Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Statsministeren brugte Folketingets spørgetime til at beklage den interne mail i Socialdemokratiet, der skulle koordinere et »angreb på Venstre«. Jakob Ellemann-Jensen (V) vil have en rigtig undskyldning og afviser at møde op til forhandlinger foreløbig.
Nyhedsbrev - Borgen indefra

Dit politiske overblik: Mette Frederiksen i alvorlig defensiv over mail-gate

Sosserne bliver afsløret i deres eget spin, og R og EL kræver handling på klimaområdet.

Nyhedsbrev - Borgen indefra


Velkommen til Borgen Indefra.

I denne uge får du tre bud på, hvad du skal vide om dansk politik lige nu og her. Vi giver dig også tre kommentatorers udlægning af betændte sager, og så bliver du klogere på, hvad vi holder øje med på redaktionen.

God fornøjelse.


DET SKAL DU VIDE LIGE NU

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

1. Statsministeren beklager intern mail om »angreb på Venstre«.

I sidste uge kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) Venstres position i forhandlingerne om udligningsreformen for »Christiansborg-fnidder«.

Men kort tid inden havde presseafdelingen i hans eget parti sendt en intern mail rundt, der skulle koordinere et »angreb på Venstre«. Uheldigvis (for dem) var en journalist fra Jyllands-Posten kommet med på maillisten.

Det er til gengæld heldigt for Venstre, der pludselig står lidt bedre i forhandlingerne, selvom tilliden har fået et alvorligt knæk.

Tirsdag eftermiddag beklagede statsminister Mette Frederiksen (S) både mailen og ånden bag den i Folketingets spørgetime. Men Jakob Ellemann-Jensen (V) vil have en rigtig undskyldning, sagde han efter spørgetimen, hvor han også understregede, at Venstre ikke møder op foreløbig til forhandlinger.

Konsekvens: Politisk ordfører Sophie Løhde (V) har kaldt mailen for et »fordækt dobbeltspil« og et »kæmpe tillidsbrud«, og opfordret Mette Frederiksen til at sætte sig for bordenden i forhandlingerne.

Analyse: Der er meget på spil for Socialdemokratiet, hvis de smadrer tillidsforholdet til Venstre, skriver politisk redaktør på Jyllands-posten Marchen Neel Gjertsen.

Kontekst: Mail-lækket taler ind i en større fortælling om politisk spin i Socialdemokratiet. I sidste uge blev S-topfolk bl.a. afsløret i at presse kritiske forskere til at ændre holdning.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

2. Coronavirussen kommer til Danmark.

Det begynder lidt at ligne en pandemi.

Tirsdag morgen har Sundhedsstyrelsen hævet risikovurderingen for coronasmitten fra lav til moderat. De forventer, at vi fremover vil se tilfælde med lokal smittespredning, hvor danskere smitter hinanden.

Kaserner rundt omkring i landet holdes i beredskab, siger sundhedsminister Martin Heunicke (S), og fremover skal flere danskere tjekkes for coronavirus.

Kontekst: På under en uge har smitten bredt sig radikalt. I Italien er mindst 229 smittede, heraf syv døde, og ti norditalienske byer med i alt omkring 50.000 indbyggere er nu lukket ned.

Citat: »Hvis uheldet er ude, og et krydstogtskib anløber København med en eller flere smittede, er vi klar til at isolere folk på enten Antvorskov eller Høvelte Kaserne«, siger Magnus Heunicke til Sjællandske.

Tal: Tirsdag den 25. februar var der registreret mindst 2.669 døde og over 80.147 smittede på verdensplan. Få svar på alle dine spørgsmål om smitten her.

Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN

3. Staten ansætter (stort set) ingen over 50 år

Staten plejer at være dem med de gode arbejdsvilkår og korte arbejdsdage.

Men ikke for seniorer åbenbart. For på fire år har Finansministeriet kun ansat én medarbejder over 50 år. Og det er så sjældent, at det ligner en skandale, mener eksperter.

Det er ikke bare ulovligt at forskelsbehandle personer på baggrund af deres alder, men det er også paradoksalt, at politikerne hæver pensionsalderen, når seniorer ikke kan finde jobs.

Eksempel:57-årige Stefan Katic har helt droppet at søge statslige jobs. For det er spild af tid, når han alligevel sorteres automatisk fra, siger han.

Svar: Skatteminister Morten Bødskov (S) siger, at »vi har et problem her«, og vil høre fagforeningernes bud på, hvad problemet skyldes.

Tal: På de sidste fem år har ministerierne ansat mellem 1 og 54 medarbejdere over 50 år. I Finansministeriet er én ud af 277 stillinger gået til en person over 50.


DET HOLDER VI ØJE MED: Klimaforhandlinger

Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Det kunne ikke gå stærkt nok med at redde klimaet for regeringen, da der var folketingsvalg sidste år. Og for tre måneder siden kom der så endelig en klimalov, der siger, at Danmarks CO2-udledning skal reduceres med 70 procent.

Men ingen ved hvordan. For forhandlingerne om de nye klimahandlingsplaner, der skal pege på, hvordan politikerne konkret vil indfri den reduktion, er ikke gået i gang.

Nu truer Enhedslisten med at vælte Dan Jørgensen (S), hvis ikke han får fingeren ud. Det peger på en række ubesvarede spørgsmål:

1. Hvornår går forhandlingerne i gang?

  • Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper (EL) kræver, at forhandlingerne går i gang inden 14 dage. Morten Østergaard (R) siger til Berlingske, at han vil have en aftale på plads senest 5. juni, præcis ét år efter valget. Men til til Folketingets spørgetime ville Mette Frederiksen ikke give en konkret dato på, hvornår forhandlingerne går i gang, og det fik Østergaard til at udtale, at han ikke »føler sig betrygget« over regeringens klimapolitik lige nu.
  • Anbefalingerne fra Klimarådet og de 13 klimapartnerskaber er først klar engang i marts, men Pernille Skipper efterspørger en plan allerede nu. Hun siger, at hun er »oprigtigt i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har skyggen af en plan.«


2. Hvad skal partierne forhandle om?


3. Hvor meget har erhvervslivet at have sagt?

  • Dansk Industri og Dansk Erhverv vil have, at en klimahandlingsplan skal medregne med indenlandske og udenlandske reduktioner.
  • Klimapartnerskabet for energi- og forsyningssektoren arbejder med at nedbringe CO2-udslippet ved at udfase alle olie- og gasfyr samt indføre 1,5 mio. elbiler og 1,2 mio. ladestandere i 2030. I sidste uge indkaldte Dan Jørgensen til forhandlinger om netop det, men det var altså ikke nok for støttepartierne.



DET SIGER KOMMENTATORERNE

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

1. Frederiksens pæne facade krakelerer efter fadæse

Det skulle have været den helt store socialdemokratisk Robin Hood-fest, men i stedet er udligningsreformen tæt på at blive en tabersag for regeringen.

En enkelt tastefejl og en lækket mail har givet hele landet indsigt i socialdemokratiets spinmaskineri, og det får Mette Frederiksens pæne facade til at krakelere, skriver kommentator på Politiken Kristian Madsen i en analyse.

Det er især problematisk, fordi regeringen har brystet sig af sin samarbejdsvilje og ærlige tilgang til politik.

Jakob Ellemann-Jensen har stillet tre krav, som ikke burde skræmme livet af regeringen. Men internt i blå blok kan han se frem til stor splittelse både fra K og LA og egne borgmestre, skriver Kristian Madsen.

Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

2. Formandsstolen begynder at ryste under Josephine Fock

Det har været tre stormfulde uger for Josephine Fock som ny politisk leder for Alternativet.

Lige fra hun blev valgt, har der været uro om hendes evner til at lede partiet. Søndag kunne Information så fortælle, at kilder i partier har oplevet, at partilederen har overfuset folk i det offentlige rum - verbalt og fysisk.

Politisk kommentator Hans Engell siger til Ritzau, at det for alvor kan ryste formandsstolen under Josephine Fock. Alternativets hovedbestyrelse har nemlig indkaldt til et ekstraordinært møde, hvor de skal diskutere den adfærd, som de kalder »uforeneligt med Alternativets værdier og grundlag« .

Det er meget alvorligt, vurderer Hans Engell, som udtaler, at Josephine Fock skal overbevise hovedbestyrelsen om, at hun vil levere en anden ledelsesstil.

Casper Dalhoff
Foto: Casper Dalhoff

3. Ellemann undervurderer nationalismen

Jakob Ellemann-Jensen (V) røg ud i lidt af en shitstorm i sidste uge, fordi han ikke tog afstand fra den sagnomspundne SAS-reklame, der proklamerede, at rugbrød ikke var skandinavisk.

»Hvad er det, folk er rasende over…?« spurgte Venstres formand på Twitter.

Men han undervurderer »den identitetspolitiske ild, som kan smadre politiske karrierer og fællesskaber,« skriver Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon.

For hvis Jakob Ellemann-Jensen skal have succes med at lede blå blok, bliver han nødt til at lære, at spørgsmål om national identitet er alt andet end ligegyldige, ifølge Pierre Collignon.



Hvis du har 12 minutter, kan du læse...

Interview:Krisen kradser stadig i DF, og Pia Kjærsgaard ærgrer sig over nye fejltrin

Politisk reporter Johan Blem Larsen har interviewet stifter af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard om krisen i Dansk Folkeparti. Du kan læse hele interviewet her, hvor Kjærsgaard giver sit besyv på den indre uro i partiet efter, at folketingsmedlem Marie Krarup forlod gruppeledelsen.

Selv om de konkrete fejl og DF’s overordnede krise ikke alene er partiformand Kristian Thulesen Dahls skyld, bærer han ifølge Pia Kjærsgaard et »meget stort ansvar« for, at DF befinder sig, hvor partiet gør: forladt af størstedelen af sine vælgere og uden afgørende indflydelse.

»Det er altid formandens ansvar. Uanset hvad. Går det godt, tager formanden roserne. Går det skidt, må han tage tæskene. Sådan er det«, siger hun.

Hvis andre partier havde været i jeres situation, ville der givetvis have været en diskussion, om formanden er den rigtige?

»Ja«.

Er der det hos jer?

»Nej«.

Er det, fordi der ikke er nogen gode nok alternativer?

»Jeg vil ikke sige det på den måde. Kristian kæmper, og det har han gjort, siden han blev formand i 2012. Det er gået godt, og nu gik det så skidt ved valget. Men nu kæmper han videre, og det må vi også løse i fællesskab«, siger Pia Kjærsgaard:

Men er han tilpas folkelig til stadig at være formand for Dansk Folkeparti?

»Jamen, han er, som han er, og jeg synes ikke, at man skal begynde at lave om på sig selv. For så bliver det kunstigt, og det dur bare ikke«, siger hun.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden