Foto: Nicola Pitaro/Durch Copyright geschützt

I Schweiz kan de lamme gå

Det bliver kaldt ’miraklernes olympiade’ og ’OL for cyborgs’. Cybathlon er en konkurrence, hvor handikappede dyster i hverdagsproblemer, ved hjælp af de mest avancerede proteser, som videnskaben kan prale af.

»Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!«

Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem. Alle blev de ude af sig selv og priste Gud, og fyldt af frygt sagde de: »I dag har vi set det utrolige!«, ’Jesu helbredelse af den lamme’, Markus-evangeliet, Kap. 2: vers 1-12.

Det her må være det sløveste ræs i mands minde.

De vakler af sted på rystende ben, støttende til deres krykker, mens de gennemgår discipliner som ’sæt dig i en sofa og rejs dig igen’ og ’åben hoveddøren’.

Den amerikanske deltager, Mark Daniel, sender et skævt smil ud til publikum, mens han puster og stønner. De tunge robotskinner, der er monteret på hans ben gungrer, når de rammer forhindringsbanens trægulv.

5.000 mennesker brøler deres begejstring ud i arenaen, da Mark Daniel og hans konkurrent fra Tyskland ligger side om side lige på de sidste meter. De nærmer sig målstregen med langsomme og determinerede skridt, som skildpadder, men de bliver hyldet, som var de frådende fuldblodshingste.

For det, vi er vidne til her, er enestående. Ingen af deltagerne kan nemlig bruge deres ben; de er lamme fra livet og ned. Men med et mekanisk exoskelet, har de igen fået kontrollen over deres ben.

Det er teknologien mod naturen. Mennesket mod sygdommen.

Det er Cybathlon 2016.

»Det her er ikke bare gadgets«

Vi er i Zürich, Schweiz, hvor folk fra hele verden er mødt op for at deltage og være en del af det første Cybathlon nogensinde. En konkurrence, hvor handikappede, med hjælp fra de mest avancerede proteser, som videnskaben kan frembringe, skal dyste mod hinanden.

Disciplinerne er hentet fra hverdagen. Folk uden arme skal skære brød og hænge vasketøj op. Lamme skal gå. Benløse skal op ad trapper.

»Det her er ikke bare gadgets. Det er brugbare opfindelser, der skal hjælpe med at inkludere de handikappede i en hel normal hverdag«, siger Lino Guzella, der er rektor på universitet ETH Zürich, som står bag Cybathlon. Og næsten alt er tilladt:

Foto: Nicola Pitaro/ETH Zürich/Nicola Pitaro

»Det handler om at finde det mest brugbare, videnskaben har at byde på. Til Cybathlon findes der ikke ’doping’, da al teknologi er tilladt. Altså, så længe den ellers er sikker«, siger Lino Guzella.

Der er flere forskelle på Cybathlon og så dets søster i ånden, de Paralympiske Lege. De Paralympiske Lege går ud på at dyste i sport og individuelle kropspræstationer, ligesom i det store OL.

Men i Cybathlon handler det om at dyste i hverdagsproblemer, hvor proteserne kan hjælpe. Fokus er derfor mere på maskinerne, end på atleterne.

En kulfiberhånd skærer brød

Hvis ikke, han havde munden fuld af tyggegummi, ville Robert Radocy ligne en, der var ved at fløjte en munter lille melodi. Selv om han står midt i en hektisk konkurrence for arm-proteser og er nået til disciplinen, hvor man skal føre en metalring gennem en labyrintagtig spiral, uden at ramme stålet.

Hans modstandere har alle fejlet udfordringen. Selv ham med den smukke og futuristiske cyborg-arm, der kunne vendes og drejes på alle leder og kanter.

Robert 'Bob' Radocy tager tingene i sit eget tempo. Han har ikke travlt. Kælenavnet stammer da også fra hans lighed med den lige så rolige amerikanske tv-maler Bob Ross, der ligesom ham, har sit hår i en bedstemorpermanent. Bobs arm er ikke lige så elegant som de andre deltageres, den ender nemlig i en hummerklo lavet i blåt gummi, og mest af alt ligner noget, der burde sidde for enden af en kran.

Foto: Nicola Pitaro/ETH Zürich/Nicola Pitaro

Men den er funktionel og klarer opgaverne uden de store problemer. Han kan skrue en pære i en lampe. Åbne en sukkerknaldspakke. Og skære et franskbrød i fine, delikate skiver.

Ikke som hans ene modstander, der har taget kvælertag om bagværket med sin kulfiberhånd, og nu skærer nogle tunge skiver så skæve, at det kunne få en bager til at græde.

Ti. Ni. Otte. Syv. Uret tæller ned, og deltagerne skal skynde sig med de sidste udfordringer. Bortset fra Bob. Bob tager det nemlig stille og roligt, for han er nemlig allerede færdig, lang tid før de andre.

Og guldmedaljen ender da heller ikke i en cyborg-næve eller i et par kulfiberfingre. I stedet er den klemt godt sammen i en blå klosaks, hævet over hovedet, som en bokser, der lige har vundet på knock-out.

Fra Kaptajn Klo til Iron Man

Uden for den store arena, hvor Cybathlon udspiller sig, går en ambassadør for det Schweiziske idrætsforbund for handikappede, PlusSport, og viser energisk rundt i udstillingen ’Fra Kaptajn Klo til Iron Man’, der er sat op i en sidebygning.

Her er der samlet proteser fra hele verdenshistorien for at kunne vise, hvor langt teknologien er nået.

»Denne her«, siger han, og peger entusiastisk på en kørestol med ski under »Er for eksempel designet til kørestolsbrugere, der gerne vil op og stå på ski i bjergene. Og så er den faktisk også så smart, at man kan tage den med skiliften.«

Der er rustne kroge, som skal gøre det ud for en primitiv håndprotese. Der er smukke og elegante robothænder, der næsten ser ud som om, de er lavet i sart porcelæn. Og så er der dem, der er lavet af massivt, men småsplintret træ.

»Aah ja, det må jo også fortælles«, siger han og lader solskinssmilet forsvinde bag en sky, da han hopper over til en samling fotografier, der viser fattige, handikappede somaliere.

»I Somalia, der er proteseteknologien desværre ikke meget længere, end hvad den var under pirattiden. Her bruger man for eksempel stadig træben, som vi kender dem fra film og bøger – de har nemlig ofte ikke råd til andet.«

Smilet titter dog frem igen, da han rækker en arm ind forbi afspærringen omkring udstillingen og griber en slidt, men moderne benprotese i et snuptag.

»Og så er dem her! Ja, det er faktisk mine egne, som jeg har doneret«, siger han, og pludselig går det op for os i forsamlingen, at han faktisk mangler et ben, inde bag de blå jeans.

Han sætter den gamle protese ned igen og trasker videre til næste udstilling.

Foto: Nicola Pitaro/ETH Zürich/Nicola Pitaro

Udstillingen skal bringe ’almindelige’ mennesker tættere på den virkelighed, der – synligt som usynligt – omgiver dem. Især børn, har nemlig godt af at møde proteserne tidligt.

»Det handler om, at få dem til at forstå og være tryg ved, hvad proteser er. Børn kan godt være bange for handikappede med falske arme eller ben og tør måske ikke engang snakke med dem. Derfor har vi også vores udstillingslege, hvor man selv kan prøve at have protese«, siger Robert Reiner, der er professor i sensormotoriske systemer ved ETH Zürich og manden, der kom på idéen med Cybathlon i første omgang.

Udstillingslegene er bygget op på samme måde som konkurrencen inde i arenaen. Så her kan for eksempel man gå med et proteseben, spille computerspil ved tankens kraft, eller manøvrere en kørestol rundt i en forhindringsbane.

Sidstnævnte volder en del besvær for en ung dreng, der forsøger at komme over et vejbump.

»Nej, du skal bakke lidt først, og så give den et ordentligt ryk, så den laver et lille hop – ja sådan. Prøv igen«, siger en kvindelig hjælper fra Cybathlon til ham, da han igen og igen banker imod bumpet, der ikke er meget højere eller bredere end et kosteskaft.

Da han er færdig med banen, tager han sig til håndfladerne og ømmer sig. Hjælperen får ham ud af kørestolen, så det næste barn kan prøve.

»Ja, forestil dig, hvis du skulle det hver dag. De fleste i kørestol får skader i håndfladerne, eller problemer med ryggen, fordi de hele tiden skal trække hjulene«, siger hun, inden drengen løber ud til sine venner, der venter udenfor.

»Da jeg kunne gå igen…«

Mark Daniel er 27 år, og er den amerikanske deltager i exoskelet-konkurrencen. Exoskeletter er basalt set et sæt mekaniske ben, som den lamme spændes fast til. Det var ham, som spurtede i slowmotion mod den tyske deltager, men endte med at blive slået på målstregen.

Han har lige været oppe og modtage sin sølvmedalje og sidder nu og puster ud sammen med holdet af teknikere fra Institute for Human & Machine Cognition i Florida, IHMC, som er dem, der har bygget hans exoskelet.

Mark selv er »ikke noget særligt«, som han udtrykker det i sin bløde sydstatsaccent. Han har ingen unik eller mystisk historie at fortælle om sin lammelse. Ingen sjælden virus eller krigstraume.

Han er bare en tidligere jern-og metalarbejder, der arbejdede for meget og sov for lidt.

En dag indhentede søvnen ham, mens han sad bag rattet af sin pickup-truck efter fyraften. Øjnene gled i. Bare et øjebliks hvile. Og så vågnede han til en ulykke, der brækkede hans ribben, fik hans højre lunge til at klappe sammen og splintrede hans rygsøjle ti steder.

Foto: Nicola Pitaro/ETH Zürich/Nicola Pitaro

Da hans mor besøgte ham på hospitalet, efter han havde fået beskeden om, at han aldrig ville gå igen, havde hun en kærlig, men også barsk besked med til sin søn.

»Hun sagde, at hun ville støtte mig, så længe hun levede, men at hun jo også ville dø, før jeg gjorde. Så jeg måtte også selv finde på en måde at leve med det her«, siger han.

Så da teknikerne fra IHMC en dag kom forbi det sted, hvor han genoptrænede, på jagt efter en pilot til deres exoskelet, meldte han sig med det samme.

»Han er frygtløs. Intet mindre«, konstaterer Peter Neuhaus der er hovedtekniker på projektet, hvilket får Mark Daniel til at rødme.

»Derfor valgte vi ham. Og han har lige nu været med til at bevise overfor verden, hvorfor den her teknologi er så vigtig. Hvis udviklingen fortsætter, som den gør nu, vil han om 15 til 20 år helt kunne slippe krykkerne og bare nøjes med exoskelettet«, siger han.

»Ja, og så har de måske også lavet en løbefunktion til den – det mangler«, siger Mark Daniel.

Men egentlig, så er selve bevægelsen ikke det vigtigste for den unge amerikaner.

»Da jeg kunne gå igen… nej.«

»Det at gå igen, var faktisk ikke det vigtigste for mig.«, fortæller han:

»Det var det, at kunne stå oprejst igen. At kunne se et menneske i øjenhøjde, uden at blive set ned på. Hver gang jeg faldt under træningen, så var det tanken om dét, der gjorde, at jeg rejste mig igen.«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce