0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Martyn Pickersgill
Foto: Martyn Pickersgill
Nyhedsbrev - Politiken Bøger

Den havde han ikke set komme

Douglas Stuart, Inez Gavilanes og Kristoffer Flakstad

Nyhedsbrev - Politiken Bøger

Kære læser!

Det er velkendt, at litteraturen er fuld af overraskelser, men det er mediebranchen også. I dag blev ingen ringere end Henrik Qvortrup således udnævnt til chefredaktør på Ekstra Bladet efter indstilling fra selveste Politiken-Fonden. Den havde jeg ikke set komme.

Det samme har Douglas Stuart sikkert tænkt, da han fik at vide at hans roman ’Shuggie Bain’ fik Booker prisen. Stuart skrev om sin hårde opvækst i Glasgow i sin fritid. Det tog ham ti år, mens han arbejdede som modedesigner i New York. En barndom med en mor, der drak, og en følelse af at komme fra samfundets bund, som aldrig har sluppet ham.

I Birgitte Kjærs interview med Stuart, fortæller han om, hvor svært det er at få underklassen repræsenteret i litteraturen. »At skrive kræver, at man har privilegier i form af tid, et sted at sidde med det i fred, færdigheder i form af et vist uddannelsesniveau. Når du arbejder hårdt for bare at overleve, kan du ikke få den tid eller skabe det rum, så der er forfærdelig mange stemmer, vi bare ikke hører fra«. Det bliver ikke nemmere af at mange af dem, der arbejder i forlagsbranchen, har gået på de samme universitære litteraturstudier og er bedre til at genkende det, de selv kommer fra.

»På den måde er klasse næsten usynligt for mange i forlagsbranchen. De kan ikke se eller sætte pris på, hvad vi prøver at sige om en stor del af befolkningen. Så der er et reelt behov for repræsentation, for mangfoldighed«. Men Douglas Stewart gjorde det. Her er vores interview med ham.


Danske Inez Gavilanes kender til klassefrustration og – indignation. Hendes debutroman ’Måske i morgen’ er fuld af frustration over den middelklasse, hun selv tilhører, og som efter hendes mening fordømmer folk i belastede boligområder. Romanen handler om teenagepigen, der har sin gang i Blokhaven. Her har hun fred for sin psykisk syge mor, her ser hun gangsterfilm, ryger joints, drikker vodka med Sprite og får farvet sit hår mørkt med hjemmefarve – imens hendes problemer bare vokser.

Det er en bog, der lige så meget er et kampskrift, som det er skønlitteratur. Et forsvar for unge som Lulu og en opsang til det samfund, der svigter dem, skrev Emilie Maarbjerg Mørk i avisen. »Det er, når børn er allermindst og skrøbelige og er i allermest kontakt med professionelle voksne, at de alligevel bliver glemt. Det kan jeg ikke forstå. Det gør mig vred. Faktisk. Og ked af det. Det er jo ikke, fordi vi ikke har råd til det, men de mennesker, der står med de børn og unge, har ikke de rigtige kompetencer. De har heller ikke tid«, udtaler Gavilanes, som har en bachelor i jura og er uddannet gruppeterapeut. Her er vores interview med hende.


Både Stewart og Gavilanes er optaget af klasseforhold. Kristoffer Flakstad, der har et norsk statsborgerskab, er optaget af forskellen mellem Norge og Danmark. Med ’Den danske bog om Norge’ er det Flakstads ambition at gøre danskerne lige så glade for normændene, som nordmændene er for danskerne, som de opfatter som Skandinaviens italienere. Flakstad minder om, at Norge ikke er en nation af mennesker, som er kommet hurtigt til penge på olien. »Det er nok det typiske billede, men der er altså også nordmænd, som er arbejdsløse, pædagoger og lavtlønnede ufaglærte«. Du kan læse interviewet med Flakstad her.

God læselyst!


FLERE HISTORIER FRA BOGREDAKTIONEN: