0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
J. Scott Applewhite/AP
Foto: J. Scott Applewhite/AP
WikiLeaks har atter en gang fokus på USA's efterretningstjeneste CIA. Tidligere læk har bl.a. afsløret en lang række hidtil ukendte bagdøre i stort set alle former for moderne elektronisk udstyr.
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Nye CIA-afsløringer, gamle sexanklager og snyd på Bispebjerg Hospital

WikiLeaks åbner endnu en gang op for nye afsløringer af CIA's hemmelige bagdøre i vores allesammens computere, telefoner og andet elektronisk udstyr.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen, kære læser.

Det er fredag. Endelig er det fredag, og inden længe er arbejdsugen ovre for de fleste danskere. Mange ser måske frem til at holde traditionerne i hævd med en Mortensaftensand ved aftenbordet. Andre glæder sig til at kunne blive liggende under dynen til langt op på formiddagen, mens det ubarmhjertige efterårsvejr rusker i træerne udenfor. Findes der noget bedre end at vide, at weekenden venter lige om hjørnet?

Inden vi når helt dertil, skal vi dog først igennem denne ugens sidste hverdag. En dag, der desværre som så mange gange før er vokset ud af en gårsdagens voldsomme afslutning.

Endnu en ung mand mistede i går livet i et banderelateret skyderi i København. Det er tredje gang, bandekrigen har kostet liv siden midten af juni i år, og på de fem måneder er der affyret skydevåben i hovedstadens gader ikke mindre end 40 gange. Flere end 20 mennesker er blevet ramt af projektilerne, der ofte ikke har skelnet mellem kriminelle og uskyldige forbipasserende.

Alligevel insisterede politidirektør hos Københavns Politi Anne Tønnes ved et pressemøde i går på, at tiltagene mod banderne virker.


Pensionsdirektør forsvarer brugen af skattely

I vores gode, gamle avis fortsætter de store afsløringer i forbindelse med Paradise Papers-lækket. I går kunne Politiken fortælle, at danske pensionsselskaber lægger enorme beløb i kendte skattely. I dag forsvarer chefen for pensionskassen ATP placeringen af penge på Caymanøerne med, at det ville være for dyrt for de danske pensionister, hvis man gjorde det anderledes. Nu vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen forlange en redegørelse om sagen.


WikiLeaks afslører endnu flere CIA-hackerværktøjer

Den famøse whistleblower-organisation WikiLeaks er netop begyndt at lække nye og hidtil hemmelige hackerværktøjer fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Det har de gjort før under navnet Vault7, som blandt andet afslørede, hvordan CIA underminerede sikkerheden i computere, smartphones, biler og fjernsyn, samt en række programmer, som tilsyneladende var udviklet med henblik på decideret cyberkrig. Nu kommer de nye afsløringer under det kreative navn Vault8.


Hospitalschefer snød på vægten ved milliardudbud

Klagenævnet for Udbud retter ifølge Jyllands-Posten en »sønderlemmende kritik« mod to højtplacerede chefer på Bispebjerg Hospital. Angiveligt skulle de to have favoriseret et bestemt arkitektkonsortium frem for to konkurrenter, da et nyt akuthus til 1,6 milliarder kroner ved hospitalet skulle tegnes, hvilket er i strid med udbudsreglerne. Nu skal Kammeradvokaten tage stilling til, hvilke konsekvenser det får for de to. Det har ikke været muligt for avisen at få kommentarer fra den ene af de to anklagede, mens den anden blot henviser til en pressemeddelelse fra regionen.


Nye gamle sexanklager mod profilerede mænd

Anklagerne om seksuelle overgreb og krænkelser vælter ind over verdens politiske og kulturelle magtelite. Og nu er turen nået til den verdenskendte komiker Louis C.K., som ifølge New York Times anklages for overgreb af fem forskellige kvinder. Også Roy Moore, en profileret kandidat til det amerikanske senat, anklages ifølge Washington Post for et overgreb, der skulle have fundet sted tilbage i 1979. Om de to kan overleve turen i folkedomstolen vil tiden vistnok vise.


FBI forspildte chancen for at låse kirkeskyders telefon op

Ifølge Apple forspildte det amerikanske forbundspoliti, FBI, chancen for at låse en iPhone op, som havde tilhørt den unge mand, der i søndags skød 26 mennesker i en kirke i Texas. Havde myndighederne blot brugt gerningsmandens livløse finger inden for 48 timer efter døden indtraf, havde de fået adgang til telefonen, siger Apple ifølge Reuters. Apple har tidligere med alle kræfter modsat sig FBI's ønsker om at låse telefoner op uden ejermandens tilladelse.


Det sker i øvrigt på denne fredag:

  • 08.30: Vatikanet indleder en to-dages konference med fokus på en atomvåbenfri verden. Her er deltagelse fra både FN og Nato, og paven selv vil være vært for mødet. Anledningen er angiveligt den hede ordstrid mellem USA og Nordkorea.
  • 09.15: En af bagmændene bag omfattende menneskehandel med en lang række rumænere forventes i dag at tilstå i Retten i Lyngby. Politiken har skrevet en del om den såkaldte Operation Hvepsebo, som du bl.a. kan læse her.
  • 13.00: Retten i Holbæk forventes at tage stilling til, om en præst fra Tømmerup på Vestsjælland er skyldig i en række overgreb på 11 mindreårige.

Disse historier er i øvrigt læsetiden værd...