0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Nu kommer genåbningen, men kun bornholmerne kan komme af med coronahåret

Regeringen lægger op til en gradvis genåbning af landet, men der er stor forskel på hvor meget der kan åbnes op i landets regioner.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen

Nu kommer den. Genåbningen. Ikke på én gang men i mindre bidder og baseret på den regionale smitteudvikling.

Det står klart, selv om regeringen først skal forhandle med de politiske partier om den endelige udformning af genåbningsplanen, som statsminister Mette Frederiksen (S) har bebudet bliver præsenteret i morgen.

På baggrund af modelberegninger af smitteudviklingen ved en række genåbningsscenarier og anbefalinger fra en særlig indsatsgruppe lægger regeringen som det første op til at genåbne butikker under 5.000 kvadratmeter over hele landet på nær butikkerne i storcentre. Også udendørs kulturaktiviteter vil kunne genåbne med krav om en negativ coronatest, ligesom forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 20 personer for udendørs idræt og foreningsaktiviteter i organiseret regi.

Desuden er det indstillingen, at afgangseleverne i grundskoler, på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser i Vestjylland og Nordjylland skal kunne møde ind hver anden uge, mens efterskolerne i de to regioner kan åbne helt.

Det samme gælder på Bornholm, men her er det hensigten at åbne endnu mere og lade elever på alle klassetrin vende tilbage til normalen, ligesom liberale erhverv som frisører i modsætning til resten af landet her kan genåbne. Den udvidede genåbning på Bornholm skal gennemføres ved hjælp af blandt andet øgede test og krav om mundbind flere steder. Blandt andet skal man kunne fremvise en negativ test, hvis man vil rejse til og fra øen med fly eller færge.

Du kan læse et samlet overblik over anbefalingen fra indsatsgruppen og sundhedsmyndighederne her.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger til DR, at »vores eksperter, beregnere og sundhedsmyndigheder vurderer, at der er plads til en gradvis, men mærkbar genåbning i løbet af de kommende uger«.

Ifølge Magnus Heunicke vil genåbningen føre til en markant stigning i smitten og til flere indlagte. Det er eksperternes vurdering, at vi i midten af april vil have omkring 900 indlagte på hospitalerne mod cirka 250 for tiden.

Herefter ventes kurven at knække i takt med, at flere er blevet vaccineret og varmere temperaturer gør betingelserne for covid-19 ringere.

Du kan læse seneste nyt om coronavirus her.


Små børn smitter stadig mere

Og mens der altså lægges op til en gradvis genåbning af landet, er små børns andel af de smittede mere end fordoblet siden begyndelsen af december. Det viser en opgørelse, som Politiken har foretaget på baggrund af data fra Statens Serum Institut.

I begyndelsen af december var hver 17. smittet mellem 0 og 9 år gammel. I sidste uge var det tal vokset til hver 7., og opgørelsen viser, at udbruddene på skoler og daginstitutioner hovedsagelig i det sydlige Danmark ikke er enlige svaler, men et led i en tendens, som gør sig gældende i flere lande.

»Det ser ud til, at børn bliver smittet i skolerne, og de smitter oftere end tidligere deres forældre og lærere i lande, hvor B117 dominerer«, siger Astrid Iversen, der er professor ved Oxford Universitet og rådgiver for den britiske regering under coronapandemien.


USA runder en halv million coronadøde

Mens 2.344 danskere er døde med coronavirus har USA som det første land i verden passeret en halv million coronarelaterede dødsfald, skriver Ritzau på baggrund af en opgørelse fra John Hopkins Institute. Klokken 06.40 tirsdag morgen er dødstallet opgjort til 500.236. Det er næsten dobbelt så mange som Brasilien, der med flere end 247.143 døde ligger nummer to på listen.

»Det er virkelig en forfærdelig situation, vi har været igennem, og som vi stadig går igennem«, sagde Anthony Fauci, der er USA’s øverste medicinske covid-19-rådgiver, søndag i et interview med CNN.


Facebook ophæver forbud mod australske nyhedsmedier

Australske Facebook-brugere kan snart igen læse og dele nyheder på det sociale medie, efter at Facebook i nogle dage har blokeret for nyhedsdelingen, skriver Ritzau. Men nu har regeringen ændret i en kommende medielov, og derfor vil Facebook ophæve forbuddet mod australske nyhedsmedier »i de kommende dage«, siger Facebooks australske direktør, Will Easton.

Facebook standsede muligheden for at dele og læse nyheder via platformen som svar på et lovforslag, der krævede, at Google og Facebook skulle betale for nyhedsindhold.


Lyt til dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’

Ny epidemilov - hvem var du sammen med i går? (Og hvad lavede I?)

Vi du acceptere at blive overvåget, registreret og måske spærret inde for at bremse coronaepidemien?

Folketinget er i al hast ved at vedtage en ny epidemilov, for ellers kan regeringen ikke holde skoler, butikker og biografer lukkede efter 1. marts.

Men er politikerne så kriseramte, at de risikerer at gå for langt? Vi spørger Sebastian Stryhn Kjeldtoft, der som journalist på Politiken har fulgt arbejdet med epidemiloven. Klik her og lyt med.


Det sker i dag

  • Sundhedsminister Magnus Heunicke og justitsminister Nick Hækkerup holder i løbet af tirsdagen drøftelser med partilederne på baggrund af beregningerne fra Ekspertgruppen for matematisk modellering og den faglige indstilling fra Indsatsgruppen. Drøftelserne kommer forud for den bebudet plan for udfasning af restriktioner der ventes udmeldt onsdag.
  • Retten i Glostrup tager hul på første sag, hvor en person er tiltalt efter den nye paragraf 119b. Med paragraffen er der mulighed for skærpet straf, hvis eksempelvis betjente bliver beskudt med fyrværkeri. I denne sag er en 17-årig tiltalt for at have beskudt tre betjente med et bomberør. Retten har også afsat 24. februar til sagen.
  • Varetægtsfængslingen af seks personer, der er mistænkt i forbindelse med en terrorsag, udløber. Syv andre er i sagen mistænkt for at planlægge et eller flere terrorangreb. Deres fængsling udløber først 2. marts. Alle 13 blev anholdt ved en storstilet aktion i blandet andet Holbæk.
  • Det grønlandske parlament, Inatsisartut, indleder sin vintersamling. Et flertal bestående af fire partier vil her stille forslag om, at der skal udskrives valg.

Det skete på dagen i dag

  • 1836: I USA begynder belejringen af Alamo i staten Texas. Slaget, som finder sted under Texas’ kamp for selvstændighed fra Mexico, varer 13 dage, inden mexicanske styrker indtager fortet.
  • 1991: Efter en måned med luftbombardementer i Golfkrigen indsætter USA landtropper mod de irakiske styrker.

Politiken mener


Anmeldelse


Annonce

For abonnenter

Annonce