Socialdemokraterne holdt pressemøde om 2025 udspil. Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen med Nicolai Wammen (til venstre) og Henrik Sass Larsen.
Arkivfoto: Jens Dresling
En række S-topfolk var med til at præsentere partiet nye udlændingeudspil.
Nyhedsbrev - Borgen indefra

Borgen Indefra: Frederiksens udlændingeplan tager fokus

Det er tid til dit ugentlige overblik over fire af de væsentligste ting, der der er sket på Borgen siden sidste weekend.

Nyhedsbrev - Borgen indefra

Det er efterhånden fast procedure, at et af de fire nedslagspunkter i Borgen Indefra handler om burkaer og et kommende forbud mod den slags tilsløring i det offentlige. Og denne uge er ingen undtagelse, for sjældent har en – målt på målgruppen – så lille sag skabt så megen ballade.

Vi skal dog også forbi en skatteaftale, en udlændingeplan samt en gedigen nedtur for en ung Venstreprofil.

Narkokørsel

Mens Venstremanden Jakob Engel-Schmidt på sociale medier fik trøstende ord fra Alternativet, var Venstres gruppeformand, Søren Gade, anderledes kontant. ’Utilgiveligt’, lød Gades reaktion, efter det tirsdag kom frem, at Engel-Schmidt tilbage i juli sidste år, mens han sad i Folketinget, blev taget for at køre bil i narkopåvirket tilstand.

Efter at have fået nys om sagen, havde Ekstra Bladet allerede i september spurgt forgæves ind til den. Dagen efter meldte Engel-Schmidt så til overraskelse for ikke mindst sit eget parti, at han ville tage orlov fra Folketinget for at komme tilbage til uddannelsesinstitutionen Niels Brock og et job som udviklingsdirektør. Når sagen først kom frem i denne uge, skyldes det, at Ekstra Bladet nu har fået aktindsigt i politiets døgnrapport fra dengang, og sagen kunne derfor ikke længere skjules.

I løbet af onsdagen kunne hovedpersonen så erfare, at han mister sit job på Niels Brock, mister sit folketingskandidatur for Venstre i Lyngby og mister sin tjans som fast paneldeltager på TV 2 News.

Strengt taget vil han kunne vende tilbage til Folketinget fra sin orlov, men den mulighed har Søren Gade svært ved at se for sig.

»Min anbefaling vil ikke være, at Jakob vælger at komme tilbage«, forklarede Gade onsdag.

Asyllejre

Nogle vil mene, at Socialdemokratiet og Venstre konkurrerer om den strammeste udlændingeprofil. Og mandag kom S så med et storstilet udspil.

Som en del af planen ’Retfærdig og realistisk: En udlændingepolitik, der samler Danmark’ lægger Socialdemokratiet ganske enkelt op til at stoppe såkaldt spontane asylansøgninger ved grænsen – i stedet skal asylansøgere sendes til et såkaldt modtagecenter i Nordafrika.

Og mens DF jublede over S-udspillet, så var der kritik fra både Venstre og venstrefløjen. Venstrefolk gjorde, hvad de kunne for at så tvivl om gangbarheden i forslaget, mens venstrefløjen fandt det både urealistisk og usympatisk. Ud over stoppet for asylbehandlinger vil S blandt andet have et loft over, hvor mange ikke-vestlige udlændinge, Danmark kan tage imod om året. Ligeledes skal en kommission se på lave integrationsydelser.

Også Folkekirkens Nødhjælp kritiserede udspillet og brugte til dette sekvenser fra en S-kampagnefilm med Mette Frederiksen (S) – hvilket dog fik partiet til at true nødhjælpsorganisationen med et sagsanlæg.

På samme boldbane indgik regeringen, DF og S onsdag en aftale om nye ægtefællesammenføringsregler, der firkantet sagt i praksis gør det sværere for ikke-vestlige indvandrere at få familiesammenføring – og nemmere for udlandsdanskere.

Skatteaftale

I princippet er enhver skattelettelse jo en glædelig begivenhed for en borgerlig regering, der er gået til valg på netop skattelettelser.

Men da regeringen i denne uge landede en skatteaftale med Dansk Folkeparti, var det som om, at aftalen blot var endnu en påmindelse om de skattelettelser, som regeringen ikke har fået – og heller ikke får – gennemført. I hvert fald hvis man fulgte mediebilledet.

Den berømte HK’er kan således med aftalen se frem til en skattelettelse på omkring 150 kroner om måneden. Langt fra de historisk store skattelettelser, som regeringen tidligere har bebudet nok skulle komme.

Hovedtrækkene i skatteaftalen er, at der indføres et jobfradrag, beskæftigelsesfradraget forhøjes, og så laves der et nyt fradrag, så det bedre kan betale sig at indbetale til en pensionsordning. Desuden nedsættes bundskatten med 0,02 procentpoint.

Men faktisk er skattelettelsen måske historisk på en måde – om end ikke på den måde, som LA-leder Anders Samuelsen har ment, når han tidligere har lovet den slags. Til Jyllands-Posten forklarede en skuffet cheføkonom, Mads Lundby Hansen, fra den borgerlige tænketank Cepos i hvert fald, at han ikke kunne huske at have set en skattereform med så lille effekt på arbejdsudbuddet.

Burka

Ingen uge uden snak om burkaer. Det var således i denne uge, at regeringen fremlagde sit lovforslag til et forbud mod burkaer og andre tilsløringer i det offentlige rum. Samtidig blev Liberal Alliances folketingsmedlemmer fritstillet i sagen, så de nu kan stemme nej uden at få skæld ud i partiet. Det er der så mange i det frihedshyldende parti, der vil benytte sig af, så regeringen og DF pludselig ikke længere har flertal for et forbud. Og pludselig lignede socialdemokraterne katte med en skål mælk serveret foran sig. Nu står og falder "burka-m.m.-forslaget" nemlig med, om S stemmer for, og partiet kræver indrømmelser og forhandlinger for at gøre det. Blandt vil partiet have tilføjet, at burkabæring ikke blot skal udløse en bøde men også en social indsats over for den pågældendes familie.

LA’s fristilling af medlemmerne viste sig med andre ord en kende ubelejligt for regeringen, og da Venstres gruppeformand til Politiken skulle svare på, om V-toppen har overvejet også at fritstille V-medlemmerne i sagen, lød det da også:

»Det gør vi ikke. Vi er jo et regeringsdueligt parti, der er vant til at tage ansvar og også tage nogle svære beslutninger«. Den bemærkning blev der efterfølgende skumlet noget over i LA.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce