Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Cicilie S. Andersen/Cicilie S. Andersen

Modeguru: »Du skal være tynd, du skal have de rigtige ting på. Du skal være cool. Og det er sindssygt opslidende«

I årevis var Chris Pedersen en del af inderkredsen i den danske modebranche. Så skred han – og røg ned i et sort hul af udmattelse. I dag er han vært på DR K, hvor han i en ny programserie, ’Skønhedens magt’, vender vrangen ud på mode og skønhed for at vise, at det er mere end bare overfladefænomener. Det er magtfulde fænomener, som kalder på oprør, mener han.

Det er først, da vi stiger ud af taxaen, at Chris Pedersen og jeg opdager, hvor forsinkede vi egentlig er. Vi er ikke fashionably late, vi er bare late-late. Der er ingen andre mennesker foran den tidligere fabriksbygning i Nordvest, der nu huser fotostudiet ’The Lab’. Det er et dårligt tegn. Der burde vrimle med modebranchefolk på vej ind til den danske designduo Saks Potts’ modeshow på Copenhagen Fashion Week september 2016.

Tre kvinder i frakker med farverige blomsterprint kommer ud ad en port.

»Er de startet?«, spørger Chris Pedersen.

»De er startet. Der er lukket«, svarer en af kvinderne, mens vi smutter forbi dem ind gennem porten og op ad en betontrappe. Chris Pedersen tager to trin ad gangen, og jeg kan høre bassen dunke oppe fra 2. sal, hvor showet foregår.

En kvinde i sort T-shirt med Saks Potts-brandets logo på ser os komme løbende op ad trappen. Hendes øjne bliver store og blikket panisk.

»Stop musikken! Jeg har Chris Pedersen!«, råber hun ned i sit headset.

»Er det for sent? Vi går bare ...«, når Chris Pedersen at sige, før kvinden vinker en mand med samme logo-T-shirt på frem og råber: »De kommer ind ved fotograferne, vi tager dem op ad den anden trappe«.

»Kom!«, siger manden til os, og vi styrter efter ham. Ned ad trappen igen, ud forbi de blomstrede damer, der står og ryger nede foran døren, gennem gården, ind ad en anden dør og op ad en ny trappe. Manden åbner en dør for os, og så er vi pludselig til modeshow: Her er lys, her er musik, her er tæt pakket med velklædte gæster, og foran os står en stribe fotografer med linserne rettet mod en lang, hvid catwalk.

Jeg læner mig op ad en væg og prøver at få vejret. Saks Potts-manden viser med fagter, at der er en tom plads til Chris Pedersen et sted på forreste tilskuerrække. Men Chris Pedersen ryster på hovedet, smiler stort og mimer noget i retning af »Tak, det her er helt fint«, før han stiller sig diskret lige bag fotograferne og strækker sig for bedre at kunne se.

Og én efter én begynder modeller i elegant sommertøj at skride forbi.

Adgang til forreste række

Det er første gang, jeg møder Chris Pedersen, og i løbet af de tre timer, vi bruger sammen denne onsdag under modeugen i september, er der én ting, der bliver meget klart for mig: Chris Pedersen har noget, som er mere værd i modebranchen end nogen Hermès-taske. Han har adgang.

Den 39-årige DR K-vært er en, som dørene åbner sig for i modens verden, der ellers er berygtet for sine lukkede cirkler. Til modeugen er han seatet på forreste række, ved siden af modejournalister fra indflydelsesrige udenlandske medier som I:D Magazine, The Telegraph og Dazed and Confused

Der er ikke nogen steder her, han ikke kan komme ind. Ikke nogen, der ikke ved, hvem manden med de runde briller, den skaldede isse og den altid sort-hvide dresscode er. Ikke nogen, der ikke vil tale med ham. Og ikke noget, der er umuligt – heller ikke at skaffe plads til mig som hans ledsager i sidste øjeblik ved de eftertragtede by invitation only-modeshows.

»Det ordner jeg«, siger han, og det gør han.

Normalt er det sådan med folk, man har set på fjernsynet, at de er overraskende små, når man møder dem i virkeligheden. Med Chris Pedersen er det omvendt. Han er højere, end han virker på skærmen. Og han er skarpere, mere direkte, både i blikket og i energien.

I tv-værtsrollen er han en venligt smilende Vergil, der viser vej gennem modens kredsløb og lader de mennesker, han møder, fylde mest. Men virkelighedens Chris Pedersen kan godt lide selv at være i centrum.

Det ved han godt selv – og det ved de, der kender ham. Som bedsteveninden Anne Christine Persson fra Danish Fashion Institute, som Chris Pedersen introducerer mig for under et pre-show-mingleri i Børsens foyer.

Hun himler med sine katteøjne, da hun hører, at jeg skal portrættere ham til Politiken.

»Hvis I giver ham mere opmærksomhed, eksploderer hans hoved«, siger hun.

Mindre mode, mere menneske

Selv om Chris Pedersen stadig sidder forrest, når der er modeuge, er han i virkeligheden lidt med på sidelinjen. Han er med fuldt overlæg gledet fra modens glittede idealunivers, hvor han siden 2003 har arbejdet som skribent og redaktør for de største danske modemagasiner, og over i DR K’s mere jordnære public service-sendeflade.

Her har han tegnet en profil for sig selv – og for DR’s ellers uendeligt sparsomme dækning af modestof – som vært og tilrettelægger på en række programmer, der alle har haft moden som fortegn, men som egentlig har handlet mest om mennesker. Om sociologien og psykologien bag de kulturelle strukturer, der udmønter sig i de ydre tegn, vi bærer på vores kroppe.

Det gælder også for hans nye programserie, ’Skønhedens magt’. Den har premiere næste uge og handler om skønhedsidealer. Om hvad det er, vi ser som smukt, hvorfor vi gør det, og hvad de idealer betyder for den måde, vores samfund fungerer på. Og om de undertrykkende mekanismer, som vores kulturelle dogmer omkring skønhed er med til at skabe gennem blandt andet mode- og mediebilledet.

Det er en verden og en problemstilling, Chris Pedersen kender indefra. Men det er først nu, da han står uden for modebranchen, at spørgsmålene begynder at melde sig.

»I så mange år har jeg været i en branche, der dyrker et bestemt skønhedsideal«, siger han.

»Og nu prøver jeg så at undersøge, hvad er det for nogle ting, jeg har arbejdet under, bevidst eller ubevidst«.

Den eneste homo i Kerteminde

Selve moden og dens funktion som sociale og kulturelle tegn har Chris Pedersen dog altid været bevidst om. For ham handler det ikke om, hvad der er det nye sort, men om at bryde koderne og »pille rummet fra hinanden«, siger han.

»Når vi taler mode, kommer vi tit til kun at tale om tøjet: Er det pænt, er det grimt, vil jeg selv have det på? Og det er lige meget«, siger han til mig, da vi sidder i taxaen mellem to modeshows.

»Det interessante er det rum, tøjet indgår i. Hvem er de mennesker, der har det på? Hvad fortæller det om, hvem de er, hvilken musik de hører, de bøger de læser, hvilket studie de går på, hvad de arbejder med? Hvilke mekanismer er på spil i det rum? Hvad er det for et fællesskab, der findes der? Der bliver tøjet en kode, som man kan lære at aflæse for at forstå, hvilket rum man befinder sig i«.

Det er med andre ord akademikerens analytiske tilgang til mode, Chris Pedersen abonnerer på. Men den udspringer ikke af lærebøger og teori, men af hans opvækst, mener han. Af en barndom, hvor »jeg ikke følte, jeg hørte til. Og så kan man enten blive enormt usikker på sig selv, eller man kan blive enormt opmærksom på sine omgivelser. Og det sidste tror jeg, jeg var«, siger han.

Der var flere grunde til, at Chris Pedersen ikke følte, han hørte til i barndomsbyen Kerteminde. Et småbysamfund i start-1980’erne, før internettet, før mobiltelefonerne. En verden, hvis totale geografi bestod af skolen, Brugsen, den lille bager på hjørnet og den avisrute, han blev fyret fra, fordi han smed Ikea-katalogerne ud. Et traditionsbundet miljø uden de store armbevægelser og med kernefamilien som tilværelsens grundstamme.

Chris Pedersen var mellemste barn i en søskendeflok på tre. Far var murer, mor gjorde rent. Skolekammeraterne spillede fodbold og håndbold, og drengene blev kærester med pigerne.

Chris Pedersen var ikke rigtig med i noget af det. Han følte sig anderledes og var det også. Han holdt sig for sig selv og brugte det meste af sin tid på at læse. Og så var han homoseksuel, og det var ellers ikke noget, man var, medmindre man var Kim Schumacher fra tv.

»Mine forældre var dybt ulykkelige, fordi de kunne se, at jeg ikke trivedes. Altså, jeg havde sindssygt gode forældre. De er ikke belæste på Kartoffelrækkemåden, men de er liberale. Venstrefolk af den gamle skole, hvor man skal passe på hinanden og acceptere hinandens forskelligheder, fra dengang det var en del af at være venstrefolk. Men de kunne ikke nå ind til mig, fordi de ikke anede, hvad jeg var for én, og jeg ved, de syntes, jeg var vildt besværlig i forhold til mine søskende«, fortæller han.

Han har ikke været en hyppig gæst i Kerteminde, siden han blev voksen. Mindet om årene som hardcore mobbeoffer har ikke ligefrem trukket i ham.

Men, fortæller han, i sommer skete der faktisk noget, der har fået ham til at revidere netop det minde lidt. Han var hjemme på Fyn og havde for første gang lejet et sommerhus tæt på sine forældre.

»Og når jeg gik rundt der nu, så opdagede jeg, at der var mange steder, jeg egentlig godt kunne lide at være, og mennesker, jeg kendte fra dengang, som det var rart at se igen. Det fik mig til at tænke lidt over, hvad det egentlig var, der var på spil dengang«.

»Man har jo en fortælling om sig selv, som man kan lire af på fem minutter. Og jeg har altid tænkt på mig selv som en, der blev drillet meget. Men måske handler det også om ...«.

Chris Pedersen glider lidt ned i taxasædet og lægger nakken tilbage.

»Når man vokser op som homo i en lille by, så siger man ikke noget til nogen. Man ved godt, at man ikke passer ind, men man siger ikke noget. Og så bliver man jo enormt opmærksom på alt, hvad der sker omkring en, for man er hele tiden bange for enten at blive angrebet, slået eller drillet. Man forsøger hele tiden at holde et skjold op og overbevise sig selv om, at man er som alle andre, men det er man bare ikke. Når man har det sådan, bliver selv små drillerier til store angreb. Men måske var det faktisk slet ikke så slemt, de ting der skete«.

Han kigger over på mig.

»Det slog mig bare, at måske var det ikke kun en opvækst, hvor jeg blev drillet. Måske var det også præget af, at jeg bare sugede alt til mig i ekstrem grad, fordi jeg var så skrøbelig«.

En selvsikker verden

Mobning eller ej, så kunne Chris Pedersen ikke komme hurtigt nok væk fra Fyn. Han flyttede til London, så snart han havde fået sin studenterhue, med sin samlede formue af 9.000 kroner på lommen.

»Da jeg kom hjem et år senere, vejede jeg 55 kilo, fordi jeg havde levet af Marlboro Light og baked beans. Min mor gik i panik, fordi hun troede jeg havde fået hiv, og var fuldstændig overbevist om, at jeg var ved at dø af aids. Jeg havde ikke en øre, men jeg ville bare væk igen. Og så ville jeg have en uddannelse. En uge efter flyttede jeg til København«, fortæller han.

Han begyndte at læse humaniora på RUC og arbejdede samtidig i pisserende-tøjbutikkerne Roger og Democrats – og så gik han i byen. Meget. På natklub på Le Kitsch i Boltens Gård, Mantra under Tivoli og A-huset på Islands Brygge, til koncerter på Stengade og i Ungdomshuset, og fyraftensøl på Floss i Pisserenden: Dér, hvor festen var i 00’ernes København.

Foto: ANDERSEN CICILIE S.

Nattelivets cirkler overlappede med modebranchens, hvor Chris Pedersen så »det fællesskab, jeg ikke havde haft som ung«.

»Mode ... det er jo sådan en selvsikker verden. Med en masse mennesker, der så skidegodt ud og havde det vildt sjovt, og som var alt det, jeg gerne ville være«.

Og så er der noget i hans toneleje, der ændrer sig. Et tryk, der øges.

Da jeg var ung, var det et mål i sig selv: Jeg ville fucking på enhver gæsteliste, der overhovedet fandtes i byen

»Jeg ville gerne ind alle steder. Ind bag de lukkede døre. Da jeg var ung, var det et mål i sig selv: Jeg ville fucking på enhver gæsteliste, der overhovedet fandtes i byen. Det var bare ... et drive«.

Cool til du knækker

Det drive gav pote. I en branche, hvor den forjættede adgang handler om at møde de rigtige mennesker, mødte Chris Pedersen dem, der talte. Blev taget under vingerne af dansk modes uofficielle aristokrati; som designeren Mads Nørgaard, der ansatte ham i sin butik og bad ham bidrage til et modeleksikon. Og forlægger Malene Malling, som senere hentede ham til magasinet Cover.

Chris Pedersen begyndte at skrive om mode for Berlingske Tidende og det amerikanske magasin Nylon. Han skiftede også studie til kunsthistorie på KUA, hvor han læste Judith Butler og Roland Barthes – tidens uomgængelige teoretikere, hvis man som Chris Pedersen var optaget af mekanismerne mellem køn, krop, sprog og billeder. Og han var på nippet til at afslutte sit speciale, da magasinet Euroman ringede og tilbød ham et job som moderedaktør.

Det var et drømmejob, ligesom de næste stillinger, han blev håndplukket til, indtil han sad som chefredaktør på Cover Man i det, der må betegnes som en topstilling i den danske magasinbranche.

Men med drømmen fulgte også et pres, der både kom udefra og indefra. For pludselig var hele hans tilværelse flettet ind i de skønhedsidealer og krav om perfektion, som mode- og magasinbranchen danser omkring, og som de færreste kan holde til.

»I modebranchen er alting udvendigt. Det er en verden, der handler lige så meget om det image, du har, som om det arbejde, du laver. Det hele handler om at være perfekt. Du skal være tynd, du skal have de rigtige ting på. Du skal være cool. Og det er sindssygt opslidende hele tiden at blive dømt på sit ydre«, siger Chris Pedersen.

»Som mand kunne jeg tillade mig ikke at være helt så tynd, som pigerne skal være. Men ellers handlede det om at være cool, hele tiden. At gøre alting allerbedst. Og det, der skete, var jo også, at jeg pressede mig selv alt for hårdt. Da jeg sagde op på Cover, var jeg helt fucked. Bare helt færdig«.

Det er blandt andet den oplevelse, der nu har fået Chris Pedersen til at tage skønhedsidealer og deres magt under behandling i den kommende programserie på DR K.

Ud med idealet

Det forklarer han, da jeg møder ham igen et par måneder efter modeugen. Nu er der hverken modeller, fotografer eller opkørt backstage-personale i nærheden. Vi er i hans lejlighed på Vesterbro. En hyggelig, uprætentiøs treværelses andelslejlighed, der snildt kunne være en studiehybel for en KUA-studerende med ordenssans.

I stuen hænger Kate Moss, i soveværelset Kurt Cobain, og på gulvet i det lille kontor står en indrammet plakat af Hillary Clinton lænet op ad væggen.

Pointen med ’Skønhedens magt’-programmerne er ikke, at det ene skønhedsideal er bedre end det andet, siger Chris Pedersen. Det, han vil, er at gøre seerne bevidste om, at vores krops- og skønhedsidealer ikke er naturlove, men kulturelle konstruktioner, som vi selv kan ændre på. Men også at de er både ekskluderende, problematiske og magtfulde. Og at ja, modebranchen er med til at understøtte den magtposition.

Der er en slags usagt musketered i modebranchen om ikke rigtig at gå ind i debatten om, hvorvidt branchen bærer sin del af skylden for, at kvinder og mænd over hele kloden slår sig selv i hovedet med deres udseende og kropsform, fordi de føler sig forkerte.

I alle årene som modeskribent og -redaktør har Chris Pedersen holdt sig på den sikre, defensive side af den ed.

Når man sidder og laver et blad, hvor alle modellerne vejer 39 kilo, så orker man simpelt hen ikke at tage den diskussion. Det er for uoverskueligt

»Jeg har altid bare sagt nej til det, for når man sidder og laver et blad, hvor alle modellerne vejer 39 kilo, så orker man simpelt hen ikke at tage den diskussion. Det er for uoverskueligt«, siger han.

Men nu, hvor han er kommet på en vis afstand af branchen, er det åbenlyst for ham, at moden og de blade, han selv har været med til at lave, er en del af problemet:

»Man sælger jo drømme om det perfekte. Alle drømmer om at være høje, blonde, unge, smukke og tynde. Det er det ideal, moden dyrker. Og det giver ingen mening at sige, at det ikke påvirker folk. Det er farligt, og måske især for dem, der selv er i modebranchen«.

Chris Pedersen holder en lille pause.

»Men samtidig mener jeg også, at det er en forsimpling at sige, at det bare er modebranchens skyld. Det er den her kanyleteori, som man dyrkede i 1970’erne: hvor medierne er en kanyle, der sprøjter idealer ind i hjernen på forbrugerne, og forbrugerne er dumme og kan intet gøre. Og det mener jeg bare ikke er rigtigt. Der er også andre ting på spil. Så jeg tænkte: Hvad hvis man kunne lave et tv-program, der forholdt sig til skønhed? Ikke på samme måde som 70’er-feminismen, der bare hader skønhedsidealer og mener, at de burer kvinden inde. Men hvor man prøvede at folde al den forskning, der ligger omkring skønhed, ud, så man fik nogle redskaber til at forstå det«.

Foto: ANDERSEN CICILIE S.

Han giver eksempler: Inden for sprogteori ser man for eksempel på, om man kan reclaime et ord som fed, som en bevægelse i USA er i gang med lige nu, og insistere på, at fed også kan betyde smuk. Og hvis man anlægger et økonomisk perspektiv, kan det blandt andet forklare, hvorfor vi er begyndt at tale om smukke ældre mennesker nu: Fordi de ældre er blevet pengestærke.

I dag har vi piger helt ned til 5-6 år, der synes, de er for tykke

»Jeg tænkte, at hvis man fik indblik i de her ting, så kan man begynde at tage noget magt tilbage. I dag har vi piger helt ned til 5-6 år, der synes, de er for tykke, og en billedkultur, som forældrene ikke engang aner, hvad er for noget. Vi skal have et sprog for de her ting, hvis vi vil lave om på dem«.

Så nu er det din mission, at folk skal have det bedre med sig selv og deres udseende. Det er bare interessant, når du nu har arbejdet så mange år i en branche ...

»Der handler om det modsatte ...«.

Det er der nok nogle, der vil hævde, ja.

»Det gør det jo på den måde, at mode og modemagasiner hele tiden forsøger at skabe et uopnåeligt billede. I det aspekt af moden, der er kommercielt, handler det om at skabe et behov: et produkt, du gerne vil have. Så de viser dig noget, du ikke er. Noget, du kan stræbe efter. Det, du er, er aldrig nok. De har altid noget, der er bedre«.

Spild af liv

Det snævre skønhedsideal, vi dyrker i dag, er ikke kun et problem for usikre teenagepiger. Ifølge Chris Pedersen påvirker det os langt mere, end vi tænker over, og i mange forskellige sammenhænge. Som når voksne kvinder oplever, at de bliver usynlige, når de passerer 40. At deres kulturelle og seksuelle kapital falder, hvad enten de vil det eller ej. Og at nederdelen skal være længere, udskæringen højere og læbestiften mindre rød, hvis de ikke vil risikere at blive dømt ’desperate’.

Chris Pedersen har aldrig forstået, hvorfor det skal være sådan. At det kun er unge kroppe, som må udstråle seksualitet.

»Det er ikke, fordi jeg vil have, at kvinder skal gå og være sexede konstant. Men det handler om at have valget. Kvinder skal have muligheden for at klæde sig, som de vil, og dyrke deres krop og seksualitet, som de vil, uden at blive mødt med fordømmelse. Det er ligesom med Priden (den årlige LGBTQ-parade Copenhagen Pride, red.), hvor folk, også andre bøsser, er ude og kritisere, at man ’udstiller’ sin seksualitet. Der har jeg det sådan her: De folk, der vil det, de har kraftedeme ret til én gang om året at tage deres mindste trusser og deres største fjerboa på og insistere på deres ret til at være her og gøre præcis, som de vil. Just fucking do it!«, siger han.

Lige så fascineret han er af skønhed, lige så forbandet er han over, at vores målestok for det skønne, det rigtige, skal få mennesker til at trække sig væk fra verden og skamme sig over, hvem de er.

»Den sørgeligste bevægelse i verden, det er den måde, overvægtige mennesker retter på deres tøj. Sådan ...«.

Chris Pedersen trækker lidt ned i sin T-shirt med en beklemt mine.

Det lyder nærmest, som om du føler det på din egen krop, når du taler om det. Som om det gør ondt på dig at tænke på, hvordan folk forsvinder, når de ikke passer ind i idealet.

»Ja! Fordi det er spild af liv. Man gør sig selv ubetydelig i den store sammenhæng. Og det behøvede man ikke«.

Vi er ved at være færdige. På vejen ud kommer jeg i tanke om det, Chris Pedersen sagde, første gang vi mødtes. Om at den fortælling, vi har om os selv, nogle gange har godt af at blive revideret. Måske var hans barndom ikke det mobningshelvede, han tidligere gik og tænkte, det var. Men noget ved han om at være ensom. Om at være marginaliseret, underkendt. Om ikke at passe ind.

Jeg spørger, om han kender den teori, der siger, at det, man ikke får nok af som barn, det får man aldrig nok af.

»Det kan der godt være noget om«, svarer han. »Jeg ved i hvert fald, at det, jeg bliver ved med at ville have mere af, det er opmærksomhed. Og hvis jeg ikke får det«, siger han og sænker stemmen til den hvisken, man bruger, når man skal afsløre en hemmelighed, »så råber jeg bare endnu højere«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce