»Du mener seriøst, at klimaforandringerne blandt andet skyldes, at vi tror for lidt på Gud?«.
Iben Thranholm sidder over for os og nikker bekræftende. Vi sidder ved havebordet i hendes ligusterindrammede have i Charlottenlund og forsøger at få belyst, hvad hendes mission egentlig går ud på. Hun sidder på den solbeskinnede side af bordet bag nogle store solbriller.
»Ja«, siger hun så.
»Det lyder jo helt vildt«, lyder det inde fra skyggen. Der er her, vi sidder.
»Jamen det er jo, fordi forskellen på dig og mig er, at jeg ser verden med åndelige øjne«, svarer Iben Thranholm.
Du sætter lighedstegn mellem åndelig og teologisk?
»Ja, det er jo det samme, kan man sige«.
Den kan vi så tygge lidt på, sammen med de jordbær, hun har stillet frem.
Iben Thranholm er først og fremmest katolik. Hun betragter verden fra sit religiøse ståsted. Men googler man hendes navn, dukker det op i selskab med alt fra Vladimir Putin og Harry Potter til Distortion og amerikanske skolemassakrer. Iben Thranholm er nemlig også debattør. Meningsdanner. Og der er stort set ikke det emne, hun ikke har berørt i sin klumme i Kristeligt Dagblad eller et af de talrige andre medier, hun dukker op i med sine meninger. Hun er også kommentator, når DR transmitterer fra midnatsmessen eller en anden pavelig begivenhed i Vatikanet.
Vi spørger hende, hvorfor hun mener, hun er kvalificeret til at udtale sig om for eksempel klimaforandringer?
»Nu er jeg jo teolog«, svarer Iben Thranholm.
Lærer man om klimaet på teologistudiet?
»Nej, men jeg er kvalificeret til at udtale mig om klimaet ud fra et åndeligt synspunkt«.
Dette åndelige synspunkt kvalificerer hende faktisk til at udtale sig om det meste, mener Iben Thranholm. Og hun har gjort det i mange år efterhånden, ment noget. Det begyndte så småt, da hun for cirka 14 år siden begyndte at anmelde prædikener i Politiken. Siden fik hun en klumme i avisen, der hed ’Det religiøse rum’.
»Jeg havde ikke planlagt det der med at være debattør. Man er jo ikke debattør, uden at der er et publikum. Der skal være nogle, der reagerer på det, man siger«.
Putin er for fed
Og reaktioner er der nok af. Mildest talt. Iben Thranholm forstår at sætte ild i en debat med sine ekstremt konservativt religiøse synspunkter. Som når hun sammenligner abort med en skolemassakre i USA. Eller siger, at Harry Potter er lig med dæmoni.
»Jeg er jo sådan en, folk enten elsker eller hader. Det er nok fifty-fifty, vil jeg sige. Religionsdebattører provokerer virkelig folk. Nogle skriver meget grimme og aggressive ting til mig. Men der er også mange, der skriver, at jeg er enormt modig, fordi jeg ligesom går imod tidsånden. Det er det, folk oftest siger til mig, at jeg er ’modig’ ...«.
Hvorfor er det vigtigt for dig at være debattør?
»Jeg kommer hurtigt til at kede mig, hvis jeg ikke kæmper for noget. Det ligger simpelthen i mit dna – jeg kan enormt godt lide at være i kamp«.
Hendes mål? At få folk til at tænke anderledes og mere positivt om religion. For selv om vi har ytringsfrihed, er mange mennesker dødsensangste for at sige, hvad de mener, når det drejer sig om religion, oplever Iben Thranholm.
»De er bange for stigmatisering. De er bange for at blive udråbt som dumme eller fundamentalistiske eller bagstræberiske«, siger hun.
Ville du være lige så kontant og kritisk, hvis der ikke var nogen, der roste dig? Hvis folk kun skældte dig ud?
»Jeg ville ikke ændre opfattelse, selv om folk kun var imod mig. For eksempel er mange af mine trofaste støtter ikke enige med mig, når det gælder mit forhold til Rusland og Putin ...«.
At du synes, at Putin er fin?
»Ja ...«.
Og at han driver kristendommen i den rigtige retning?
»Ja, for jeg ser på Rusland med nogle andre briller, end så mange andre gør ...«.
Det må man nok sige ...
»... og det er et eksempel på, at hvis der er noget, jeg står fast på, så er jeg sådan set ligeglad med, at folk ikke siger: ’Arj, hvor er det godt, det, du gør’ ... Jeg er ikke afhængig af det«.
Du har udtalt, at medier og politikere opfatter religion som roden til alt ondt. Det lyder næsten, som om du mener, at der er tale om kristenforfølgelse?
»Ja, det mener jeg også, der er«, siger Iben Thranholm.
»Jeg taler om den skjulte kristenforfølgelse. Hvis du for eksempel ikke synes om homoseksuelle ægteskaber, eller du har andre synspunkter, som ikke er i tråd med den sekulære tankegang, så kan det godt være, du ikke kommer i fængsel, men du bliver straffet på andre måder. Du er ikke længere en del af det gode fællesskab. Jeg vil også mene, der er jobs, du ikke får ...«.
Kristne er udryddelsestruede
Har du et konkret eksempel på religiøs forfølgelse?
Det har Iben Thranholm. Hun nævner sagen om Spar Nords bankrådsformand i København, Thomas Højlund, som protesterede imod, at et hjørne af Rådhuspladsen blev omdøbt til Regnbuepladsen.
»Han var ikke engang kristen, men han var utilfreds med, at det skulle hedde Regnbuepladsen, og han måtte forlade sin post ...«.
Hvad har det med religiøs forfølgelse at gøre?
»Det er ligesom i USA, hvor en Mozilla-direktør blev fyret, fordi han gav 1.000 kroner til en kampagne mod homoseksuelle ægteskaber ...«, begynder Iben Thranholm.
Derefter forsøger hun at forklare sammenhængen: Hvis en ikkekristen bankmand må kvitte sit job på grund af sin modstand mod et navn med homoseksuelle undertoner, er det udtryk for forfølgelse af de kristne, fordi det normalt er de konservative kristne, der har den slags synspunkter.
»Jeg siger bare, at den gruppe af kristne, som jeg repræsenterer, vi vil om få år blive set på som personer, der ikke overholder menneskerettighederne. Og hvis det er tilfældet, så er der ikke langt til, at det bliver strafbart at have den her slags holdninger ... Jeg forudser også, at præster på sigt vil blive straffet for ikke at ville vie homoseksuelle«.
Det kan vi vel ikke vide noget om ...?
»Nej, men det er min forudsigelse ...«, siger hun og hævder, at 80 procent af alle religiøse hate crimes bliver begået imod kristne.
»Det bliver der ikke skrevet om i nogen europæiske medier, men det er et faktum. Jeg mener, at kristne i dag er for naive. De sover i timen«.
Det ligner en slags konspirationsteori, at hele verden har rottet sig sammen om at udrydde de kristne i Danmark?
»Jeg synes, den trussel er reel«, siger Iben Thranholm.
I er udryddelsestruede?
»Forleden sagde en Princeton-professor, der hedder Robert George, at de dage er forbi, hvor det er socialt acceptabelt at være kristen ... Det kommer fra en mand, der har meget stor indflydelse i det amerikanske samfund ... Der er flere og flere, der godt kan se, at det går den forkerte vej. Så det er ikke kun mig, der siger det. Jeg er ikke bare sådan en landsbytosse«.
Har du ikke tænkt over, at det måske ikke er religion, man reagerer imod, men også det ekstremt reaktionære, som I er talsmænd for?
»Måske ... Men vi bliver kun kaldt reaktionære, fordi det er de ultraliberale, der betegner os som sådan. Jeg vil sige, at vi er helt traditionelle kristne«.
Kald det bare et kald
Var der nogen, dengang Iben Thranholm læste teologi, der havde sagt, at hun en dag ville konvertere til katolicismen, havde hun svaret: »Er I fuldstændig vanvittige?«. Og hvis nogen havde fortalt hende, at hun også en dag ville blive offentlig debattør, ville svaret have lydt: »Hvad snakker I om?«.
Begge dele »voksede bare frem«, som hun formulerer det. I dag lever hun udelukkende af at være debattør.
Du er jo ikke bare sådan en uskyldig brik. Du har vel også selv manøvreret i forhold til ...?
»Jeg oplever det mere som en opgave, jeg har fået«.
Er det et kald?
»Ja, det tror jeg. Det kan du godt sige. Over årene er jeg nok kommet til den forståelse ... Jeg har ikke planlagt, at det skulle blive sådan«.
Du har før skrevet, at en af de ting, man ikke kan tillade sig mere, det er at missionere. Er det det, du gør? På de moderne platforme?
»Folk må selv finde ud af, hvordan de opfatter det. Jeg siger nogle ting, jeg synes er sande og vigtige«.
Er det ikke også at missionere?
»Det får du mig ikke til at sige. Det vil jeg overlade til mine læsere at bedømme«.
Det virker, som om du mener, at samfundet er ved at styrte sammen, og at din opgave er at frelse verden fra dommedag?
»Jeg mener, at vi lever i en undergangskultur, ja. Jeg er enormt trist over at se, at den kristne kultur, der har båret Europa i næsten 2.000 år, er ved at skvatte sammen. Og det er jeg nødt til at reagere på«.
Iben Thranholm ser tegnene på det forestående sammenbrud mange steder. Hun ser det på den måde, vi fejrer halloween på – det er en forherligelse af døden, ikke af livet – og hun ser det, når de unge går amok i de københavnske gader og kalder festen Distortion – det er ikke andet end destruktiv hærgen og udtryk for moralsk forfald.
»Det, der driver mig, er en indre nødvendighed«, opsummerer hun.
»Jeg bliver ved med at sige og gøre noget, fordi det er en opgave, et kald, hvor man bliver nødt til at fortsætte, selv om folk måske siger ’Du har knald i låget’ ... Denne indre nødvendighed kan jeg ikke slukke for«.
Det kunne også godt ligne en eller anden form for ekshibitionisme?
»Sådan oplever jeg det ikke. Jeg opfatter ikke mig selv som en, der er selviscenesættende. Guds ånd fortæller mig, hvad jeg skal gøre«, siger Iben Thranholm.
Altid, hvad enten hun skal entrere et tv-studie eller skrive et nyt debatindlæg, så beder hun. Det gjorde hun også, lige inden vi kom på besøg.
»For mig er det noget åndeligt. Jeg gør ikke noget, uden at jeg beder ... Det er ikke hver gang, jeg har planlagt 100 procent, hvad jeg skal sige – det opstår i øjeblikket. Det er min arbejdsmetode, og på den måde er jeg i meget tæt forbindelse med Gud«.
Så du søger hele tiden råd ... deroppe?
»Man kan ikke tale om Gud, hvis man ikke samarbejder med ham. Man kan sige, at jeg altid holder kanalen åben. Det er min måde at arbejde på. Fordi jeg tror, der er en højere mening med det hele«.
Publiceret 3. august 2014