Foto: Miriam Dalsgaard

Jakob Kvist: »Jeg tror ikke, vi havde fået lov at udgive PET-bogen«

Med fogedforbuddet mod bogen ’Syv år for PET’ bragte den hemmelige tjeneste sig selv i en helt umulig situation, mener Jakob Kvist, People’s Press’ kreative direktør. Fordi man ikke spillede efter reglerne i den demokratiske kamp mellem det lukkede og det åbne samfund.

Det årlige BogForum i Bella Center på en solbeskinnet lørdag eftermiddag i november er både forkert tid og sted at opholde sig, hvis man lider af agorafobi – angsten for store forsamlinger. For her er proppet. Og en pæn del af de mange tusinde bogelskere, der cruiser rundt i messemonstret på Vestamager, finder vej til forlaget People’s Press’ udstillingsstand.

People’s Press blev stiftet tilbage i 2002 af plademanden Jan Degner og journalisten Jakob Kvist, og en af anekdoterne fra dengang lyder som følger:

Da forlaget for første gang skulle deltage i bogmessen, havde det kun tre udgivelser på repertoiret, nemlig ’Det generøse menneske’ af Tor Nørretranders, ’Album’ af Benn Q. Holm samt en bog med skønhedstips, forfattet af makeup-artisten Nicci Welsh.

De tre bøger var, deres kvaliteter i øvrigt ufortalt, ikke nok til at tiltrække opmærksomhed til det nye forlag, ræsonnerede Jakob Kvist og hans folk. Så de ringede til multikunstneren Marco Evaristti – ham med akvariefiskene i blenderen – og fik denne til at køre sin Porsche ind på forlagets stand, hvor bilen blev fyldt op med flere hundrede eksemplarer af People’s Press’ tre udgivelser.

Forlagets stunt skabte furore og sugede opmærksomhed til sig. Hvilket i parentes bemærket siger en hel del om, hvor stille vandet stod i det hyttefad, Jakob Kvist og Jan Degner var svømmet ind i.

14 år senere behøver People’s Press ikke at ty til åbne sportsvogne eller andre krumspring for at trække folk til huse. Forlaget har udgivet mere end rigeligt til at fylde BogForum-standens mange hyldemeter. Og adskillige af bøgerne har op gennem tiden trukket store overskrifter og er blevet bestsellere. People’s Press har i dag ingen problemer med at tiltrække sig opmærksomhed - hverken hos publikum eller hos medierne.

Tag nu bare de seneste par ugers eksempler: Først blev Politiken-journalisten Morten Skjoldagers bog om forhenværende chef for Politiets Efterretningstjeneste Jakob Scharf, ’Syv år for PET’ mødt med fogedforbud. Stor ståhej. Så detonerede Flemming Roses bog ’De besatte’ - der blandt andet handler om den mundkurv, JP-Politikens Hus’ øverste ledelse forsynede Rose med i 2010 - midt i den tilsyneladende evige debat om ytringsfrihedens vilkår. Med stribevis af artikler og indslag i de elektroniske medier til følge.

To gange Kvist Classic, hvis man spørger rundt i branchen.

»Han kender mediemaskinen på fingrene, og hans netværk er eminent«, siger Lars Boesgaard, adm. direktør på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Man behøver ikke opholde sig mange minutter hos People’s Press under BogForum for at få syn for Boesgaards sagn.

På forlagets lille scene er Politikens anmelder Bo Tao Michaëlis i gang med at interviewe skuespilleren og teatermanden Flemming Jensen om dennes seneste bog. Imens gør Jakob Kvist det, han er bedre til end de fleste: Snakker med folk. Plejer netværk, vil nogen sige.

I løbet af et lille kvarters tid sludrer han først med en politisk journalist og kommentator fra Weekendavisen. Så med en tidligere højtstående PET-ansat (nej, ikke Jakob Scharf). Dernæst med undertegnede. Og undervejs desuden med en af sit forlags egne skønlitterære forfattere.

»Jakob er en meget behagelig og lun fyr«, som Politikens Forlags direktør Lene Juul udtrykker det.

En bred gråzone

Fredag 7. oktober tidligt på formiddagen sad Jakob Kvist i et stille og roligt møde på sit kontor. Pludselig stod en af forlagets redaktører uden for glasdøren og fægtede med armene. Nu er det ikke på People’s Press normalt at afbryde andres møder, men Kvist kunne se på redaktørens insisterende kropssprog, at det var vigtigt, så han viftede ham ind. Og fik meddelelsen om det midlertidige fogedforbud, Københavns Byret havde nedlagt mod bogen ’Syv år for PET’.

Der gik, siger Jakob Kvist, 14 sekunder, så begyndte hans telefon at ringe, og alt var kaos.

»Jeg var noget overrasket over det, må jeg sige«.

Havde det virkelig ikke på noget tidspunkt strejfet jer, at PET ville reagere?

»Jo, det kunne meget vel tænkes, at de ville reagere. Jeg havde jo en sms-korrespondance på et tidligt tidspunkt med en jeg kendte derude, som spurgte ind til bogen. Det løb ud i ingenting. Så fik vi et brev en uge inden fogedforbuddet, hvor de udbad sig bogen, så de kunne læse den med henblik på godkendelse eller det modsatte. Det svarede vi venligt nej tak til. Vi forsikrede dem, at det var en for dem positiv bog, der handlede om afsluttede sager, og at de ikke havde noget at frygte. Men at vi ikke af hensyn til retsstatens principper kunne udlevere vores bøger til forhåndsgodkendelse. Og så hørte vi ikke mere«.

Er det ikke lidt friskt at tro, at man stiller en efterretningstjeneste tilfreds i den slags sager ved at sige, at I skal ikke være nervøse, stol på os, vi er dygtige journalister og ansvarsfulde forlæggere. Er det ikke deres opgave ved selvsyn at konstatere, om bogen indeholder farlige oplysninger?

»Det er klart, at de godt kunne have en særlig interesse i at tage en nærmere dialog med os. Men jeg havde jo som sagt været i sms-korrespondance med dem, og den kunne de jo have genoptaget. De kunne have taget imod en frokostinvitation, eller de kunne have ringet til Morten Skjoldager, som de kender særdeles godt«.

Da PET gik til Københavns Byret og bad om et fogedforbud, gjorde tjenesten det udelukkende på baggrund af en beskrivelse af bogen fra boghandlerkæden Bog & Idés hjemmeside. Beskrivelsen var baseret på bogens bagsidetekst, hvor der blandt andet stod:

»[Jakob Scharf] blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler«.

Da jeg læste den tekst, tænkte jeg, at hvis jeg var PET, ville jeg også have bedt om et foreløbigt fogedforbud – bare for at tjekke, om det var reelt eller salgsgas. Kan du ikke godt forstå det?

»Nej. De er mange mennesker ansat derude, der må også være et par journalister imellem, som kan fortælle dem om en – vil jeg gerne indrømme – tabloid bagsidetekst. Det er en salgstekst, som er henvendt til den helt almindelige forudsætningsløse bogkøber, der har få sekunder til at beslutte, om vedkommende vil købe bogen eller ej«.

Er den så falsk varedeklaration?

»Nej, det er den ikke. Hvert eneste ord holder. Men den er ikke lavet i et laboratorium, vel, den er skrevet af en redaktør og en forfatter i fællesskab i et professionelt journalist-salgssprog. Hvis man tager den ud af sammenhængen og læser ’statens sikkerhed’ ind i den, så ser det da farligt ud. Men du skal læse den i en bestemt kontekst - og hvis man er tvivl, kunne man jo opklare det. Vi har før været til udramatisk kaffe derude på baggrund af en bagsidetekst, og det er der også andre forlag, der har«.

Men PET gjorde vel præcis det, at de prøvede at finde ud af, hvad der ligger bag bagsideteksten ved at bede om et foreløbigt fogedforbud? De sagde jo ikke, at den aldrig måtte komme ud til boghandlerne.

»Jeg forstår ikke helt dem, der siger, at man bare kunne have ventet, som om intet var hændt, og hvis ikke der var noget ’galt’ med bogen, så ville den jo bare udkomme på normal vis. For der er jo noget ’galt’ i den forstand, at der ikke er en tynd linje, som markerer, hvad der er hemmeligt, og hvad offentligheden må vide. Der er en bred gråzone, hvor der findes oplysninger, tjenesten ikke ønsker, at offentligheden skal have at vide, som er ubekvemme for tjenesten, men som offentligheden alligevel har en legitim interesse i at få at vide. Der foregår hele tiden en armlægning mellem det åbne og det lukkede samfund, en politisk kontrolleret armlægning, kan man sige«.

Som en del af det demokratiske spil?

»Ja. Det er klart, at hvis vi havde levet i Tyrkiet eller Rusland, så var for eksempel Morten Storm-historien ikke blevet offentliggjort (Morten Storm stod i 2012 frem og fortalte, at han havde været undercover-agent for PET, hvilket tjenesten aldrig har hverken be- eller afkræftet, red.). PET fik da kaffen galt i halsen, da han gik ud i Jyllands-Posten og fortalte sin historie, og hvis man spørger PET, om de gerne ville have forhindret det, så ville de sige, at de ville de da gerne. Det kunne de så ikke, og historien kom frem. Man kan så diskutere, om den havde samfundsmæssig interesse, og det er vi jo mange, der mener, at den havde. Og det samme med PET-bogen«.

Men der sidder jo netop en dommer …

»Ja, men PET sidder der også. Og man kan ikke forlange, at PET skal gå ind og godkende de ting, der står i bogen. Alene det, at der er et kapitel i bogen om Morten Storm-sagen … hvordan skal PET godkende det kapitel, der fastslår, at Morten Storm har været agent? Det er ikke Jakob Scharf, der fastslår det. Han har jo netop på forhånd sagt til forfatteren, at han hverken kan be- eller afkræfte, om Storm var agent. Det er Morten Skjoldager, der skriver det på baggrund af sine oplysninger. Hvis PET så har bogen til godkendelse, og de sender den tilbage som godkendt, har PET så ikke også godkendt, at Morten Storm var agent? Kan man overhovedet stille PET i den situation? Kan de overhovedet stille sig selv i den situation?«.

En sjælsrystende ubehagelig sag

Det er ikke første gang, People’s Press har været involveret i en sag om fogedforbud mod en af forlagets bøger. I 2009 forsøgte Forsvarets Efterretningstjeneste at få nedlagt fogedforbud mod bogen ’Jæger – i krig med eliten’, skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack om hans oplevelser som elitesoldat i Afghanistan. Også dengang trykte Politiken hele bogen, hvilket medførte at byretsdommeren – i øvrigt den samme, som nedlagde fogedforbud mod PET-bogen – opgav forbuddet.

Syv år efter kan forløbet stadig få Jakob Kvist helt op i det røde felt. I sammenhæng med den såkaldte Lækage-sag var det en vild affære, mener han.

»Man sender nogle soldater i hemmelighed til Afghanistan, og så går sandsynligvis forsvarsministeren eller nogle af hans nærmeste folk ud og fortæller det anonymt til pressen. Forsvaret reagerer og siger, at det bringer soldaternes liv i fare, og man begynder at så mistanke om, at Udenrigspolitisk Nævn og alle mulige har lækket det. En af de soldater, Thomas Rathsack, hvis liv ifølge forsvaret angiveligt har været bragt i fare af lækagen, kommer hjem og skriver en relativt uskyldig bog om sine oplevelser. Så sigter man ham med en straframme på op til otte års fængsel for at bringe statens sikkerhed i fare og prøver at infamere ham, først ved at påstå de vildeste ting om bogen i retten, og dernæst ved at lave en falsk arabisk oversættelse af bogen og påstå, at det er noget, nogle gale arabere har lagt ud på nettet«.

Jakob Kvist sukker.

»Altså, hele det forløb … jeg synes, det er så ubehageligt, og jeg forstår ikke, at flere af hovedaktørerne stadigvæk er i spil. Jeg så en mørkeside ved vores system, som jeg hverken før eller siden har stiftet bekendtskab med. Og jeg undrer mig meget over, at der aldrig har været et reelt politisk efterspil«.

Har jægerbogs-sagen haft indflydelse på, hvordan du har ageret og tænkt i sagen om PET-bogen?

»Jeg vil ikke sammenligne de to sager, for jeg synes ikke, at sagen om PET-bogen er nær så alvorlig som jægerbogs-sagen, som var sjælsrystende ubehagelig. Alligevel kan jeg ikke andet end at have den i baghovedet, når nogen siger, at vi bare kunne have ventet. Hvis du spørger, om jeg tror på, at vi vil blive mødt med 100 procents objektivitet, når en hemmelig tjeneste skal argumentere for, hvad der er til fare og ikke til fare, så kan jeg ikke svare entydigt ja. Fordi der er interessekonflikter mellem det åbne og det lukkede samfund, og der er ting i denne bog, som PET vil synes er ubekvemme. Om man så kalder det ubekvemt eller problematisk eller trækker til-fare-for-statens-sikkerhed-kortet, er der ingen, der ved, og jeg er da helt med på, at det skulle en dommer forholde sig til, og at jeg ikke kan forudskikke udkommet af sådan en retssag«.

»Men jeg tror ikke, vi havde fået lov at udgive PET-bogen«.

Valget af Trump er også fascinerende

Han er født i Varde som søn af en præst. Den yngste af seks børn og meget tidligt i infight med den rang- og hakkeorden, der regulerer dagliglivet i større søskendeflokke. Eller sagt på en anden måde: Den unge Jakob var ofte længere fremme i skoene, end hans alder berettigede.

Der var katedralhøjt til loftet i barndomshjemmet. Faren arrangerede foredrag i den grundtvigianske bevægelse Kirkeligt Samfund, og der var et evigt rend til og fra familiens spisebord af foredragsholdere fra nær og fjern. Her lærte Jakob Kvist tidligt at manøvrere i diskussioner med høj bølgegang, og når man læser interview og portrætter af ham og taler med mennesker, som kender ham, bliver hans evne til at knytte en forbindelse til Gud og hvermand altid fremhævet. Ordet ’netværk’ går igen i beskrivelserne af ham. Et ord, Jakob Kvist i øvrigt selv hader. Fordi det stinker langt væk af beregning og kold kalkule.

»Jeg er født tidligere end det ord. Det er rigtigt, at jeg kender mange mennesker, men jeg har aldrig set dem som nogle, jeg skulle udnytte til et eller andet. Det er en mærkelig moderne, merkantil tankegang, synes jeg«.

En anden arv, Jakob Kvist har fået med hjemmefra, er den holdning, at såkaldt pæne mennesker ikke nødvendigvis altid opfører sig pænt. Og at klogskab og anstændighed faktisk kan eksistere uden for de forholdsvis snævre kredse, som læser Politiken og lytter til P1.

Jeg fortæller om et læserbrev i netop Politiken, hvor en rektor for et nordsjællandsk gymnasium under overskriften ’Jeg vil have et nyt folk’ forfægter det synspunkt, at når et flertal af danskere stemmer nej til Europol, når et flertal af briter stemmer ja til Brexit, og når amerikanerne vælger Trump som præsident, så er det fordi, de pågældende mennesker er dumme og uvidende.

Man kan næsten høre Jakob Kvists børster rejse sig.

»Ja, sådan nogle læsere har I jo. Det er ret fantastisk«.

Hvad vil du sige til ham?

»At han tager fejl. Det ved han jo også godt. Han ved godt, han ikke kan udskifte folk. Men han vil så gerne kunne regere uforstyrret hen over hovedet på folk. Det er en holdning, vi har set udfolde sig for længe«.

Blandt andet personificeret i en figur som eks-finansminister Bjarne Corydon, mener Jakob Kvist:

En partifunktionær, som får foræret en sikker socialdemokratisk kreds, bliver udnævnt til finansminister, som gennemfører - sekunderet af horder af konsulenter fra McKinsey - hvad han selv og andre kalder ’den nødvendige politik’, der udmøntes i forringelser af sundheds- og socialvæsenet, af politiet, af undervisningssystemet, af skattevæsenet.

Når helt almindelige mennesker så protesterer over sammenbruddene i den offentlige sektor, får de at vide dels at konsulenternes undersøgelser viser, at det går fremad, dels at deres protester er populistisk bodega-snak.

Og Bjarne Corydon? Da Socialdemokraterne mister regeringsmagten, trækker han sig ud af politik lige så hurtigt, som han kom ind - til fordel for en toppost i netop McKinsey.

»Nu sidder han og skovler millioner ind på privatkontoen ved at påvirke politiske beslutninger, og hvad de ellers laver i den globale elite. Det undrer mig ikke, at vreden er derude«, siger Jakob Kvist. Som ikke kan skjule en vis fascination over, at Donald Trump er blevet valgt som amerikansk præsident.

»Jeg er meget nervøs ved ham. Han har jo sagt de mest forfærdelige ting. Men han har banket dem alle sammen, hele eliten i begge partier, storkapitalen og hvad har vi. Han har ikke haft opbakning fra noget som helst af det, der normalt betyder noget. Jeg må sige, der er noget uendeligt demokratisk og vildt fascinerende over det også«.

Hvordan skal vi som publicister, som journalister og forlæggere, forholde os til de skarpe skel i befolkningerne, som bliver tydeligere og tydeligere?

»Vi skal give stemmer også til dem, der normalt ikke bliver hørt. Bringe kvalificerede indspark og vigtige historier. Og turde tro på folks erfaringer«.

Har du aldrig fortrudt, at du forlod avisjournalistikken?

»Nej, jeg synes, jeg laver rigtig meget journalistik og arbejder journalistisk. Og så er jeg enormt glad for, at jeg har min frihed. Jeg skal ikke stå til regnskab, hverken overfor DR-jura, Jørgen Ejbøl eller andre magtcentre i medierne«, siger Jakob Kvist.

»Men det har jeg jo den seneste måneds tid kunnet se, at der er andre, der skal. Jeg elsker, når journalistikken er fri. Og det synes jeg ikke altid den er alle steder i byen«.

Publiceret 20. november 2016

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce