0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Chris Tonnesen
Foto: Chris Tonnesen
Nyhedsbrev - Politiken Mad

Her er maden, der redder dig fra nedbrud i køkkenet efter ferien

Jomfruhummer - tomattærte - marengskage med sensommerbær

Nyhedsbrev - Politiken Mad

Kære Læser

Så er madnyhedsbrevet tilbage fra ferie, og arbejdet er begyndt igen. Men for mig er det på en helt ny måde. Jeg er flyttet over på den anden side af Atlanten – til Washington DC, som de næste par år udgør min base, mens min mand er korrespondent i byen.

Det er her, jeg fremover skriver fra – men stadig med den samme mission. At inspirere dig til at spise grønnere og mere klimavenligt med madglæden i centrum.

Og det gælder om at holde fast i glæden, når hverdagen rammer og undgå at blive ramt af post holiday depression eller -blues. Min medicin har altid været god mad og planlægning.

Så her kommer min plan til dig.

Vi begynder ugens første dag med den her chili sin carne, der er særligt god lige nu, hvor tomaterne er saftspændte og fulde af solmoden smag. Retten kræver kun 20 minutters arbejde ved køkkenbordet, men du skal afsætte tid til kogning, så begynd i god tid, eller lav retten allerede i dag.

Mange gryderetter bliver ganske enkelt bedre af at blive lavet dagen før, fordi smagen får lov at udvikle sig, og i min verden er der intet bedre, end bare at skulle varme en gryde efter ugens første arbejdsdag. Forarbejdet er gjort, og du har selv lavet maden.

Da mine børn var helt små, og min hverdag var spændt ud mellem arbejde, hentning i børnehaven og nå hjem i ordentlig tid, gjaldt det om at gøre hverdagsmaden så nem som mulig. Ved at lave en ekstra stor portion, var der rester til dagen efter, som kunne trylles om til ny mad. Jeg kalder konceptet for mad til to dage, og princippet virker stadig.

Ditte Ingemann
Foto: Ditte Ingemann

Har du rester af chili sin carne, kan du nemt lave det om til det her ’cowboyfad’, som Ditte Ingemann står bag. Brug din chili sin carne som base, kom den i et fad, lav huller til æg, og bag det i ovnen. Du kan selvfølgelig også lave opskriften som den er. Det er stadig nem hverdagsmad.

Det samme er pizza, der balancerer lige på grænsen af, hvad der kan kaldes sund hverdagsmad, men brød med smeltet ost er og bliver et hit, og laver du det i den her version, er der ingen ernæringseksperter, der kommer efter dig.

Udover at lave mad til flere dage ad gangen, kan du gøre køkkenarbejdet nemmere ved at bruge din ovn, og samle hele retten i et fad. På den måde tager ingredienserne smag af hinanden, og måltidet bliver faktisk endnu bedre. Her får du mit bud på en supernem middelhavsinspireret ovnret.

Fredag håber jeg på, at solen trænger frem gennem skyerne, og giver os lidt sensommerstemning. Det gælder om at udnytte sommeren til sidste solstråle, og intet mad signalerer mere sommer end jomfruhummere og rosé. Der er dømt pastelrosa mad, der er smuk som en aftenhimmel, og du behøver ikke mere end et godt brød og en salat, for at have et fuldendt måltid.

Fersknerne er allerbedst lige nu – især hvis du lader dem ligge et par dage, så de bliver søde og så bløde, at saften driver ned ad hagen. Sammen med tomater har du en perfekt salat med sødme og syrlighed, der smager af sommer. Prøv opskriften her.

Udover tomater og ferskner er det også højsæson for sensommerens overflod af brombær, blåbær og kirsebær. Derfor har jeg brugt dem i rå mængder i den her kage, som består af en marengsbund, en creme med brombær, fløde og skyr og med en generøs mængde bær på toppen. En sød afslutning som du kan glæde dig til. Og som får dig gennem arbejdsugen.

Med ønske om en rigtig god maduge.

Mandag


Tirsdag


Onsdag