Foto: Jacob Ehrbahn

En dag slap Niels Lyngsø kontrollen. Med alt

Og så skete der noget. Ikke bare med forfatteren selv, men også med hans bøger.

En dag i 1991. Samtaleanlægget på det lille kollegieværelse hos den 23-årige Niels Lyngsø summede.

Beskeden lød, at en samtale ventede på den fælles gangtelefon.

Han gik ud og tog røret.

»Det er Per Højholt«.

Pause. Laaaang pause.

»Åh nej«, nåede den unge litteraturstuderende at tænke, for hvad ville der nu komme ud af digterens mund?

Hvad var budskabet fra Per Højholt, som Niels Lyngsø ikke alene beundrede, men også et stykke tid forinden havde været dristig nok til – aldeles uopfordret – at sende to manuskripter til? Alt var i princippet muligt. Det kunne blive himmel eller helvede, alt efter hvordan ordene ville falde.

Per Højholt afbrød pausen med et grin, hvorefter han sagde:

»Du må hellere komme herover, så vi kan snakke om det«.

Kort efter drog en både lettet og spændt Niels Lyngsø til Hørbylunde, hvor han sad det meste af en dag i Per Højholts køkken. Her gennemgik digteren hurtigt og kontant de to manuskripter, som skulle blive til den unge forfatters to første bøger. En digtsamling og en roman.

Højholt havde mange gode og konstruktive forslag til digtene, og Niels Lyngsø var glad for responsen. Men vurderingen af romanen gjorde ondt. Højholts kommentar var kort og lød groft sagt som følger: Nu har du så vist, at du kan skrive en roman. Hold op med det.

Niels Lyngsø fulgte Højholts råd i mere end 20 år. Først fik han dog udgivet ’Væskers vandring gennem porøse vægge og hinder’, og debutromanen var nogenlunde lige så opstyltet, som titlen antyder.

»Det er ikke den af mine bøger, jeg er mest stolt af. Det var en metaroman, modernistisk og eksperimenterende på den poetisk korrekte måde. Den havde en demonstrativ kulisseverden og var fyldt med fiktionsbrud og den slags, som jeg dengang forestillede mig var supercool. Når jeg ser på den i dag, viser den et livløst univers med papfigurer skrevet af en ung ambitiøs mand uden livserfaring«.

Hjem til romanen

Niels Lyngsø fortæller sin historie om debutromanen og mødet med Per Højholt, fordi jeg har spurgt ham, hvordan det er efter så mange år at vende tilbage til romanformen med ’Min ukendte bror’ fra sidste år og dette efterårs selvstændige fortsættelse, ’Himlen under jorden’. Det er to romaner, som har fået stor opmærksomhed hos kritikere og læsere, og så sent som i sidste uge er den aktuelle udgivelse blevet nomineret til DR Romanprisen.

Efter en kort tænkepause siger forfatteren, at han ikke selv oplever, at han er vendt tilbage til romangenren.

»Jeg synes mere, at det er som at skrive romaner for første gang«.

Man forstår ham godt. De to nye romaner er langt fra de universitære skrifteksperimenter, han dyrkede i 1992. I stedet skriver han nu romaner, som er sprængfyldt med viden om alt mellem himmel og jord. Bogstaveligt talt. Fra hardcorenaturvidenskab til sanselig sex. Han kalder selv bøgerne for encyklopædiske romaner, og det dækker over, at romanens fortæller tillader sig at inddrage faktuel viden som en del af den overordnede historie.

Det betyder i ’Min ukendte bror’, at man eksempelvis får en indføring i, hvordan det danske velfærdssamfund blev opbygget, og hvad ideen var, da Storkøbenhavn blev udbygget efter den såkaldte Fingerplan, der udpeger de store indfaldsveje og S-togs-linjer fra omegnen til hovedstaden. Og i ’Himlen under jorden’ kan det være antropologiske studier af bonoboabernes frie parringsmønster eller udlægninger af menneskets evolutionære forhistorie.

»Jeg kan selv godt lide at læse romaner, hvor man får noget at vide, om det så er om sorte huller i universet eller om inkaindianerne. Den faktuelle viden skal bare være en integreret del af bogens handling«, siger Niels Lyngsø.

Hovedhistorien i ’Min ukendte bror’ handler om sprognørden Hans-Peter, som kan lære alle mulige sprog på ingen tid. Han er til gengæld ikke så god til alt det med at omgås andre mennesker. I løbet af bogen får vi historien om hans seksuelle udvikling, samtidig med at vi får historien om en mands sammenbrud og genopstandelse. Fortælleren i romanen er den arabiskfranske kvinde Nadia, som viser sig at være hans hidtil ukendte halvsøster.

Man opdager pludselig, at man er en krop

Nadia er omdrejningspunktet i ’Himlen under jorden’, og hun er alt det, Hans-Peter ikke er. Han er opvokset i et kedeligt parcelhuskvarter i Skovlunde (ligesom Lyngsø, red.). Hun er vokset op i et hippiekollektiv i Paris og arbejder nu som antropolog. Sammen med sin lesbiske kæreste, Baartman, bor hun i de gamle katakomber, som findes 20 meter under Paris’ gader. Hvor Hans-Peter er tvivleren, er Nadia den skråsikre, der er sikker på, at mennesker får det meget bedre med hinanden, hvis de har en friere seksualitet end den, de fleste praktiserer i det gængse parforhold.

Da ’Himlen under jorden’ slutter, har de to halvsøskende fået kontakt, men stadig ikke mødt hinanden fysisk, men det skal de i et tredje bind af fortællingen, for Niels Lyngsøs plan er, at det skal blive en romantrilogi. Han håber, det lykkes, for han befinder sig godt ved at skrive romaner. Her kan han bruge meget mere af sin egen personlighed, end tilfældet var, da han skrev digte. Han føler faktisk, at arbejdet med romanerne er som at komme hjem.

Hvorfor har det taget mere end 20 år at komme hjem?

»Jeg har fået spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke skriver romaner, mange gange de seneste 10-15 år, og mit svar var hver gang, at jeg ikke kunne finde på historier. For andre er det sikkert banalt, men det er først nu, jeg har fundet ud af, at hvis romanpersonerne er interessante nok, kommer historien af sig selv. Det er ikke omvendt«.

Forfatteren kan godt forestille sig, at han vil skrive flere romaner, når trilogien er fuldendt, men om det sker, ved han ikke engang selv. Han arbejder helt lystbetonet, hvilket man også kan se af hans forfatterskab. Hver bog er sit eget projekt, og han har haft en konstant ulyst til at gentage sig selv.

»Strategisk har det sikkert været ufornuftigt, for det gør det sværere for læserne at genkende mig som forfatter, når jeg hele tiden skifter form. Jeg kan også godt forstå, hvis læserne er blevet forvirrede, for det har jeg også været selv«.

På mange måder er forvirringen dog ved at lægge sig. Det er ikke kun forholdet til romanerne, der har ændret sig for Niels Lyngsø. I virkeligheden er det forholdet til det meste. Hvis man oplevede ham for 10-20 år siden, var det ikke en afslappet mand med en åben indstilling til verden, man mødte. Og slet ikke en forfatter, som ville driste sig til at skrive en digtsamling som ’Fremmed under samme hud’, hvor bogen læst fra den ene side var en mands aldeles eksplicitte oplevelse af sex, mens det var kvindens oplevelse af præcis den samme akt, hvis man læste den fra den anden side. Det var en bog, hvor læseren og alle organer skulle helt ind. Alt skulle dybere ind. Men denne lige-på-og-hårdt beskrivelse af seksuel aktivitet var aldrig forekommet fra forfatteren, hvis man var gået nogle få år tilbage i tiden.

Dengang var han med Niels Lyngsøs egne ord en mand, der socialt kunne være ret akavet. En mand med et ret fastlåst og firkantet syn på omverdenen. En mand, der ønskede kontrol. Med alt. Og så skete der noget. Ikke bare med forfatteren selv, men så sandelig også med hans bøger.

Forkerte forældre?

Men lad os lige tage hans vej ind i litteraturen først. Den del af historien hører med, hvis man skal forstå sammenhængen.

Niels Lyngsø voksede op i et parcelhuskvarter i Skovlunde. Gennem hele sin barndom og ungdom spekulerede han på, hvordan han var havnet der, for han havde jo intet til fælles med sine forældre. Havde storken droppet sin last ved det forkerte hus?

I skoletiden var han nørden, der markerede sig ved at være kvik i pæren. Han lærte aldrig at forstå, hvorfor de andre var så optaget af fodbold, som ellers er den sikre adgang til drengenes fællesskab. I stedet blev det en opvækst med få venner og mange bøger.

Det var først i gymnasiet, han gennem en dansklærer fandt ud af, at de skriblerier, han i enrum havde foretaget siden 12-års alderen, var noget, der en dag kunne udgives. Uden at det var formuleret særlig tydeligt, vidste han, at det var forfatter, han ville være. Til gengæld besluttede han tidligt, at Forfatterskolen ikke var den vej, han skulle.

Han ville hellere forsvinde ind i litteraturen gennem teorien og historien, og universitetsstudierne blev på den måde den ene halvdel af hans helt personlige forfatterskole. Den anden del af hans forfatterskole blev den opmærksomhed på sproget, han fik gennem sit arbejde som oversætter. Det er oversættelserne, som reelt har holdt ham økonomisk kørende i efterhånden en del år. Han har oversat mellem 40 og 50 bøger, og især nyoversættelsen af Marcel Proust har skaffet ham stor anerkendelse. Men selv om økonomi og hæder syntes at gå hånd i hånd i oversættelserne, har han aldrig overvejet at give dette arbejde førsteprioritet. Ja, det kan være interessant at oversætte, men det er for pengenes skyld, han gør det. Han oversætter for at få råd til perioder, hvor han kun skal tænke på at skrive. Selv.

Niels Lyngsø skrev sideløbende med studierne, og før han blev kandidat, nåede han at få udgivet både digtsamlingen ’Maske & Maskine’, romanen ’Væskers vandring gennem porøse vægge og hinder’ og en guldmedaljeafhandling om den franske filosof Michel Serres. Efter sin eksamen havde han muligheden for at gå akademikervejen på universitetet, men mønsterbryderen – familiens første student og akademiker – valgte anderledes. Knægten, der ifølge forældrene måtte have alle muligheder for et godt og sikkert job som f.eks. gymnasielærer, valgte gudhjælpemig at blive forfatter. Ja, ikke bare det. Han ville være digter.

»Mine forældre accepterede det efterhånden. Langsomt«, siger Niels Lyngsø.

Han husker stadig, hvordan hans mor spurgte, om han ikke kunne skrive en rigtig bog, når han kom hjem med en ny digtsamling, som ganske vist kom ind i reolen, men også fik lov at stå ulæst. Det er den følelse, især første del af hans forfatterskab er skrevet på. At han er en fremmed. En udenforstående. Men det har også givet ham en drivkraft, fordi han har haft følelsen af at være noget særligt.

Helt ude af kontrol

De første år som forfatter brugte han særligt til at dyrke digtene, og hans bøger blev stadig mere ambitiøse. I samlingen ’Force Majeure’ var det lange arabesker af ord, der kunne slynge sig hen over siderne, og i den efterfølgende udgivelse, ’Morfeus’, var hele bogudgivelsen et stort grafisk visuelt projekt, som kun inviterede de allerede indviede lyrikelskere indenfor.

Med ’Morfeus’ ramte Niels Lyngsø muren. Han var nået så langt, som det var muligt med den avancerede digtning på skrift. Igen mærkede han ulysten til at gentage sig selv, så efter at have udgivet en demonstrativt almindelig digtsamling, ’39 digte til det brændende bibliotek’, opstillede han en dogmeregel for at komme et nyt sted hen.

Ja, han ville lave poesi. Men han måtte ikke skrive noget ned. Alt skulle være mundtligt og kun noteres oppe i poetens hoved. En ubehagelig metode, når man helst vil have fuld kontrol.

Det hjalp dog forfatteren, at han et par år forinden havde gået til salsa. Det er en latinamerikansk dans, hvor man lærer nogle trin og figurer, som man derefter skal kunne improvisere over ude på dansegulvet. Man skal lære at give slip, men Niels Lyngsø var så dårlig, at han måtte tage introkurset fem gange. Med sin stædighed lykkedes det ham dog at få nogenlunde styr på dansen og dæmpet sin trang til altid at have fuld kontrol.

Salsalektionerne kom ham til gode, da han besluttede sig for at gå over til en rent mundtlig lyrik under navnet Stemmejernet.

»Stemmejernet var det største ryk for mig, for det er grænseoverskridende at fremføre digte på den måde. Man skal have det hele i hovedet, og man kan ikke som ved digtoplæsninger gemme sig bag en bog. Man opdager pludselig, at man er en krop«.

Niels Lyngsø indspillede nogle af sine mundtlige digte på plade og optrådte også som Stemmejernet live. Her allierede han sig med jazztrommeslageren Kresten Osgood. Med et smil fortæller forfatteren, at de som regel aftalte slagets gang, men når først showet kørte, improviserede Osgood præcis, som han plejede. Kørte rytmen i up tempo, måtte Lyngsø bare følge med og håbe, at det bar igennem og ikke bristede.

Når man skriver så eksplicit om sex, vil der være nogen, der stejler

»Det var en virkelig udfordring af min kontroltrang. Det var en fortsættelse af oplevelserne med salsadansen. Jeg blev nødt til bare at lade ordene komme og ikke være så kontrolleret, og det viste sig at slå hårdt igennem i mine tekster, som derefter blev meget mere fysiske. Det var her, teksterne kom til at handle meget om krop og sex, og det slog fuldt igennem, da jeg skrev bogen ’Fremmed under samme hud’«.

Kom det bag på dig?

»Ja, og jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle mene om det. Det var ikke en del af planen. Jeg havde bare stillet nogle dogmeregler op for mig selv for at se, hvad der så skete«.

I den litterære verden gloede man lidt på rapperen Stemmejernet. Hvad havde ham Lyngsø gang I?

»Jeg vidste det dårligt nok selv, men jeg havde nok på fornemmelsen, at det ikke var et karriereskift. Jeg bildte mig ikke ind, at jeg var verdens bedste rapper, og eksperimentet satte sig vel mellem to stole. I musikverdenen tænkte de, at det var lyrik, og i den litterære verden så man det som rap. Men uden Stemmejernet var jeg ikke nået frem til ’Fremmed under samme hud’«.

At skrive på den måde handler også om mod. Han har altid haft en fandenivoldsk indstilling. En trang til at gøre, hvad han havde lyst til, uanset om det var velset. Men i mange år var det et udslag af ungdommelig trods. Langsomt kunne han mærke, at han var ved at være mindre afhængig af, hvad andre mente om ham. Og han var helt klar over, at den sanselige ’Fremmed under samme hud’ ville møde modstand.

»Når man skriver så eksplicit om sex, vil der være nogen, der stejler. Nogen bryder sig ikke om det, og det er også i orden. Andre bliver moralsk forargede, og det er måske mindre i orden. Men jeg vidste, det ville ske«.

Han synes egentlig, at det erotiske har været i hans forfatterskab hele vejen, men i mange år blev det seksuelle behandlet med billedlige omskrivninger, og efterhånden havde han fået lyst til at rendyrke det.

»Det erotiske har været et tabuiseret emne i finlitteraturen, og oftest har det været forvist til genrelitteraturen. Ved siden af har vi så i stedet fået den erotiske litteratur, som oftest er lig med dårlig litteratur. Så kan vi samle snavset der, mens man i den fine litteratur panorerer over til kaminen, når vi når til den erotiske action.

Større tabu end lort

Som forfatter undrede Niels Lyngsø sig mere og mere over, hvorfor det var sådan, når nu erotikken faktisk er et vigtigt tema i de fleste menneskers liv. Hvorfor er det så ikke også tilfældet i litteraturen?

»Jeg fik lyst til at gå planken ud, som jeg plejer at gøre«.

Sex og lokumsbesøg er vel det mest tabuiserede i litteraturen?

»Sex er næsten det mest tabuiserede. Jeg læste Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’ i sommer, og han kan skrive sanseligt om lort og bræk og toiletbesøg. I betragtning af detaljeringsgraden, når han beskriver en børnefødselsdag, der kan vare 80 sider, er det bemærkelsesværdigt, at han vel kun bruger 20 ud af 3.600 sider på at skrive om sex«.

Når man spørger Niels Lyngsø, om han med sine to seneste romaner vil overbevise sine læsere om noget, er svaret et lynhurtigt nej. Det skinner dog igennem i bøgerne, at han bifalder et friere syn på seksualiteten.

Det fremgår også af den offentlige debat. For få dage siden havde han her i avisen en Kronik, hvor han efterlyste en seksuel frigørelse version 2.0. Han er ikke helt på linje med sin romanperson Nadia, som er stensikker på, at vi alle får det bedre, hvis vi lever i åbne forhold som bonoboaberne og knalder åbent til højre og venstre. Men det er tæt på.

Interessen for det erotiske er på ingen måde ny for hans nærmeste. For 20 år siden var han eksempelvis en del af den redaktion på 5 mand, som stod bag Brøndums Encyklopædi. Her bad redaktionen godt 200 kendte og mindre kendte skribenter om at forklare betydningen af en række ord.

Den lille tykke encyklopædi blev skrevet med tungen i kinden, og udvalget af opslag kunne se tilfældigt ud, hvad det dog på ingen måde var. Redaktionen havde nøje udvalgt ordene til de enkelte skribenter. Eksempelvis foreslog de Jørgen Leth, at han skulle skrive om ordet kusse, og der er ingen præmie til dem, der gætter på, at han straks sagde ja tak.

De 5 i redaktionen skulle bidrage med 2 ord hver, men de kunne ikke selv vælge. Opslagsordene blev bestemt af de 4 andre, og ordene til Niels Lyngsø var begge meget korte.

’Røv’ og ’ufo’.

I dag kalder forfatteren valget af ordene meget profetisk.

»De to ord rummer hele essensen af mit forfatterskab. Det er interessen for verdensrummet og videnskaben, og det er interessen for det sanselige og det erotiske. På en måde er det også det, mine to romaner handler om«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce