Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: JOHANNES SKOV ANDERSEN

Sociale katastrofer har ramt Earls by – et komplot mod de sorte, mener nogle

Engang var Milwaukee det bedste sted i USA at være sort. Nu er det stik modsat – med drab, arbejdsløshed og alt for mange babyer, der dør. Nedturen er resultatet af bevidst systemisk racisme fra magthavernes side, mener de lokale, der er vrede. Det gælder også den gamle arbejder Earl Ingram.

Der mangler flere vinduer i resterne af den gamle A. O. Smith-fabrik, men murene i de to røde murstensbygninger fejler intet, selv om de har stået der i 120 år.

»Det var et fantastisk sted. Som ufaglært kunne du få 20 dollars i timen. Vi arbejdede 12 timer om dagen 7 dage om ugen, men vi elskede det«, siger Earl Ingram, der i 34 år arbejdede derinde, indtil det lukkede og slukkede i 2006.

Engang havde A. O. Smith 300 røde fabriksbygninger på den kæmpemæssige industrigrund i den amerikanske by Milwaukee. Kun to er tilbage, som de sidste rester fra fabrikken, der blandt andet var verdens største producent af bilkarrosserier. Højt græs dækker en stor del af den øvrige tidligere industrigrund.

»På et halvt århundrede har jeg set denne by gå fra at være det bedste sted at være sort i USA til det værste sted. Noget skete. Spørgsmålet er hvad?«, siger han og kigger sørgmodigt hen over græsset.

Han har selv et svar. Politikere lod sig korrumpere og begyndte at lytte mere til rige donorer end til folket, mener han. Men der ligger også andet bag den sorte bys forfald. »Det var med vilje«, siger han.

Et folkemord

Det lyder som en konspirationsteori i ørerne på en hvid dansker, men det er den samme opfattelse, Politiken igen og igen bliver mødt med, da vi besøger en af USA’s mest raceopdelte byer for at søge svar på, hvorfor frustrationerne i USA’s sorte nabolag igen og igen bobler over. Systemisk racisme skal holde sorte nede i fattigdom – og det er med fuldt overlæg fra magthavernes side, lyder holdningen.

»Afroamerikanere producerer ikke våben. Fortæl mig, hvorfor en 14-årig knægt, som knap kan læse eller skrive, kan få fat på skydevåben. Folk har smidt våben i vores kvarterer, for ærligt talt: Der er ikke brug for os mere«, siger 62-årige Earl Ingram.

Efter fabrikken lukkede i 2006, fik han et radiotalkshow – byens eneste sorte radiovært. De seneste år har han været mentor på en skole, hvor han giver gode råd til børn fra 1. klasse til 3. g og forsøger at holde dem på rette spor i livet. Der er for mange, det går galt for.

»Det seneste årti er 68.000 afroamerikanere blevet myrdet«. Earls stemme dirrer. »Så spørg dig selv: Hvorfor vil et land som USA ikke gøre noget ved et folkemord hjemme, når det er rundt i hele verden for at løse andres?«.

»Og hvorfor kan det stærkeste militær i verden ikke stoppe indstrømningen af narko til vores kvarterer? Wisconsin ligger inde i landet. Hvis vi ønskede at stoppe skibene, der medbringer disse stoffer, kunne vi. Det er bevidst«.

Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen

Han peger ud over industriområdet.

»Før krigen ville racisme ikke tillade afroamerikanere at få arbejde her, men da krigen kom, havde de brug for hænder. Der var engang i vores lands historie, hvor de havde brug for vores arbejdskraft. Nu er vi en byrde for dem«.

Milwaukee, den største by i staten Wisconsin, er ikke vant til opmærksomhed. Mest kendt har den været for at rumme det store Miller-bryggeri. Men mens byer som Chicago og Baltimore er løbet med overskrifterne for drab og social nedtur, er Milwaukee på de fleste punkter værre.

15 ud af 1.000 sorte babyer overlever ikke deres første år – over det dobbelte af landsgennemsnittet. I en opgørelse fra 2012 havde 56 procent af byens sorte 30-34-årige mænd siddet i fængsel. Sidste år blev der blandt de 600.000 indbyggere begået 153 drab, og i det berygtede postnummer 53206, hvor der bor 30.000 mennesker, er der sket 21 drab hidtil i år, og 12 i gaderne rundt om.

Når republikanske Donald Trump kalder forholdene i USA’s storbyer for katastrofale, taler han om et sted som Milwaukee. Onsdag præsenterede han genoprejsningsplanen New Deal for Black America, som inkluderer muligheden for føderal katastrofehjælp til byerne.

Katastroferamt kan man godt kalde Milwaukee. I midten af det 20. århundrede boomede byens store fremstillingsindustri med A.O. Smith i spidsen. Titusindvis af sorte flyttede væk fra racisme og diskrimination i sydstaterne for at få godt betalte job på fabrikkerne.

I Milwaukee blev de mødt af ny diskrimination. Bankerne nægtede at låne dem penge, og almene boliger blev forbeholdt hvide. Hvis det lykkedes sorte familier at købe huse i et bestemt kvarter, begyndte mange af de hvide naboer at sælge. ’Blackbusting’, blev det kaldt.

De hvide flygtede

I 1954 blev raceadskillelse i skolerne kendt ulovligt af USA’s højesteret. Der skulle godt nok gå 24 år, før Milwaukee adlød dommen, men derefter begyndte bystyret – ligesom mange andre byer i USA – at fragte sorte børn i skolebusser til de hvide kvarterer for at blande børnene. Hvilket fik hundredtusindvis af hvide til at flytte til forstæderne.

I dag er Stor-Milwaukee USA’s mest raceopdelte metropolområde. Den sydlige del af byen, centrum og forstæderne er hvid, den nordlige del af byen er sort.

Da James Causey, journalist for lokalavisen Milwaukee Journal Sentinel, var barn, var deres største bekymring, om skraldet blev sat ud til tiden.

»Det ændrede sig hurtigt. Nu hører du skud og sirener, og det er ikke bare i vores nabolag«.

Den 39-årige Causey møder os iført jakkesæt, lyserød skjorte og lange dreadlocks. Han har inviteret Politiken med på en køretur rundt i byen. Første stop er hans gamle folkeskole Samuel Clemens.

»I 3. klasse var der syv i klassen, som ikke var sorte. I 6. klasse var det én«, fortæller han, inden vi kører videre.

Foto: SKOV ANDERSEN JOHANNES

Hele byen er nærmest ét stort villakvarter. Her er ingen sociale boligbyggerier, ingen intetsigende lejlighedsbyggerier i beton som i så mange andre byer. Nogle steder kan der ligge tre forladte huse i træk med knuste ruder eller kollapset tag, mens man andre gange føler, at man befinder sig i en rig forstad – hvis det ikke havde været for de sorte kvarterers kronisk elendige vejbelægning.

Vi passerer den store Sherman Park, hvor en udbrændt tankstation er det synlige bevis på den voldelige raceuro, der brød ud i Milwaukee i protest mod flere politidrab. 100 meter derfra står en ung mand med bøjet hoved foran et træ med balloner. Det var her, den 23-årige Sylville Smith blev skudt af politiet.

»Hvis man bliver ved med at holde folk nede, vil man få uro, man får optøjer. Folk er dødtrætte af at være dødtrætte. En by bliver deprimeret, når der er så mange skyderier, så mange knivstikkerier, så mange babyer, der dør. Det udmatter dig. Det kan være stressende at være sort i denne by«.

Fængsler er en forretning

Turen med James Causey slutter også på A.O. Smith-grunden. Et af de mange steder i byen, hvor fabrikker er lukket. Som barn så Causey en strøm af mænd kom gående hver dag med deres madpakker og kaffekander i hånden på vej på job.

Tror du, at den systemiske diskrimination sker med vilje?

»Du tror næsten på det, fordi intet er blevet gjort for at ændre det. Det har været sådan, så længe jeg kan huske, så ja – det får dig nærmest til at tro, at det er planlagt. Hvorfor ville det ellers stadig eksistere«, spørger han.

Hvorfor vil en farvet præsident tillade det?

»Kan én person løse et problem, som går 400 år tilbage?«, siger han og udstøder et kort grin.

Han nævner det store antal folk i fængsel som det bedste eksempel på systemisk racisme. Domme for besiddelse af marihuana ender ofte med fængselsstraf. Det samme kan trafikbøder gøre, fordi folk ikke har råd til at betale dem.

»Det sker, fordi det er en forretning. Fængslerne ligger i områder, hvor fængslerne er den største arbejdsgiver, og fængselsvagterne er hvide«, siger han.

For nylig bebudede præsident Obama en lukning af alle føderale, private fængsler. Wisconsins fængsler er statsejede, men fængselssystemet er statens 5.-største arbejdsgiver. Wisconsins udgifter til fængslerne har overhalet udgifterne til videregående uddannelse.

Det er 10 år siden, at de store røde fabriksbygninger lukkede. Senere byggede kommunen en række gullige fabriks- og kontorbygninger for at tiltrække nye firmaer. ’Century City – til rådighed fra sommeren 2013’, står der på et stort skilt. Endnu er ingen flyttet ind, men bystyret forhandler med et firma, som måske vil placere 2.000 arbejdspladser.

Byens tekniske forvaltning har desuden oprettet lokaler i barakker på en del af den gamle grund. Gule trucks kører ind og ud. I de to tilbageværende røde bygninger bliver der blandt andet produceret vejsalt trods de manglende ruder.

Men det største lyspunkt er den gamle togfabrik Talgo, som i sin aflange rødbrune og beige bygning vil genoptage arbejde, dog i første omgang kun med renovering af sine gamle tog. Talgos arbejde stoppede, da guvernør Scott Walker, en arg modstander af statsstøtte, i 2010 afviste 810 millioner dollars fra Obama-regeringen til en ny toglinje mellem de største byer Milwaukee og Madison og samtidig afblæste statens kontrakt med Talgo på tog til den nye linje.

Det kostede Wisconsin 50 millioner dollars bare at komme ud af aftalen, men Walker ønskede ikke at hænge på driftsudgifter til togene.

»Hvad tror du, det siger til de folk, som lever her«, spørger James Causey.

Hvad er dit svar?

»Det fortæller mig, at de er ligeglade«.

Earl Ingram mener også, at politikerne er ligeglade. Politricksters kalder han dem – fordi de ikke er til at stole på. Handelsaftaler som Nafta fra 1990’erne står for den gamle fabriksarbejder som et skrækeksempel for ham. »Der var engang, hvor politikerne tænkte på folket«.

’Slagtehuset’ blev A.O. Smith kaldt. Hver 10. sekund producerede de et bilkarrosseri, men de ansatte mistede en del lemmer i processen – deraf navnet. Indtil årtusindskiftet hed mindstelønnen 20 dollars i timen. Derfor blev produktionen først flyttet til sydstaterne, hvor mindstelønnen var lav, inden den røg ud af landet.

»Tænk på, hvor ironisk det var. Min far kom hertil fra syden, fordi det var her, mulighederne var«, siger han om sin far, der som 16-årig kom til Milwaukee og også arbejde på A. O. Smith i mange år.

I dag hedder Wisconsins mindsteløn 7,50 dollars, kun godt en tredjedel af lønnen på A.O. Smith – og den gamle generation, som satte deres penge i huse, mistede en formue under finanskrisen.

»Det var ikke et uheld. Det var bevidst. Priserne blev bevidst presset i vejret. Bankerne vidste godt, hvad der foregik. Og de blev reddet, men der var ingen redning til de fattige«.

Hvorfor vil en farvet præsident tillade det?

»Barack Obama er ikke en sort præsident. Den slags findes ikke. 'De' valgte ham, længe før han blev valgt. Da han blev valgt, lå aktieindekset på 7.500 - når han stopper, er det 18.000.. De rigeste er blevet rigere, end de havde kunnet forestille sig«.

»Men den virkelig magt ligger i Kongressen. Obama har ingen magt eller autoritet til at gøre det rigtige. Når han ikke er præsident længere, vil han tale om det. Han er allerede begyndt«, siger Earl Ingram blandt andet med henvisning til lukningen af de føderale private fængsler.

En deprimeret by med megen kriminalitet står tilbage. Land of the free, home of the brave. Sådan omtaler USA sig selv. Ingram ryster på hovedet.

»Hvis du ikke lever op til dine idealer, er det hult. Og det er det, USA er: hul«.

Foto: SKOV ANDERSEN JOHANNES

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce