortabt. Jeg savner mit barn så meget. Jeg bliver ved med at forestille mig, at jeg bærer på et barn. Jeg føler mig så ensom, selv om jeg ved, at der er mange andre i denne situation ... Jeg frygter, at dette vil gøre ondt på mig for altid«.

Eller som en anden kvinde, der ligeledes måtte abortere i 19. uge, da fostret viste tegn på alvorlige hjertefejl: »Jeg føler, at det, vi gjorde, var forkert. I mit hjerte føler jeg mig fortvivlet. Vores barn var i live, og vi var hjerteløse nok til at opgive det. Jeg føler, det var grusomt«.

Ville livet være nemmere uden teknologi, som tvinger os ud i så svære moralske valg?

»Det tænker jeg tit. Også herhjemme bliver kvinder trukket igennem usikre risikovurderinger, hvor de får at vide, at der er noget med det her foster, men vi ved ikke helt hvad. Vi forventer, at teknologien giver os mere sikker viden at handle på. Men den skaber i virkeligheden ofte mere ængstelse og usikkerhed. At der så bliver født færre børn med Downs syndrom, er det virkelig det værd?«, siger Tine Gammeltoft.

Men fosterskanninger kan ikke af-opfindes. Når først teknologien er der, kan vi ikke slippe af med den igen. Og i Vietnam er de ikke et sekund i tvivl.

»Jeg mødte ikke ét menneske, der ikke så teknologien som et utvetydigt gode. Og når man ser de familier, der får et alvorligt handikappet barn, forstår man dem godt. I én familie var faderen rejst væk, i en anden var moderen blevet sindssyg. Jeg så forældre passe de børn med enorm kærlighed og omsorg, men nogle knækker og magter det ikke. Det koster alt; de giver alt, hvad de har. Og det værste er tanken om, hvad der skal ske med mit barn, når jeg ikke er her mere – den smerte er enorm. Det er en grundangst«, siger Tine Gammeltoft, som stadig har kontakt med mange af familierne.

Hun er blandt andet gudmor for en lille dreng med kun én arm, som forældrene valgte at beholde, og som har det godt.

Publiceret 7. juli 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce