Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Instruktør Puk Grasten: »Man kommer nok til at hade eller elske det, når man hører om film 24-7«

Puk Grasten er som datter af filmproducenten Regner Grasten vokset op med film fra morgen til aften. Nu debuterer hun med '37'. En eksperimenterende spillefilm om et autentisk møguhyggeligt mord, der 52 år efter stadig udfordrer amerikanernes selvforståelse.

»For mig handler det om familie«, siger Puk Grasten om arbejdet på sin film ’37’, hvor en række amerikanske familier overværer et mord uden at gribe ind.

Men det med familien handler også om hendes helt grundlæggende perspektiv på tilværelsen.

»Det kan være sådan lidt os mod verden en gang imellem. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der vil ske, hvis man i familien kommer til at gå op imod hinanden, eller man pludselig ikke kan stole på sine forældre eller sin partner«, siger Puk Grasten. Som om hun næsten ikke kan forestille sig det utænkelige.

»At der pludselig skulle komme noget udefra, som ville gøre, at vi pludselig går i hver sin retning«, siger hun i sin amerikansk inspirerede ’loft’-lejlighed på Vesterbro, mens hun eftertænksomt ryster på det kraftigt rødfarvede hår.

Familien er på mange måder udsat og sat under pres i Puk Grastens første spillefilm, ’37’. Som datter af filmproducenten Regner Grasten fra filmdynastiet Grasten er 30-årige Puk Grasten vant til, at den står på film, film og atter film morgen, middag og aften.

»Vi børn var en del af firmaet, fra vi kunne gå. Jeg tegnede på ’Krummerne’s rulletekster og pakkede jeg ved ikke hvor mange plakater ind. Det var sjovt. Der var ikke nogen dage, der var ens«, husker hun.

Faste spisetider og den slags var der ikke meget af. Op- og nedture og anmeldelser af faderens film prægede dagligdagen. Til gengæld kom og gik ungerne på Det Danske Filmstudie. Ferie var ensbetydende med Cannes Film Festival.

»Da jeg ryddede ud i forbindelse med min seneste flytning, fandt jeg en dagbog, fra da jeg var 7-8 år gammel. I den havde jeg skrevet: »Jeg er så træt i skolen i dag, fordi Far og Mor havde sagt, at jeg skulle blive oppe og se en sort-hvid film««.

Da jeg ryddede ud i forbindelse med min seneste flytning, fandt jeg en dagbog, fra da jeg var 7-8 år gammel. I den havde jeg skrevet: »Jeg er så træt i skolen i dag, fordi Far og Mor havde sagt, at jeg skulle blive oppe og se en sort-hvid film«

Den slags ’børnemishandling’ kan have livslange konsekvenser. Nu er det især Puk og Regner, som er filmnarkomanerne i familien. Puks mor og søster står lidt af ved udsigten til som noget helt selvfølgeligt at tyre tre film om dagen og snuppe en pizza i forbifarten.

»Man kommer nok til at hade eller elske det, når man hører om film 24-7«, siger Puk Grasten.

Den amerikanske film

Så Puk Grasten var godt klædt på til filmbranchen, da hun for alvor gik ind i den. Hun kendte til presset på settet. 12 år gammel prøvede hun for første og foreløbig sidste gang kræfter med skuespillerfaget, da hun spillede Birthe Lund i julekalenderen ’Familien Mortensens jul’.

Men selv om det bliver i filmfamilien, står Puk Grasten i høj grad på egne kunstneriske ben i ’37’. Den eksperimenterende, intense og set med amerikanske øjne kontroversielle film ligner hverken de brede folkelige succeser for børn og unge eller de mere ambitiøse storfilm, som storproducenten Regner Grasten er kendt for.

Der er langt fra ’Krummerne’ til bydelen Queens i New York, hvor ’37’ udspiller sig. 37. Så mange naboer var ifølge New Yorks politi vidner til mordet på Kitty Genovese i Kew Gardens i marts 1964 uden at gribe ind. Kitty Genovese blev jagtet i en halv time, voldtaget og stukket med en kniv 17 gange. Hun råbte om hjælp. Ingen gjorde noget.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA/Melissa Kühn Hjerrild

Hvordan kunne det lade sig gøre? Det kunne man lave en forarget fortælling om, og det gjorde man allerede dengang. En artikel i New York Times fortalte om amerikanere, der en sen martsaften i 64 var sig selv nok og frygtsomt vendte det døve øre til. Historien antog symbolsk karakter.

»Jeg har i 7 år boet i New York, hvor det er en kendt historie«, fortæller Puk Grasten.

Senere undersøgelser har sat spørgsmålstegn ved den oprindelige udlægning af beboernes passivitet. Det er da også en helt anden indfaldsvinkel, 30-årige Puk Grasten har valgt til sin multiplot-film. Bag hvert vindue gemmer sig en særlig forklaring på passiviteten i form af en splintret familiehistorie.

»Jeg begyndte at researche og opdagede, at i de tre boligblokke var der tre sociale klasser. Det var som at få et mini-samfund foræret«, forklarer Grasten. Filmen er bygget op af mange synsvinkler. Offeret og forbrydelsen er placeret i periferien, næsten ude i kulissen, men mordet på Kitty Genovese er den begivenhed, der forbinder beboerne.

»Åh, han har stukket mig! Jeg dør! Er der dog ikke nogen, der vil hjælpe mig?«. De havde hørt hende råbe, men affejet det. Nu var der ballade med de pokkers bøller igen. De skulle ikke blandes ind i noget. For Puk Grasten er det blevet en anledning til at se psykologisk og sociologisk på gruppementaliteten, men også til at fortælle nogle meget forskellige amerikanske historier.

Den nytilflyttede sorte familie har tilkæmpet sig en yderlig plads i middelklassens boligkvarter, men frygter stadig automatisk at blive anklaget for enhver forbrydelse. De gamle jøder har holocaust i kommodeskuffens fotoalbum. Den moderne middelklassefamilie med de nye møbler, køkkenmaskiner og fjernsynsreklamer er ikke blevet mere helstøbt eller lykkelig end naboerne. Der er intern splid i familierne.

1964 mellem to epoker

I 1964 var normerne i opbrud, og en ny tids seksuel frihed og individualisering stod for døren. Uden rigtig at turde banke på.

Grastens impressionistiske stil giver indtryk af et opbrud og en overgangstid. Ungdomsoprøret er ikke begyndt endnu, men Eisenhower-æraen er forbi. Man står i noget nyt, men ved endnu ikke, hvad det er. Man er bange for ufoer, atomkrig, sexforbrydere, Cassius Clay og mest af alt forandring.

»Vi ville gerne ramme denne stemning af usikkerhed, hvor 68-oprøret ikke er på banen endnu. Du kan mærke, at noget er i gære, men ved ikke, hvad det er. På den led ville jeg gerne lave filmen som et billede på i dag. Vi ved ikke, hvad der sker. USA bliver splittet, uanset hvem der vinder valget. Vi har flygtningekrisen. Jeg synes, vi er i et 1964 nu. Der kommer en forandring, hvad enten vi vil det eller ej«, mener Puk Grasten.

I filmen er det børnene i familierne, som registrerer den nye tid uden at kunne sætte ord på den. De spejder efter ufoer og kigger ud i en ukendt verden, mens de voksne vender det døve øre til.

»Det handler i høj grad om socialt pres. Det er der meget af i USA. Hvis jeg f.eks. havde en sort kæreste i USA, blev der altså virkelig gloet«, fortæller hun.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA/Melissa Kühn Hjerrild

USA er kendt som den store smeltedigel, hvor immigranterne finder et nyt hjem. Men måske er der i virkeligheden flere og ikke færre normer i et samfund, hvor man i den grad skal have mange kulturer til at leve sammen. Eller i det mindste side ved side.

Puk Grasten mener, at mange amerikanere stiltiende accepterer parallelsamfund, og at det måske er en af grundene til, at ’37’ delte vandene ved de amerikanske visninger i New York og Los Angeles for et par uger siden. Wall Street Journal gav ’37’ en strålende anmeldelse. Andre var mere skeptiske.

Kunne man tillade sig at vise så forskellige amerikanere, der havde det til fælles, at de hyttede deres eget skind uanset hudfarve og ikke kom en nødstedt kvinde til hjælp? At Kitty Genovese arbejdede på en bar og var lesbisk, nævnes i filmen en passant. Det bliver ikke gjort til et tema, men det ligger og simrer under overfladen. Mente nogen, at hun på en måde selv var ude om det?

»Selv mine amerikanske venner reagerede stærkt, da jeg begyndte at snakke om at lave filmen. ’Hvorfor skal I europæere altid fordømme os på den måde?’. De er virkelig på vagt«, konstaterer hun.

Et spørgsmål om stil

Skal man pege på visuelle forbilleder, kommer man i filmens klaustrofobiske og psykologisk inficerede interiører til at tænke på Coen-brødrenes ’Barton Fink’, Polanskis ’Repulsion’, David Lynch og især slumdramaet ’Precious’. Sammenligninger fra journalistens side, som Puk Grasten selvfølgelig ikke har noget imod.

Der er støv og skygger. Et barns tunge åndedræt i en gasmaske og plastik på sofaen. Vandet driver og drypper, og der er lige så mange sprækker i væggene som i familierne.

Det er med andre ord en eksperimenterende film, og Puk Grasten var undervejs i projektet nervøs for modtagelsen. For hun ville jo også gerne have, at filmen blev set. Men da skar hendes far igennem.

»Hvis du prøver at spille sikkert nu, så fejler du«, sagde han.

Puk Grastens næste projekt er en filmatisering af Janne Tellers ’Krig i Norden’. Den lille bog ligner et pas og er trykt på mange sprog. Den handler om, hvad der ville ske, hvis vi i Norden var de nye flygtninge.

»Det handler om, hvordan familien kommer igennem det, når samfundet pludselig ændrer sig. Så det handler om familien. Igen«, siger Puk Grasten.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce