Foto: Jacob Ehrbahn

»STOOL IKKE PÅ NOGEN«

Han ville være Bob Dylan. Kontroversiel og vild. Have livvagter og sælge 100.000 digtsamlinger. I 16 måneder er Yahya Hassan blevet fejret af politikere og presse. Og har mødt samme hykleri som i den muslimske underklasse, siger han.

Egentlig er det et ekstranummer. Yahya Hassans optræden i Ordfabrikken for to uger siden var nemlig udsolgt. Men da ekstranummeret skal afvikles, er verden en anden. Allerede 100 meter fra Kulturhuset i Indre By er forvandlingen synlig. På hjørnet af Nansensgade og pladsen, hvor Kulturhuset ligger og lyser ud i aftenmørket, holder den første af politiets mandskabsvogne. Med fire betjente udenfor. Ved en anden vogn tæller jeg 14 uniformer. På vej mod døren passerer endnu 5, og indenfor i foyerens skarpe lys blander 8 kampklædte betjente sig med de ventende.

To sidder på en bænk og snakker med løbet fra deres maskinpistoler stikkende ned mellem benene.

Siden Yahya Hassans debutdigte udkom i oktober 2013, har han optrådt under politibeskyttelse. Men efter weekendens terrorangreb i København har politiet i den grad slået ring om almindeligheden, når den som denne tirsdag aften – med en sjat stædighed – afvikles med henkastet småsnak over kaffen ved bordene under væggenes medborgerkunst i muntre farver.

På få uger forvandlede Yahya Hassan sig fra en kriminel rod opvokset i betonghettoen Trillegården nær Aarhus til en kompromisløs landeplage af en digter, der med piskesmæld i sine sætninger af versaler udstillede sin fars vold og det sociale bedrageri og religiøse hykleri i indvandrermiljøet. Siden har han været forhadt i visse kredse. Og hyldet i andre. Han kan til enhver tid »gå ind på Politiken og sige til dem, at jeg har et digt, som jeg vil have på forsiden af debatsektionen«, har han sagt.

Og korrekt er det i hvert fald, at når Yahya Hassan omsider er villig til at stille op og har skrevet et nyt digt, kernen i hans næste samling, står vi der.

Døren går. Ind træder først en kronraget PET-vagt. Med en slående lighed med skuespilleren Lars Bom. Så følger orkanens unge øje. Yahya Hassan, der med hestehale og iført mørkt jakkesæt, bordeauxrød skjorte og sorte læderstøvler bevæger sig ned gennem mængden. Med alles blikke på sig. Og endnu to kronragede agenter som bagtrop.

En digter melder sig ud

Den unge digter træder ind på den sorte scene, åbner sin sorte bog uden at løfte blikket mod de halvandet hundrede tilskuere i mørket. Og giver sig til at slå. Med versaler.

»BARNDOM. FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE«

Med samme korte pause mellem hvert ord. Punktum eller ej. En rytme, som efter en lydløs metronom. Og med samme mekaniske tryk på alle bogstaver, så hvert ord vrides for betydning.

I første sæt tilbagelægger vi hans opvækst. Før andet sæt bebuder konferencieren, en henkastet klædt, midaldrende bybo, at han til sin egen forbløffelse må revurdere sin kritiske holdning til ordensmagten. »Rigtig, rigtig, rigtig mange tak til de folk, som faktisk passer pissegodt på os«, siger han, før klapsalverne lukker sig om scenen. Og: »Så siger vi velkommen til en, der heller ikke bøjer sig for noget pres«.

Denne gang står Yahya Hassan med en stak A4-ark i hånden. Sit nye digt.

»JEG STOOLER IKKE PÅ GENTAGELSEN«, begynder han. »JEG STOOLER IKKE PÅ FØDEVARERNE. JEG STOOLER IKKE PÅ GRISEN ELLER GRØNTSAGEN«

Den 19-årige digter Yahya Hassans debutsamling fra 2013, der alene bærer hans navn, solgte mere end 100.000 eksemplarer. Han er dermed landets bedst sælgende digter, og nu er han snart klar med den svære to’er. Kilde: politiken.tv / Producer: Nima Hajarzadeh

Heller ikke meningsdannerne stoler han på. Ytringsfriheden eller Muhammedtegningerne. Eller profeten, for den sags skyld. Vokalerne, konsonanterne eller versalerne. Eller de hundredvis af andre fænomener, personer og instanser, han udtrykker sin mistillid til, mens han let svedende står bomstille i projektørlyset og melder sig ud. I de næste 26 minutter.

Det digt bliver drøjt at læse op rundt om i landet. Og vel også at lægge øre til for de to PET-agenter, der med glinsende isser lytter med blandt publikum.

»Det er jo noget med, at jeg er i gang med at skrive en ny bog og sådan noget pis«, begynder Yahya Hassan på sit anderledes forsonligt aarhusianske, da vi efter seancen tager plads i et stærkt oplyst lokale, da han med et glas rødvin og en smøg har givet autografer udenfor.

»Og det bliver sådan et programdigt, som kommer ind på mange af de ting, min bog skal handle om«.

Du lyder ikke til at stole på ret meget?

»Det skal man da heller ikke«.

Hvordan undgår man det?

»Refleksion! Kildekritik. Man skal ikke tage noget for gode varer. Man må sætte sig ind i tingene og være kritisk over for det, man læser og hører. Ikke bare tage den første, den nemmeste løsning, som nogle religiøse gør. At der er en gud og en profet og en himmel og et helvede, og enten er du troende, eller også er du vantro«.

»Men jeg kan også gå hen til en professor på Aarhus Universitet, som mener, at han har redegørelsen for det hele. Denne her form for klarsyn, som bare er ren indbildning. Politikere kan være lige så fucked up som imamer. Og kulturjournalister«.

Yahya Hassan stoler ikke på bagmanden, skriver han i sit digt. For bagmanden »laver penge og hash«, som han siger. Og han stoler heller ikke på formanden. For »han laver bilag«.

»Og det går ud på et. Det er jo det, jeg har set i det her år, hvor jeg har bevæget mig i en anden verden«.

Først færdedes Yahya Hassan blandt svindlerne i underklassen. Nu har han også minglet med deres kollegaer i overklassen. Bare med advokat på og sagfører og revisor, som han siger.

»Men jeg har set helt det samme. Hykleri og kriminalitet. Alt det, jeg kendte før. Jeg ved også, hvad det vil sige at bo på et godt hotel med roomservice på andres regning, og kan godt se, hvor den er gået galt for Lars Løkke«.

I aftenens løb har han artigt henlagt sine rygepauser til pladsen udenfor. Nu opgiver han og fisker en cigaret frem.

»De der bilag er fandeme onde«, kommer det i røgen.

» Der kan man svindle. Snyde i skat. Og det gør folk. Helt vildt. Lige så snart de kan lave et bilag, så gør de det. Du er ikke berettiget. Og du bliver det aldrig. Men du gør det alligevel. I de socialt belastede områder kan de tiltuske sig 500-1.000 kroner i boligstøtte. Men med de her bilag har jeg set folk gøre, hvad de ville«.

Det er et andet parallelsamfund, mener han. Den danske elite.

»De vil hverken have noget at gøre med den muslimske underklasse eller den almindelige dansker. Eliten pisser på den almindelige dansker. Den har bedre vilkår og betaler ikke en skid i skat, mens den almindelige dansker bare be taler og be taler«.

De nye jøder

»JEG STOOLER IKKE PÅ MENINGSDANNERNE. JEG STOOLER IKKE PÅ RYGTERNE. JEG STOOLER IKKE PÅ RØSTERNE. JEG STOOLER IKKE PÅ RÆNKERNE«

Egentlig vil Yahya Hassan gerne af med en mærkat.

»Højrefløjen vidste helt præcis, hvad min bog gik ud på. Jeg var en vred ung mand, en islamkritiker, sagde de. Og i medierne er jeg blevet fremstillet som en hadefuld antiislamist«.

Du kritiserede da også islam?

»Det, jeg har kritiseret, har ikke nogen etnicitet, hudfarve eller religiøs overbevisning. Vold, svigt, kriminalitet, socialt bedrageri er jo sociale problemer. Det er ikke noget islamisk problem, men måske et problem i kulturen i en islamisk underklasse. Altså: O.k. Så stjæler man, og så går man lige over og beder«.

»Vi snakker så meget om muslimske forældres vold. Hvad med da jeg var anbragt på institutioner. Solhaven, hvor hele lortet endte med at blive frikendt. Jeg var der. Og vi blev tæsket og isoleret og fik virkelig hug af de der pædagoger. Det snakker man ikke om. For så er det ikke bare muslimerne, der er baryler«.

Har du ikke bare fået kolde fødder?

»Overhovedet ikke. Der findes muslimer, som er skrupskøre. Ligesom der findes kristne og ateister i det her land, som er skrupskøre. Der er kolossale problemer i socialt belastede områder. Men hvem har placeret folk der? Flygtninge med samme sociale og historiske baggrund blev mast ind. Selvfølgelig opstod der et parallelsamfund«.

Jeg bliver daglig taget til indtægt for at være islamkritiker. Pudsigt nok både af den muslimske højrefløj og den danske, som er lige racistiske, hadefulde, ekstreme og uforsonlige

»Jeg bliver daglig taget til indtægt for at være islamkritiker. Pudsigt nok både af den muslimske højrefløj og den danske, som er lige racistiske, hadefulde, ekstreme og uforsonlige. Deres mål er forskellige, men tankegangen, retorikken og menneskesynet er foruroligende ens«.

Hvis ikke det var islamkritik, du udtrykte, hvad var det så?

»Jeg kritiserede muslimer, for det var hele mit liv og min opvækst. Altså: Slip offerrollen. Men efterfølgende har jeg set, at de danske medier ikke er en skid bedre. At den form for indoktrinering og frygt, jeg oplevede hos imamen og mine forældre, er fuldstændig det samme, som medierne og politikerne udøver. De har bare en større platform«.

Og fra den hedder det sig i disse dage, at jøderne er udsatte.

»De er i fare«, parodierer Yahya Hassan med en hvisken.

»Jøderne bliver udsat for hetz«.

»Men det er ikke dem, der bliver portrætteret i medierne som usle svin og terrorister. Og der har været flere voldelige angreb mod muslimer i Europa det sidste stykke tid end mod jøder«.

De skjulte dagsordener

»JEG STOOLER IKKE PÅ VÅBENHANDLERNE OG SMUGLERNE OG SPONSORERNE. JEG STOOLER IKKE PÅ DEMOKRATERNE OG TEKNOKRATERNE OG ARISTOKRATERNE OG PLUTOKRATERNE

OG PIRATERNE«

Nogle forsøger bevidst at stigmatisere muslimer, mener Yahya Hassan. Og spørger man hvorfor, siger han: »På grund af interesserne«. Og læner sig tilbage og tager tilløb i sig selv.

Der er et virvar af forskellige interesser i Mellemøsten, forklarer han så. Tyrkerne er med i koalitionen mod Islamisk Stat, men »står og glor«, når kurderne bliver myrdet på deres grænse.

»Og hvad laver den danske kronprins til den der fucking begravelse i Saudi-Arabien? De har halshugget, jeg ved ikke hvor mange mennesker. De gør fuldstændig det samme som Islamisk Stat. Men der har vi forretningsinteresser. Det er to eksempler på hykleri«.

»Terroristerne bliver sponsoreret. Ikke bare af Vesten. Og alle de arabiske lande i koalitionen mod Islamisk Stat er inde i Syrien, fordi det er der, de kan tage et landstykke. Israelerne behandler jihadister fra Syrien på felthospitaler. Og da Vesten havde nået sine mål i Libyen og Irak, overlod man landene til kaos og terrorister. Hvad går det ud på?«.

Siger du ikke bare, at alle har deres egne dagsordener, som de så smykker med en historie om, at de kæmper for det gode?

»Jo, alle har en dagsorden og en historie. Vi ved, at det ikke er i kristendommens navn og for at forsvare de vestlige frihedsværdier, at vi griber ind. Men vi er nødsaget til at skabe et billede af, at muslimerne er fucked up. Fordi så har vi et påskud for at intervenere«.

Derfor fremstilles alle muslimer som jihadister, mener han.

»Vi drager paralleller fra en eller anden sindssyg islamist i Islamisk Stat og til en almindelig muslim i Danmark. Og hvis en muslim i Danmark gør noget dumt, prøver man at stigmatisere muslimerne i de arabiske lande. Det er sådan en pingpong, hvor der bliver stigmatiseret begge veje«.

»Altså: Hvorfor kalder vi den formodede gerningsmand til drabene i København for muslim? Han er sgu da først og fremmest kriminel. Hvorfor har vi et behov for at skabe en parallel mellem en kriminel voldsmand og den almindelige muslim, når vi ikke gør det mellem en sindssyg HA’er og den almindelige dansker?«.

Vel fordi han angreb et møde med en, der har tegnet Muhammed, og en synagoge ...

»Ja, men hvad med Anders Behring Breivik? Sagde vi, at man er nødt til at være kristen for at føle sig krænket af, at der afvikles en socialdemokratisk lejr på en ø i Norge? Breivik var sgu da ikke kristen. Han var fascist, sindssyg, massemorder. Jeg kunne aldrig slippe af sted med at sige i TV-avisen, at han gjorde det, fordi han var kristen. Men om muslimerne kan man sige det«.

»Vi ved godt, at almindelige muslimer synes, at angrebet på Charlie Hebdo har skadet profeten mere end tegningerne, og at Isis ikke repræsenterer almindelige muslimer. Men det bliver ikke formidlet«, siger Yahya Hassan.

Også derfor stoler han ikke på nogen.

»Altså: Hvad er forskellen på, at en islamist råber ’Allahu akbar’ og dræber en håndfuld mennesker, og når Obama råber ’demokrati’ og sender en drone ind over Afghanistan?«.

Er det så i orden at begå terror?

»Selvfølgelig ikke. Vi skal da holde hinanden fast på folkeretten. Vi bliver nødt til at være idealistiske og prøve at gøre det lidt bedre. Men det er den samme måde at retfærdiggøre sig på. Både Obama og islamisterne bruger fællesværdierne til at opnå noget, som gavner dem selv. Islamisten kan sige: Vi kæmper for, at muslimske kvinder ikke bliver slået ned på gaden. Hvilken muslim vil ikke støtte op om det? Og Dansk Folkeparti kan skrive på en plakat: ’For tryghed’. Jamen, hvem vil ikke have tryghed? Men de arbejder for det modsatte. De skaber jo frygt. Det er ligesom, hvis jeg skubbede dig i havet bare for at hjælpe dig op igen«.

Er der overhovedet nogen, som gør noget af andet end egeninteresse?

»Der vil altid være hykleri. De forhandler og forhandler og forhandler, og palæstinenserne lider stadig og bliver stadig bombet. Men tænk engang, hvis ikke de havde forhandlet. Så var Palæstina blevet udslettet for længst. Vi holder dem i skak ved at snakke om tingene, ved at kritisere og stille krav«

»JEG STOOLER IKKE PÅ AVISERNE. JEG STOOLER IKKE PÅ NÆRSYNET I FJERNSYNET«

Selv har Yahya Hassan brugt sin ytringsfrihed så eftertrykkeligt, at han hverken kan tage bus eller tog og daglig bevogtes af PET. Alligevel advarer han imod den måde, ytringsfriheden praktiseres på.

Som udtryk har jeg hverken et problem med Kurt Westergaards tegning eller Dan Parks kollager. Men jeg har et kolossalt problem med den måde, vores medier og politikere videreformidler dem på

»Som udtryk har jeg hverken et problem med Kurt Westergaards tegning eller Dan Parks kollager. Men jeg har et kolossalt problem med den måde, vores medier og politikere videreformidler dem på. For de er jo fuldstændig ligeglade med kunsten og stregerne. De er kun interesserede i at sige: Islamkritik. Og: Ytringsfrihed. Og så bliver kunsten og værdierne udhulet til et politisk budskab«, siger han.

I øvrigt har al den snak om ytringsfrihed kun udsat kunstnerne for repressalier, mener han.

»Og almindelige muslimer bliver bange for at kritisere deres egne, fordi de altid bliver misbrugt. Og så ender vi i, at folk censurerer sig selv i hverdagen. Og altså: Nu har vi trykt en Muhammedtegning. Hvad skete der? Og to. Hvad skete der? Og tre. Skal vi blive ved med at trykke Muhammedtegninger?«.

Hvis vi holdt op, kunne islamisterne forlange, at nu skal alle kvinder gå med slør ...

»Jamen, hvem skulle tvinge dem?«.

De kunne true med at skyde alle uden.

»Det er et paranoidt scenarie. Jeg siger ikke, at vi skal stoppe med at trykke tegningerne. Jeg synes bare, at vi skal tænke over, hvad budskabet er i det, vi trykker. Og hvis du tegner bare for at tegne og lave ravage og vise, at du tør, så er det plat«.

Tror du, at en tegning vil afstedkomme en anden reaktion, bare fordi en kunstner mener noget med den?

»Der vil jo ikke være færre idioter i verden, end der altid har været på begge sider. Risikoen er, at der bliver flere og flere danske idioter«, smiler han.

Folk må »få ind i roen«, som han udtrykker det, at de bliver manipuleret med fra højre og venstre.

»Vi taler så meget om terror, men den terror vi bliver udsat mest for, er den psykiske terror, medierne og magthaverne udøver mod hele befolkningen ved at skabe frygt og tale til svinehunden. Og så råber vi alle sammen: Ytringsfrihed! Og samles 30.000 på Østerbro. Men folk aner jo ikke, hvad fuck de stiller op til. Spørger man dem, hvad ytringsfrihed er, siger de: Retten til at sige hvad som helst, hvor som helst, når som helst. Men det kan man jo ikke i praksis«.

Ytringsfrihed er vel, at ingen kan true os til at tie ...

»Der er aldrig 100-procents ytringsfrihed. Men der er heller aldrig 100-procents censur. Man skal altid kunne åbne munden, men der vil også altid være en konsekvens«, siger han.

»Vi risikerer måske ikke som i Rusland at blive bagbollet ude i en skov. Men så bliver vi fyret eller mister vores firmabil eller vores taletid. Vi bliver sgu da censureret over det hele. Hvis jeg stiller op til slåskamp, må jeg være indforstået med, at jeg kan brække min næse. Det er jo ikke håndbold. Der er ingen dommer, og hvis vi ønsker at bekæmpe ekstremisterne, må vi være indstillet på, at de kæmper tilbage«.

Så man må affinde sig med, at en tegning kan koste én livet?

»For mig er det et naturligt vilkår: Kunstnere er igennem historien rutinemæssigt blevet mødt med vold, hvis de kritiserede magthaverne. Derfor må de træffe et valg, om de vil løbe den risiko eller ej. Jeg har ikke noget behov for at male verden lyserød«.

»Hvis jeg har et problem med Lars H.U.G. og disser ham i et digt, og Lars H.U.G. så disser mig tilbage med en endnu bedre sang, kan jeg jo heller ikke sige: Jeg dissede dig i et digt, så kan du fandeme ikke være bekendt at disse mig tilbage i en sang. Så skal du fandeme skrive et digt. Jeg har mine kompetencer. Lars H.U.G. har sine. Og hvis jeg vil bekæmpe ekstremismen i et digt, skal jeg ikke tro, at ekstremisten kommer tilbage med et digt. Han stiller selvfølgelig med en AK-47«.

Han sidder lidt og ser frem for sig.

»Da jeg skrev min digtsamling, ville jeg være den største digter og sælge 100.000 digtsamlinger«, siger han.

»Jeg ville være Bob Dylan, mand. Jeg skulle være det helt vilde. Jeg skulle være kontroversiel, have livvagter og være alverdens centrum. Det var mit«, slår han ud med armene.

»Og når der så kommer nogen og er sure på mig, kan jeg sgu da ikke tillade mig at blive ked af det. Jeg har jo selv givet den hele armen. Satiretegnerne ville da også iscenesætte sig selv. De har tænkt: Vi kæmper en værdikamp. Og vi er lige så uforsonlige omkring vores værdier, som fundamentalisterne er omkring deres. Vi vil kunne tegne alt! Kunsten er alt! Og når der så kommer en ubehagelig reaktion ...«, siger han og slår over i en bovlam piben.

»Så er det jo bare harmløs satire. Det er da ikke noget at være sur over«.

»Kunsten er en væbnet kamp i sig selv, og selvfølgelig vil den blive mødt med våben. For digte er farligt for dem, der bliver skrevet om. Og satiren for dem, som bliver latterliggjort.

»USA har deres droner. Terroristerne har et par håndvåben og nogle hættetrøjer. Det er kriminelt, når terrorister nakker folk, men det er også kriminelt, når Israel bomber Gaza. Og begge dele er bedrøvelige«.

Han standser og ser på mig.

»Kan du følge mig?«, siger han.

»Hvad synes du om det her interview?«.

Svenskerne får ret

Lidt springende, måske. Men sådan må det vel være, når en ung, optændt fyr med hestekræfter i hovedet, fornemmelse for sprog og benene plantet i indtil flere lejre insisterer på at gabe over et stadig større billede. Mens danskerne, mener han, bare har lukket sig om sig selv og først ser problemerne, når de krydser landegrænsen i skikkelse af flygtninge.

»Historisk set husker vi ikke en skid. Folk brokker sig over Charlie Hebdo og attentatet i København. Men lavt sat er der blevet dræbt 500.000 civile i Irak. Det er jo også derfor. Hvordan kan det være, at der er flyttet 10 nye flygtninge ind i vores boligblok? Danskerne begriber ikke, at det også er, fordi vi er med i en krig i Irak. Dansk Folkeparti støtter israelerne hundrede procent. Fordi de har en fælles fjende: muslimerne. Men havde det ikke været for den israelske besættelse, var der aldrig kommet palæstinensere til Danmark«.

Oprettelsen af den jødiske stat var en nødvendighed, mener Yahya Hassan.

»For jøderne blev kneppet og gasset under Anden Verdenskrig«, siger han.

Det er en lige så stor forbrydelse ikke at tage imod flygtninge fra Syrien i dag, som det ville have været at afslå at hjælpe jøderne. For de har bare byttet roller

»Dengang blev jøderne skjult af danskere og hjulpet til Sverige. Dengang var det jøderne, der blev kaldt svin og nasserøve. Men det er en lige så stor forbrydelse ikke at tage imod flygtninge fra Syrien i dag, som det ville have været at afslå at hjælpe jøderne. For de har bare byttet roller«.

På rejse i Europa med sine digte har Yahya Hassan oplevet den skiftende debattone og synes, at nordmændene og svenskerne »gør det utrolig godt i det her spørgsmål, selv om svenskerne er røvkedelige og politisk korrekte. Og den dag folk begynder at myrde hinanden på grund af sproget og retorikken, er det ikke svenskernes måde at tale om tingene på, vi kommer til at pege fingre ad«, siger han.

Og der – midt i mismodet – finder han tilsyneladende noget at sætte en slags lid til.

»Vi danskere er altså nødt til at slappe lidt af. Alle sammen«.

»Selv om det er uretfærdigt at forlange af muslimer, at de skal tage afstand fra fundamentalisterne, fordi det automatisk mistænkeliggør dem. Men de er bare nødt til det. Vis noget andet. For det er den eneste måde at komme i kontakt med danskerne på«.

»Det er, ligesom hvis jeg siger: Du har kraftedeme min iPhone i lommen. Så siger du: Tjek mine lommer! Og så er det mig, der er en idiot«.

»Men danskerne må også komme i kontakt med muslimerne. Ligesom en eller anden idiot fra Grimhøjmoskeen prøver at kapre alle de muslimske værdier, prøver Dansk Folkeparti jo at kapre alle de danske, som om de har prototypen på, hvad en dansker er og ikke er. Og vi må ikke miste – for helvede altså – den almindelige muslim«, siger han.

»Og dem er der mange af«.

Så hvad stoler han på?

»Jamen, nok alt det, der er imellem tingene. Hvis jeg ikke stoler på formanden og bagmanden, må jeg jo stole på det imellem. Jeg stoler vel på det hele, samtidig med at jeg ikke stoler på en skid«.

Han læner sig tilbage i stolen.

»Det er fandeme svært at svare på«, siger han. »Hvad stoler jeg på?

Din egen fornemmelse måske?

»Nej!«, griner han.

»Den stoler jeg over hovedet ikke på! Det skriver jeg også til sidst i digtet«.

Så slår han over i versaler:

»JEG STOOLER IKKE PÅ SELVTILLIDEN. JEG STOOLER IKKE PÅ LIGESINDEDE«

Publiceret 21. februar 2015

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce