Foto: PETER HOVE OLESEN

Da Yahya Hassan blev digter

En nat slog Yahya Hassan Caps Lock til for at tage et opgør med sin far, sin religion og sin hjemstavn. Vi har fulgt ham gennem det vildeste gennembrud, dansk litteratur har set. Og tilbage til Aarhus-ghettoen Trillegården for at finde ud af, hvad der fik ham til at skrive digte.

Da jeg var 17 år gammel, rendte jeg rundt i en hashtåge i Aarhus.

Jeg var kommet tilbage til byen efter at have gået i seng med en lærer fra Solhaven, som var blevet min kontaktperson. Hun blev bange for, at jeg ville melde hende, og hun truede med at melde mig for voldtægt. Jeg besluttede mig for at sige det, som det var, til kommunen. Hun blev fyret og senere skilt. Og jeg kom tilbage til ghettoen.

Jeg havde været anbragt i så mange år, og pludselig var jeg der igen i min mors stue.

Der gik et stykke tid, inden kommunen fandt en lejlighed til mig. Det var dér, jeg skrev det første digt, 'Barndom'. På en måde var det en befrielse at skrive det. Jeg var træt af at undvige. Jeg var træt af at lege hellig over for hykleriet. Træt af at lade, som om min far var god, og som om min mor var lykkelig. Lade, som om vi var en familie. Da det var fortalt, følte jeg egentlig, at det hele var blottet. Så kunne alt det andet også komme med.

Jeg skrev digtet om natten på min Mac-computer og slog Caps Lock-tasten til. Det så for tamt ud med små bogstaver. Det var ikke sådan et digt, jeg havde gang i«.

FEM BØRN PÅ RÆKKE EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

9. oktober 2013

Yahya Hassan drikker sit tredje glas postevand på få minutter. Han er samtalens midtpunkt, men ligner en, der gemmer sig bag glasset for at slippe for opmærksomheden.

»Hvor er du modig«, er der en, der siger, og vedkommende understreger udsagnet med en opmuntrende knytnæve.

Digteren tager tre store slurke og kigger ned i gulvet.

»Tak for det«, siger han høfligt. Uden at se op.

»Hvordan har det været?«, spørger en anden, mens opvaskeren ude fra køkkenet kommer hen til gruppen af nysgerrige.

»Okay«, svarer Yahya Hassan kort og drikker endnu en tår vand. Han får ikke rigtig øjenkontakt med de mennesker, der har samlet sig om ham, inden han om lidt skal ind og læse op af sin kommende digtsamling for en gruppe unge på hans egen alder i Politikens Hus i København.

Han fortsætter ikke samtalen, men trækker en stak A4-papirer fulde af versaler op af sin sorte Fjällräven-rygsæk og spørger efter toilettet. Her, foran toiletdøren, sidder han de næste ti minutter for sig selv, mens nogle af de unge, han skal læse op for, går forbi ham på vej til toilettet. De hvisker og kigger over mod ham. Som nogle, der har fået øje på en kendt i supermarkedet.

Tidligere, på vej ind i huset, blev han standset af en journalist fra Ekstra Bladet, der ud af ingenting dukkede op og bad om en kommentar.

»Ellers tak«, lød det fra digteren.

For fire dage siden vidste ingen, hvem 18-årige Yahya Hassan var. Nu er han landskendt. Alle vil tale med forfatteren, der med Caps Lock slået til har skrevet digte om at blive slået af sin palæstinensiske far med trælameller, er »vred på sin forældres generation« på forsiden af Politiken og i Deadline på DR 2 forbander muslimske hyklere og siger, at en kritisk sociolog skal »holde sin kæft«.

Normalt, når man møder en person og prøver at forstå, hvem han er, leder man efter vendepunkter i det menneskes liv. Var der et tidspunkt, hvor det hele tog en drejning, og noget ændrede sig?

Yahya Hassan sidder midt i det, her alene foran toiletdøren. Det er begyndelsen på et gennembrud i dansk litteratur, der på få uger forvandler Yahya Hassan til millionær, debutantprisvinder, årets mest debatterede person og dansk litteraturs nye messias. Han bliver adresseløs, politianmeldt, livstruet, overfaldet og PET-beskyttet. Men her, i den første uge af gennembruddet, er det umuligt at forestille sig, hvor vanvittigt de næste to måneder kommer til at udvikle sig.

»Der er fem minutter til, at du skal læse op«, siger arrangøren.

»Helt sikkert«, svarer Yahya Hassan og samler sin rygsæk og digte sammen.

Så åbner han døren mod scenen.'

9. oktober: 800 eksemplarer af 'Yahya Hassan – digte' er trykt.

10. oktober 2013

Foran Forfatterskolen i København puster Yahya Hassan røgen fra en af sine røde Prince ud af næsen. En fotograf fra Berlingske trykker på kameraets udløser og fanger forfatteren i en ny dyb inhalering.

Digterens brune proptrækkerkrøller er sat op i en hestehale. Han har det samme tøj på som sidst, jeg så ham: en lang sort uldfrakke, bukser med smalle ben og spidse brune lædersko. En tøjstil, der i digtsamlingen får nogle af hans fire søskende til at kalde ham »dansker«.

Jeg er den fjerde og sidste journalist, der skal interviewe Yahya Hassan denne torsdag. Digtsamlingen udkommer først i næste uge, men i dag er den kommet fra trykken, og eksemplarer af bogen, der blot bærer digterens navn, er blevet leveret med bud fra Gyldendal til medier og anmeldere.

»Det er min historie. Der er ikke så meget at rafle om. Ærligheden var præmissen«, står der på en vedlagt seddel.

Yahya Hassan tager trappen op til Forfatterskolens lokaler i lange skridt, to trin ad gangen. Deroppe står TV 2 Østjylland fra hans hjemegn i Aarhus. Også en ung journalist fra Berlingske venter på at få de sidste minutter med forfatteren.

»Hvad med dine søskende?«, spørger hun.

»Jeg er ked af, at de er kede af det. Men sådan er præmissen«, siger han.

»Har du kontakt med dem?«, spørger journalisten.

»Det er jo også op til dem, ikke kun til mig«, siger Yahya Hassan og kigger ned på sin højre hånd. ’ORD’ står der tatoveret på siden af den.

»Men savner du dem?«, spørger hun.

»Der er noget, der er gået i stykker i relationen for længe siden«, slutter Hassan kort.

»Okey dokey, nu kører vi tilbage og får nogle reaktioner i Perkistan«, siger den ældre tv-journalist og forsvinder sammen med kameramanden og Berlingske-journalisten.

Yahya Hassan sætter sig i en udtjent fløjlssofa i rummet, hvor stigereolernes hylder er fulde af udgaver af tidsskriftet 'Kritik' fra 1990'erne og opslagsværker som 'Danske digtere i det 20. århundrede'. Han er kun lige begyndt her på skolen for en måned siden. Før det boede han på sin mors sofa i hendes lejlighed i Trillegården. Nu har han adresse i et kælderværelse i Brønshøj. Men efter interviewet i Deadline i starten af ugen har han modtaget 27 dødstrusler på Facebook, seks af dem så alvorlige, at politiet efterforsker dem. Det er ikke længere en god ide at gå rundt der, hvor han bor, i Brønshøj. I stedet har han for en tid fået husly i Kartoffelrækkerne på Østerbro hos Martin Krasnik, Deadline-journalisten, der interviewede ham på DR 2. Journalisten ringer for at høre, hvordan det går.

»Fint, mand. Ja, det er det fjerde interview i dag. Der går lige noget tid. Jeg giver lige en besked, hvis det trækker ud. Det er i orden, Martin. Helt sikkert. Hey«, siger Yahya Hassan i røret.

Han lægger på og tjekker Facebook. Han bliver ved med at få ’notifikationer’ om nye venneanmodninger, kommentarer og statusser, hvor hans navn er nævnt. På Facebook elsker, hader, håner og truer folk fra Frederiksberg til Skanderborg den nye digter og hinanden.

»Du skal bare dø din lille luder«, skriver en.

»Kujon kujon kujon, din HUND, må du brænde op i helvede«, skriver en anden.

»I er jo totalt forrykte at høre på, død og ødelæggelse. Så hold dog jeres kæft, fucking vanepsykopater«, skriver en tredje.

Hans fætre har også ringet og truet ham. Og så har hans mor kontaktet ham. Han viser mig et foto på mobiltelefonen, hun sendte ham forleden. Det er Yahya Hassan som 14-årig. En korthåret dreng med en kasket sat lidt på skrå.

»Hun sendte mig det her billede forleden og skrev, at det var den søn, hun kendte«, siger han.

»Hun ønsker jo, at jeg igen bliver den der hiphopper, der bare render rundt og hykler i stedet for at sige min mening. »Jeg kender ikke den, du er nu«, skrev hun«.

17. oktober: Bogen udkommer, og 6.000 eksemplarer af 'Yahya Hassan – digte ' er trykt.

11 år

»Jeg har altid læst, når jeg fik stuearrest derhjemme. Da jeg var 11 år, gjorde ’En dødssyg ven’ af Daniel Zimakoff indtryk på mig. Den handler om et vennepar, hvor den ene har kræft.

Senere, da jeg var blevet fjernet og kom på institution som teenager, meldte jeg mig ind i en bogklub. Og der på forsiden var 'Min kamp' af Karl Ove Knausgård. Jeg læste den første af de seks bøger på mit værelse i Solhaven på Farsø i Nordjylland. Jeg kunne se, at der var ligheder mellem Knausgårds opvækst og min egen. Han havde også en far, der var voldelig. Måske ikke i samme omfang som min, men hans far er også restriktiv, og der er den der frygt hele tiden, blandt andet i en scene i bogen, hvor faren smører madder til Knausgård og broren.

Der har været noget lignende i min opvækst, hvor min far smurte madder til os, samtidig med at han sagde, at han ville ønske, at vi aldrig var blevet født. Knausgård viste mig, at det ikke var skamfuldt at have en far, der slår«.

23. oktober 2013

Jeg ankommer til reception på Forfatterskolen for Yahya Hassans digtsamling, samtidig med at Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl og forfatteren Thomas Boberg træder ind ad døren. Der er masser af lyrikere, redaktører og forlagsmennesker, men jeg kan ikke se Yahya Hassan. Kun hans Fjällräven-rygsæk på gulvet lige ved indgangen tyder på, at han er der et sted. En har skrevet kruseduller med blå kuglepen på rygsækkens runde rævemærke, siden jeg sidst så ham her på skolen.

Vi skulle egentlig have mødt hinanden et par gange ind imellem. Først på Gyldendal for at se bøgerne komme fra trykken. Men han ringede og aflyste, kort efter at vi skulle have mødtes. Han kom heller ikke et par dage senere på kriminalforsorgen, hvor han skulle til møde med sin sagsbehandler på grund af den betingede dom, han fik tidligere på året, for forsøg på væbnet røveri i en SuperBrugsen i Aarhus sammen med sin fætter. Han ringede til sagsbehandleren, mens jeg sad i receptionen, og meldte sig syg.

I stedet dukkede der senere på ugen en invitation op til receptionen. 350 mennesker deriblandt Klaus Rifbjerg og Jørgen Leth er blevet inviteret personligt. Hanne-Vibeke Holst er kommet tidligt til Forfatterskolen, hvor der er dækket op med vin, øl og små Summerbird-flødeboller.

Ved baren står et par og diskuterer den debuterende forfatter over et glas gratis hvidvin.

»Det må være mærkeligt at holde en reception uden at kende gæsterne. Jeg kender ham jo ikke. Gør du?«, spørger hun manden.

Forfatterskolens rektor, Pablo Llambias, tager lidt efter ordet.

»Der har været en nedfrysning i den her indvandrerdebat, hvor to fronter har stået og gentaget sig selv i en uendelighed. Lige pludselig ser det ud til, at de her positioner bliver tøet fuldstændig op. Yahya er på den måde en enmandshær, der kæmper for at få samtalen i gang igen«, siger han.

Gyldendals direktør, Johannes Riis, tager over.

»Det, der er sket de seneste par uger, ligner overhovedet ikke noget, jeg har oplevet i mit lange forlæggerliv. Vi beundrer dit mod og dit litterære talent. Det er en fantastisk god kombination«, siger den hvidhårede mand.

Gæsterne i det tætpakkede rum klapper. Yahya Hassan baner sig vej gennem menneskene helt nede bagfra, som en gæst til sin egen reception. Foran forsamlingen bladrer han længe i bogens sider. I 45 sekunder står vi i absolut stilhed. Så vælger han, tilsyneladende næsten tilfældigt, et digt på side 106.

»JETLAGSFORMØRKELSE«, siger han højt med dyb stemme og udtaler tydeligt hver eneste stavelse i ordet. Messende i en takt et sted mellem rap og koranrecitation læser han op.

JEG FORTJENER IKKE MIN FØDSEL

JEG PISSER JO PÅ MIN EGEN GRAV

OG PÅ GRAVEN VED SIDEN AF SOM MÅ VÆRE MIN FARS

Han skifter vægt fra den ene fod til den anden som en bokser. Vugger med overkroppen og trækker vokalerne i langdrag. Versalerne slår luften ud af tilskuerne.

»Det er for sindssygt!«, hvisker en kvinde blandt gæsterne.

Sådan fortsætter Yahya Hassan i mere end 10 minutter. Bagefter synker han dybt ned i en stol.

»Jeg er lidt træt, og der er mange mennesker«, siger han til en af de gæster, der er kommet over til en slags audiens. En efter en går folk forbi og roser ham. Spørger, om han kan optræde på en litteraturfestival. Om han vil læse op et sted.

Gæsterne bliver færre, og dem, der er tilbage, bliver fuldere. Nye kommer til. To unge fyre med fuldskæg og lange blå kjortler drikker sjusser. Den aarhusianske kunstner Hans Krull iført stråhat og briller med gule glas døber en balinesisk træfigur i rødvin og hænger den om Yahya Hassans hals.

»Har vi mere drikkelse?«, spørger Yahya Hassan, som er livet op efter oplæsningen.

Han ser glad ud. Hans otte år ældre kæreste, som han mødte for et halvt år siden, er der også.

»Den knægt ender med at få mere fisse end Frank Sinatra«, siger Hans Krull.

»Jeg skal lige låne dig«, siger Yahya Hassan til kæresten og trækker hende med udenfor.

Da jeg går, står de og kysser på trappeafsatsen.

31. oktober: 25.000 eksemplarer af 'Yahya Hassan – digte' er trykt.

En god søn

»Jeg er blevet opdraget til at tro, at islam var perfekt. Som barn var jeg meget optaget af, hvad jeg måtte og ikke måtte ifølge islam. Men det var svært for mig at overholde alle forbuddene og påbuddene, og jeg følte mig som en dårlig muslim. Jeg ville jo gerne være en god muslim og en god søn.

Samtidig så jeg alt hykleriet. Jeg begyndte at spørge mig selv: Hvordan kan de kalde sig selv muslimer, når de ikke kan finde ud af at holde et forbud og et påbud? Folk, der dømte mig for at spise i ramadanen, tog til Randers eller Horsens for at drikke sig stive og prøve at få noget fisse. Dagen efter var de tilbage i moskeen.

Hykleriet har jeg altid kunnet se. Men det blev forstærket, da jeg blev fjernet fra mit hjem og kom ind i nogle omgivelser, hvor der ikke var en Gud over mit hoved«.

12. november 2013

Jeg henter Yahya Hassan i en taxa foran hans revisors kontor i Store Kongensgade. Det er vigtigt, at jeg kommer i en bil, har han understreget. Han skal bare ikke gå for meget rundt på gaden, som han sagde i telefonen.

I sidste uge bragte USA’s største avis, The Wall Street Journal, et interview på nettet med overskriften ’Teenagepoet antænder ny islamdebat i Danmark’. Samme dag måtte Yahya Hassan eskorteres ud fra Ørestad Gymnasium, hvor en gruppe vrede elever ventede, da han kom ud fra en oplæsning. Han bad dem om at fucke af. Og han er begyndt at gå med skudsikker vest.

Yahya Hassan er imidlertid i bedre humør, end jeg før har set ham, da han træder ud på Store Kongensgade og ind i bilen. Han hilser oplagt og undskylder, at han lige skal foretage et telefonopkald. Sammen med kæresten skal han til Berlin i weekenden for at komme lidt væk, og han joker i telefonen med den, der bestiller flybilletterne for ham.

»Det staves y, e, h, y, a«, læser han op af passet med et foto af en yngre kronraget version af ham.

»Ja, det er ikke med ’a’ i mit pas, fordi mine forældre ikke kan finde ud af at stave«, griner han i røret.

For fem dage siden modtog han Debutantprisen og fik dermed den opadgående kurve for sit gennembrud til endnu en gang at sprænge skalaen. Blomsterne og præmiechecken på 50.000 kroner lod han blive stående, mens han vadede væk fra journalisternes mikrofoner og ud ad bagdøren for at ryge.

Forlaget har nu trykt bogen i 42.000 eksemplarer, og de har netop meldt ud, at den skal oversættes til engelsk. Omkring en million må nu være gået ind på bankkontoen, regner jeg mig frem til. Men hvad det betyder for hans liv, gider han ikke snakke om. Han er sulten, og vi holder ind ved en smørrebrødsrestaurant. Han bestiller rødspætte med rejer og asparges og en æggemad.

Før vi når første servering, er han inde i en analyse af islam. For når nogle muslimer på hans facebookvæg, i medierne og til hans oplæsninger kritiserer ham for at lyde som Dansk Folkeparti og for at blande islam ind i sit forældreopgør, så har de ikke fattet noget.

»Det er, fordi de tror, at islam er én ting, og at muslimer er en anden«, siger han og uddyber med et par metaforer.

»Uden de her bordben kan du ikke have en bordplade. Uden en vandhane kan du ikke få et glas vand. Og uden islam kan du ikke have nogen muslimer. Det er jo ikke noget, du kan separere. Deres tankesæt og det, der gør dem til muslimer, har de jo fra noget, ikke«.

Spætten kommer på bordet, og han spiser den i fire store bidder, lader de tre asparges ligge, mens han gestikulerende forklarer videre. Det er første gang, jeg ikke har været nødt til at hive svarene ud af ham.

»Igen kaster de skylden videre. Enten er det USA's skyld, eller jødernes eller israelernes eller danskernes skyld. Nu er det så Yahya Hassans skyld. Det er det, vi er så gode til. Vi kan ikke tage ansvar«, siger han ophidset.

Jeg nævner, at der i motivationstalen til Debutantprisen blev sagt, at man skulle huske på, at bogen var et kunstnerisk værk, der handlede om et generationsopgør, og ikke var et angreb på en hel religion.

»Gu’ fanden handler den om islam«, siger han og læner sig ind over bordet.

»Selvfølgelig handler den ikke kun om islam, men den handler heller ikke kun om et generationsoprør. Det er det hele blandet. For hvem er det, der har præsenteret religionen for børnene? Det er jo forældrene. Når du bryder med dem, bryder du også med alt det andet. Når du taler om et generationsoprør, taler du også om alt det, der er i generationen. Som også er svigt og kriminalitet. Som ikke kun forældrene har været skyld i, men hele generationen har været skyld i«, siger han og peger på sig selv for at understrege pointen.

»Jeg er ikke ude på at gøre alle til ateister, til danskere eller assimilere dem. Jeg er ude på at få dem til at forstå, at der også er plads til os andre«, siger han.

»Hvis du inviterer mig ind i din stue, kan jeg ikke bare komme ind og rykke sofaen til et andet hjørne. Du har så samtidig som vært en pligt til at servere en kop kaffe og måske spille noget musik, jeg kan lide. Men det er da min opgave som gæst at passe ind i stemningen og bidrage med noget til samtalen. Det, muslimerne ikke kan finde ud af, er at acceptere folk, der er anderledes end dem. De vil omvende alle. Det er jo ikke det, jeg er ude på. Problemet er, at man ikke vurderer hinanden som mennesker. Man bliver kun vurderet på sin religiøsitet«, siger han.

Og hvis man ikke lever op til islams forbud og påbud, dækker man over hinanden for ikke at blive udstillet dårligt i samfundet, siger han.

»Hvis der er familieproblemer, så siger man det ikke til nogen: Dæk, dæk, dæk. Man konfronterer ikke hinanden. Min far slog os jo foran alle, men der var ingen, der sagde noget. Dæk, dæk, dæk. Altså, hvad er det for noget?«.

Han taler længe om den særlige form for islam, der er opstået i indvandrergrupper i Danmark.

»Den islam, min bedstefar har fået foræret i Palæstina, er ikke den samme som den, min far har fået foræret i en flygtningelejr i Libanon. Og heller ikke som den islam, jeg har fået foræret i en ghetto i Danmark. De fleste i min generation taler dårligt arabisk, og de kan ikke læse arabisk eller Koranen. Deres forudsætninger for selv at søge viden om deres religion er meget lille. De er indoktrinerede. Indoktrinerede ad helvede til. Det skal mere end en digtsamling til at ændre noget, der er så dybt forankret«, siger han

Vi kører videre på bagsædet i endnu en taxa. Hans humør ændrer sig pludseligt. Han svarer i korte sætninger eller slet ikke på mine spørgsmål.

»Lad os lade være at snakke om alle de familierelationer. Det har ikke noget med sagen at gøre«, siger han.

Han beder taxachaufføren, der er i gang med at læse hans bog, om at holde ind ved 7-Eleven.

»Jeg skal lige sikre mig, at der er cola til jointen«, siger han og stiger ud af bilen.

Varetægtsfængslet

»Før jeg blev anbragt, lavede jeg nogle ting. Stjal lidt i Fakta, slog folk ned en gang imellem. Rullede folk på gaden. Jeg lavede ikke kriminalitet på den måde, mens jeg var anbragt.

Det var først, da jeg kom tilbage til Aarhus, at det begyndte at rulle. Jeg stjal helt vildt og rendte rundt og lavede indbrud med mine fætre. Men om natten skrev jeg digte. Natten har altid været et rum, hvor jeg kunne arbejde. Min familie vidste ikke, at jeg skrev. Nogle af mine venner vidste det, og særligt talte jeg med Søren Marcussen, en, jeg havde mødt, mens jeg rappede. Mellem alle de her knæk med mine perkervenner og fætre var der de her brud, hvor Søren ringede en gang imellem og hev mig ud af den her sammenhæng.

På et tidspunkt fik jeg overtalt kommunen til, at jeg skulle ind på en højskoles forfatterlinje, og det bevilgede de rent faktisk. Det endte med, at jeg blev varetægtsfængslet for forsøg på væbnet røveri«.

Trillegården, Aarhus Vest

På plænen foran den blok, Yahya Hassan voksede op i, sidder en stribet kat og æder af det fugtige græs. En mand i naboejendommen kommer hjem med en indkøbspose fuld af 2-liters colaflasker. Der er næsten ingen mennesker denne formiddag i december mellem boligblokkene i Trillegården i Aarhus Vest.

Jeg er taget hertil for at se, hvor Yahya Hassan kommer fra. Moren bor stadig i området, men hun har venligt afvist at tale med mig. Jeg har også forsøgt at finde faren, men hans adresse er hemmelig. Hos forældrene er døren til fortiden lukket.

Døren til Yahya Hassans gamle opgang er åben. I trappeopgangen bliver en dør et par etager oppe smækket, så det giver ekko i betonbygningen.

HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP

FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE

JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR

MOR SMADRER TALLERKENER I

OPGANGEN

SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER

skriver Yahya Hassan i digtet 'Barndom'.

I den lejlighed, hvor han boede, har et pink gardin sat sig i klemme i vinduet. Bogstavet 'T' står skrevet på murene i området med gotisk font og markerer, at vi står i Trillegård-bandens territorium, siger Abu Malek, der viser mig rundt.

»Området er bedre, end det var dengang, men jeg ville stadig ikke have, at mit barn voksede op her. Hvis man bor her, bliver man venner med nogle dårlig typer. Det kan ikke undgås«.

37-årige Abu Malek kender kvarteret, fordi han som teenager i 1990'erne boede her i nogle år, da han kom til Danmark med sin palæstinensiske familie fra Saudi-Arabien. Og så kender han Yahya Hassan, fra dengang digteren voksede op mellem etageblokkene og var et af de børn, som lavede ballade.

»Han var 12 år og så provokerende. »Hvis du ikke går væk herfra, begraver jeg dig«, sagde jeg til ham første gang, vi mødtes. Så sagde han undskyld og begyndte at komme i rapskolen«, siger Abu Malek, der underviste i rap og lavede musik med Yahya Hassan, frem til han var 16 år.

Vi går gennem områdets forskellige nuancer af gråt. Forbi en Fakta med et skur til drankerne, en kiosk og et bibliotek, der også er kulturhus. Abu Malek går igennem tunnelen, hvor Yahya Hassan solgte stoffer som pushervikar.

NEGEREN FÆTTEREN LUDEREN MISBRUGEREN

KOM TIL DEN GRØNNE BLOK 23

KOM TIL TUNNELLEN

KOM TIL FAKTA

JEG PLUKKER EN KUNDE HER OG DER

»Den måde, Yahya læser op på nu, var samme måde, han rappede på«, siger Abu Malek.

»Han var meget dygtig til at skrive tekster. Jeg tænkte allerede dengang, at han skulle være kunstner. Mange i området drillede ham, fordi han snakkede rent dansk og ikke havde den der lorteaccent. Han gik op i sprog. Han var ikke typen, der bukkede under for gruppepres«, siger han og uddyber:

»Yahya var en grov dreng. Ikke nogen tøs. Han var sådan en, der slog tilbage, selvom der var fem på ham. Han har nosser. Og så er han ekstrem. Som rapper, som digter og som person. Havde han været seriemorder, havde han nok været sådan en, der dræbte folk langsomt med kniv«, siger han.

Abu Malek gav dengang Yahya Hassan rapper-aliasset 'Natteravnen', fordi han sad om natten og skrev. Nogle gange ringede Yahya til ham om natten og fortalte om de tekster, han var ved at skrive. Yahya Hassan blev en del af rap-crewet Pimp a Lot og fortsatte med at komme i rapskolen, efter at han var blevet fjernet hjemmefra og boede på mere eller mindre sikrede institutioner forskellige steder i landet.

Tre af hans første sange har Abu Malek stadig på sin computer hjemme i sin lejlighed i Aarhus’ centrum, hvor både dronning Margrethe, Fidel Castro og et kort over Palæstina hænger på væggen. Sangene er dystre, og især to ord bliver ved med at optræde i teksterne: 'kaos' og 'had'.

»Jeg abstraherer fra alt, der komplicerer. Her, hvor selv det smukkeste krakelerer. Intet mindeværdigt sidder på min nethinde. De fleste minder er forsvundet sammen med vintervinden. Der er så meget kaos og virvar for tiden, så jeg siger fra før eller siden. Alt jeres pis, det er jeg færdig med, næstekærlighed. Når jeg sparker jer i hovedet, mens I ligger ned«, rapper han på sangen 'Had i mit hjerte'.

Allerede dengang vidste Abu Malek godt, hvad der foregik hjemme hos Yahya Hassan.

»Det, hans far har gjort, er ikke nyt for mig«.

Historier om, at man slog sine børn, var nu ikke noget unormalt, siger Abu Malek.

»Han har snakket om noget, ingen før har turdet. Det er meget stort, synes jeg. Alle ved jo godt, hvordan det er. Sandheden gør ondt, ikke«.

Han synes, det er på tide, at man begynder at diskutere det og mange af de andre tabuer, som Yahya Hassan skriver om i bogen. Kvindernes position og det sociale gruppepres. Men islam skulle han have holdt sig fra, siger Abu Malek.

»Jeg er lidt træt af, at han er begyndt at rode i det der religion. Han ved ikke noget om det, og han har bare fået så mange fjender. Det er ikke fedt at være kendt og være så upopulær«.

Vi går ind på biblioteket, hvor rapskolen lå. I dag har en mødregruppe taget plads i det institutionsorange lokale. I biblioteket står Yahya Hassans digtsamling i en glasmontre. Den er blevet reserveret mere end 250 gange, så nu har biblioteket beholdt den hernede, så flere kan nå at læse den.

Ved et bord sidder en af Yahya Hassans mindre brødre og spiller skak med en fra biblioteket. Sidste år blev han jysk mester i sin aldersgruppe. Han har en storskygget kasket på ligesom den, Yahya Hassan bar på det billede, hans mor sendte ham. Den 13-årige bror har læst bogen, fortæller han.

»Den var rigtig god«, siger han, inden han går ind i kulturhusets lektiecafe.

Forfatterskoleelev

»Jeg slap med en betinget dom for forsøg på væbnet røveri og så på det tidspunkt højskolen som min billet ud af ghettoen. Men da jeg kom derhen, fandt jeg ud af, at der var en pusher i byen. Og så var det jo nemt nok lige at tage en iPhone på skolen, man kunne sælge.

Da de smed mig ud, tænkte jeg, at jeg havde fucket det op. At nu var min billet væk. Men jeg nåede lige at søge ind på Forfatterskolen, inden jeg røg ud. Og så kom jeg ind.

To dage efter at jeg var blevet smidt ud af højskolen, blev jeg inviteret ind på Gyldendal af en redaktør, der hed Simon Pasternak. Han havde fået mine digte tilsendt af en lærer fra højskolen.

Vi snakkede lidt frem og tilbage, og han sagde, at han syntes, der var en digtsamling der. Vi talte også om det, jeg skrev om. Hvad det ville sige, og om jeg vidste, hvad jeg lavede. Om jeg var klar til konsekvenserne. »Det er bare sådan, det er«, sagde jeg. »Det skal ud««.

Frisørrøveri

Ved siden af biblioteket ligger kiosken, hvor Yahya Hassan plejede at købe cigaretter. Kioskejeren, Sharif Ahmad Faizzad, som Yahya Hassan nævner i et digt, står her også i dag og sælger fladbrød og bland selv-slik. Han har haft kiosken siden 1997, og han kan sagtens huske Yahya Hassan.

»Jeg har kendt ham, siden han var et lille barn. Vi snakkede tit sammen. Jeg vidste godt, at han blev dårligt behandlet af forældrene, for det fortalte han mig«, siger den 60-årige kioskejer.

Dørklokken lyder igen, og tre kunder i træk kommer hen til disken for at købe lottokuponer. Sharif Ahmad Faizzad har ikke læst bogen, men hørt nogle af digtene på nettet. Jeg viser ham digtet 'Afløser', hvor Yahya Hassan skriver om sin tid som pusher:

HEJ FORFATTER SIGER SHARIF HAN SIGER ALDRIG ANDET

20 PRINCE TAK

HEJ FORFATTER

»Han sagde til mig, at han var i gang med at skrive sine digte. Derfor sagde jeg altid »hej forfatter««, siger Sharif Ahmad Faizzad og tager et billede af digtet med sin telefon.

»Jeg ville gerne aktivere ham til at skrive, så hver gang jeg så ham sammen med de andre halvkriminelle her i området, spurgte jeg ham: »Hvorfor sidder du ikke og skriver din bog, som du snakker om?««, siger han.

En ung dreng køber 100 kroners taletid og forsvinder ud ad døren til sin tunede knallert. Sharif Ahmad Faizzad spørger interesseret en kunde om hendes fars helbred.

»Jeg ser positivt på, at han skriver om sin fortid. Hvad der er sket med ham og med andre. Du står jo i et meget belastet område«, forklarer han.

Der har været indbrud i kiosken mere end 20 gange. Sharif Ahmad Faizzad ejer også en frisørsalon, og engang brød Yahya Hassan ind i salonen.

»Han var måske 14 år og havde taget en maske på. Da vi opdagede, at det var ham, sagde jeg, at han skulle bringe tingene tilbage og sige undskyld til damen, der stod der, for hun blev meget forskrækket. »Jeg kommer med varerne, men jeg vil ikke sige undskyld« sagde han. Det er dejligt, hvis han har vendt sig fra det nu«, siger han.

Sharif Ahmad Faizzad har ikke hørt nogen tale dårligt om Yahya Hassan i kiosken. De drenge, der var hans venner, har mest snakket om, at han er blevet millionær på at skrive digte. Men han kan godt forstå de muslimer, der er vrede over Yahya Hassans hårde kritik af islam.

»Jeg er selv praktiserende muslim. Jeg bliver ikke sur på dig, hvis du ikke er enig i min holdning til islam. Men hvis han er sur på sin far og som en hævn bebrejder religionen, er jeg ikke enig med ham«, siger Sharif Ahmad Faizzad.

»Hvis han kom med viden og kritiserede dele af islam, for eksempel at kvindernes rettigheder er for dårlige, så ville jeg gerne diskutere og måske være enig med ham i nogle ting. Men han taler om hele religionen. Det er ligesom, når der nogle gange kommer en kunde ind her og siger: »Der er dyrt her«. Så siger jeg: »Hvad er dyrt? Hvad for nogle varer?«. Hvis man i stedet siger: »Den her juice, som du har, kan jeg få til 5 kroner. Her koster den 10 kroner«, så er det en decideret kritik. Hans kritik kommer af en slags uvidenhed«.

Digter

»Jeg samler en masse ord, linjer og noter ind rundt omkring, og så stykker jeg det sammen. Det er ligesom en musiker, der sidder og jammer. Nogle gange sætter jeg mig og skriver et helt digt fra ende til anden. Andre gang er det noter fra 2-3 uger, der bliver til et digt«.

21. november 2013

»Jeg vil gerne have et ’OG’ mere ind der«, siger Yahya Hassan til en layouter, der er ved at skrive versaler ind på en computer.

Yahya Hassan er i gang med at rette et nyt digt til. Med lav stemme læser han linjerne med tilføjelsen op for sig selv. Bevæger hånden frem og tilbage for at høre, om digtets rytme holder.

SÅ KOMMER JEG SOM EN SVANS

OG KLASKER KALIFFEN PÅ KÆBEN

VI ENDER PÅ STATIONEN

I STIKKERSTOLEN OG I DETENTIONEN

GHETTODRENGEN DIKTERER

SÅ JEG SKIDER PÅ PANSERNE

Digtet har han skrevet ud fra noter, han har lavet på sin telefon, siden han blev overfaldet på Hovedbanegården for fire dage siden. Det hedder 'FORURETTET' og skal offentliggøres i avisen.

Det er anden weekend i træk, han kommer på forsiden af Politiken. Historien 'Yahya Hassan' er blevet ved med at vokse sig mere dramatisk for hver uge. At blive slået ned af Danmarks første dømte terrorist er foreløbigt det mest absurde, der er sket. Nu har Yahya Hassan PET-vagter med overalt. Da politiet samme uge anbefaler at flytte en digtoplæsning væk fra Vollsmose på grund af sikkerhedsrisikoen, går regeringen ind i sagen. Kulturministeren kræver, at arrangementet gennemføres.

Yahya Hassan gider ikke tale om overfaldet, eller om hvordan han har det med at blive mandsopdækket af politiets efterretningstjeneste.

»Jeg har altid kigget mig over skulderen. Det har jeg det fint med. Når man går over vejen, kigger man også til højre og til venstre«, konstaterer han.

Ugen efter læser Yahya Hassan digtet op på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose i en rustrød, nyindkøbt skjorte. TV 2 og DR livetransmitterer oplæsningen og debatten med beboerne. Politiet indfører flyveforbud over området, placerer skarpskytter på tagene og undersøger publikum med metaldetektor.

Yahya Hassan virker træt af at debattere og afbryder flere gange kritiske tilhøreres spørgsmål. Men under oplæsning er modviljen væk. Han reciterer i 34 minutter uden stop, så højt, at det runger mellem ribberne i gymnastiksalen.

1. december: 52.000 eksemplarer af 'Yahya Hassan – digte ' er trykt.

En diamant skabt af modstand

Fem minutters kørsel fra Sharif Ahmad Faizzads kiosk i Trillegården sidder et par teenagedrenge og indspiller det sidste på deres nye rap 'Det du gør ved mig' i underetagen af et af Gellerupparkens højhuse.

22-årige Ali K arbejder her i Rapakademiet seks timer om ugen og underviser kvarterets unge i rap og musik, når han ikke læser til lærer i Silkeborg. Han har en ternet skjorte på og Converse-sko på fødderne og ligner en, der en dag bliver nogens yndlingslærer. Han og Yahya Hassan blev venner for tre år siden, da Ali K hørte om en rapper, der hed Natteravnen.

»Jeg skrev til ham på Facebook, fordi jeg kunne lide hans musik. Vi fandt ud af, at vi havde den samme lidenskab for poesi, rap og digte«, siger han og sætter sig i en sofa sammen med en af de unge drenge, han underviser.

Da Yahya Hassan flyttede tilbage til Aarhus som 16-årig, begyndte de at hænge ud, røg en del hash, gik i byen og havde lange telefonsamtaler.

»Han var en af de der venner, man altid kunne ringe til og fortælle om et problem. En god homie. Det er han stadig«, siger Ali K.

»Han kan ikke lide at vise, at han har den her sårbare side, men han har fortalt om opvæksten til mig. Der skal meget til for at komme ind under skallen på ham. Det var lidt ligesom at stikke hånden ind til en fugl. Til sidst sætter den sig på fingeren«.

Samtidig var Yahya Hassan svær at tage med i sociale sammenhænge: »Han var meget utilpasset. Hvis jeg tog ham med i studiet, var han total underlig. Så spurgte de andre: »Ali, hvorfor tog du ham med?«. Han sagde nogle rigtig random, upassende ting nogle gange. Han havde problemer med at fungere socialt med folk, der ikke forstod ham«, siger han.

De to snakkede sammen, da Yahya Hassan i forsommeren kom ind på Forfatterskolen og havde fået en kontrakt med Gyldendal. Hans største bekymring var, at han havde en sag kørende for et røveri sammen med fætteren.

»Han var bange for, at det skulle ødelægge det hele. Det ene øjeblik stod han jo midt i ghettoens underklasse, og det andet sammen med alle de mest fine og seje mennesker i hele landet. Det var en megastor cadeau, der gav ham en selvtillid. »Det kan godt være, at alle de her mennesker i området ikke synes, jeg er fed, men i København er der alle de her vigtige forfattere, der synes jeg er på««, siger Ali K.

»Han blev frelst på en måde. Vi snakkede om, at hvis han nu blev dømt, kunne han få en fodlænke og stadig gå på skolen«.

Selv om man ikke ligefrem snubler over vreden mod Yahya Hassan, så findes den også her i hans gamle nabolag, siger Ali K.

»Det var først den aften, han havde været i Deadline, at filmen knækkede. Da han læste op fra et af digtene: »Jeg pisser på Allah og på hans sendebud«. Jeg tænkte bare, wow nu går det galt. Op til da havde han faktisk masser af støtte fra området. Men den aften blev jeg ringet op af to pushere, der ville vide, hvor han var. En af dem kom hjem til mig midt om natten, men som jeg sagde til ham: »Du er den sidste, der skal belære om, hvad jeg skal synes«. Når han selv var en af de dobbeltmoralske, digtene går ud til«.

Det er mest i forhold til religionen, at folk er sure på ham, siger Ali K. De sociale problemer er mange glade for, at han har sat en samtale i gang om.

»Mange har det på samme måde som Yahya. Der er bare ikke nogen, der har sagt det før. Det er ikke, fordi Yahya gør det politisk korrekt. Han ville ikke blive den bedste politiker. Og det er jo heller ikke, fordi han er den ultimative frelser for den her problematik. Han har bare været med til at kickstarte en diskussion, der skulle være startet for længst«.

For et par dage siden mødtes han med vennen og fik en øl, mens to PET-vagter sad for den anden ende af bordet. Han synes ikke, Yahya Hassan har ændret sig, det er bare hele verden omkring ham.

»Folk tror, han hader muslimer eller er islamfjendsk. Det er han ikke. Uden islam var der ingen Yahya. Uden den måde han var opdraget på, var han ikke blevet til den, han er. Alt det pres omkring ham har skabt ham. Ligesom diamanter bliver skabt af modstand«.

11. december: 100.000 af 'Yahya Hassan – digte ' er trykt.

Sådan gjorde vi:

Politiken har mødt Yahya Hassan tre gange til interview og desuden været med til seks begivenheder, hvor han har været til stede, i perioden 8. oktober til 9. december 2013. Yahya Hassan har læst interviewet og godkendt sine egne citater.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce