0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
John Randeris/Ritzau Scanpix
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Længe efter at den sidste mink er død, vil de hjemsøge dansk politik.
Nyhedsbrev - Madsen og Magten

Minkene vil hjemsøge Mette Frederiksen

Mogens Jensen har på en uge formået, hvad Jakob Ellemann-Jensen ikke evnede på halvandet år: At samle blå blok.

Nyhedsbrev - Madsen og Magten

Det overrasker næsten altid folk, når jeg fortæller dem, at Rasmus Prehn efter min mening er et af de morsommeste medlemmer af Folketinget. Den type, man virkelig gerne vil have ved bordet til en lidt halvsløj fest.

Der er en grund til, at han af mange - jeg selv inklusive - mistænkes for at være ophavsmanden til bestselleren ’Den hemmelige Socialdemokrat’, der gav et virkelig morsomt og velskrevet blik bag scenen i Thornings Socialdemokrati.

Selvironi og humoristisk sans bliver påkrævet i det job, Mette Frederiksen har kastet Prehn ud i: At rydde op i de bunker af døde mink, som Mogens Jensen efterlader sig.

Den sønderlemmende kritik i redegørelsen om minksagen, der onsdag fældede Jensen, fremstiller embedsværket som en amatøragtig Olsenbande på valium.

Tre gange holder departementscheferne møde uden at finde ud af, at aflivningen af raske mink er ulovlig. I flere dage ved embedsværket i flere ministerier, at beslutningen er ulovlig uden at fortælle det til en minister. Og sørme om ikke Rigspolitiet begynder at håndhæve en ordre, som de ved er ulovlig, og truer minkavlere med bål og brand.

Længe efter, at den sidste mink er død, vil de hjemsøge dansk politik. Hvad var det egentlig, der skete i de skæbnesvangre dage i november, og hvordan hænger Mette Frederiksens centralistiske beslutningsstruktur sammen med den åbenlyse mangel på kommunikation i systemet?

Minkfarmerne kan græde hele vejen til banken, for tårerne bliver snart til guld. Avlerne bliver de suverænt bedst kompenserede af alle, der er blevet tragisk ramt af coronakrisen, med et beløb, der snildt kan runde 15 milliarder kroner.

Det er lykkedes regeringen på en uge at gøre det, som Jakob Ellemann-Jensen ikke har formået på halvandet år: At samle blå blok til kamp med kravet om statsministerens afgang.

Så galt går det næppe. Vi får nok ikke det store minkvalg i 2020, hvilket ellers ville have været en passende afrunding på et ekstraordinært politisk år.


Ugens strøtanke

Josephine Fock trak sig, mens alle talte om mink, som Alternativets leder efter bare 10 måneder på posten. Det var for svært at samle partiet, siger hun. Men det enlige folketingsmedlem Torsten Gejl takker hende for at have samlet partiet. Der er et eller andet, der ikke stemmer i den historie. Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde, er favorit til at overtage posten som politisk leder.


Ugens kvajebajer

Kristendemokraternes tidligere leder Stig Grenov sprang en sikring, da han beskyldte Mette Frederiksen og Pernille Vermund for at være kvinder, der »bruger deres krop med den ene hensigt at få magt«, og lagde et ungdomsbillede op af en let påklædt statsminister. Her er den virkelige overraskelse: Det er ikke det mest idiotiske, Grenov har sagt om kvinder.

Hør seneste afsnit af Madsen & Magten