Foto: EHRBAHN JACOB/Jacob Ehrbahn

Kapitel 1: Historisk film-svindelsag har sendt kongen af copyright ud i mørket

For bare et år siden var Johan Schlüter en af Danmarks førende advokater med kontor og lejlighed på Københavns bedste adresser. Nu er han konkurs. Firmaet er fortid, lejligheden er solgt, og han er sigtet i en kæmpesag om svindel med millioner af filmbranchens rettighedskroner. Selv insisterer han på sin uskyld og fastholder, at han er offer for et stort bedrag. Over fem kapitler ruller Politiken historien op. I dag med fortællingen om de måneder, hvor det gik op for filmbranchen, at noget var helt, helt galt.

Johan Schlüter er i knæ. Og når man har været så højt på strå som succesfuld advokat og kulturbranchens go-to-guy i årtier, synes styrtet endnu dybere: Han er ikke bare konkurs, næh, han og hans virksomheder er rodet ind i en kæmpemæssig skandale, hvor beskyldningen lyder på svindel for 188 millioner kroner af filmbranchens penge.

Han smiler, da han en martsdag åbner døren til et rækkehus på Østerbro, et selvsikkert, vennesælt smil. Pressefoldede bukser, ternet skjorte og en tynd blå dunjakke. Han, konen og hunden bebor datterens hjem et par dage, inden de kan flytte i et lånt hus i Birkerød. Konkursen har tvunget dem til at sælge deres statelige lejlighed i det indre København og overskuddet på 12,5 millioner kroner er tilbageholdt af kurator, så reelt er de ret flade for tiden.

Schlüter viser ind i et lille kontor, hvor interviewet kan foregå, og her sidder vi de næste fire timer, kun afbrudt af en enkelt cigaret. Vi har bedt ham fortælle hele historien, så vi kan samle endnu flere brikker til fortællingen – ikke bare om svindelsagen, som Schlüter siden afsløringen har nægtet at kende det fjerneste til, men også hvad det dog er for et hjørne af kulturindustrien, hvor han regerede, og hvor pengestrømmene er så enorme, at der skulle svindles for – lyder beskyldningen – 188 millioner kroner, før nogen opdagede, at noget var galt?

Historien om Johan Schlüter er også historien om den kolossale skjulte kulturøkonomi, vi alle betaler til, men aldrig hører om. De milliarder af kroner, der fordeles til kunstnere og producenter, uden at ret mange forstår hvordan.

Schlüter selv begynder fortællingen et andet sted. Han tager et ark op fra en tyk, tyk stak papirer på bordet i det lille værelse.

»Det er min bog«, siger han.

»Sid ned. Nu skal I høre, hvordan den starter«.

Selv bliver han stående med arket i den ene hånd og med den anden blødt gestikulerende og forklarer, at der nu kommer en slags forskrift til romanen, noget, som den amerikanske advokat og poet Edgar Lee Masters skrev for 101 år siden:

»Jeg så en vidunderlig kvinde med tilbundne øjne stå på trappen foran et marmortempel«, læser han og maler et billede af retfærdighedens gudinde, som svinger sit sværd over de svage og usle, mens andre smider guldstykker i hendes vægtskål og undgår hug.

»Så sprang en yngling med rød hue op til hende og rev bindet fra hendes øjne og se : ...«.

Han holder en kunstpause og fortsætter:

»Øjenvipperne var ædt bort fra hendes væskende øjenlåg, øjenhulerne var tilvokset med gult mug, en døendes sjæls afsind strålede ud af hendes ansigt. Men menneskeskaren så nu, hvorfor hun var bundet for øjnene«.

Schlüter lægger arket fra sig, sætter sig ned. Nu vil han fortælle, hvordan han opbyggede sit imperium, og hvordan det hele endte i ruiner på grund af, siger han, et svigt fra en kvinde, som han betragtede som en slags datter.

Men først skal historien om, hvordan skandalen blev afsløret, fortælles.

Hansen og hanelefanten

Det patosfyldte og teatralske er en del af Schlüters personlighed, siger folk. Når han tager ordet, lytter man, roser han, vokser man, og raser han, krymper sjælen lidt.

Da han fyldte 70 i sommeren 2014, hyldede Klaus Hansen, direktør for Producentforeningen, Schlüter for hans uvurderlige betydning for den danske filmbranche og refererede til ham som den danske konge af copyright. Den aldrende advokat var knivskarp og knalddygtig, kunne tilhørerne forstå. Og så sagde Klaus Hansen noget:

»Nogle gange, når vi er sammen, tænker jeg: Johan, du burde have været skuespiller. Du elsker at træde op«.

Han fortalte, hvordan Johan Schlüter til forskel for nærmest alle andre advokater ikke var bange for at bringe følelserne i spil i sit arbejde.

Det blev der klappet meget ad.

Men der var også noget, Klaus Hansen ikke sagde: I det skjulte gik han nemlig og samlede opbakning til et slag mod Schlüter – for sig selv kaldte han det ‘den svære samtale’.

Sagen var, at Schlüters advokatfirma i over 20 år havde stået for at forvalte filmproducenternes danske rettighedspenge, og dem var der mange af. Omkring 200 millioner kroner løb det op i årligt, penge, som især blev hentet hjem fra danskernes betaling for kabel-tv og og blev sendt ud til producenterne gennem tre foreninger, som Schlüter styrede og lavede lobbyarbejde for. Pengefordelingen foregik efter et sindrigt system, som Schlüter og hans advokatpartner, reservedatter og højre hånd, Susanne Fryland, havde udviklet. Schlüter betragtede det som sit livsværk.

Men nu var det, som om tiden var løbet fra deres aftale, syntes Klaus Hansen. Ikke fordi han eller hans bagland havde noget at udsætte på Schlüter-folkenes arbejde, men det hele var bare lidt uigennemsigtigt og temmelig dyrt: 10 procent af den store flod af rettighedspenge tog Johan Schlüter Advokatfirma for ulejligheden, og selv om procentskalaen faldt, når der var nået et vist beløb, var det alligevel omkring 15-17 millioner årligt.

Det var den aftale, som Klaus Hansen ville lave om, og derfor sikrede han sig opbakning i hver af de tre foreningers bestyrelser: CAB, hvor de mange, mange rettighedsmillioner fra kabel-tv blev samlet, Filmkopi, hvor de efterhånden svindende millioner fra eksempelvis danskernes køb af blanke videobånd og brændbare dvd’er blev samlet, og endelig Filmret, som blandt andet indsamlede og fordelte rettighedspenge, som skoler betalte for at vise film.

Med opbakningen sikret var der dog stadig et problem: Schlüter var en stærk alfahan, kendt for at tromle over folk i diskussioner, og Klaus Hansen, ja, han var knap så stærk. Faktisk ville han helst kommunikere med Schlüter per mail, så han var sikker på at få sagt, hvad han ville. Så Klaus Hansen allierede sig med en stenhård alfahan fra en af foreningsbestyrelserne, og de aftalte, at når de skulle forhandle med Schlüter, skulle Klaus Hansen spille rollen som den flinke, mens makkeren skulle være den hårde og stride.

Det faldt helt til jorden. Schlüter kørte dem begge midtover.

Den gamle orden vakler

Det var et par måneder efter Schlüters fødselsdag, at der endelig blev indkaldt til den svære samtale. Ligesom fødselsdagen skulle den foregå i Schlüters advokatfirma på Højbro Plads. De to sammensvorne, den gode og den onde, trådte ud af elevatoren på fjerde sal, gik ind det lille modtagelsesværelse med B&O-fjernsyn og fotografier af alle ansatte i huset. Johan Schlüter hentede dem og førte dem ned ad gangen forbi et stort portrætmaleri af ham selv.

Klaus Hansen kunne mærke, at noget var helt anderledes end normalt. Johan Schlüter virkede meget anspændt.

I mødelokalet var der træpaneler fra gulv til loft og udsigt mod Christiansborg. Johan Schlüter satte sig for bordenden af det store hvide mødebord, og Klaus Hansen og hans wingman blev placeret på hver deres side.

Og så eksploderede Johan Schlüter. I et raseri, der overgik alt, hvad Klaus Hansen hidtil havde set.

Johan Schlüter beskyldte ham for forræderi og for at ville stjæle forvaltningen af rettighedsmidlerne fra ham. Det var hans fortjeneste, brølede han, at der overhovedet var et system for alle pengene. Og det var et af de bedste systemer i verden. Han fortjente agtelse og respekt for sit store arbejde, og de kunne glemme alt om at røre ved hans betaling. Det var ikke til forhandling. I Klaus Hansens erindring faldt ordene cirka sådan her:

»I kan bare sige aftalerne op, så kan I se, hvordan det vil udvikle sig«.

»Der er ikke nogen andre, der kan udføre denne her opgave«.

Scenen står stadig stærkt for Klaus Hansen her godt halvandet år senere. Men det var også, fordi han jo netop ønskede at holde fast på samarbejdet dengang, ønskede at beholde Johan Schlüters ekspertise i folden. Så han blev siddende og lod sig gennemhegle i over en halv time, husker han. Og så gik de ud og røg en smøg og gloede ud over København: Slotskirken og de gule mure på Thorvaldsens Museum. Og så fordampede vreden. De blev enige om at forhandle en ny aftale hjem den kommende tid.

Spørger man i dag Johan Schlüter om mødet, er han knap så detaljeret. Dog husker han godt, at han »kom op i det røde felt«. Men, siger han, det var nu også, fordi han faktisk mente, at hans firma burde have en større betaling for ulejligheden – ikke mindre. For rettighedssystemet var kun blevet mere kompliceret og krævende, siden hans forvaltning tog over i 1990’erne. Raseriet, forklarer han, skyldtes også, at han stod midt i en personlig krise. Men uanset hvad, sendte han da også »et undskyldende brev bagefter«.

Måske kunne man tro, at det værste var overstået her. Det troede Klaus Hansen. Men det var forkert. En lille uge senere – til et fælles bestyrelsesmøde for de tre rettighedsforeninger – blev første flig af sløret løftet for det, der skulle udvikle sig til en kæmpemæssig skandale.

Foto: EHRBAHN JACOB/Jacob Ehrbahn

Det er fordi, øhhh ...

Op til bestyrelsesmødet sad Klaus Hansen og læste regnskaberne igennem, og der var pludselig en underlig påtegning fra revisoren.

Det så ud, som om der var udbetalt 26,7 millioner kroner for meget for administrationen af den store forening, CAB – den med alle pengene fra kabel-tv. De mange millioner skulle udlignes over de kommende år, kunne han forstå, men hvorfor og hvordan pengene var taget, fattede han ikke. Så han ringede til revisoren, som heller ikke rigtig kunne forklare det, men bare sagde noget i retning af, at nu var mellemregningen så stor, at han syntes, han burde gøre opmærksom på det.

Så revisor blev kaldt med til mødet. Og Schlüter var der, og Susanne Fryland, Schlüters højre hånd, som i praksis tog sig af forvaltningen af alle pengene, var der også. Fryland havde flyttet sin del af biksen til Slagelse fire år tidligere og var blevet lidt af en succes i det vestsjællandske erhvervsliv, og nu stod hun på mødet og sagde, at alt var gået efter bogen. Det sagde Johan Schlüter også.

Det handlede om nogle forskudsbetalinger, som de jo havde ret til at hæve fra foreningernes konti, forklarede de, men kunne ikke rigtig forklare, hvorfor det var netop 26,7 millioner, de havde hævet – et beløb, som var langt over, hvad de kunne forvente at tjene på et år. Sååååh ... de ville vende tilbage med en forklaring efter mødet.

I dag ved Johan Schlüter godt, at det var skrupforkert, når han sagde, at alt var, som det skulle være. Men det troede han virkelig, siger han. Han havde spurgt Susanne Fryland ind til det inden mødet, og han havde stolet på hende, når hun forsikrede ham om, at det bare var noget, som revisoren havde misforstået. Så han blev ved med at forsvare det og sige, at det holdt sig inden for aftalen.

»For det gik jeg ud fra som en selvfølge«, siger han i dag og lyder nærmest forurettet.

»Vi tager da ikke noget, som vi ikke er berettigede til«.

Men i Producentforeningen blev de efterhånden nervøse. For efter mødet sendte Schlüter og Fryland dem helt forskellige beregninger og opgørelser over, hvor mange penge de måtte hæve i forskud fra foreningernes pengetanke. Det var foruroligende, syntes Klaus Hansen. Det virkede, som om det hele sejlede, og ingen for alvor havde styr på pengestrømmene mellem foreningerne og deres betroede forvaltere.

Så i januar 2015 besluttede de tre foreninger sig for en uvildig undersøgelse af pengestrømmene. Og i hemmelighed nåede de frem til, at de ville ud af aftalen med Johan Schlüter Advokatfirma og slutte samarbejdet inden næste nytårsaften.

Det kom til at gå en hel del stærkere, for i løbet af 2015 væltede det ene skelet efter det andet ud af skabet.

Først er det slemt

Men før skeletterne bliver hevet frem, skal det først forklares, hvordan Schlüters og Frylands virksomheder fungerede. Johan Schlüter Advokatfirma var ejet af tre partnere: Schlüter og Fryland og af en tredje advokat, Lars Halgreen, som mest beskæftigede sig med sportsret. I 2009 stiftede de tre partnere et andet firma, som de kaldte Registrering Danmark. Og det var det firma, som de med tiden lod forvalte alle foreningernes rettighedsmillioner.

Det nye firma, Registrering Danmark, havde hjemme i Slagelse og blev ledet af Susanne Fryland, en superenergisk kvinde, som siden 1992 havde taget sig af rettighedspengene og fungeret som Schlüters højre hånd. Hun var også en slags reservedatter for ham, sagde man.

Siden hun flyttede butikken til Slagelse, var hun for alvor blomstret op og havde kastet sig ud i en masse nye forretninger. På få år var de gået fra 8 til over 60 ansatte i Slagelse, og Susanne Fryland var blevet kåret til årets iværksætter i byen og sad i bestyrelsen for den lokale stolthed, fodboldklubben FC Vestsjælland, og i bestyrelserne for Erhvervscenter Slagelse og Business Slagelse. Kort sagt havde hun taget byen med storm. Men der i januar sidste år gik revisionsfirmaet Deloitte altså i gang med at gennemgå alle firmaets regnskaber, og allerede i deres første delrapport blottede sig en rodebutik: Gælden til foreningerne var ikke bare på »vanvittige 26 millioner«, som Klaus Hansen udtrykker det, men på »fuldstændig vanvittige 46 millioner kroner«.

Foreningerne krævede, at de tre advokatpartnere betalte pengene tilbage inden for tre dage, og Johan Schlüter skrev til Klaus Hansen, at han var »dybt chokeret« over kravet, men at »uanset hvad, er der unægtelig meget, der skal rettes op på. Ingen skal lide tab på grund af mig, og hvis vi skylder noget, vil det selvsagt blive udlignet«. Ingen – slet ikke rettighedshaverne – kunne have en interesse i, at »det hele faldt sammen«, skrev han og bad om et møde.

Det fik han ikke, for Klaus Hansen havde overladt al kommunikation til en advokat:

»Ikke bare fordi jeg var en kylling, men fordi det her var så stort og vigtigt, at jeg ikke var kompetent nok alene«, siger Klaus Hansen.

Det endte med, at de tre advokatpartnere 1. april gik med til at betale gælden over to år og stillede sikkerhed i alt, hvad de ejede. Og hvis det ikke var, fordi Deloitte stadig gravede rundt i regnskaberne, kunne sagen være endt der. Advokatfirmaet havde måske overlevet, og offentligheden ville aldrig have hørt noget om al balladen.

Men sådan endte det ikke.

Så bliver det endnu værre

For Deloitte fandt meget mere, og de ringede til Klaus Hansen, netop som han stod og åbnede sig en flaske rødvin i sit køkken på en fredag i juni. Det var måneder siden, de havde talt sammen sidst, men nu havde revisorerne gravet sig længere ned, og de var kommet frem til noget nyt. Det var ikke 46 millioner kroner, der manglede, sagde de. Det var faktisk mindst 118 millioner kroner, ja, nok snarere 158 millioner kroner.

»Okay«, sagde Klaus Hansen.

»Hvad gør man?«.

Det vidste revisoren ikke, for han havde aldrig før siddet med så stor en bedragerisag.

Så Klaus Hansen spurgte sin advokat om det samme, og han vidste lidt mere, for han havde prøvet noget lignende: Han havde været yngste fuldmægtig på Nordisk Fjer-skandalen i de tidlige 1990’ere.

Alle aftaler blev nu opsagt, og advokatfirmaet accepterede hovedkonklusionerne og gav revisorerne fra Deloitte adgang til advokatkontorer på Højbro Plads og til deres personlige skattemapper. Revisorerne var på jagt efter hemmelige konti og skattely, hvor pengene kunne være skjult. Men de fandt ingenting.

I stedet kom de frem til, at de mange millioner – som jo altså tilhørte danske og udenlandske filmproducenter – blandt andet var brugt på et gigantisk overforbrug i Registrering Danmark, store overførsler til Johan Schlüter Advokatfirma og på betalinger og udlån til de tre partnere.

Den første dag i juli meddelte Klaus Hansen offentligheden, at filmproducenterne var blevet bedraget for ikke under 100 millioner kroner, og at man havde bedt politiet undersøge sagen. Samme dag placerede de to advokatpartnere, Johan Schlüter og Lars Halgreen, hele ansvaret for miseren hos den tredje partner, Susanne Fryland, som de bortviste og politianmeldte for bedrageri og underslæb. Også i dag mener Johan Schlüter, at alle ulovligheder foregik hos Susanne Fryland, men samtidig mener han, at revisionsundersøgelsens tal er helt i skoven.

I efteråret 2015 var Deloitte færdige med deres undersøgelse, og i den mere end 70 sider lange pengestrømsanalyse konkluderede de, at der var forsvundet 188,6 millioner kroner, og at pengene var blevet brændt af på et massivt overforbrug. Når Producentforeningen og Klaus Hansen i dag gør regnestykket op, fratrækker moms og værdien af det, de har fået, når de frem til et tab, der – meget foreløbigt – lyder på cirka 130 millioner kroner. Johan Schlüter selv mener, at de tal er vildt overdrevne.

Politiken er i besiddelse af revisorernes rapport, og selv om konklusionerne har været dryppet ud i erhvervsmedierne siden efteråret, er det stadig overraskende læsning, så her kommer et udvalg:

Et langt synderegister

I slutningen af 2012 havde ejerne af Johan Schlüter Advokatfirma i København solgt opgaven med at håndtere de mange rettighedspenge til deres andet firma, Registrering Danmark i Slagelse. Det kostede 35 millioner kroner, som skulle betales fra Slagelse til København over syv år. Den pris var sådan set helt fair, noterede revisorerne, for det drejede sig trods alt om en forretning, som plejede at omsætte for 15 millioner om året. Det mærkelige var bare, at alle 35 millioner blev betalt på to år. Endnu mærkeligere blev det af, at hver gang virksomheden i Slagelse sendte et millionbeløb til advokatfirmaet i København, så lavede de også en tilsvarende regning til en af foreningerne og hævede beløbet fra foreningernes konti, som de selv bestyrede. Det anbefalede revisorerne at undersøge »lovformeligheden af«.

Oveni betalte Registrering Danmark mange millioner kroner for juridisk bistand hos Johan Schlüter Advokater, men revisorerne tvivlede på, at regningerne dækkede over reelt arbejde. 9,6 millioner kroner blev betalt de første tre år, og en regning på yderligere 12 millioner kroner blev sendt af sted i 2015, men dog stoppet. Susanne Fryland havde fortalt revisorerne, at hun havde skrevet den sidste store regning efter aftale med de to andre partnere for »at tallene i JSA (Johan Schlüter Advokatfirma, red.) hang sammen«.

Schlüter selv nægter, at han har vidst noget som helst om de her ting. Jovist havde hans advokatfirma en »stram likviditet«, og jo, Registrering Danmark betalte deres afdrag »hurtigt«.

Men regningerne for advokatarbejdet de første tre år lyder rimelige, synes han. Og den sidste store regning kendte han ikke til, og hverken han eller partneren Lars Halgreen har godkendt den.

I øvrigt vidste han heller ikke, at han selv og de to andre partnere hver havde fået en halv million kroner i bestyrelseshonorar fra Registrering Danmark – selv om der – ganske lovligt – ikke var nogen bestyrelse i selskabet. Eller at de hver havde fået 300.000 kroner i udbytte. Johan Schlüter kiggede sjældent på sin egen konto, siger han.

»Det eneste, jeg ser på, er om der er penge til husholdningen derhjemme, og så køber jeg ellers de ting, jeg kan«, siger han om pengene, der altså blot er strøget ind i »den store mølle«.

Men det var jo også kun en del af de mange forsvundne millioner, som revisorerne kortlagde. En ret stor portion af dem – 16,5 millioner kroner – var gået til konsulenthonorarer til Susanne Fryland, som i øvrigt også fik løn som partner i advokatselskabet. Og så gik 6,3 millioner i løn over fire år til Frylands kone og svigerforældre, som blev ansat i firmaet. Svigermor fik cirka 45.000 kroner om måneden i de 16 måneder, hvor hun passede Susanne Fryland og hustruens lille barn. Og så blev der lånt cirka 32 millioner kroner ud til en masse forskellige mennesker og firmaer.

Det mest kulørte ved det hele var nu nok afsløringen af, hvor stor en økonomisk katastrofe Slagelses nye erhvervssucces, Registrering Danmark, i virkeligheden havde været.

Firmaet tjente nemlig næsten ingen penge på de mange nye aktiviteter, som Fryland havde sat i gang. I alt 43 medarbejdere havde i kortere eller længere perioder været ansat til at lave alt muligt andet end rettighedsforvaltning og havde kostet 26 millioner kroner i løn alene, men de havde kun indtjent 3 millioner kroner.

Seks af dem dem havde da også udelukkende udført opgaver for fodboldklubben FC Vestsjælland, og andre ansatte havde lavet velgørenhed i et importprojekt om fairtradecykler fra Bangladesh og for reetableringen af et børnehjem i Skodsborg. Der var også en, der arbejdede på at arrangere Slagelse festuge og sågar en ansat, hvis opgave var at hente mad hos Johan Schlüter Advokatfirmas kantine på Højbro Plads og køre den til medarbejderne i Slagelse.

Hvad var det egentlig, Susanne Fryland havde haft gang i? En utrolig gavmildhed for andres penge?

Det hele er absurd

Schlüter rør lidt på sig i sin stol, han ser utilpas ud et kort sekund.

Siden alt det her kom frem, er tingene kun blevet værre for de tre advokatpartnere. Alle er sigtet af politiet, Susanne Fryland og Johan Schlüter er erklæret personligt konkurs, og Schlüter er ligefrem en slags hjemløs, da vi besøger ham hos hans datter.

»Jeg har fortjent, at de behandler mig ordentligt«, siger han siddende i det lille værelse.

»Og jeg har fortjent, at de ikke glemmer alt det, jeg har gjort for dem«.

Når man har hørt Klaus Hansens fortælling om afsløringen og revisorernes afdækning, kan det være svært at forstå, hvordan Johan Schlüter stædigt kan benægte, at hen kendte noget som helst til svindlen. Men det gør han altså:

»Skulle jeg, der i 40 år har bygget min virksomhed op på troværdighed og har lavet alle disse ting, skulle jeg pludselig blive en ussel bedrager i det her«, spørger han.

»Det er jo absurd«.

Men for at kunne forstå, hvordan Johan Schlüter kan mene det, skal vi helt tilbage. Til de gyldne dage, hvor kongen af copyright vandt sit rige, og til de mørke sider af Schlüters sind.

Ellers, siger Schlüter, kan man slet ikke forstå det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce