0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Foto: Miriam Dalsgaard/Politiken
Nyhedsbrev - Politiken Foto

Da Politiken mødte Nedim Yasar

»Du har taget SÅ mange billeder af mig – nu tager jeg ét af dig ...«.

Nyhedsbrev - Politiken Foto

Kære læser


Billedet øverst i dette nyhedsbrev er taget 24. marts 2015 kl. 21.44. Det er et billede af Nedim Yasar taget af Politikens fotograf Miriam Dalsgaard. Men det er også et billede af Miriam - taget af Nedim Yasar. Miriam med sit kamera – inde i Nedims mobiltelefon.


For som han sagde den aften i marts – måske ikke lige præcis med de ord, men meldingen var klar: »Du har taget SÅ mange billeder af mig – nu tager jeg ét af dig ...«.


I mandags blev Nedim Yasar skudt og dræbt. Derfor har vi i dag publiceret en billedserie med Miriam Dalsgaards fotografier af Yasar. Den kan du se her. Du kan også lytte med i dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’, hvor journalist Morten Frich og Miriam Dalsgaard diskuterer, om der er en vej ud af bandelivet efter Nedim Yasar blev skudt. Find afsnittet her.




Første gang Miriam Dalsgaard mødte Nedim Yasar var i februar for knap fire år siden. Hun var sendt ud sammen med en af Politikens journalister til en skole for at tage billeder til et interview med en ung, tidligere bandeleder, der nu var i gang med en HF. Hverken hun eller journalisten havde set Nedim før.


»Så vi satte os ud i receptionen og ventede og kiggede lidt, når folk kom forbi - for han kendte jo ikke os, og vi kendte ikke ham. Vi vidste ikke engang, hvordan han så ud«, fortæller Miriam.


»Så på et tidspunkt kommer der den her fyr, stor og bred - i en meget rød jakke, gående ned ad gangen som om han e-j-e-r den – og idet han går forbi, drejer han lige hovedet over mod os og ser på os og siger: »Hvad SÅ, damer?!«. Okay, tænkte vi - det er nok ham!«.


»Og så satte vi os ind i det her helt kønsløse, hvidmalede klasselokale, og der begyndte han at fortælle. Om sin barndom. Om at vokse op og føle sig udenfor - og VÆRE udenfor. Om gerne ville være elektriker og blive kaldt til samtale om to praktikpladser sammen med sin klassekammerat Kasper og gå derhen og opleve Kasper være inde og tale i lang tid med firmaet og ende med at få den eftertragtede praktikplads – og selv bare blive mødt af et blik og et »dig, du kan lægge din ansøgning her - vi ringer, hvis vi er interesserede« og IKKE få mulighed for at fortælle om sig selv og aldrig høre en lyd fra dem nogensinde derefter«.


»Og vi lyttede, og det var så tydeligt ... «, fortæller Miriam, der i mange år har fotograferet unge i socialt belastede områder, »... allerede den dag i det klasselokale, at Nedim kunne noget helt særligt. Han kunne sætte ord på. Og fortælle sin historie. Noget, der ikke er så almindeligt i det miljø, han kom fra. Han angav ingen og røbede ikke noget, han ikke burde, men han åbnede op for, hvordan det hele var og havde været – på en måde, som jeg aldrig havde hørt før«.


»Og i den følgende tid blev jeg bare ved med at fotografere ham. Jeg vendte tilbage og besøgte ham et par gange i den lejlighed, hvor han boede – helt alene – som en del af det exitprogram, han var i. En lejlighed på 7. sal med den smukkeste udsigt, men det første, han havde gjort, var at sætte et stort, sort lagen op foran nogle af ruderne, for han havde siddet i fængsel og følte sig mest tryg i små lukkede rum, som han kunne overskue, som han sagde«.


»Og efter det blev vi ved med at holde kontakten. Jeg var også ude og tage billeder af ham til en galla-aften på studiet – han var blevet formand for elevrådet på skolen og havde været med til at arrangere festen, og han var så glad. Og vi aftalte, at når han fik sin hue på, så skulle jeg I HVERT FALD fotografere ham igen. Han læste HF, fordi det havde hans mor altid sagt, at det skulle han«.


Sidst, Miriam så Nedim Yasar, var for ti dage siden. På Strøget. Hun så ham ud ad øjenkrogen og fik ham råbt an og løb over til ham, og de gav hinanden et kram. Og blev enige om, at »nu var det vist også tid til at mødes igen - snart - og få taget nogle nye billeder«.


Og så inviterede han Miriam med til sin reception i anledningen af sin nye bog. Og Miriam takkede ja – men var i mandags på opgave i udrejsecenter Sjælsmark og kunne ikke nå hen på Hejrevej, inden receptionen var forbi.


Og resten ved vi, desværre.


Historien om Nedim Yasar har betydning. Lige nu af en grund, som man ville ønske ikke fandtes. Men også i sig selv har den betydning. Som hans liv. Og alle de andre liv, som tages i de her meningsløse, trøstesløse konflikter.


Og som dét fine billede, Miriam har taget - hvor man kan se hende inde i hans mobiltelefon.


Tak for din tid. Vi skrives ved.

Da Miriam Dalsgaard mødte Nedim Yasar


Andre fotooplevelser, du ikke må gå glip af





Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden