0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Gyldendal/Gyldendal
Pr-foto: Gyldendal/Gyldendal
I et forsøg på at forstå dyrenes verden har forfatter og professor Charles Foster forsøgt at leve som både odder, kronhjort, mursejler og grævling.
Nyhedsbrev - Politiken Bøger

En sommer fuld af dyr

Charles Foster, Nina Burton og Marc Hamer

Nyhedsbrev - Politiken Bøger

Kære læser!

Litteraturen har fået en stærk ny genre. Det vrimler med bøger om forholdet mellem menneske og natur. Engang var bøger om dyr i mennesketøj populære. Tænk på Milnes Peter Plys og Beatrix Potters kanin-bøger. Ny har piben fået en anden lyd og den kommer fra muldvarpe, grævlinger, ræve, får, hvaler, bier og mange andre. Forfatteren Charles Foster har ligefrem forsøgt at leve som grævling.

Hvis du har lyst til at lade dig fornøje, bevæge, opmuntre og fascinere, så har du nedenfor nogle titler til at forsøde sommeren med. De bliver alle omtalt i den seneste udgave af vores podcast, Bogfolk, hvor Kim Skotte, som har anmeldt mange af dem, fremhæver deres kvaliteter

Charles Foster: ’Mit liv som dyr’.

Den blev overraskende en international bestseller. I bogen beskriver den 58-årige forfatter og professor i etik og jura på Oxford Universitet sine forsøg på at forstå dyrenes verden bedre ved i kortere perioder at prøve at leve som et dyr. Han boede i flere uger i en jordhule i Wales, kravlede rundt på alle fire og spiste regnorme for at sætte sig ind i, hvordan livet ser ud fra grævlingehøjde. Han har også forsøgt sig som byræv, odder, rådyr og mursejler. Læs anmeldelsen af Fosters bog her.

Nina Burton: ’Livets tynde vægge’.

Den svenske forfatter og naturfilosof Nina Burton overtager et gammelt sommerhus i den svenske skov og opdager, at hun ikke bor der alene. Der er et egern på loftet og væggene summer og pusler af humlebier og myrer. Udenfor er der rådyr, ræve og grævlinger. Bogen er en biologisk og filosofisk undersøgelse fuld af anekdoter og visdom. Burton undersøger lige så meget sig selv og den tid, hun er del af, som dyrene omkring sig. Hun opdager, at skellet mellem inde og ude, natur og kultur, det kontrollerede og det vilde skrider for hende. Bogen kan læses som et intellektuelt sidestykke til Charles Fosters radikale tilgang. Her er anmeldelsen af Burtons bog.

Marc Hamer: ’Kunsten at fange muldvarpe - og finde sig selv i naturen’

Han var hjemløs og utilpasset, som det hedder i sin ungdom, men fandt ud af, at han holdt af at leve i det fri, og så blev han muldvarpefænger – og digter.

»Den måde, tingene fremstår på, betyder langt mere for mig, end hvad de i virkeligheden er. For det sidste er ikke til at vide«, skriver Marc Hamer, som i bogen udvikler sin egen pragmatiske og uromantiske naturfilosofi. Anmeldelsen af Hamers bog har du her.

Richard Powers: ’The Overstory’.

Træer kommunikerer til hinanden. De kan advare hinanden og skabe immunsystemer ved hjælp af duftstoffer, de kan tiltrække vand, de er en ældgammel livsform, og det er den som Richard Powers har gjort til fokus i sin fantastiske og Pulitzer-belønnede roman. Man behøver ikke tro på at træer har et følelsesliv, som Peter Wohlleben hævder i ’Træernes hemmelige liv’, men ville det egentlig skade? Powers’ liv bliver ændret, da han første gang støder på et redwood-træ i Californien. Læseren er heller ikke den samme efter at have læst hans roman. Her er en større præsentation af Powers roman.

Dave Goulson: ’Humlen ved det hele’.

Han ved alt om humlebier og kender dem særdeles godt fra sit franske landsted. En bog der er klog på den hyggelige måde og med masser af information om årsagen til at både bier og andre insekter er på retræte. Her er Kim Skottes anmeldelse af Goulsons bog.

Lad mig slutte med den danske biolog og naturvidenskaber Claus Emmeche, som jeg sidste sommer talte med om nødvendigheden af, at vi genforvilder den danske natur. Vi skal ikke vente på den, vi skal simpelthen plante det, der skal blive urskov! Her er mit interview med Emmeche.

God læselyst og god sommer!


FLERE HISTORIER FRA BOGREDAKTIONEN: