0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Nyhedsbrev - Madsen og Magten

Madsen & Magten: Mette F. snerrede arrigt i den bløde sofa

Mogens Jensen ser ud til at forlade Fødevareministeriet, før Donald Trump forlader Det Hvide Hus.

Nyhedsbrev - Madsen og Magten

Kære læser,

Jeg har ikke set Mette Frederiksen så presset siden Folketingsvalget, som da hun vred sig i sofaerne i går hos DR’s Aftenshowet og TV2’s Godaften Danmark.

Statsministeren satte sig til rette i sikker forvisning om at gå sin sejrsgang gennem de bløde formater, hvor man normalt fokuserer mere på følelser end fakta: »Hvad følte du, da du traf den historiske beslutning?«.

Men lynhurtigt brød det sammen for en irritabel Mette Frederiksen, der snerrede og skældte ud på de velforberedte værter, der var armeret med kritiske spørgsmål til hendes ansvar i minkskandalen.

Statsministeren virkede helt uforberedt på den kritiske linje og begyndte at mundhugges med de normalt så hyggelige værter i en grad, så man følte sig hensat til Lars Løkke Rasmussens mest irritable dage.

Kernen i Mette Frederiksens argument er, at det tilsyneladende grundlovsbrud i ordren til minkavlerne om at slå deres bestand ned var en lille formaliafejl på vejen mod en rigtig beslutning. Herregud.

Det argument vil for nogle synes vel arrogant og magtfuldkomment.

Men Mette Frederiksen mener tilsyneladende, at det fungerer for de mange danskere, der har været trygge ved hendes håndtering af coronakrisen siden marts. Måske.

Men det er et politisk ekstremt farligt argument, fordi det dybest set postulerer, at Folketinget er ligegyldigt - det ender jo med at blive, som Mette Frederiksen siger.

Selv regeringens støttepartier bryder sig ikke om at blive reduceret til socialdemokratisk stemmekvæg på den måde og er nødt til at reagere skarpt.

Ud over den formelle konstatering af flertallet for et forslag er tanken med en parlamentarisk behandling jo også, at beslutningerne gennem Folketingets drøftelser bliver kvalificeret i processen.

Kvalificeret er ikke det tillægsord, der ligger øverst i skuffen, når man skal beskrive regeringens handling i minkskandalen, hvor spørgsmål af dramatisk rækkevidde står i kø.

Kunne dele af minkbranchen have været reddet - eventuelt med en tidligere indgriben overfor smittede mink?

Var den dramatiske nedlukning af Nordjylland tilstrækkeligt sagligt begrundet?

Hvordan kunne regeringen og dens hær af kronjurister begå en for jurakyndige åbenlys ulovlighed?

Hvordan kunne regeringen i omkring 72 timer vide, at kravet om nedslagtningerne var ulovligt uden med det samme at stoppe det?

Statsministeren har allerede klart markeret, at hun regnede med, at Mogens Jensen tog sig af den sag, så lige nu er det et godt gæt, at Mogens Jensen forlader Fødevareministeriet, før Donald Trump forlader det Hvide Hus.

Mogens Jensen, der i et forvirret interview med TV2 Midtvest så ud, som om han ikke har sovet siden i søndags, kan fortsat ikke huske præcist, hvornår i weekenden han blev klar over ulovligheden.

Det er snart et spørgsmål, om sagen alene kan lukkes ved fødevareministerens exit.


UGENS STRØTANKE

Er hele problemet mon opstået, fordi der ikke er nogen tilbage i rummet, hvor beslutningerne bliver truffet, der tør sige Mette Frederiksen imod?


UGENS KVAJEBAJER

Oven i en elendig administrativ håndtering lægger sig en rædsom politisk håndtering af minkskandalen - især fra fødevareminister Mogens Jensen, der uforvarende fik skabt et kortvarigt nyt håb til minkavlerne i TV Midtvest for kort efter at aflive det igen.

Lyt til seneste udgave af Madsen & Magten