Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Peter Hove Olesen

Det store fald

I fem et halvt år arbejdede Henrik Qvortrup på at lægge afstand til sin tid som chefredaktør på Se og Hør for i stedet at manifestere sig i folks bevidsthed som politisk kommentator på Tv 2. Og som tiden gik, var han så småt begyndt at tro på, at det faktisk var lykkedes. Indtil fortiden en dag var i telefonen.

Mandag 24. marts stod Tv 2’s politiske kommentator Henrik Qvortrup i oprullede, ternede skjorteærmer i Go Morgen Danmarks studie og oversatte den politiske debat om EU-borgeres ret til en dansk børnecheck for seerne. Klokken 7.47 overlod han og værten Morten Resen studiet til et indslag om, hvordan man undgår løbeskader.

Bagefter stod de og sludrede lidt uden for studiet på Hovedbanegården i København. Og Morten Resen spurgte Qvortrup, om han havde hørt, at der var en bog på vej om hans tidligere arbejdsplads, Se og Hør. En bog, der efter sigende skulle være sådan lidt »News of The World-agtig«.

Det havde han ikke. Og det gav ham ondt i maven.

»Det skabte den der uro, det altid skaber, når der dukker noget op om Se og Hør. Jeg havde brugt fem et halvt år på at lægge luft til den tid. For hver dag, der var gået, havde jeg oplevet, hvordan jeg blev mindre og mindre svinet fra Se og Hør og mere og mere den politiske kommentator, som folk respekterede«.

»Og det var lige præcis den vej, jeg gerne ville have, det skulle gå«, siger Henrik Qvortrup.

Som tiden gik, var han så småt begyndt at tro på, at det faktisk var lykkedes.

»Og det var derfor, jeg fik ondt i maven, da jeg hørte om den bog. Jeg havde ikke nogen fornemmelse af, hvad der var i vente. Men jeg tror, at jeg på det ubevidste plan har frygtet, at min tid på Se og Hør en dag ville indhente mig«.

Qvortrup ringede til tidligere Se og Hør-journalist, Ken B. Rasmussen, som var på besøg i sit barndomshjem i Sønderjylland, for at høre om det var ham, der var i gang med at skrive en bog. Men det »kendte han ikke noget til««.

»Det var en højst aparte samtale, for, som det også fremgår af bogen, så havde han og jeg et ganske fornuftigt forhold til hinanden. Men han var bare mærkelig i telefonen«.

Så ringede han videre til endnu et par mennesker fra sin tid på Se og Hør, der gættede på, at bogen nok handlede om den Se og Hør-kilde, der »kunne noget med nogle kort«.

»Og når jeg kunne få den besked, så er det jo fordi, at tys-tys-kilden i den sidste fase var noget, som gud og hvermand nærmest kendte til ude på Se og Hør. Så jeg var godt klar over, at det nok var i det felt, at der kunne opstå et eller andet«.

Selv betragtede Henrik Qvortrup det dog ikke som noget synderligt problem. For:

»Jeg kunne godt huske, at der var én, der kunne et eller andet med nogle gode oplysninger. Men hvordan det i øvrigt var fat, og at der var tale om hacking, det anede jeg ikke. Så jeg tænkte ikke voldsomt meget mere over det«.

En måned senere, søndag 27. april, bliver Henrik Qvortrup ringet op af BT, som fortæller ham, at der ifølge Ken B. Rasmussens roman, 'Livet, det forbandede' er foregået systematisk overvågning af kendtes kreditkorttransaktioner, at Se og Hør har betalt for de oplysninger – og at det skulle være begyndt i Qvortrups tid som chefredaktør.

»Jeg svarede, at det ikke er nogen hemmelighed, at vi betalte kilder på Se og Hør, men at jeg ikke havde kendskab til, at der var foregået noget ulovligt. Men på Se og Hør var der ikke i sig selv noget bemærkelsesværdigt i, at vi betjente os af kilder, der havde adgang til nogle oplysninger, som var specielle«.

Søndag eftermiddag ringede Qvortrup og orienterede sin chef, nyhedsdirektør Michael Dyrby på TV 2, om henvendelsen fra BT. Det tog han »stille og roligt« og syntes ikke »det var noget særligt«.

»Og det var jeg jo glad for. På det tidspunkt var jeg slet ikke klar over, at der kunne være noget jura i det. Det, jeg frygtede, var at miste mit job. Det er jo det, jeg hele tiden har frygtet, når der med mellemrum er dukket noget op med Se og Hør. At det på en eller anden måde ville blive for meget for Tv 2«.

Det er lidt specielt at tænke på i dag

Mellem Ford’er, Fiat’er og Golf’er dukker Qvortrups sorte Mercedes stationcar op i trafikken ved Rådhuspladsen og holder ind til siden. Selv sidder han bag rattet iført t-shirt, blå kasket, skæg og cowboybukser.

Hans racercykel fylder det meste af bagagerummet, mens hans 23-årige søn sidder foldet sammen på et lille stykke bagsæde ved siden af de velsmurte tandhjul. Vi sætter kurs mod Qvortrups sommerhus i Blekinge i Sverige, hvor han om lørdagen skal køre cykelløb, og hvor hans søn skal skrive på sin bachelorafhandling om kartoffelindustrien i Uganda.

Ifølge Qvortrup havde han og Ken B. Rasmussen »om ikke et skæbnefællesskab på Se og Hør, så i hvert fald en gensidig respekt«, fortæller han på vej over Øresundsbroen.

»Jeg syntes, han var en dygtig journalist, og han syntes, at jeg var en no bullshit-agtig chef, der altid gik forrest«.

Så da Ken B. Rasmussen for et par år siden blev fyret fra Se og Hør af daværende chefredaktør Kim Henningsen, bad han Qvortrup om en rundvisning på Christiansborg. Det fik han. I juni 2012 skrev Ken B. igen til Qvortrup og bad ham om en anbefaling, fordi han skulle ud og søge nyt job. Det fik han også. En god anbefaling, endda.

»Det er jo lidt specielt at tænke på i dag, ikke?«, siger han og kommer til at grine.

Foto: OLESEN PETER HOVE

I de seneste uger har Qvortrup med »en vis interesse set på den foragelse«, der har været over, at Se og Hør også havde en kilde i et kontroltårn ude i lufthavnen, der kunne fortælle, hvornår de kongelige lettede og landede, og en kilde på Rigshospitalet, der kunne fortælle, hvornår de kendte skulle til graviditetsscanninger.

»For hvad fanden havde folk forestillet sig? Der var alle mulige kilder, hvor jeg da udmærket var klar over, at hvis deres arbejdsgivere vidste, at der blev lækket, så ville det givetvis have været et problem. Dørmænd og ansatte ved hoffet, eksempelvis. Men undskyld mig: Det har man altså hørt om før i dansk journalistik«.

Derfor »ringede alarmklokkerne ikke rigtig« hos Qvortrup, da han tilbage i 2008 fik besøg af tys-tys-kilden på sit kontor for at forhandle, hvordan og hvor meget han skulle betales for sine oplysninger.

»Men det burde de måske have gjort«, siger han.

Kan du huske, hvordan han kom ind i huset?

»Som jeg husker det, så bliver han præsenteret for mig af en journalist. Han havner i hvert fald inde på mit kontor«.

Hvorfor kom han ind på dit kontor?

»Jeg tror, det var fordi, at det var en kilde, der kunne fortælle noget om, hvor de kendte befandt sig. Og den slags betalte vi for. Ligesom vi betalte kilder i nattelivet for at fortælle, hvor de kendte drak deres cocktails. Og det var mig, der afgjorde, hvordan folk skulle honoreres. Og så skulle vi ligesom finde ud af, hvordan han skulle aflønnes for det«.

Henrik Qvortrup har »kunnet læse sig til« at kreditkortkilden fik 10.000 kroner om måneden.

»Jeg kan simpelt hen ikke huske, om det rigtigt, men det skal nok passe. Det er ikke sådan, at man tænker: Hold kæft, det var helt exceptionelt, det der. Vi betalte jo alle mulige folk for alle mulige mærkelige ting«.

Kunne et honorar også være, at man fik refunderet restaurantregninger og andre udgifter?

»Ja, sådan husker jeg det. Det er der jo ikke noget underligt i. Af den simple grund, at mange af de mennesker, der gav os oplysninger, ikke var interesseret i at figurere i alle mulige systemer. Det er der sikkert en hel masse skatteteknik i. Men jeg tror, jeg har større probemer end det lige nu«.

Men du kan huske, at du har mødt ham, og at du har været med til at aftale hans honorar?

»Ja, det kan jeg svagt huske«.

Kan det være, at du også har vidst, at han havde adgang til kreditkortoplysninger uden at tillægge det den betydning, det bliver tillagt i dag?

»Jamen, jeg kan kun sige, at oplysningen om, at han gjorde noget ulovligt, hvis det overhovedet er tilfældet, er ny for mig«.

Er det fordi, du ikke vidste, at han overvågede kredtitkorttransaktioner, eller er det fordi, du ikke vidste, at det er ulovligt?

»Det kan jeg ikke huske. Ja, det var noget med nettet, men at der skulle være tale om ulovligheder, vidste jeg ikke. Og i sig selv var det ikke usædvanligt, at Se og Hør betjente sig af nogle kilder, som kunne noget, der var så ekstraordinært, at de givetvis var i strid med de interne regler, der var, der hvor de arbejdede«.

BT har bragt en mail fra Ken B. Rasmussen, som er stilet til dig, hvor han ret specifikt skriver, hvad den kilde kan, og at han kun synes, man skal bruge vedkommende til at understøtte andre kilder.

»Ja, han kalder ham 'kreditkortkilden' i den mail. Men jeg kan ikke huske den mail – jeg fik 100 mail om dagen. Men jeg er jo ikke dummere, end jeg godt ved, at hvis der ligger en svarmail, hvor jeg har skrevet: »Jamen, kør med den, god weekend«, så er det jo i den kontekst, der er opstået i dag, noget helt andet, end hvad jeg måske har tænkt dengang«.

Ifølge din advokat erklærer du dig uskyldig, men du siger også, at du ikke rigtig kan huske, hvad der er foregået. Hvordan kan du erklære dig uskyldig, når du ikke kan huske, hvad der er foregået?

Med min bedste erindring kendte jeg ikke til, at der foregik ulovligheder. Ergo er jeg uskyldig. Så er der nogle andre, der må bevise, at jeg er skyldig, hvis de kan det. Men jeg kunne godt have været mere opmærksom

»Med min bedste erindring kendte jeg ikke til, at der foregik ulovligheder. Ergo er jeg uskyldig. Så er der nogle andre, der må bevise, at jeg er skyldig, hvis de kan det. Men jeg kunne godt have været mere opmærksom. Som chefredaktør dissekerer man jo ikke hver eneste kilde. Man siger ikke: Der et eller andet med, at han ved, hvornår de kendte bruger deres kort, hvordan fanden kan han vide det? Jeg burde have gjort det, men jeg gjorde det ikke«.

Var der ikke nogen i regnskabsafdelingen, der studsede over at nogen fik udbetalt 10.000 om måneden på bilag?

»Jeg kan konstatere, at de ikke studsede. Mit indtryk er, at de har set mangt og meget gennem årene i Allers regnskabsafdeling. Herunder også ganske aparte bilag. Jeg tror, der skulle rigtig meget til at få dem til at spærre øjnene op«.

Hej Ken

Qvortrup sov ikke fremragende natten mellem søndag 27. og mandag 28. april. Og da han stod op mandag morgen, kunne han ligesom resten af landet læse i BT, at Se og Hør i mindst fire år, fra 2008-2012, havde betalt en kilde for ulovligt at overvåge kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Han kunne også mærke, at historien ville få fat, og at de øvrige medier var på vej om bord i den. Men det skulle ikke hedde sig, at han ikke ville tale med Ken B. Rasmussen, så han sendte ham en besked på Facebook:

»Hej Ken. Tillykke med din nye bog. Jeg ser frem til at læse den. Gode hilsener, Henrik Q«.

Den har han aldrig fået noget svar på. Til gengæld modtog han samme formiddag en sms fra Michael Dyrby om, at de hellere måtte mødes.

»Så jeg tog ud på Tv 2 og kunne godt mærke, at Dyrby ikke syntes, det var fedt. Vi var ikke der, hvor jeg ikke skulle møde på arbejde næste dag, men jeg kunne godt mærke, at den kunne gå alle veje«.

Næste dag, tirsdag formiddag, sidder Henrik Qvortrup hjemme hos sig selv og kan »simpelt hen bare fornemme på mediebilledet, at det her, det er skidt«. Aftenen i forvejen har han givet endnu et interview i BT, hvor han udbygger sin første forklaring og siger, at han ikke kan afvise, at at han »uforvarende« har været med til at finansiere en mand, der har begået ulovligheder. Men i dag fortryder han, at ikke bare fra starten sagde: »ingen kommentarer«.

»Problemet i den slags sager er ofte, at hvis man ligesom kommer til at ligne én, der udbygger og justerer, så kan det næsten i sig selv være inkriminerende. Og det burde jeg af alle jo vide«.

»Jeg tror sgu ikke, jeg overlever den her«, skrev han tirsdag formiddag i en sms til sin ven, DR's politiske analytiker, Ask Rostrup. For:

»Når alle snakkede om, at jeg var master mind bag det her og ikke havde nogen moral, så var det umuligt for mig at passe mit arbejde«.

Han drejer hovedet væk fra vejen, så vi kigger hinanden ind i ansigtet.

»Kunne du se mig stå i nyhederne i de her dage og spille klog på Lars Løkkes moralske habitus?«.

Tirsdag formiddag er Dyrby til direktionsmøde på Tv 2 i Odense. Qvortrup »vil tro«, at han er på dagsordenen. For:

»Når statsministerkandidater og justitsministeren har en mening om, hvad en højtprofileret medarbejder på Tv 2 går rundt og laver, så er det bare et problem«.

Dyrby skriver til ham, at de hellere må mødes. Så det gør de tirsdag eftermiddag.

»Og der vidste jeg godt, hvad der skulle ske. I den bedste af alle verdener havde de sagt til mig: »Smut du på ferie, og så dør den her ud på et tidspunkt«. Og det massive mediepres, der var i den første uge, det er jo ikke til stede længere. Men pointen er bare, at de var blevet ved, indtil de havde fået deres skalp. Og skalpen, det var mig«.

Hvad skete der på det møde?

»Så snart jeg trådte ind ad døren, kunne jeg mærke en stor forskel fra dagen forinden. Der var ingen af os, der var i tvivl om, hvad konklusionen skulle være. Jeg tror, jeg nævnte feriemodellen, men kunne med det samme selv se, at det ikke duede. Lige i det øjeblik inde på det kontor, der blev jeg sådan meget overmandet af det hele. Det var måske først der, det gik op for mig, hvad fanden det egentlig var, der var sket de sidste par dage. Jeg blev utroligt ked af det. Knust er virkelig det rette ord. Så Dyrby måtte ud og hente lidt vand til mig«.

Vi sidder lidt i motorstøjen og stirrer ud i det svenske solskin. Så fortsætter han:

»Hvis begrebet 'indhentet af fortiden' nogensinde har givet mening, så var den eftermiddag«.

»Man kan så diskutere om jeg havde fået lov at passe mit arbejde, hvis jeg ikke selv havde sagt stop. Men det er en akademisk diskussion. Og jeg tror, at både du og jeg kender svaret på det spørgsmål. Så var jeg blevet fyret. Og det kan jeg sagtens forstå«.

»For hvad fanden skulle de ellers gøre?«.

Mange mennesker har i de seneste uger skrevet til Qvortrup og rost ham for hans arbejde på Tv 2. Hvilket gør fyringen endnu mere »bittersød«.

»For nu fortæller de mig alle sammen, at det job, jeg ved skæbnens magt har været tvunget til at forlade, var det job, jeg dybest set burde have. I takt med, at der i min tid på Tv 2 var flere og flere, der sagde: »Han er sgu meget god til det, han gør«, så var det jo også en fuckfinger til alle dem med de rigtige meninger, der havde ment, at jeg for evigt var fortabt, fordi jeg engang havde været på Se og Hør«, siger han. Og tilføjer:

»Man kan så diskutere, hvem den fuckfinger i sidste ende blev rettet imod, ikke – det kan man i høj grad diskutere«.

Der var »några ungdomar«

Han drejer fra et sted på landevejen, så vi kan tanke kaffe og kanelbullar, som vi gerne må spise i bilen, for den er »bare lejet«. Mens vi holder stille, drøfter Qvortrup med nogen i telefonen, hvilken bil, han skal have, når lejeperioden på den sorte Mercedes udløber. Han er jo »vant til at køre i noget godt«. Men som han siger, da vi kører videre:

»Jeg er nok nødt til at justere min cigarføring efter min nye status. De har jo ikke ringet fra A.P. Møller endnu, vel«.

Det er egentlig også mærkeligt...

»Ja, man forstår det ikke, vel?«.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Vi kører videre gennem landskabet med røde træhuse og blomstrende frugttræer. En stor ejendom dukker op nede ad en jordvej. Brugte landbrugsmaskiner og bilvrag er strøet ud over terrænet med løs hånd, og midt i det hele står en stor, ældre mand i en forvasket kedeldragt og gestikulerer. Det viser sig at være Qvortrups nabo, Mats. Der tilsyneladende har inddraget familien Qvortrups indkørsel til græsningsareal for en større flok køer og oven i købet spærret den af med en låge.

Han får gennet køerne væk fra indkørslen, stikker hovedet ind ad det nedrullede bilvindue og fortæller, at der var et par unge mennesker, » några ungdomar«, og spørge efter Henrik Qvortrup for fjorten dage siden. Havde den ene et kamera om halsen, spørger Qvortrup. Og ja, det mener naboen nok, han havde.

»Så tror jeg godt, jeg ved, hvem det har været«, siger Qvortrup, inden vi ruller videre ned ad indkørslen.

»Det er jo ikke seniorreporteren, der bliver sendt af sted på chancen, vel«, tilføjer han, da vi triller op foran det sorte træhus.

»Det irriterer mig, at de har fundet det her sted. Men det kan da godt glæde mig, at de er kørt forgæves«.

At finde sin naturlige størrelse

Henrik Qvortrup er født og opvokset i den danske middelklasse i et helt gennesnitligt parcelhuskvarter i Hasle uden for Aarhus. En begavet dreng, der fyldte i landskabet og var noget tid om at finde sin naturlige størrelse i verden. Faren var postfunktionær, men ville gerne have været journalist og var meget politisk interesseret. Så det blev Qvortrup også.

»På mange måder ville min far gerne have været alt det, jeg er blevet. Hvis man altså lige sætter en stor fed parentes om Se og Hør«.

Hvad siger han nu?

»Det piner ham. Og han ringer hele tiden og spørger, hvordan jeg har det. For ham er det om muligt en endnu større katastrofe, at jeg er blevet væltet fra jobbet på Tv 2, der for ham var et udtryk for, at jeg var kommet hjem. Og når du dertil lægger, at jeg bliver væltet på grund af alt det, der i hans optik var det forkerte, så er katastrofens omfang nærmest ubeskriveligt«.

Qvortrup skulle omkring både jura- og medicinstudiet og forestillingen om sig selv i en hvid kittel, inden han kom ind på Journalisthøjskolen i Aarhus. Og ikke længere var spor i tvivl om, »at det var det«. Det var en »åbenbaring« for ham at komme i praktik på Berlingske – og at lande på Christiansborgredaktionen samtidig med Tamilsagen. Den dækkede han sammen med Michael Ulveman, som siden blev leder af Jyllands-Postens Christiansborgredaktion, hvor han ansatte Qvortrup, så snart han blev færdig på Journalisthøjskolen.

Efter to et halvt år på JP, takkede Qvortrup ja til tilbud fra Ekstra Bladet, men blev aldrig helt dus med »bord 1 og bord 2 i kantinen, hvor folk nærmest levede og sad og drak og hele tiden«. Så efter et halvt år ringede han til Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Jørgen Ejbøl, og fik lov at komme tilbage.

Det varede i præcis to måneder. Så ansatte Ejbøl en politisk redaktør, der ikke var Qvortrup. Og samtidig ringede Berlingske og tilbød ham at blive leder af deres politiske redaktion. Ejbøl blev »skidesur«, men Qvortrup oplevede i de næste tre år på Berlingske det, han kalder »sin guldalderperiode i politisk journalistik«.

Men så lavede han »Ekstra Blads-fejlen én gang til«, for denne gang hed det både redaktionschef og lederskribent, og det var ligesom ikke til at stå for. Tabloidavisen talte også til »rebellen og rastløsheden« i ham, men det blev ikke lykkeligere i anden runde af den grund.

Så da Uffe Ellemann tabte valget i 1998 og gik af, lavede han efter et lille års tid på Ekstra Bladet en aftale med Venstres nye formand, Anders Fogh Rasmussen, og blev landets første spindoktor i de kommende knap tre år.

Spørger man Henrik Qvortrup, om alle de skift er et udtryk for et karaktertræk, eller at han simpelt hen var for ung til at administerere sin egen karriere, lyder svaret sådan her:

»Det sidste har jeg aldrig tænkt over, men det kan sgu da godt være, at jeg var det. I hvert fald var jeg rastløs«.

En lang aften

I 2000 var det BT, der lokkede med en plads i chefredaktionen. Som 37-årig havde Qvortrup stadig ikke rigtig lært, at mus-samtaler og regneark keder ham. Og han havde også gået og været bekymret for, om han nogensinde kunne komme tilbage til journalistikken igen, eller om han for evigt var stemplet »som en lallende kommunkationstype, der bare skulle overbringe det glade Venstre-budskab«. Så det blev et ja tak.

Ni måneder senere røg han ud af klappen igen efter noget, han selv kalder magtkampe og divergerende forventninger.

Han nåede at annoncere en biografi om Anders Fogh, »hvilket man måske kunne diskutere elegancen i, når jeg lige havde forladt Venstre«, og at opgive ideen igen, inden det gik op for ham, at han »pludselig var mere jobsøgende«, end han troede, han »nogensinde skulle blive«.

På valgaftenen 20. november 2001 var han til sin glæde blevet inviteret af DR til at deltage i deres valgdækning, så han havde taget slips på og var taget ind på Christiansborg, hvor han fik ét spørgsmål uden for primetime, og så var det job klaret. Senere kunne han hjemme på sit eget fjernsyn se en sejrsrig Anders Fogh Rasmussen ankomme til Færgen Sjælland sammen med sin nye spindoktor, Michael Kristiansen. Og, som han siger:

»Det var en lidt lang aften, ikke«.

Qvortrup nåede at være arbejdsløs et lille års tid, inden han så genopslaget af stillingsannoncen fra Se og Hør. Et job som blandt andre Jes Dorph Petersen havde sagt nej tak til. Men som Qvortrup »tvunget af omstændighederne« søgte og fik.

»Hvis de havde ringet fra Se og Hør, mens jeg var hos Anders Fogh, så havde jeg jo ikke sagt ja. Men på mange måder er det også dét job, der har skabt den profil, jeg har i dag – på godt og ondt«.

Du fyldte 50 i efteråret og i et fødselsdagsportræt beskriver en af dine tidligere politiske journalistkolleger dig som et stort analytisk talent og en af din generations bedst begavede journalister. Hvad skulle det talent på Se og Hør?

»Dels skulle jeg have mig et job. Jeg var grøn af ærgrelse over, at jeg havde forladt Fogh. Og var så langt ude, at jeg havde søgt og fået afslag på et job i Hovedstadens Udviklingsråd. Så jeg var sulten. Og så bød det sig til. Jeg havde faktisk aldrig læst et Se og Hør, da jeg søgte«.

Tyg lige på den, åndssnobber

Noget tid efter at Qvortrup var begyndt på Se og Hør, er han ude at spise med sin kone. En anden gæst i restauranten får øje på ham på vej fra toilettet og kommer hen til hans bord og siger: »Du skal bare vide, at hvis min læge nogensinde siger, at min eneste chance for at overleve er at få et nyt hjerte, så vil jeg ikke have dit«.

Havde han ikke vidst det før, blev han klar over der, at det, han lavede, var noget, »der skabte nogle følelser«.

Jeg var indbegrebet af alt det onde. Ham, hele parnasset kunne blive enige om at hade. Men det synes jeg jo var fedt. Det var fantastisk branding, når Mads Mikkelsen erklærede, at han ville slå mig ned, hvis han mødte mig

»Jeg var indbegrebet af alt det onde. Ham, hele parnasset kunne blive enige om at hade. Men det synes jeg jo var fedt. Det var fantastisk branding, når Mads Mikkelsen erklærede, at han ville slå mig ned, hvis han mødte mig. Og når Casper Christensen sagde til BT, at min mor skulle have kvalt mig straks efter fødslen«.

Hvordan havde du det med at møde dine gamle kolleger fra Christiansborg?

»Det havde jeg det mere end okay med. Jeg syntes bestemt ikke, at der var nogen grund til at krybe langs panelerne. Og fandt sådan set også en vis fornøjelse i at pirre og provokere dem med de rigtige meninger og sige: Kære venner, det her blad læses af 900.000 danskere om ugen og genererer et kanonoverskud. Det er altså ikke bare noget, man kan lave med hovedet under armen«.

»Det kan så sige noget ganske underligt om den måde, jeg er skruet sammen på, men min forfængelighed blev faktisk pirret af at sige: Ved I hvad, åndssnobber, nu har jeg det her job, tyg lige på den. Hvis man kommer i de kredse, som du og jeg kommer i, så er det nemmeste i verden jo at sige, at man arbejder på Politiken eller på P1. Men jeg synes, der var et eller andet selvdefinerende i at tage det job i forhold til den, jeg gerne vil ses som«.

Hvem vil du gerne ses som?

»Som kontant og professionel. En mand, der kan indordne sig under de rammer, som et givent job afstikker. Det kunne være i forhold til at gøre Anders Fogh til statsminister, at gøre Se og Hør til et blad, som kakkelbordstyperne ville købe om torsdagen eller at oversætte dansk politik til Tv 2's seere. Antagelsen om, at man først er rigtig journalist, hvis man arbejder for de medier, som ens venner forbruger, synes jeg er et skråplan. Den ægte professionalisme ligger i at sætte sig udover, hvad man selv måtte interessere sig for«.

Så du gør, hvad du bliver bedt om og betalt for?

»Ja, inden for visse grænser. Jeg er aldrig blevet bedt om at begå ulovligheder, men på Aller blev jeg bedt om at gå til grænsen. Det er ligesom at være forsvarsadvokat. Man har noget, man skal gå i brechen for, og det gør man så. Men man skal kunne have sig selv med i et eller andet omfang. Ville jeg kunne arbejde for indførelsen af dødsstraf i Danmark? Nej. Ville jeg kunne arbejde for Jonni Hansens naziparti? Nej. Ville jeg kunne arbejde for Se og Hør? Ja«.

Slut med at være venner med de kendte

Da Qvortrup begyndte på Se og Hør, blev der lagt en ny strategi for bladet, som han selv var med til at formulere. Men det var på møder »på allerhøjeste niveau«, det blev besluttet, at bladet ikke længere skulle være »venner med de kendte, men læsernes blad«.

»Den kompromisløse tilgang til de kendte var det nye. Men det var jo ikke sådan, at jeg af egen drift mødte op og havde lyst til at lægge mig ud med alle. Det var en strategisk beslutning, at det blad skulle have en skarp, kontant og til grænsen-gående profil. Og det var ikke kun mig, der besluttede det. Det var både Allers administrerende direktør Pål Thore Krosby og udgiverdirektør Per Ingdal med til. Hvis de havde syntes, at jeg gik for vidt, så havde de bedt mig om at skrue ned«.

»Når de kendte så syntes, det gjorde ondt, når de sad med en elskerinde på en københavnsk restaurant, så måtte vi bare sige: Tør øjnene. Det er, hvad man beder om, når man ikke praktiserer den slags tilbøjeligheder i mere lukkede rum«.

Den første »meget vigtige historie i den sammenhæng« blev bragt et års tid efter, hvor Se og Hør kunne fortælle, at Casper Christensen havde overnattet hos Iben Hjejle, og at en paparazzi-fotograf havde taget billeder af ham, da han gik derfra.

»Der våndede de sig alle sammen frygteligt meget, men jeg var iskold. Hvis man gerne vil have alle de fordele, det giver at være kendt og feteret, så må man bare vide, at når man render rundt og promenerer sin nye erorbring ude i nattelivet, så vil der være interesse for det«.

»Det var den plade, jeg satte på hver eneste gang. Jeg var ved at brække mig over at høre på mig selv til sidst, men man opfinder ligesom sådan nogle forklaringsmodeller«.

En anden af hans plader blev pillet af ret hurtigt. Det var en, han spillede i starten om, at Se og Hør faktisk indtog en demokratisk rolle, fordi det var mange menneskers eneste ugentlige møde med det skrevne ord.

»Den kunne jeg ret hurtigt godt selv høre, var for langt ude«, siger han og griner.

Hygge på gulvet

I 2004 følte Anders Fogh Rasmussen ifølge sin tidligere spindoktor »af uransagelige grunde pludselig et behov for at sidde i DR's nytårsshow og præsentere sin polske ven«.

»Måske kunne han ikke helt gennesmskue, hvad det var, han i virkeligheden kommunikerede, men han sidder i hvert fald og bliver interviewet om venskaber. Og fortæller, at når ham og hans polske ven er sammen, så sidder de på gulvet og får en pizza og hygger sig. Og det bånd fik vi fra DR«.

Og dermed samtidig muligheden for at udvise den »forsidekreativitet, der skulle til nogle gange« og som Qvortrup holdt meget af.

»Vi havde et billede af Fogh og hans polske ven i stramt cykeltøj, og så hed den:'Fogh om sin hemmelige ven: Vi hygger på gulvet«.

Føltes det ikke lidt mærkeligt at bringe den historie om en mand, du havde arbejdet på at gøre til statsminister i næsten tre år?

»Nårh, det ved jeg ikke. Jeg havde jo ikke for tid og evighed afskåret mig fra at fortælle, hvad Anders Fogh helt frivilligt har siddet og sagt i en udsendelse på DR«.

»Han sagde jo, at de hyggede på gulvet«.

»Politikere slår sig op på deres familier, så de må finde sig i, at man også ser på, om der måske er et eller andet, der ikke helt stemmer. Og i øvrigt har jeg for ganske nylig interviewet Anders Fogh i Bruxelles, så værre er det altså heller ikke«.

De helligt forargede giver også middag

Efter idé fra det finske Se og Hør indførte Qvortrup i sin tid som chefredaktør en tiptelefon, hvor man fik betaling for at ringe ind med oplysninger til bladet. At nogen i dag kalder det uetisk at betale kilder for oplysninger, fordi det indirekte kan tilskynde til ulovligheder, synes han er noget hykleri.

Se og Hør er et blad, der skal udkomme, og jeg er med på, at de oplysninger, der står i bladet, ikke har betydning for samfundets ve og vel. Men det er hykleri, at man ikke må betale for oplysninger, når der bliver betalt for alt muligt andet

»Jeg ville kunne respektere synspunktet, hvis den samlede danske presse afstod fra at please deres kilder. Men hos de helligt forargede er der jo ingen problemer med at give dyre middage og store frokoster til gode kilder. Se og Hør er et blad, der skal udkomme, og jeg er med på, at de oplysninger, der står i bladet, ikke har betydning for samfundets ve og vel. Men det er hykleri, at man ikke må betale for oplysninger, når der bliver betalt for alt muligt andet«.

Synes du også godt, man kunne betale for oplysninger på Tv 2?

»Det må jeg konstatere, at man ikke gør. Men jeg er helt sikker på, at der er bliver givet middage på Tv 2 til gode kilder. Ligesom der gør på Politiken, Berlingske og Børsen. Med omvendt fortegn bliver biljournalister fragtet sydpå og beværtet i hoved og røv for at at skrive om en eller anden ny bil. Og musik- og filmjournalister kommer på betalte ture til London. Jeg siger ikke, at det er problemløst at indføre et tiphonorar. For selvfølgelig skal man være opmærksom på, at der er en tilskyndelse. Men hvad nu hvis de oplysninger, man får, er rigtige?«.

Men synes du, det er vigtige oplysninger, Se og Hør viderebringer?

»Nej, nej, det er det sikkert ikke, men det er nu engang det blad, der bliver lavet derude«.

Måske var jeg mentalt på vej væk

På Se og Hør definerer man ifølge Qvortrup sig selv som nogen, der går op imod parnasset og får tæsk for det. Det fører til, at de ansatte »rykker tættere sammen«. Og det er også muligt, at det »fører til en vis sløsethed i forhold til nogle ting, man burde være mere agtpågivenende overfor«.

»Når man er opdraget på et blad, hvor chefredaktøren rutinemæssigt sidder nede i Københavns Byret, og hvor man ikke ligefrem falder ned af stolen af skræk, når der kommer et brev fra en advokat, så kan det da godt være, at man ikke har den samme agtpågivenhed, som mange andre ville have. Det er selvfølgelig en kultur, som gør, at man måske ikke er rædselsslagen, fordi man er ude og flirte med et eller andet. Og jeg har jo allerede sagt, at mine alarmklokker burde have ringet i forhold til den kreditkortkilde«.

Hvorfor gjorde de ikke det?

»Det her sker lige før, jeg forlader Se og Hør til fordel for Tv 2. Måske var jeg mentalt på vej væk og ikke så opmærksom, som jeg burde have været. Jeg ved ikke, om det holder i byretten, men derfor kan det jo godt være en legitim forklaring«.

Men hvorfor gad du at sidde nede i Københavns Byret og i det hele taget sætte dit rygte på spil for noget, som er så lidt vigtigt og så lidt samfundsomstyrtende som sladder?

»Ville du spørge direktøren for K-salat, om han fandt det samfundsomstyrtende at lave mayonnaise?«

Sikkert ikke. Men K-salat bliver jo ikke trukket i retten hele tiden for at krænke folks privatliv.

»Guderne skal vide, at Se og Hør ikke var noget, der gjorde Danmark til et bedre sted at bo, men det var et job. Og må man ikke, hvis man er journalist, tage et job, bare fordi det er et job? Tro mig, jeg synes ikke, det er pisseinteressant, om Casper Christensen har fået en ny kæreste. Jeg vidste bare, at det var det, der skulle til i det job, som jeg i øvrigt blev højt gageret for at udføre«.

I 2007 blev norske Nordea-ansatte afsløret i mod betaling at videregive oplysninger om kendte og kongeliges privatøkonomi til norske Se og Hør. Til avisen.dk sagde Qvotrup dengang, at han syntes, at »danske Nordea-ansatte med fordel kunne lære noget af deres norske kolleger«.

»Det er jo en dum, kæk kommentar, som jeg i den grad ville ønske, jeg ikke var kommet med. I forhold til den rolle, jeg påtog mig og blev identificeret med, der føler man nogle gange, at man skal leve op til at være rimelig hårdkogt og hurtig på aftrækkeren og sige nogle smarte ting, der hurtigt kan skabe noget opmærksomhed. Det er rigtig træls at have sagt i dag. Men det gjorde jeg«.

Mente du det?

»Det er et godt spørgsmål. Det, jeg mente, var vel, at jeg gerne ville provokere. Det var en del af rollen at være enfant terrible. At være den, der hele tiden sagde: De er bare nogle hyklere, og lad os nu lige slappe af med alle de rigtige meninger, for her laver vi rigtig, hårdkogt tabloidjournalistik. Som redaktør har man meget i munden, for en del af jobbet er at spille smart«.

I 2009 skrev tidligere journalist på Se og Hør Per Kaae bogen ' I sandhedens tjeneste' om sin tid på Se og Hør. Ifølge bogen skulle Qvortrup have sagt, at man skulle være klar til at bryde loven for at passe sit arbejde på Se og Hør. Det kan Qvortrup ikke huske, at han har sagt. Men:

»Alt kan tages ud af en sammenhæng og sættes ind i en anden. Hvis det, jeg mente, var, at man skulle være parat til en gang i mellem at stå skoleret nede i byretten, fordi nogen mente, at vi havde krænket deres privatliv, så kan jeg meget vel have sagt det«.

Den havde jeg sgu ikke set komme

Efter tre år på Se og Hør blev Qvortrup fast deltager i panelet i udsendelsen 'Jersild og Spin' på DR 2. Og måtte stoppe igen under valgkampen i 2007, fordi han i Se og Hør beskyldte daværende folketingspolitiker Naser Khader for at have fået udført sort arbejde ved sit hjem på Frederiksberg. Et forhold, Khader siden blev renset for i retten. Men sagen gjorde, at Qvortrup blev pillet af 'Jersild og Spin'.

»Man har hørt om sladderkonger og politiske kommentatorer, men i en og samme person på samme tidspunkt, det er specielt. Mine verdener stødte sammen. Jeg troede naivt, at jeg kunne lave politisk journalistik på glittet papir i Se og Hør. Det kunne jeg ikke. Og så var der nogen, der fik deres anledning til at falde over, at jeg sad på DR 2 og klogede mig på politik, samtidig med at jeg var chef for et sladderblad. Og derfor blev jeg kastet på porten og måtte jo så krabbe mig op igen efter den tur ned fra min kommentatorposition. Og det er sådan set det samme, der sker nu«.

Men der er vel den forskel, at det denne gang handler om at bedrive sladderjournalistik med ulovlige metoder?

»Det er klart. Jeg siger bare, at det er mange af de samme mekanismer, der går igen. Og det er ikke noget forsvar. Hvis jeg har begået noget forkert, så skal jeg betale for det. Men når jeg bliver hovedskurken, så er det også fordi, jeg har den historik, og fordi jeg har forvirret begreberne ved at kunne begge ting«.

Foto: OLESEN PETER HOVE

Da Henrik Qvortrup i 2008 blev tilbudt stillingen som politisk redaktør på TV 2, var han lettet over at »slippe væk fra Se og Hør med livet i behold«.

»Jeg havde spillet 'Den skaldede hævner' i seks år, det havde skabt mig en profil, men til forskel fra Casper Christensens gøren og laden, så er politik jo faktisk noget, der interesserer mig personligt«.

På Tv 2 sad blandt andre folk som Svenning Dalgaard, Michael Kamber, Natasja Crone og Cecilie Beck, som Qvortrup havde hængt til tørre i sin tid som sladderblads-redaktør. Men det var nu ikke derfor, han fik en »skæv start på Tv 2«, siger han. Det var fordi, han igen havde glemt, at han ikke havde det godt med mus-samtaler og excelark. Så der gik halvandet år, før han og Tv 2 »fandt matchet« med ham som kommentator og andre til at tage sig af personalet og økonomien.

»Mange af mine tidligere kolleger på Tv 2 havde jo været i Se og Hørs søgelys i min tid som chefredaktør. Jeg kan da huske, at jeg på Se og Hør havde et sammenstød med Mikael Kamber og et med Natasja Crone. Og nogen af dem syntes nok, det var lidt specielt, at jeg kom derud. Men jeg havde også fornemmelsen af, at de respekterede mig for det, jeg lavede dengang, fordi jeg gjorde det professionelt. Og at deres skepsis blev gjort til skamme, fordi de oplevede mig som en god kollega«.

Med det talent og de muligheder, du har haft, hvordan skulle din karriere så have set ud, synes du selv?

»Ikke ret meget anderledes. Med det forbehold, at jeg nok skulle være blevet hos Fogh lidt længere. Det var et bad career move at forlade det få måneder før, han blev statsminister, og jeg med sikkerhed kunne være rykket med over i Statsministeriet. Men omvendt kan jeg ikke se bort fra, at min tid på Se og Hør også har givet mig den profil, jeg har i dag. Så var det bare ikke lige med i beregningerne, at Ken B. Rasmussen skulle sætte sig ned og skrive den bog. Den havde jeg sgu ikke set komme«.

Du har før reddet dig ud af situationer, der udefra set virkede diskvalificerende, og er vendt tilbage til den politiske journalistik. Kan du også gøre det denne gang?

Hvad langtidseffekten er af den brændemærkning, jeg har fået nu, det kan jeg ikke regne ud. Men det er sgu en hård tur at skulle bære ikke bare Se og Hør-sagen på sine skuldre, men også dansk presses samlede syndefald

»Det er klart, at det er noget, jeg tænker over i de her dage. En ting er, at jeg risikerer at få en straf. Og at jeg nu igen i nogle uger er svinet fra Se og Hør. Og nærmest er blevet smidt ud af censorkorpset på Journalisthøjskolen, inden de aner, hvad der er op og ned på noget som helst. Hvad langtidseffekten er af den brændemærkning, jeg har fået nu, det kan jeg ikke regne ud. Men det er sgu en hård tur at skulle bære ikke bare Se og Hør-sagen på sine skuldre, men også dansk presses samlede syndefald«.

Men er det ikke sådan nogle ture, du har udsat masser af mennesker for i din tid på Se og Hør?

»Jamen, lige præcis. Og derfor er jeg også meget opmærksom på ikke at være ham, der flæber. Det vil jeg ikke. For jeg er sådan cirka den sidste i verden, der kan tillade mig at have ondt af mig selv«.

Vi sidder lidt og kigger ud over søen i Qvortrups svenske baghave og drikker vores 7 Up.

»Men det har jeg bare tilfældigvis«, tilføjer han så.

Vi taler lidt om karma, men ingen af os kan huske præcis, hvad det betyder. Udover at det vist nok er en buddhistisk version af nemesis. Sådan cirka. I hvert fald mener Qvortrup, at der »nok er er en selvstændig pointe i«, at han får »sådan en tur«. Der med hans egne ord er den største storm, han har været ude i i sit noget omtumlede arbejdsliv.

»Men der er jo ikke nogen, der er døde. Jeg sidder her i et dejligt hus i Sverige, jeg har en god bil at køre i, jeg er godt gift og har fem børn, som er sunde og raske. Jeg tror ikke, jeg kommer til at dø af sult, og jeg tror også nok, jeg skal komme til at tjene nogle penge«.

Hvis du var din egen særlige rådgiver, hvad ville du så råde dig selv til nu?

»Lig lavt i terrænet. Men ikke så lavt, at du kommer til at ligne en, der er bange for din egen skygge. For ja, der er muligvis begået nogle fejl. Men man skal heller ikke blive en slave af det billede, andre tegner af én. Selv om man bliver udskreget til superskurk på forsiden af BT, så er man det ikke nødvendigvis«.

»Min bedste allierede i det her er tid. Måske jeg skal lave noget rådgivning og noget medietræning, skrive nogle bøger og holde nogle foredrag og blive lidt interessant igen. Og så lige så stille krabbe mig tilbage til det politiske«.

»Det er sådan, jeg ser det«.

Han strækker sig på bænken på den anden side af bordet.

»Og hvis alt glipper, så har jeg hørt, at Casper Christensen skal lave en tv-serie om Se og Hør. Så kan man måske få lov at spille sig selv«.

Publiceret 22. maj 2014

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce