0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Emil Arenholt Mosekjær
Foto: Emil Arenholt Mosekjær
Hemmelighedskræmmeriet var stort, mens den amerikanske techgigant Apple forhandlede om et stort datacenter ved Foulum ved Viborg. Arkivfoto: Emil Arenholt Mosekjær.
Nyhedsbrev - Tech og Viden

Danmark indhyllet i techrus: Enfoldigt eller visionært?

Danske kommuner er dybt engageret i samarbejder med nogle af verdens største techgiganter. Ikke alt er lige gennemsigtigt...

Nyhedsbrev - Tech og Viden

Kære læser,


Vidste du, at Københavns Kommune og techgiganten Google er så tæt på hinanden, at kommunen lige frem stiller personale gratis til rådighed for Google’s såkaldte Succes Online i det Digitale Læringshus på Nørrebrogade 34 i København. Og at kommunen også har tilbudt flere hundrede ledige akademikere at komme forbi læringshuset, så de kan lære mere om Googles teknologi?


Eller som det hed i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune 18. maj sidste år: »Udover at udbyde kursusforløb målrettet små og mellemstore virksomheder vil Københavns Kommune i samarbejde med Google inden udgangen af 2018 opkvalificere 600 af de cirka 6.000 ledige akademikere i København gennem et særligt forløb kaldet Digital Koordinator, hvor de lærer konkrete redskaber til digital forretningsudvikling og markedsføring«.


Vidste du derudover, at tankegangen allerede har spredt sig til andre kommuner såsom Aarhus Kommune, der netop har udbudt et kursus for kommunens ledige, der kan gøre sig mere fortrolige med Google-værktøjer som Google Analytics.


Eller som det 28. maj i går hed i en meddelelse fra kommunen: »Google tilbyder i samarbejde med Jobcenter Aarhus opkvalificering til at blive Google Digital Koordinator«.


Altså: Kommunerne er med til at uddanne ledige, så de bedre kan betjene sig af produkter fra Google. Dermed er kommunerne med til at understøtte en techgigant, der af bl.a. EU anklages for skattespekulation og monopolistisk adfærd. Hvordan har vi det med det?



Danmark Disruptet

Spørgsmål af denne type udgør understrømmen i en ny bog, Danmark Disruptet, af journalist Markus Bernsen fra Weekendavisen (forlaget Gyldendal). Han trækker nogle overordnede linjer op i et digitalt eventyr på dansk, der er båret af en blanding af begejstring, håb, tro, vision og...regulær enfoldighed.


I bogen kan man bl.a. læse om, hvordan de amerikanske techgiganter Apple, Google og Facebook under stort hemmelighedskræmmeri og med hemmelige hotelbesøg, kodeord, dæknavne og deraf følgende begrænset demokratisk kontrol har gjort deres indtog med store »datacentre« i byer som Foulum ved Viborg, Odense og Aabenraa.


I Viborg, der indgik en aftale med Apple, var der helt frem til det sidste kun fire personer i byrådet, som vidste, hvad der foregik, fortæller Flemming Gundersen, der sad i byrådet for Enhedslisten, i bogen (side 91): »Jeg tænkte: Er det virkelig sådan, beslutninger bliver taget i Danmark, når de store kommer og vil lege?«.



Kolde fødder i Toronto

Mens der i Danmark er fuld fart på omfavnelsen af nye teknologier og samarbejdet mellem det offentlige og nogle af verdens største techgiganter, så er eftertanken begyndt at brede sig i udlandet.


San Francisco siger nej til politiets brug af automatisk ansigtsgenkendelse, og i Canada er flere i storbyen Toronto begyndt at få kolde fødder over for et såkaldt smart city-samarbejde, som byen laver i samarbejde med, ja...Google og dets såkaldte Sidewalk Labs.


Ideen med projektet er at skabe en ny havnefront, Quayside, der ved hjælp af den seneste digitale teknologi og alskens data i gader og boliger bliver en slags state of the art-bydel: En opvisning i, hvordan Google og andre dele af big tech også kan bidrage til løsning af klimaproblemer. Det lyder egentlig godt.


Men hvad sker der med folks data? Vil Google respektere deres privatliv, eller vil techgiganten få endnu et sugerør ind i vort inderste - i vores hjem og adfærd? Den amerikanske venturekapitalist Roger McNamee, der var en af de første til at investere i både Google og Facebook, advarer i kraftige vendinger mod projektet, der nu kommer op til fornyet overvejelse:


»Uanset hvad Google tilbyder, vil værdien af det, Toronto får, næppe modsvare værdien af det, jeres by mister«, skrev han ifølge den britiske avis The Guardian i et brev til bystyret: »Det er en dystopisk vision, der ikke hører hjemme i et demokratisk samfund«.



Danske kommuner

Lad os spole frem: I sidste uge var der møde i Kommunernes Landsforening, der i Odense holdt sit årlige digitaliseringstræf for kommunale ledere og it-chefer. Her diskuterede man, hvordan man på den ene side kan udnytte de nye digitale muligheder, alt imens man værner om folks privatliv.


I en tid med stadig flere ældre og stadig flere helt små børn vil skeptikerne frygte, at økonomien kommer til at styre den kommunale og statslige tankegang. Der er allerede nogle faresignaler.


En ny og allerede omdiskuteret beskæftigelseslov, der åbner for samkøring af data om ledige, som derefter ’scores’ via en algoritme, der beregner deres risiko for langtidsledighed. Dermed kan kommunen bruge algoritmer til at sætte ind over for problemer, der endnu ikke er opstået. Man bevæger sig fra behandling mod overvågning. Vil vi det?


Tiden er inde til, at demokratisk valgte politikere, der står til ansvar over for vælgere og borgere, angiver den ramme, der skal styre udviklingen. Ny teknologi rummer masser af muligheder, men også mange farer. Opgaven er ikke at polarisere sig i to adskilte lejre, men at huske at stille de vigtige spørgsmål. Vi står i en teknologisk revolution fuld af dilemmaer.


Tak!


Tak fordi du læste med til den bitre ende.


Måske ses vi til Folkemøde på Bornholm. Lørdag kl 16.30-17.15 kan du bl.a. høre om robotter, der overvåger migranter.


Nedenfor en samling spændende artikler fra Politikens viden- og techredaktion.


Jeg håber du får en forrygende uge.

Inspiration til udvikling af kunstige lemmer


Den kinesiske Frankenstein


Robotten er den nye kommunale skrankepave


Cybercrime med statens egne våben


Stjernehimlen her i juni


Digital assistent: Men hvorfor nu den stemme?


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts